Mørke

En novelle om det at miste, om at acceptere sin skæbne, som efterladt og hvad det han indebære.

- Jeg beklager inderligt de mange kommafejl, men da den blev skrevet, var jeg ikke specielt god til det med kommaer. Jeg forsøger at blive bedre!

0Likes
0Kommentarer
349Visninger

1. Mørke

 

Jeg kunne mærke lyset ramme min kind. Jeg prøvede på at åbne mine krystal blå øjne, der lå gemt bag mørket, men der var kun sort, det sorte ville ikke give slip. Jeg mærkede noget ruske i mig, en fjern lyd, nærmest som om nogen der råbte, men det forblev kulsort. Jeg tvang mig selv til at huske, minderne strømmede stille ind. Jeg så lastbilen ramme vores bil, jeg så mig selv skrige, da mor ikke ville svare, og jeg så mørket omfavne mit sind, da jeg ikke havde flere kræfter.

Jeg kunne ikke mærke noget længere, selvom jeg vist nok blev ramt, da lastbilen væltede. Tiden går, tiden gik, og tiden forsvinder. Jeg har ligget her i lang tid, ligget og kigget op i det sorte. Er jeg død? For intet har ændret sig, kun lydene. Der er ingen der råber længere, kun en underlig biplyd. Bip, bip, bip... er jeg død? Er det virkeligt? Er jeg i himlen? Lever mor? Hvor fanden er jeg? Hvem er jeg? Spørgsmålene susede rundt i hovedet på mig, det sorte fyldte dog stadigt mest.

Jeg anstrengte mig virkelig, jeg ville se. Se andet end det sorte hul jeg var i lige nu. Jeg ville se mor! Hendes mørke hår, hendes halv grønne øjne, hendes smil og høre hendes stemme. Hun skulle trøste mig, som da jeg var lille. Hun skulle vugge mig i hendes arme og synge stille sange for mig, men ingenting er som det var engang. Efter at far døde af kræft sidste år, er det kun gået ned af bakke. Ingen har kunnet trøste mig. Jeg har taget afstand til alle de mennesker, som jeg holdte af. Bare siddet i vinduet og kigget på bilerne, der susede forbi. Mor havde også ændret sig, hun var aldrig glad mere. Jeg savner hendes smil, hendes latter. Alt forsvandt med far. ALT! Jeg begyndte og pjække. Ingen lå alligevel mærke til mig, og hvorfor skulle de også gøre det? Jeg er en taber. Jeg, Isabella er en lille ligegyldig taber. TABER!

Bip lyden blev kraftigere, næsten som om mit hjerte arbejdede på det allersidste benzin. No more gasoline. Mit 15 årige fucked up liv, skal bare ikke ende sådan her! Der skulle ikke stå ”Isabella Frederiksen kørt ned af lastbil, nu død på grund af, at hun er for svag.”. Jeg vil ikke dø! Og i hvert fald ikke lige nu! Der er så mange sejere måder at dø på. Jeg begyndte igen og tænke på far, jeg savnede ham sgu! Mere end nogensinde lige nu. Han grinede og smilede altid. Bare han var her lige nu, så kunne han redde mig. Redde mig fra mørket og det sorte. Lige inden han forsvandt op i de højere norske fjelde, led han virkelig. Han havde kræft i lungerne, lægerne kunne ikke redde ham. Det blev opdaget for sent. Kræften havde spredt sig. Efter hans død havde jeg udviklet en angst for væsnerne i de hvide kitler, de havde taget hans liv! Hvorfor ham? Hvorfor lige min far? HVORFOR?! Jeg forstod det ikke dengang, jeg forstår det ikke den dag i dag og jeg vil aldrig kunne forstå det! Hvorfor kunne det ikke være en gammel ensom mand, der skulle dø? I stedet for min far! Han var 40 år da han stillede træskoende eller hvad man nu siger.

Jeg mærkede igen nogen ruske i mig, mon det var Gabriel og porten til paradis? Eller et af de hæslige væsner i de hvide kitler. Jeg håbede nok mest på det første. Så kunne jeg endelig se min far igen. Jeg troede godt nok ikke på Gud og Jesus og alt det det der, men hvis det betød jeg så far igen, var jeg den mest troende der findes!

Nogen stak mig med et eller andet, men det beroligede virkelig. Jeg faldt i søvn. Jeg kunne ikke mærke noget længere, det var faktisk helt behageligt.

Jeg faldt i søvn eller så var jeg død. Men det var rart.

Jeg vågnede, et belastende lys ramte mig lige midt i hovedet. Enten så jeg lyset eller så stod nogen og lyste mig lige ned i smasken. Det var nok det sidste for der var ingen sliktræer som der altid har været i min himmel. Der var heller ikke sådan et candyfloss landskab med skyer, så jeg var enten i helvede eller så lyste nogen mig i hovedet. Nogen begyndte og snakke til mig ”Isabella kan du høre mig?” sagde en lys kvindestemme. ”Nej, mor jeg sover”. ”Isabella hvordan har du det?” fortsatte den lyse stemme, ”Jeg siger jo, jeg sover!” - ”Isabella nu må du lige vågne lidt, vi skal se om du har taget skade.” sagde stemmen igen. ”Okay så, men så skal i også skynde jer lidt”. ”Godt, hvordan har du det så? Ondt i nakken eller ryg?” sagde lægen eller sygeplejersken som det nok var. ”Jeg har det helt fint, Hvor er mor?”. Der blev stille. ”Din mor ligger i respirator, og vi ved ikke, om hun klarer den.” sagde sygeplejersken stille. ”HVAD????? HVORDAN? HVORFOR? Jeg... jeg kan ikke klare mere.. hvor skal jeg bo? Hvem er jeg? Og hvorfor mig.”. Jeg kunne ikke mere der. Jeg brød totalt sammen. Min egen mor! I respirator? Ikke engang lægerne vidste om hun kunne klare den! Hvad skal der nu ske med mig? Uden en far og en mor? Jeg bliver sgu en Palle alene i verden version 2! Mig som troede, at jeg begyndte at klare mig bedre med alting, selv mor var blevet mere glad.

Jeg døsede hen igen, jeg havde ikke flere kræfter i mig. Tættere på død end levende. Hvad skal jeg gøre? Skal jeg gøre det umulige? Eller Skal jeg ligge mig stille ned og rådne ind i det sorte?

BELLA DU KAN GODT! Sagde en stemme, dybt inde bag det sorte hulrum. Hvad fanden skulle jeg nu gøre? Som om jeg ikke havde kæmpet nok!

Da jeg vågnede sad mormor og kiggede grædende på mig, jeg rettede mig op i sengen og kiggede på hende. Min mormor så i grunden ikke så gammel ud igen, selvom hun sidste år, fyldte 65 år. Hun havde lysegråt hår, og næsten ingen rynker. Min mormor var altid glad, men ikke denne gang. Jeg kiggede hende i øjnene. Hendes øjne var spejlblanke. ”Isa? Mor er død” Mere sagde hun ikke. Jeg sank tilbage i sengen, alt sortnede endnu en gang. Jeg håbede inderligt, at det var løgn, eller at jeg drømte.

Mormor satte sig hen ved siden af mig i sengen, og tog min hånd. Der sad vi, mormor og jeg og tudbrølede.

Jeg vågnede nogle timer senere, forvirret og forandret. Ingen mor, ingen far, kun mig. Palle alene i verden version 2.

Jeg mærkede igen stemme inde bag ved sorgen ''BELLA DU KAN FANDEME GODT!''. Måske havde stemmen ret, hvorfor skulle jeg ikke kunne klare mig selv? Er jeg måske ikke 15 år? Er jeg ikke den pige, der klarede sig uden en far? Er jeg ikke? Jo, jeg er! Og jeg skal klare det! En sygeplejerske kom ind, ”Som din mormor nok har fortalt, er din mor afgået ved døden” Sagde hun, ”Hun vågnede i morges og spurgte  om hvordan du havde det?” Fortsatte sygeplejersken. ”Isabella er du okay?” Sagde mormor, ”Jeg aner det virkelig ikke. Må jeg se hende?, Jeg vil gerne sige farvel” Sagde jeg stille. ”Okay. Men jeg skal lige snakke med den vagthavende, O.K?” Sagde sygeplejersken som hed Silja. ”Okay.” Sagde jeg stille.

Den vagthavende kom ind, og sagde at nu kunne jeg godt komme med, Jeg fulgte ham og mormor. Jeg kunne mærke på mormor, at hun havde det værre end mig, men hun snakkede nu som altid, hvilket var rart, så var der i det mindste noget der var som altid. Den vagthavende åbnede døren stille, jeg gik ind med mormor i hånden. Der lå hun, min mor. Bleg som en isbjørn, men køn som altid. Hun er min mor, hun var min mor og hun forbliver min mor. Mormor og jeg gik hen og satte os på sengekanten, og tog hver en hånd, de var kolde, som bare fanden. Mors mundvige vendte svagt op, hun smilede i døden. Jeg misundte hende faktisk noget så grusomt. Jeg ville give hende mit liv! Hvis jeg altså kunne. Vi havde siddet der i godt 5 minutter, der kunne jeg bare ikke mere. Jeg sad med min døde mor i hånden, og jeg græd ingen gang? Hvad er jeg dog for en datter? Jeg skyndte mig tilbage til mit værelse, det var helt hvidt og sygt kedeligt. Mit værelse derhjemme var meget anderledes i forhold til hospitalet. Derhjemme var der skriggult på væggene, fyldt med billeder og plakater. Ret hyggeligt faktisk, måske lidt rodet og ulækkert og klamt og osv. Men alt i alt mit ynglings rum i hele lejligheden. Mor havde lovet mig, at når vi skulle flytte op til Helsingør, måtte jeg lave mit værelse, som jeg helt selv synes det skulle være. Jeg havde overvejet at det skulle males grønt, ligesom en græsplæne, og med en væg fyldt med billeder og plakater. Mor havde sagt, at vi kunne køre ind til IKEA og købe en ny kommode i rød, og en sovesofa. Jeg havde glædet mig virkelig meget! Elskede bare selv at kunne bestemme. Men sådan blev det ikke så, back to reality. Jeg lå bare og så op i loftet. Jeg gad ingen gang at tænde for fjernsynet, hvad kunne der også være og se der var vigtigt nok? Der var ingenting, der er vigtigere end at jeg ligger her nu. Intet. Alting. Ingenting.

Mormor kom ind og satte sig i stolen ved døren, hun sagde stille, ”Isa? Du skal nok klare det, det ved jeg, i morgen tager du med mig og morfar hjem. Du kan bo ved os.” Troede jeg hende? Næ egentligt ikke, eller stemmen inde i mig gjorde, hvorfor skulle jeg ikke kunne klare det?

 

Jeg vågnede, og kiggede op på uret, klokken var efterhånden mange, halv ti faktisk. Sygeplejersken fra i går kom ind og spurgte, hvordan jeg havde det, ellers skete der ikke det store. Mormor kom og hentede mig lidt over middag sammen med morfar.

Vi kørte hjem til lejligheden efter mine ting, og alt jeg nu syntes der skulle med. Da vi endelig havde fået alle mine ting ind i bilen, og havde pakket det sidste, kørte vi op til deres hus i Helsingør. Huset lå lige ud til vandet med rigtig god udsigt mod Sverige. Huset var hvidt med rødt tag, ellers var der ikke noget specielt ved huset, udover at det snart havde ligget der i 40 år. Vi slæbte alle tingene op på gæsteværelset, som blev mit værelse nu. Det var underligt at tænke på, at mor havde haft det som værelse engang for meget længe siden. Jeg begyndte og sætte mine ting som de nu skulle. Morfar hjalp med at hænge mit spejl op på døren. Det blev helt okay. Jeg hang alle mine billeder med mor op på en af væggene. Ellers lå jeg bare og kiggede, eller sad i vinduet og kiggede over på Sverige. Der skete ingenting, intet simpelthen. Jeg sov, og sov, og sov. Mormor kom og kiggede til mig engang i mellem, og sagde at jeg skulle huske at komme, og snakke om det, og at vi skulle have fundet en psykolog. Jeg hørte egentligt ikke efter, jeg svarede, bare på det jeg skulle og holdte kæft, når jeg ikke behøvede at sige noget.

 

Det er 2 dage siden nu... og jeg laver ikke andet end at ligge og glo op på mit loft. Mor? Mor, kan du høre mig lige nu og her? Sig du kan.

Jeg satte mig ude under det store æbletræ og begyndte og tænke, på hvad der skulle ske med alting nu. Jeg begyndte og græde, hvad er jeg uden mor eller far? Alt og intet. Mormor kom ud og satte sig ved siden af mig, hun tog min hånd og begyndte og(at) fortælle om, da hun var yngre. Jeg hørte egentligt ikke efter, men det var rart. Hun fortalte om dengang hun var lille, hun havde de bedste historier. I dag fortalte hun om dengang hun lige havde fået sin 2. lillebror og hun truede med at smide ham i havet, fordi hun ville have en lillesøster. Vi havde snakket i flere timer, da morfar kaldte, og sagde, at vi nok hellere måtte se og komme ind, inden der begyndte og regne. Jeg gik op på mit værelse, og lukkede døren stille efter mig.  Jeg satte mig i vinduet, og så på regnen der styrtede ned. Alt føltes tomt nu. Jeg gik hen til spejlet, og så på mine rankede arme, mit halv blonde slidte hår og mine spinkle ben. Jeg lignede sgu døden fra Lübeck, eller Jerusalems ødelæggelse. Mine øjne så forgrædte og trætte ud, nærmest som om, at de ikke havde været lukkede de sidste uger. Jeg kunne ikke kigge mere på mig selv, de øjne der altid havde set glade ud, var væk. Jeg lagde mig på sengen og sov.

Dagene gik med at lave det samme, om, og om, og om igen, vågnede kl. 7 om morgenen gik i skole, tog hjem, og sov lidt, ligge lidt under æbletræet og sove. Jeg begyndte og blive bleg, som et lig nærmest. Jeg spiste ikke, jeg endte alligevel med at dø? Nu eller senere kunne være lige meget. Mormor var bekymret, det vidste jeg, hun havde spurgt ind til mig mange gange. Hun kunne ikke nå mig, hun skulle ikke nå mig, jeg ville klare mig selv. Jeg tog ikke med til begravelsen, jeg kunne ikke klare at skulle se på alle de andre, der var kede af det. Mormor fortalte om alle blomsterne, om præstens tale til mor, kisten og sangene. Jeg kunne se på hende, at hun havde grædt, morfar så en del mere fattet ud.

 

 

En dag, da der regnede noget så grusomt sidst i November. Jeg var lige kommet hjem, fra den 3. værste dag i mit liv. Min skole var blevet lukket, fordi nogle klovne fra 6. klasse, havde forsøgt at sætte ild til den. Mormor syntes ikke,at jeg skulle gå der, når nogle kunne finde på at gøre det! Jeg styrtede rasende op af trapperne, og låste døren til mit lille loftværelse, der blev det for meget. Jeg kunne bare ikke mere. Jeg skar. Smerten forsvandt, jeg var fri. Kun mig og dråberne af blod, intet andet.

For bare 3 måneder siden havde jeg en mor, havde et liv, havde en fremtid og jeg havde viljen til at komme frem. Hvad har jeg nu? Absolut ingenting.

Jeg gik ud på badeværelset, og tog noget wc papir rundt om mine blødende sår. Jeg skyndte mig tilbage ind på mit værelse igen, så mormor ikke opdagede noget. Jeg kiggede i mit skab, og kiggede efter noget jeg ville have på, inden jeg skulle ned at spise. Jeg fandt en lidt for stor sweater, tog den på og kiggede mig i spejlet, man kunne ikke se blodet, eller papiret inden under. Mormor spurgte som altid, hvordan det var gået i dag. Hun virkede på ingen måde påvirket af, at jeg flippede på hende tidligere. Kæft hvor jeg hadede hende nogle gange.

Morfar spurgte, om jeg ikke ville med over til Kronborg en tur, jeg gad egentlig ikke, men hvis han var glad, så fint med mig. Vi gik derover på den sti, som der var blevet lavet for en del år siden. Morfar begyndte og spørge ind til, hvordan det gik med at komme over mor. Jeg kiggede bare på ham, med tårer i øjnene. Jeg sagde ingenting, hvad skulle jeg også sige? Jeg kunne ikke sige noget, selvom jeg åbnede munden, der kom ingen ord ud, kun tårer. Vi gik lidt videre i stilhed, jeg tror, at han havde fået svar nok. Jeg gik ned til stranden, og satte mig. Så bare ud i det blå, her var i grunden ret smukt, jeg havde ikke rigtigt lagt mærke til det før nu.

Der kom nogle gamle mennesker gående forbi med børnebørnene, der åbenlyst ikke gad se Kronborg for 30. gang i deres liv. Der kom en dame gående langs stranden, mod mig, der var et eller specielt ved hende, noget der mindede om... om mor? Hun kom tættere på, det lignede! Jeg løb hen og skreg ”MOR, ER DET DIG?!” op i hovedet på kvinden. Hun forsvandt ud i vandet, som ikke var jordens varmeste ting i november måned. Jeg fulgte efter hende, hvor var det koldt. Kvinden svømmede længere og længere ud. Jeg kunne ikke mærke mine ben mere, det var virkelig koldt. Morfar stod bare måbende inde på stranden, som om han havde set et spøgelse.

Jeg svømmede efter. Jeg var næsten helt henne ved hende så forsvandt hun. Væk. Helt væk. Jeg mærkede kræfterne forsvinde ud af kroppen. Mørket kom snigende... igen.

Jeg så noget lyse, langt væk fra mig, og jeg hørte lyden af råb. Følelsen af, at have oplevet noget før sev ind. Minderne fulgte lige efter også kom følelsen af ligegyldighed. Jeg flygtede ind i drømmene, jeg så far, jeg så mor, og jeg så mormor. Så kom det sorte, ingenting, væk. Bip bip biiiiiip.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...