Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
508965Visninger
AA

13. 11

 

”And if you're broke, I'll mend you,
and keep you sheltered from the storm that's raging on.”

Lego House ~ Ed Sheeran

 

Mellows synsvinkel

 

Tiden læger alle sår.

Jeg vidste ikke, hvor mange gange jeg havde hørt den sætning, og lige meget hvor meget jeg prøvede at lytte til ordene, hjalp det ikke. Tiden læger ikke alle sår. Uanset hvad går man vel rundt med en eller anden slags sår på sig, som man ikke komme af med. Det kan være, ens forældre er skilt. Det kan være, man er syg.

Det kan være, man har mistet nogen, man holdt utrolig meget af.

Jeg bed mig i læben, da jeg havde gentaget ordsproget inde i mit hoved endnu en gang. Tårerne løb ukontrolleret ned ad mine kinder, og jeg var efterhånden i tvivl om, hvor lang tid de kunne fortsætte sådan her.

Uden at kigge på klokken vidste jeg, at jeg efterhånden havde brugt hele dagen på at sørge. Jeg var ikke stået op, da min far gik i morges, og det gav mig derfor fri adgang til at lukke alle følelserne ud, da jeg vågnede. Derfor havde jeg også blevet liggende i min seng hele dagen og grædt. Jeg havde stadigvæk mit undertøj på, og makeuppen fra festen i går hang højest sandsynlig ned ad mine kinder. Men jeg var lige glad. Jeg havde det forfærdeligt.

I forhold til de andre gange, hvor jeg havde grædt, græd jeg mere denne gang, velvidne om hvorfor. I nat havde praktisk talt været en lortenat. Harry havde virkelig gjort mig ked af det, da han prøvede at ydmyge mig foran hans venner. Selvom jeg fik det sidste ord indført, havde han stadigvæk såret mig. Han sagde, at jeg havde opført mig underligt hele aften, og ærlig talt forstod jeg ikke, hvorfor han så ikke spurgte, hvad der var galt, i stedet for at lade det hele gå i vasken.

Jeg kunne ikke lide den side af ham. Jeg havde følt mig som en dukke, han bare skulle lege med, og det ville jeg ikke være. Det var også derfor, jeg var led overfor ham til sidst, men hvordan skulle jeg ellers have vist det?

Jeg tog et lommetørklæde fra den efterhånden brugte pakke og pudsede min næse, imens jeg tørrede mine kinder med bagsiden af min hånd. Det nyttede bare ikke, da der kom flere tårer løbende. Jeg sukkede for mig selv og prøvede at bide mig så meget i inderlæben, så jeg var tvunget til at stoppe med at græde. Det hjalp heller ikke i den sidste ende. Derimod kom der en klam smag af blod inde i min mund, og jeg vidste derfor, at jeg havde bidt hul i min inderlæbe.

Jeg rejste mig op og gik ud mod toilettet, da jeg gerne ville se skaden, men inden jeg nåede helt derud, ringede det på døren nedenunder. Jeg stoppede op og så hen mod den lukkede værelsesdør. Et kort øjeblik overvejede jeg at gå ned og åbne, men besluttede mig for at lade være. Jeg ville ikke vise mig sådan her.

Det ringede endnu en gang på, og jeg bed tænderne lidt sammen, indtil min telefon begyndte at vibrere fra sengebordet. Jeg rynkede panden og gik tvivlsomt hen mod den. Navnet på skærmen fik mig til at knibe øjnene lidt sammen.

Uden at tøve lagde jeg på og tørrede endnu en gang mine øjne. Der gik ikke mange sekunder, før min telefon ringede igen, og endnu en gang lagde jeg bare på. Måske ville Harry så forstå den hentydning af, at jeg ikke gad ham lige nu.

Det ringede på døren for tredje gang nedenunder, og jeg sukkede derfor højlydt. Roligt sneg jeg mig hen til vinduet og kiggede ud af det med blikket hen mod døren, til jeg så den velkendte person stå ude på trappen.

Jeg fik et chok, da min telefon ringede i hånden på mig. Nu måtte han da for fanden stoppe og fatte en hentydning! Jeg tog et tæppe rundt af mig og tørrede mine øjne for sidste gang, inden jeg marcherede nedenunder og hen til døren, som ringede lige idet jeg tog fat i dørhåndtaget. Jeg åbnede døren lidt og stak hovedet ud.

”Harry, skrid!” vrissede jeg med en grædefærdig stemme, som jeg virkelig ikke håbede på var til at høre. Han så vredt på mig og borede sine øjne ind i mine. ”Jeg er ikke sikker på, at du skal tale sådan til mig, Mellow,” advarede han koldt. Jeg bed mig nervøs i tungen, da han virkelig så sur ud. Jeg måtte have pisset ham af i går.

”Hvad vil du?” spurgte jeg lavt. Han tog et skridt tættere på mig, nok for at komme indenfor, men jeg blev stående og lod ham ikke komme ind. Han skulle bare gå igen.

”Vi skal ud,” fortalte han kort, og jeg rystede på hovedet. ”Ikke nu,” svarede jeg og sank en klump. Han løftede øjenbrynene og nikkede surt. ”Du kommer med mig, Mellow,” forlangte han som en trussel, og det fik mig til at bide mig i læben. ”Please, ikke i dag,” bad jeg, imens tårerne pressede på.

Han tog ikke notits af mine pludselige følelser og nikkede bare igen. ”Gør dig klar,” kommanderede han. Jeg så kort på ham og overvejede at råbe af ham eller smække døren i, men inden jeg overhovedet havde nået at overveje det nærmere, lagde han en hånd på døren og skubbede den op, så jeg automatisk tog et par skridt tilbage, og han gik indenfor.

”Nu!” hvæsede han nærmest, da jeg blev stående og så forskrækket på ham. Jeg havde næsten glemt, hvad han lige havde sagt, men skyndte mig at vendte mig om og finde min vej ovenpå, imens tårerne pressede endnu mere på.

Det var ikke kun på grund af Harry, jeg græd. Han behandlede mig ikke specielt godt, det var en del af det. Men alt med min mor og lillesøster tog så hårdt på mig, og jeg havde derfor ikke brug for at skulle ud med en person, der opførte sig som en idiot overfor mig. Hvad fanden forventede han efterhånden af mig?

Ligeså snart jeg kom ind på værelset, lukkede jeg døren nænsomt og satte mig på min seng. Der gik ikke engang et par sekunder, før tårerne væltede ned ad mine kinder. Jeg var knust. Fortabt. Jeg gik med så meget sorg, som jeg ikke følte jeg kunne komme ud med. Samtidig havde jeg en dreng på nakken, som jeg ikke kunne finde ud af.

Ærlig talt vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre lige nu, selvom jeg i morgen vidste, at det ville være bedre. Jeg havde det med at få nogle tanker, som dagen efter var forduftet. For i virkeligheden var jeg måske ikke fortabt. Jeg havde min far med mig uanset hvad, og jeg kunne efterhånden regne med Andy.

Men lige nu var det bare ikke godt nok.

Jeg savnede at have folk omkring mig. Jeg savnede at høre min mors strenge stemme, når jeg havde lavet noget forkert. Jeg savnede at skændes med min lillesøster. Jeg savnede min fars gamle gejst. Jeg savnede bare det hele.

Jeg hulkede højt og begravede mit hoved i min pude for det ikke skulle kunne høres. Det hjalp lidt, men det ene hulk blev erstattet af så mange flere, og jeg var efterhånden lidt bange for, at det kunne høres nedenunder. Alligevel blev jeg ved, og jeg kunne ikke stoppe.

Alt gjorde så ondt.

 

Harrys synsvinkel

Utålmodigt stod jeg og stirrede på trappen Mellow lige var forsvundet op ad. Hun virkede ikke ligefrem glad, men det kunne man vist heller ikke vove at påstå at jeg var, så det passede jo fint.

Jeg var virkelig blevet rasende da jeg vågnede i morges, og huskede alt hvad der var sket den forrige aften. At Mellow havde nedgjort mig foran mine venner, og derefter bare skredet fra mig gjorde mig vred. Jeg blev så vred at jeg smadrede en lampe. Men det var også ligegyldigt. Jeg var alligevel blevet ret træt af den.

Da jeg så først havde smadret min lampe, var jeg kørt direkte herover. Jeg havde brug for at få en forklaring på hendes underlige opførsel, og jeg tænkte, at den bedste måde at få det på, var ved at tage et eller andet sted hen med hende. Egentlig havde jeg ikke planlagt et specielt sted. Jeg havde overvejet en eller anden park.

Efter at have stået med armene over kors og trippet lidt med fødderne, bestemte jeg mig for at gå op for at se hvad fanden hun havde gang i. Det kunne da vel for helvede ikke tage så lang tid at tage tøj på, eller hvad hun nu havde gang i. Jeg tog trappen i tre spring, og gik direkte forbi billederne på væggen. Lige nu havde jeg slet ikke tålmodighed nok til at vente længere, eller dvæle over hvad der egentlig var sket med hendes familie. Jeg fortsatte hen ad gangen, og stoppede op lige foran hendes dør. Der kom nogle underlige lyde derindefra, og jeg stoppede hurtigt op. Lydende var dæmpede, og lød næsten som små snøft.

Jeg kneb øjnene lidt sammen. Hun var garanteret blevet forkølet eller sådan noget. Det var trods alt ved at blive koldt. Uden tøven greb jeg fat om håndtaget, og svang døren op, så den ramte væggen med et brag. Jeg fik straks øje på Mellow, der sad ovre på sengen, og kiggede op med et gisp, da døren larmede.

Jeg kunne mærke vreden sive ud af mig som luften i en ballon. Hun sad med knæene op til hagen, og puden knuget ind til brystet. Den var blevet helt gennemblødt af de tårer der strømmede ned ad Mellows sorte kinder. Hendes øjne var rødsprængte, og makeuppen var tværet ud over det hele. Hele tiden kom der små hulk og snøft ud af hendes mund.

Hun.. græd.

Jeg stod ubevægelig i døren, og stirrede bare på hende. Jeg kunne mærke at min kæbe hang helt nede på mit bryst, men jeg forsøgte ikke at lukke munden. Det ville alligevel ikke lykkes. Jeg var.. chokeret.

Mellows øjne blev pludselig hårde, og hun kiggede irriteret på mig, stadig med tårer der lydløst løb om kap ned ad hendes ansigt. ”M-Mellow?” fik jeg fremstammet. Vreden væltede op i hendes øjne sammen med endnu en bølge af tårer.

”Er du så tilfreds, hva’ Harry?” spurgte hun med en vred, grådfyldt stemme. Jeg kiggede uforstående på hende.

”Hvad mener du? Hvad er der?” spurgte jeg, stadig for chokeret til overhovedet at bevæge mig. Hun rystede på hovedet, og begravede sig i sin pude. ”Mellow,” insisterede jeg, med lidt mere kraft i min stemme. Hun kiggede op på mig.

”Bland dig uden om!” skreg hun, ”bare.. gå!”

”Nej, Mellow. Fortæl mig hvad der er galt,” pressede jeg på, men hun stirrede bare på mig med de røde øjne. Jeg rystede på hovedet af hende, og begravede mine hænder i mit hår – noget jeg tit gjorde når jeg var frustreret.

”Er det min skyld?” spurgte jeg så, og forholdte min stemme rolig, selvom jeg langt fra følte mig rolig nu. Faktisk følte jeg, at jeg var tættere på en forklaring fra Mellow, end jeg nogensinde havde været.

Mine ord fik dog bare endnu et hulkeanfald til at melde sin ankomst, og jeg så til, mens hun begravede sit hoved i puden, der dæmpede hendes krampagtige gråd. Jeg fik det underligt i min krop, da jeg så hende sidde der og græde. Jeg fik både lyst til at løbe skrigende ud herfra, lyst til at råbe at hun skulle stoppe, og lyst til at sætte mig hen ved siden af hende, og sige at det hele nok skulle gå. Jeg vidste bare ikke hvilken af tingene jeg skulle gøre. Det var ikke ret ofte jeg var i sådan en situation her. Faktisk aldrig.

”Jeg..” begyndte Mellow, men blev afbrudt af et langtrukkent hulk. Jeg greb lidt hårdere fat om mit hår, for bedre at kunne tænke. Hvis jeg ville vide hvad der var sket, måtte jeg gøre det rigtige. Måske skulle jeg bare – hvor plat det end lyder – følge mit hjerte. Jeg havde efterhånden hørt mange sige, at det var det eneste rigtige at gøre.

Jeg nærmede mig tøvende sengen, og satte mig forsigtigt ned ved siden af hende. Da sengen bøjede lidt ned, hvilket Mellow selvfølgelig kunne mærke, kiggede hun overrasket hen på mig, og snøftede.

”Hv-hvad vil du, Ha-Harry?” stammede hun, og hendes stemme knækkede over et par gange. Jeg kiggede lidt ned i gulvet, og forsøgte at finde ud af hvad jeg skulle sige.

”Hvad er der galt?” forsøgte jeg mig med, og sagde det med en blid stemme, som jeg aldrig nogensinde havde troet at jeg kunne lave. Hun snøftede igen, og tørrede sit ene øje med sin håndryg. Hendes ophævede øjne kiggede på mig, mens hun forgæves forsøgte at fjerne tårerne, men der kom hele tiden flere.

”Mellow, du kan godt fortælle mig det.”

Min stemme var stadig blid, uden jeg overhovedet tænkte over det. Hun kiggede lidt ned i gulvet. ”Det er bare..” begyndte hun, og hulkede en enkelt gang. Jeg rystede svagt på hovedet.

”Træk vejret, Mellow, og fortæl mig hvad der er galt,” sagde jeg, og smilede et svagt, opmuntrende smil. Hun fulgte mit råd, og tog en dyb indånding.

”Det er min mor,” svarede hun endelig, og havde lidt mere kontrol over sin stemme, ”og min lillesøster. De.. altså.. det er fordi..”

Hun lod ikke rigtig til at kunne fuldføre en sætning, så jeg forsøgte at hjælpe hende lidt, ”din mor og din lillesøster. Hvad er der med dem?”

Hun lod hele tiden til at bliver overrasket over min blide stemme, men hun rømmede sig kort. ”De er døde,” fortalte hun kort, og udløste endnu gang en ny byge af tårer.

Jeg sad som forstenet, og stirrede på hende. Chokket ramte mig som et elektrisk stød, og fik hele min krop til at summe af en ubehagelig, men ukendt følelse. Min mund blev helt tør, og min hals og mave krummede sig sammen i ubehag. Mine hænder, der ellers havde ligget så fint foldet i mit skød, faldt ned på sengen med et bump. Jeg sank en klump, og fik presset mine læber til at slippe de eneste ord ud, jeg kunne komme i tanke om.

”Det er jeg ked af,” mumlede jeg sandfærdigt. Jeg var rent faktisk ked af det på hendes vegne. Hun snøftede igen, og kiggede op fra sin pude. Hendes blik var så fyldt med sorg, tristhed og vrede, at jeg slet ikke vidste hvordan jeg skulle reagere. Jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs. Det eneste jeg kunne tænke på at gøre, var at kramme hende, holde hende tæt ind til mig, og fortælle hende, at alt nok skulle blive okay.

Og det gjorde jeg. Jeg rakte rundt om hende, og knugede hende stramt ind til mig. Hun sagde intet til det, men lod bare sit hoved hvile ved min skulder, mens hun gav slip på det hele. Jeg mumlede nogle beroligende ord til hende, og blev helt overrasket over hvor naturligt det forekom mig. Det føltes faktisk.. rart.

”Det skal nok gå, Angel Cheeks,” hviskede jeg, og aede hende blidt på ryggen.

 

_______________________________________________________________________________

A/N:

Nå, så fik Mellowsen fortalt Harry, hvad der var galt. Tror I det kommer til at ændre på deres forhold? Ja, nej? Let us know.

Thanks for reading xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...