Hurtful - One Direction (13+)

Tænk, at sorg kunne føre til så meget.
Mellow Reid mistede sin mor og lillesøster i en bilulykke, og da deres gamle hjem bærer på for mange minder og for meget sorg, beslutter hende og hendes far at flytte til London sammen med hans firma. At flytte til et nyt land betyder ny skole, nye venner, og det inkluderer blandt andre Andy Samuels. Da han inviterer Mellow til en fest hos kammeraten, Liam, sker noget fuldstændig uventet, når hun møder den berømte Harry Styles på en af de mest utænkelige måder. De fleste regner med, at han er den perverse, charmerende fyr fra One Direction, men da mangementet har overtaget hans liv fuldstændig, er der ikke meget af den gamle Harry tilbage. Berømmelsen er steget ham til hovedet, og han tager ikke nej for et nej. Det gælder heller ikke for Mellow, der ender op med at afvise ham. En plan om at vinde hendes hjerte bliver sat i værk, og Harry er ikke typen, der giver op. Så vil alt gå, som det skal eller vil der ske uventede ting? (Tjek trailer ↘)

1778Likes
2485Kommentarer
504612Visninger
AA

3. 1

 

”Living in my own world. Didn't understand.

That anything can happen, when you take a chance.”

Start of Something New ~ High School Musical

 

Mellows synsvinkel

 

At blande sig i en menneskemængde, havde aldrig været et problem for mig. Ikke engang når det gjaldt nye mennesker, som jeg aldrig havde set før, og som skulle blive mine næste nye bekendte. Men af en eller anden årsag havde jeg på fornemmelsen, at det denne gang ville blive sværere. Jeg ville have det sværere.

Modet til at snakke med andre var der, men modet til at lukke dem helt ind til mig, var forsvundet, og jeg endte ofte med at sidde alene i de sammenhænge, hvor jeg skulle møde nye mennesker.

Alligevel var jeg ikke nervøs, da jeg trådte ind på det nye college, som jeg skulle starte på i dag.

Min far og jeg var flyttet til London fra Vancouver, da hans firma flyttede hans afdeling herhen. Jeg havde aldrig troet, at han ville sige ja til tilbuddet om en højere stilling, da vi havde så mange minder i Canada, som ikke engang England ville kunne erstatte. Måske for mange minder, som ingen af os ville kunne slippe af med, uanset hvor i verden vi befandt os. Minder, som vi måtte lære at leve med, uanset hvor stor sorgen var indeni.

Jeg kneb øjnene lidt tæt sammen og så rundt på den brede gang, som studerene befandt sig på, heriblandt mig selv, der var på vej over på kontoret. Skilte på gangen guidede mig den rigtige vej, og efter noget tid endte jeg ved en stor glasdør, hvorpå der stod 'kontor'. Uden tøven trak jeg ned i dørhåndtaget og gik ind på venteværelset. Jeg gik hen til skranten, hvor en dame stod og talte i telefon. Hun smilede venligt til mig og fortsatte sin snak i telefonen, inden hun lagde på.

”Kan jeg hjælpe dig?” spurgte hun og placerede sine albuer på bordpladen. Jeg nikkede en smule. ”Jeg skal starte her i dag, så jeg skal hente mit skema og have nogle papirer,” svarede jeg. ”Ja. Navn?” Hun vendte sig om og trak en stor, grå skuffe ud fra en kommode, hvori der nok lå journaler af elever og lign.

”Mellow Reid,” fortalte jeg og rettede lidt på min taske, imens jeg ventede. Hun nynnede lidt for sig selv, før hun vendte sig om og kom frem mod mig med en stak papirer, som jeg allerede håbede, at jeg ikke fik tildelt.

”Her er dit skema,” sagde hun og rakte mig et af papirerne. ”Der står lokalenumre på og på gangene, er der skilte med dem, så bare følg dem.” Hun smilede og gav mig to foldere. ”Her kan du læse om skolen, og vælge valgfag, og til sidst-” hun rakte mig endnu en seddel ”-skal du have lærerne til at skrive under her og aflevere sedlen til mig, når skoledagen er omme.” Jeg nikkede lydigt og tog papirerne til mig. Jeg lagde folderene ned i min taske og så så på skemaet. Det første fag var matematik, hvilket jeg allerede ikke havde noget imod.

”Så må du have en god dag,” smilede sekretæren, og jeg smilede som tak, inden jeg fandt min vej ud fra venteværelset igen. Mit blik var stadigvæk limet fast på skemaet. Lokale R4101. Jeg kiggede op fra papiret og kiggede rundt på gangen. På et skilt, der hang over en anden gang stod der passende lokalenumre, hvoriblandt mit var.

Jeg rettede tilfredst ryggen og begyndte at gå hen ad gangen, hvor flere studerende var. Alt var så fremmed. Accenterne. Sprogbruget. Blikkene man ikke fik. På min gamle skole gik der ikke mere end 500 elever. Alle kendte alle. Det virkede som det stik modsatte her. Men det gjorde det måske også nemmere at falde ind. Det håbede jeg i hvert fald.

Jeg småbed mig i læben, imens jeg undersøgte lokalenumre. Til sidst kunne jeg se det rigtige nummer og trådte vellykket ind i klassen. Jeg kiggede hurtigt rundt og blev et kort øjeblik lettet over, at der ikke var særlig mange mennesker herinde. Alligevel så folk på mig, da jeg satte mig ned ved et af de bagerste borde i klassen, som om jeg faktisk var den nye pige. Dog ignorerede jeg dem bare og tog i stedet for min mobil op ad lommen.

Et par nye beskeder havde meddelt sig, blandt andet fra mine venner i Vancouver. Selvom jeg virkelig savnede dem, prøvede jeg at se bort fra dem. Hvis der var noget, der kunne trække mit humør ned, var det nemlig dem. Min far var ikke ligefrem personen, der havde evnerne til at trøste mig. Jeg havde et normalt forhold med ham, men der var ikke særlig meget mere i det. Siden ulykken havde vi trådt væk fra hinanden. Men jeg tog med ham til London, fordi han var min far, og jeg elskede ham stadigvæk meget højt. Han var lige nu den eneste, der kunne hjælpe mig igennem starten i et nyt land. Og den hjælp havde jeg vel brug for.

Jeg hørte klokken ringe højlydt, hvilket gjorde, at en hel del studerende kom ind i klassen. Som før kiggede flere af dem på mig. Derfor endte jeg bare med at se væk og kigge ned i min telefon igen. Snakken i klassen var høj og der blev først stille, da en lærer meldte sin ankomst. Jeg lagde min telefon ned i min taske og så op mod smartboardet, hvor en mandlig lærer stod og var i gang med at tænde sin computer.

Det var ikke specielt interessant at kigge på, så jeg kiggede i stedet for hurtigt rundt. De fleste borde var udfyldt, men et par borde var stadigvæk ledige. Deriblandt det, der stod foran mit.

”Godmorgen alle sammen, håber I har haft en god weekend.” Jeg lænede mig tungt tilbage i stolen og så op på læren. ”Vi starter med at råbe jer op engang,” fortsatte han, imens han satte sig ned på stolen til katederet. Han kiggede ned på sin computerskærm og så indtrængende på skærmen, hvorefter han begyndte at remse nogle navne op. Heriblandt en Andy Samuels, som ikke svarede. Til gengæld fløj døren op og en fyr kom gående ind, som om han var ligeglad med, at han bragede ind i det hele. Til gengæld kiggede han på læren og smilede lidt. ”Undskyld jeg kommer for sent.”

Jeg fulgte ham med øjnene hele vejen, hvilket ikke rigtig var min mening. Han så vel rimelig sød ud. Pludselig kiggede han hen på mig, og vores øjne mødtes kort. Et lille smil blev placeret på hans læber, imens han satte sig ned ved bordet foran mit.

”Og jeg kan se, at vi har et nyt navn i klassen. Mellow Reid?” Jeg rettede hurtigt min opmærksomhed hen op på læren igen. ”Ja,” svarede jeg og nikkede. Han så på mig og smilede venligt, hvorefter han noterede. Jeg kunne mærke folk i klassen kigge på mig, hvilket sendte en bølge af ubehag igennem min krop. Jeg bed mig blidt i læben og trak i stedet for mit penalhus op ad min taske.

Jeg sad og småtegnede lidt på det, imens vores lærer fortalte om, hvad vi skulle lære i dag. Han havde idet mindste kun taget et opgaveark med til os alle, som vi skulle løse. Da han delte dem ud, begyndte folk omkring os at snakke. Jeg sad og kiggede ned i mit penalhus, indtil en stemme afbrød mig, ”har du ikke en blyant, som jeg kan låne?” Jeg så op og mødte et par varme øjne. ”Jo,” svarede jeg langsomt og fandt en frem, som jeg rakte ham. Han smilede stort. ”Tak.” Jeg nikkede lidt med hovedet og forventede egentlig, at han ville vende sig om og begynde på sin opgave, men i stedet for så han bare interesseret på mig.

”Er du ny her?” spurgte han roligt. Jeg nikkede igen. ”Nice.” Han smilede stort endnu en gang og rakte hånden frem, ”Andy Samuels.” På trods af mit ikke så begejstrede humør, kunne jeg ikke lade være med at smile lidt. ”Mellow Reid,” svarede jeg og tog hans hånd. ”Hvor kommer du så fra, Mellow?” spurgte han interesseret, da jeg havde taget min hånd til mig igen. ”Vancouver i Canada,” fortalte jeg. Hans øjne blev lidt større end før, og det fik mig til at grine kort. ”Canada? Altså, din accent er ikke ligefrem britisk, men Canada? Det er jo et kæmpe spring.” Jeg nikkede bekræftende. ”Hvordan kan det så være, at du er flyttet hertil?”

Der var egentlig to grunde til, at jeg flyttede hertil, men da jeg slet ikke kendte Andy, ville jeg ikke fortælle ham om den vigtigste. Det var rart, at han var interesseret, men jeg kunne alligevel ikke lide, at han gravede i det. Selvfølelig vidste han ikke, hvad jeg havde været ude for, så det var jo bare venligt af ham at spørge.

”Min fars firma flyttede,” fortalte jeg langsomt. Han nikkede opsummerende. ”Jamen så.. velkommen til London.” Han sendte mig et lille smil, som jeg forsigtigt gengældte. Da jeg begyndte at syntes, det var lidt akavet at blive ved med at smile til ham, kiggede jeg ned i mit ark og skrev mit navn på det.

Jeg havde aldrig haft noget imod matematik. Det var ikke for at lyde som en stræber, for det var jeg overhovedet ikke, men matematik var helt klart mit yndlingsfag. Mest fordi det fik en til at tænke på logik og teori, i stedet for tanker og følelser. Det var rart. Befriende.

Sådan havde jeg nu ikke altid haft det. Men jeg havde altid været god til matematik, selvom jeg ikke ligefrem fik hørt så meget efter i timerne. Jeg havde bare været god til at forstå. Min far havde håbet på, at jeg ville gå videre som ingeniør eller noget inden for it-branchen, men jeg ville gerne være læge. Uanset om han ville have det eller ej. Det havde altid været min drøm at blive nogen inden for medicinbranchen, og det skulle ingen sætte en stopper for.

”Er du god til matematik?”lød det oppe fra Andy. Jeg så op på ham og trak på skuldrende. ”Fin nok. Hvorfor?” Han smilede skævt. ”Jeg sucks til det..” Jeg fnes lidt og så hen mod hans opgaveark. ”Hvad opgave er du nået til?” spurgte jeg og lod mit blik glide hen mod hans igen. ”1.” Jeg grinede igen, og han rystede bare på hovedet og lagde sit ark om på mit bord, hvorefter han vendte stolen helt om, så vi sad front.

”Jesus, du er jo allerede nået til opgave 5 kvinde,” udbrød han næsten, så et par enkelte kiggede hen på os. Jeg smilede lidt. ”Hvad skal du have hjælp til?” spurgte jeg. Han rømmede sig lidt. ”Det burde ikke være mænd, der spurgte kvinder om hjælp,” mumlede han, og jeg grinede højt, så vores lærer tyssede på mig. Andy fnes, og jeg smilede bare.

Noget sagde mig, at det her ville blive en rimelig god start, selvom jeg ikke havde følt det før nu. Ellers var det i hvert fald bare dette øjeblik, der ville blive det gode. Man vidste jo aldrig, hvad der ventede en.

 

_______________________________________________________________________________

A/N:

Det var første kapitel af Hurtful, som egentlig først skulle være publiceret i morgen, men vi har været så spændte på at udgive denne her movella, så kapitlet kom altså i dag! 

Så er det sgu år 2013! Har I lavet nogle nytårsforsæt? Må vi høre? :-)

For resten så skriver jeg (Izabell) fra Mellows synsvinkel, hvorimod Caroline har Harrys.

Tak fordi I læser med xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...