Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1780Likes
2485Kommentarer
521404Visninger
AA

12. 10

 

”You confuse me with the many faces, that you wear.
You amuse me by pretending, that you don’t care.”

Why (You Confuse Me) ~ Mandi Perkins

 

Harrys synsvinkel

 

Da jeg vågnede føltes mit hoved tungt, men alting stod klart som glas for mig. Alligevel følte jeg at det hele havde været en drøm. Jeg var sikker på at jeg havde været en tur hen til en natklub, hvor jeg havde både drukket og røget alverdens forskellige ting og sager, men jeg kunne ikke lade være med at tro, at det med Mellow havde været en drøm. Hun ville aldrig lukke mig ind i sit hus midt om natten, og lade mig sove i sin seng. Og da slet ikke når jeg var fuld. Desuden, ville jeg da godt nok have været dum hvis jeg var taget hen til hendes hus på det tidspunkt. Sidst, men ikke mindst, håber jeg virkelig at det var en drøm, da jeg sagde at jeg havde brug for at se hendes ansigt. Sådanne ting sagde jeg bare ikke. Aldrig.

Den nemmeste måde at finde ud af, om det havde været en drøm eller ej, var jo ved at åbne øjnene og kigge. Men jeg tøvede lidt, for hvis jeg skulle være helt ærlig, var jeg lidt bange for svaret.

Langsomt åbnede jeg det ene øje på klem, og sukkede lydløst. Foran mig lå en pige med langt, mørkebrunt hår, der bølgede let ned over hendes skuldre. Hun lå med ryggen til, men jeg kunne nemt genkende hende. Det var Mellow.

Hendes skuldre hævede og sænkede sig i en fast rytme, så jeg hurtigt regnede ud at hun sov. Hun lå med sin ene hånd under puden, mens den anden krampagtigt holdt fast om dynen, der var lige ved at falde af hende, formentlig fordi jeg havde taget den. Desuden var hun også selv ved at falde ned, fordi hun lå så langt ude på kanten.

En lyd fra den anden side af døren, fik mig straks til at kigge derhen, med en lidt krampagtig følelse i maven. Hvis hendes far kom herind nu, ville han helt sikkert ikke blive glad, og det ville bare give mig endnu en forhindring på vejen til Mellows hjerte.

Lyden af skridt passerede døren, og lige da de var blevet helt lave, kom de tilbage igen, som om personen - der kun kunne være Mellows far - gik frem og tilbage. Efter lidt tid, gik det op for mig at han snakkede i telefon.

”..vent lige fem minutter, jeg går nu..” mumlede han lavt i forbifarten, men jeg nåede ikke at få fat i mere, før hans skridt forsvandt ned ad trappen. Jeg holdt vejret, så den eneste lyd i rummet, var Mellows vejrtrækning, og kunne efter lidt tid høre hoveddøren smække. Da åndede jeg ud.

Langsomt, og så forsigtigt jeg kunne, satte jeg mig op, og sørgede for ikke at røre ved Mellow så hun vågnede. Da jeg var kravlet ud af sengen, og listede hen mod døren, kunne jeg ikke lade være med at krympe mig, da gulvet knirkede, men alligevel vågnede Mellow ikke. Jeg tog fat om håndtaget og trak ned i det, men døren åbnede ikke, og da gik det op for mig at Mellow havde låst den. Hun var alligevel ikke så dum.

Jeg gik med dovne skridt hen ad gangen, der blot bestod af lyst trægulv, hvide vægge, og diverse billeder. Nysgerrigt betragtede jeg det nærmeste billede, der viste sig at forestille en pige på omkring 14-15 år, der havde nogle meget velkendte øjne. Mellows. Hun stod sammen med en dame med lyst hår, og præcis de samme øjne, og armen rundt om både Mellow og en mand, der kun kunne være Mellows far. I sin favn havde han et spædbarn, der ikke kunne være ældre end et par måneder. De så glade ud.

Undrende lod jeg mit blik glide videre til det næste billede, der så lidt nyere ud, hvor babyen var vokset til en lille pige med lyst hår og blå øjne. Nysgerrigheden og lysten fyldte straks min krop. Var det Mellows familie? Hun havde ikke haft lyst til at fortælle mig om sin mor, og hun havde slet ikke sagt noget om en lillesøster. Men hvad var egentlig grunden? Hvad var historien bag?

Mens nysgerrigheden blot voksede og voksede, fortsatte jeg ned ad trappen, og ind i stuen, som jeg krydsede så jeg nåede ud i køkkenet, uden egentlig at have et formål med det. Køkkenet var bare stort set altid det sted jeg startede dagen.

Ud af øjenkrogen opfangede jeg noget gult, der lå og skildte sig ud af de ellers så neutrale hvide og lyse træfarver. Jeg tog de få skridt hen til køkkenbordet, hvor jeg så en lille, gul post-it seddel.

Med klodsede blokbogstaver var der skrevet en kort besked.

I had to go. Plans changed. I’ll be home at 4pm.

Dad.

Jeg nikkede lidt for mig selv, og lod tænksomt mit blik opfange hele rummet. Den larmende stilhed blev pludselig overdøvet af en rumlende lyd fra min mave. Overvejende gik jeg hen til køleskabet og åbnede lågen. Hylderne var fyldt med diverse rester af take away, men imellem alle resterne fik jeg også øje på noget mad, der rent faktisk kunne spises som morgenmad.

Hvis jeg lavede mad til både Mellow og mig selv, kunne hun vel ikke blive sur på mig, og det ville desuden også skaffe mig point hos hende. Med vante bevægelser trak jeg de forskellige ting ud fra køleskabet, som jeg lukkede efter mig med min skulder. Efter at have kigget i tre forskellige skabe, fandt jeg en stegepande, hvorpå jeg stegte bacon. Mens baconen stod og larmede lidt for meget, så jeg fik nøjeren på – for Mellow burde da næsten kunne høre det – satte jeg nogle brødskiver i toasteren.

Da baconen havde fået nok tog jeg det af, og lagde det over på en tallerken med køkkenrulle. Efterfølgende skar jeg en tomat over, og stegte også den på panden, for derefter at slå et par æg ud til spejlæg. Mens æggene stivnede på den varme pande, gennemrodede jeg endnu en gang skabene, og fandt en dåse bønner, som jeg – med lidt hjælp fra en dåseåbner, da jeg efterhånden havde smadret dåsen ret meget, efter at have flippet ud på den – fik åbnet og hældt over i en gryde.

Totalt paranoid, som jeg nu engang var, gik jeg hele tiden og lyttede efter tegn på, at Mellow skulle være vågnet og stået op. Men der kom ikke en eneste lyd, så jeg gik i stedet i gang med at placere maden på to store tallerkener, så det var engelsk morgenmad på den rigtige måde.

Damn, det var hårdt at lave mad. Jeg måtte godt nok indrømme, at jeg foretrak at købe mad. Men der måtte jo slides og slæbes, hvis det her skulle lykkes for mig. Det havde jeg jo hele tiden vidst.

Da tallerkenerne var sat hen på det lille spisebord sammen med to kopper te – som hun jo foretrak frem for kaffe – valgte jeg at gå op til hende. Hun skulle jo vækkes på et tidspunkt.

Et lavt fnys slap ud mellem mine læber, da jeg så at hun lå præcis det samme sted som før. Hun havde ikke engang givet slip på dynen med hånden, selvom jeg ikke længere lå og tog den fra hende.

Med et fremtvunget smil på læberne, satte jeg mig på hug lige ved siden af hendes seng, så mit hoved var nede på hendes hoveds højde. Hendes mund var let åben, så jeg kunne mærke hendes ånde på mit kraveben. Stadig med smilet på læberne, hævede jeg hånden og prikkede hende let på næsen. Hun udstødte en gryntede lyd, og jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at grine. Endnu en gang prikkede jeg hende på næsen, og denne gang vibrerede hendes øjenlåg let, før hun langsomt slog dem op, og blinkede et par gange med uklare øjne.

”Godmorgen, Angel Cheeks,” mumlede jeg lavt, og det lod til at hun først dér lagde mærke til at jeg var her. Hun spjættede og satte sig op med et sæt. ”Harry?” Hendes stemme rystede og var skinger, og jeg kunne godt regne ud at jeg havde forskrækket hende. Jeg kunne ikke bekæmpe det lille grin, der slap ud.

Hendes øjne flakkede frem og tilbage mellem mig, og den pivåbne dør, mens hun mest af alt lignede en der var fordybet i tanker. Jeg knipsede en enkelt gang foran hendes ansigt, så hun med et lille ryst på hovedet vågnede op.

”Hvor er min far? Hvad er klokken? Hvor længe har du været oppe? Hvorfor dufter her af bacon? Hv-”

”Hey, slap af. Jeg kan ikke følge med, når du stiller så mange spørgsmål på en gang,” fnes jeg, og rejste mig op igen. Hendes blik så en smule uroligt ud, så jeg rakte en hånd frem mod hende, og hjalp hende op at stå med et forklarende blik, ”din far tog til møde, jeg ved ikke hvad klokken er eller hvor længe jeg har været oppe, og her dufter af bacon fordi jeg har lavet bacon.”

Nu så hun bare forvirret ud, ”har du lavet bacon?”

”Er det det eneste du fik fat i, af alt det jeg lige sagde?” spurgte jeg med et grin. Hun rystede ivrigt på hovedet, og fulgte efter mig ud af værelset. Da jeg igen fik øje på billederne på væggen, stoppede jeg op, og følte en trang til at spørge ind til hendes familie igen. Mellow, der til at starte med ikke lagde mærke til at jeg var stoppet, tog et par skridt fremad, men bremsede så også op. Hun vendte sig hurtigt om, og havde et lidt skræmt udtryk i ansigtet, hvilket undrede mig ret meget.

Hun fjernede afstanden mellem os med et par voldsomme skridt, der fik hendes grå shorts og hvide t-shirt til at flagre frem og tilbage. Med et lidt anstrengt greb om min arm, forsøgte hun at trække mig videre, men da hun ikke var stærk nok, endte hun bare med at stå og trække i en statue.

”Harry..” mumlede hun nærmest bedende, ”skal vi ikke gå ned i stuen?”

Hvorfor hun var så ivrig efter at komme væk herfra var let nok at regne ud. Hun havde tydeligvis ikke lyst til at snakke om sin mor og pigen – som jeg gik ud fra var hendes søster. Men nysgerrigheden sad fast i min krop, og den var sulten. Den kunne kun få stillet sin sult, hvis Mellow fortalte historien.

”Hvem er det?” startede jeg ud, og pegede på det ene billede. Hendes blik bevægede sig ikke den mindste smule, men var bare klistret fast til mig. Endnu en gang hev hun lidt i min arm, men opgav. Et lille suk undslap hendes læber, og hendes blik mødte gulvet.

”Det er mig, min far.. min mor, og min lillesøster,” svarede hun efter lang tids tøven. Jeg nikkede. Så havde jeg fået bekræftet det. ”Hvor er de henne?” spurgte jeg forsigtigt, og satte en finger under hendes hage, så jeg kunne løfte hendes ansigt op. Hun bed sig blidt i læben, før hendes blik mødte mit.

”Det har jeg ikke lyst til at tale om.”

Hendes stemme var fast og hård, og jeg vidste straks at jeg ikke ville få noget ud af hende. Hendes mund var lukket og låst. Normalt gav jeg ikke op så hurtigt, men jeg vidste først og fremmest at Mellow var en smule stædig. Men samtidig skulle jeg helst ikke prikke for meget til hende, for så kunne det muligvis ende med et farvel Harry. Et irriteret suk undslap mine læber, da jeg gav slip på hende, og fortsatte ned ad gangen, med kurs mod trapperne. Måske fik jeg ikke svaret denne gang, men jeg gav ikke op. Jeg skulle nok finde ud af det.

”Kom nu. Maden bliver kold,” råbte jeg over skulderen, og tog turen ned ad trappen med lange skridt.

 

 

Mellows synsvinkel

Normalt var jeg ikke en person, der så på billeder, da det ikke interesserede mig. Hvis folk havde været på ferie, takkede jeg altid nej til at kigge på deres fotografier, fordi jeg hellere ville opleve tingene selv. Jeg kiggede aldrig på profilbilleder på Facebook, da jeg hellere ville se personen for mig. Men sådan var det ikke nu. Den eneste måde jeg kunne se de to personer på, var at kigge på billedet jeg sad med i hånden.

Det var et billed af min mor og lillesøster fra vores sommerferie i USA 2011. Minderne, ansigterne og glæden stod så klart for mig, som det var i går. Et kort øjeblik, da jeg havde lukket øjnene, havde jeg drømt, at det var i går, men da jeg åbnede dem igen, sad jeg stadigvæk inde på mit værelse i min seng med en kasse fyldt med billeder ved min side, som jeg kunne kiggede på en yderst sjælden gang.

I denne anledning var det fordi, at det i morgen var et halvt år siden, at den værste dag i mit liv forekom. Et halvt år siden min elskede mor og lillesøster gik borte. Et halvt år siden alting blev forandret.

En tåre sneg sig ukontrolleret ned ad min kind, og jeg tørrede den ihærdigt væk med tanken om, jeg ikke skulle græde i dag. Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ville tage en dag hjemme i morgen og bare få tankerne på fri fod, og lade tårerne løbe hele dagen. Det var lørdag, og min far ville ikke være hjemme, så jeg havde huset for mig selv.

Jeg sukkede og hulkede en enkelt gang uden tårer. Det var svært at holde dem inde, men det lykkedes til sidst, hvilket jeg var taknemlig for.

Jeg kastede et blik på klokken, der snart var 20. Jeg burde have været ved at gøre mig klar, men mit dårlige humør havde afholdt mig fra det.

Jeg skulle til fest med Harry i aften. Han havde spurgt mig for et par dage siden, og jeg havde bare sat ja. Jeg havde overvejet at aflyse, da jeg nok ikke var specielt fed at være sammen med lige nu, men han ville ikke tage et nej. Så meget vidste jeg da.

Jeg tog en dyb indåndig, inden jeg lagde billedet tilbage i boksen og stillede ind under min seng igen. Jeg rejste mig og gik så over til min kommode. Overskuddet til at finde noget tøj at have på var der slet ikke, men til sidst lykkedes det mig at finde en hvid kjole, der godt kunne gå an.

Jeg tog mig et hurtigt bad og tog derefter noget undertøj på. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg lavede, men jeg rendte bare rundt inde på mit værelse, stirrede på mig selv en gang imellem i spejlet, med tanker omkring min mor og lillesøster. Jeg lod ikke engang mærke til klokken, der tikkede utålmodigt og ventede på, at jeg ville gøre mig klar. Der kom mine tanker heldigvis hen på noget andet.

Jeg var ikke nervøs for i aften, da det kom til Harry. Siden han dukkede op hjemme hos mig i fuld tilstand, var det som om han respekterede mig mere. Han talte pænt, spurgte mig om ting i stedet for at bestemme over mig og kommandere rundt med mig. Han havde nok forstået, at jeg ikke gad det, og det var jeg glad for. Det gav ham chancen for at blive lukket mere ind, hvilket han også var blevet.

Vi havde brugt sidste lørdag sammen, hvor vi var i biografen. Det var da en stille og rolig måde at starte ud på. Især fordi jeg var rimelig sikker på, at Harry ikke kun ville holde vores forhold på venskabsniveauet. Det virkede i hvert fald ikke sådan der. Han ville ofte holde i hånden, kyssede mig på kinden, og nu var han begyndt at kalde mig Angel Cheeks, hvilket jeg slet ikke vidste, hvad stod for. Men jeg undlod at sige noget om det. Sandheden var, at jeg godt kunne lide, at han kaldte mig det. Det virkede.. specielt.

Lige præcis som ham.

 

Harrys synsvinkel

Jeg trillede ind foran Mellows hus, og tog nøglen ud af tændingen. Efter at have kastet et kort blik på mit ur, der viste at jeg var et par minutter for tidligt på den, hoppede jeg ud af bilen, og gik op ad den mørke sti til hoveddøren. Døren blev åbnet i det sekund jeg satte min fod på dørmåtten, men det var ikke Mellow der stod der. Det var derimod hendes far, som jeg straks genkendte fra billedet.
”Du må være Harry. Jeg er Robert, Mellows far,” fortalte han, og rakte sin hånd frem. Jeg tog hurtigt imod den, og trykte den kort med et lille nik, før jeg gav slip igen.
”Hvor er Mellow?” spurgte jeg, og forsøgte at lyde så venlig som muligt. Hans blik kort mod trappen, og tilbage til mig igen. Han smilede undskyldende. ”Hun er stadig oppe på sit værelse. Jeg tror snart hun er klar til at gå,” forsikrede han mig, og inviterede mig ind med sin hånd. Jeg trådte ind, og hørte døren smække blidt i bag mig.
”Vil du have en kop kaffe?” spurgte Robert og hævede den kop, jeg først nu opdagede han havde i hånden.
”Ellers tak,” mumlede jeg og smilede. Han nikkede og forsvandt ind i stuen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke over, om Mellow overhovedet havde sagt hvad vi skulle.
Ligeså snart han var forsvundet fra min synsvinkel, gik jeg op ad trappen mod Mellows værelse. Da jeg stoppede foran hendes hvide dør, hvor man tydeligt kunne høre at hun gik rundt bagved, ventede jeg tre sekunder og åbnede så døren på klem, så jeg kunne stikke hovedet ind. Et smil bredte sig om mine læber, da jeg fik øje på Mellow, der stod med ryggen til og trak en hvid kjole over sit hoved. Den faldt på plads, og dækkede for mit eller så gode udsyn til hendes undertøj. Uden at tænke over det, forlod en lille hilsen mine læber, hvilket jeg straks fortrød. Hun ville jo meget nemt kunne regne ud at jeg havde set det, og det lod ikke til at hun brød sig om netop sådanne ting.
”Harry?” sagde hun skingert, og vendte sig straks rundt. Men hvor jeg regnede med at se vrede i hendes øjne, så jeg i stedet et trist glimt, der dog forsvandt så hurtigt, at jeg ikke engang var sikker på om det havde været der.
Hun rystede lidt på hovedet, og gik hen til sit spejl, for at rette lidt på sit hår. Derefter greb hun en parfumeflaske, og sprøjtede to gange på fordybningen mellem sine kraveben. Væsken skinnede i lyset i et par sekunder, men forsvandt hurtigt, da den trængte ind i hendes hud. I et par sekunder stod hun bare og stirrede på sit spejlbillede, hvilket irriterede mig lidt, for vi skulle af sted. Ellers ville vi bare komme for sent.
”Er du klar til at gå?” spurgte jeg, og kiggede en enkelt gang ned på mit ur. Fem minutter over ni. Hun kiggede forskrækket hen på mig, som om hun havde glemt at jeg var her. Hendes hoved bevægede sig svagt op og ned, hvilket jeg tog som et nik.

Jeg åbnede døren helt op, så Mellow kunne gå forbi mig, lukkede den efterfølgende, og fulgte med hende ned ad trappen.
Nede i entréen tog hun et par stiletter på, og fandt en jakke, som hun svang over skuldrene. Det var jo trods alt efterår, og derfor en smule koldt udenfor. Uden at sige et ord til sin far, åbnede hun døren og gik ud. Jeg hastede efter hende, da hun, på trods af de høje hæle, gik af sted i høj fart. Fordi hun gik så hurtigt, kom hun også først hen til bilen, som jeg allerede havde låst op ved hjælp af fjernbetjeningen. Jeg gik selv om på den anden side af bilen til førersædet, og satte mig ind.
Da jeg først var kørt af sted, kiggede jeg hen på Mellow, der var usædvanligt stille. Det kunne godt være at hun normalt var en temmelig indelukket person, men jeg følte da at jeg var tættere ind på hende her på det sidste, så at hun nu lige pludselig bare sad og stirrede ud af vinduet med armene over kors forvirrede og irriterede mig en smule. Jeg følte pludselig at vi havde taget tre skridt frem, og så to tilbage. Og jeg brød mig ikke om at gå baglæns.

 

 

Jeg havde måske drukket lidt for meget. Ikke fordi jeg ville indrømme det over for mig selv, men Mellow havde af en eller anden grund valgt at gå på toilettet og blive derude i en halv time, og jeg havde lidt på fornemmelsen, at det skyldtes mig.
”Yo, Haz? Skal du have noget at drikke?” spurgte Matt, og pegede hen mod baren, hvor han åbenbart havde planer om at gå hen. Jeg så hen mod toiletdøren, hvor Mellow stadig ikke var dukket op, og rystede lidt på hovedet. Han trak på skuldrene og gik. Mit blik var som limet fast til døren, der blot forblev en lukket dør. Med et tungt suk rejste jeg mig fra den bløde bænk jeg havde placeret mig på, og forlod dermed de andre drenge, der sad og snakkede ivrigt.

Mine ben bar mig hen mod døren med det lille skilt, der viste et billede af en tændstiksmand med kjole på. Jeg åbnede døren, men lukkede den hurtigt igen.
Ikke smart at gå ud på dametoilettet når man var en mand. Det syntes den skrigende pige derude i hvert fald ikke. Med et suk lænede jeg mig op ad væggen ved siden af, og ventede helt til pigen fra før kom ud. Hun sendte mig et fornærmet blik, før hun gik videre, men jeg himlede bare med øjnene. Det var ikke mit problem at hun var en smule nærtagende.
Efter hun var forsvundet gik jeg derud igen, og tjekkede at der ikke var nogen. Efter hun var forsvundet gik jeg derud igen, og tjekkede at der ikke var nogen på de andre toiletter. Derefter gik jeg hen til den eneste låste toiletbås, og bankede en enkelt gang på døren.
”Hvad?” mumlede en stemme, der kun kunne tilhøre Mellow. ”Mellow?” spurgte jeg alligevel. Et højt suk lød, og lidt efter blev døren åbnet.
”Hvad?” spurgte hun endnu en gang, blot mere irriteret, og lagde armene over kors. Hendes pludselige humørskift undrende mig, men jeg kunne ikke forhindre min krop i at efterligne hendes holdning.
”Hvor bliver du af?” spurgte jeg i det samme tonefald som hende, og hævede det ene øjenbryn. Hun kneb svagt øjnene sammen, rystede på hovedet, og vendte sig om for at gå, men jeg greb hurtigt fat om hendes håndled. Hun så tilbage på mig med noget, der vist skulle forestille et irriteret blik, men det så lidt underligt og anstrengt ud. Hun bed sig selv i læben, og forsøgte at rive sin arm til sig.
”Seriøst Mellow, du har været helt underlig hele aftenen!” udbrød jeg og slog opgivende ud med armene, hvilket altså resulterede i, at jeg gav slip på hendes arm. Straks tog hun chancen, og gik med hurtige skridt ud fra toilettet. Lettere irriteret fulgte jeg efter hende ud, men hun var allerede forsvundet i mængden. Et frustreret udbrud forlod mine læber, da jeg opgivende gik hen mod vores bord. Til min store overraskelse var det præcis det samme sted Mellow havde søgt hen, for hun stod og lyttede til Matt, der åbenbart var i gang med at fortælle noget.
Jeg gik hurtigt hen til dem, og fik afreageret lidt ved at trampe i gulvet, selvom man ikke kunne høre det, da musikken var for høj. Mellow vendte sig straks om mod mig. ”Stop,” sagde hun og holdt en hånd op, inde jeg overhovedet nåede at sige noget. Jeg hævede begge øjenbryn, og stoppede op cirka en meter væk fra hende.
”Mel-”
”Nej.”
Drengene lavede nogle ’auch’-lyde bagved, men jeg ignorerede dem.

”Hvorfor fuck skal du være sådan der?” spurgte jeg med skinger stemme, og hun skulle lige til at afbryde mig, men jeg fortsatte, ”du kunne ligeså god være blevet hjemme, hvis du skal være så fucking sur.”
Drengene begyndte at fnise, mens Mellow bare gloede surt på mig.
”Hvis det gør dig glad,” hvæsede hun, og greb sin jakke, ”skal jeg da nok gå.”
”Fint!” halvråbte jeg, og smilede sarkastisk. Hun himlede med øjnene og satte kursen mod udgangen.
”Fuck, en idiot du er,” mumlede hun, før hun forsvandt. Jeg stirrede rasende efter hende, og kunne ikke helt forstå hvad der lige var sket. Matt forsøgte forgæves at holde et grin inde, mens han klappede mig opmuntrende på skulderen.
”Jeg er ked af det mand, men jeg tror sgu hun vandt den diskussion,” fnes han, men stoppede da jeg sendte ham et dræberblik. Vreden rasede stadig i min krop, og jeg blev nødt til at knytte mine dirrende hænder.
Jeg havde en dårlig følelse i kroppen. Jeg følte, at jeg virkelig ville fortryde det her i morgen.

 

_______________________________________________________________________________

A/N:

Nå, det var da ikke nogen særlig vellykket fest, hva'? Harry var en barbar, og Mellow er nok heller ikke lige til at blive så klog på.

Så nu er det på tide at lege spåkoner - hvad tror I der sker?

Tak, fordi I læser, det betyder så meget! xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...