Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2073Visninger
AA

11. 9. En ny begyndelse

Hope kigge rundt og så George og Percy snakke sammen. Hope kiggede ned i bordet. Hun hadede det her. Hope åbnede forsigtigt hendes madpakke og tog en bid af hendes sandwich. 'Nåå.. Har den også været på gulvet eller hva?' hørte hun George joke og Hope gav ham dræberblikket, mens hun forsatte med at spise. George smørrede sig grin af og kiggede fortvivlet rundt. Hope så at han så lidt ked af det ud. George rømmede sig og forsatte med at snakke med Percy. Hope lagde hendes hånd på hendes lår og strammede hånden. Hun var så vred på George, at hun nemt kunne slå ham.

Lige i hovedet. 

Så hårdt at han ville få et blåt øje.

Ja, det er lige det der skulle til. 

Men Hope kunne da ikke bare gøre det, nej, det går ikke.

Hope sukkede højlydt.

Percy fangede hendes blik og smilte til hende. Hope mærkede en hånd omfavne hendes under bordet. Hope kiggede hurtigt ned på hendes hånd og så det var Percys hånd. Hope mærkede en underlig god følelse i maven og hun kiggede op i Percys øjne. Hans krystalblå øjne kiggede allerede i hendes grønne øjne og det var som om Percy sagde det nok skulle gå med det blik han sendte. Hope mærkede en boblen af glæde inde i hendes maven og et smil listede sig frem på hendes læber. George stoppede med at snakke og gav Hope et dræberblik. Hvad? Hope  fjernede hurtigt smilet og kiggede underligt på George. 'Kan gætte mig frem til at gulv-sandwichen smagte rigtigt godt, eftersom du sidder og smiler?' spurgte George spydigt. 'Nej, faktisk ikke, George, jeg er bare glad. Har du et problem med det?' svarede Hope stærkt tilbage.

Vent, hvad?

Svarede Hope lige George tilbage?

Wow, fremskridt!

George sad bare og måbede af Hope. Han havde vist ikke lige regnet med at hun svarede tilbage. En god og tilfredstillende følelse bredte sig i hendes mave. Hope forsatte med at spise videre med et smil på læberne, som ikke kunne tørres af.  Klokken ringede og den ringede til time. Hope rejste og gik målrettet imod hendes skab og forlod Percy ved spisebordet. Hope fandt hendes geografi bog og hæfte frem og gik hen imod lokale 135. Hope skulle have Hr. Last og han var hendes yndlings lærer. Hope nåede hurtigt lokalet og skyndte sig ind. Hun fik sat sig og timen gik i gang. 

Efter klokken ringede ud fik Hope pakket sammen og gik ud til sit skab. Hun åbnede det og smed hendes ting dering. Hun hørte det kendte grin og kiggede ud fra skabet, hvor hun så det velkendt ansigt. Det var percy. Percy smilte til Hope og han lænede sig op af de omliggede skabe. Hope smilte tilbage og lukkede stille skabet. 'Så.. Skal du noget vigtigt i dag?' spugrte Percy genert og kiggede genert på Hope. Hans krystalblå øjne kiggede dybt i hendes øjne og Hopes hjerte begyndte at pumpe i hendes bryst. Nervøsiteten bredte sig i hendes krop og hun rømmede sig. 'E-ehm, nej ikke noget specielt, hvad med dig?' svarede hun og smilte svag. Percy kiggede nervøst på hende og  han rømmede sig. 'Nej, jeg skal heller ikke noget.. E-ehm.. Jeg tænkte om vi kunne være sammen i dag?' sagde Percy. Hope kiggede på ham og mærkede en dejlig følelse i maven. Hun smilte. 'Være sammen?' spurgte hun og grinte. 'Ja, a-altså, som at h-hænge ud. Ikke som at blive k-kærester, men a-at hænge ud, du ved?' fik Percy fremstammet og smilte uskyldigt. Hope begyndte at grine. 'Jeg ved godt hvad du mener' sagde hun og smilte. 'Meeeeen.. Hva' siger du så? Er du frisk?' spurgte Percy smilende. Hope nikkede og sagde 'Det vil jeg meget gerne'. Percy smilte. 'Nå men lad os da komme af sted så' sagde han og tog hende i hånden. Percy begyndte at gå og Hope fulgte efter. 

De gik ud af skolen og de gik ned af vejen imod hans hus. De snakkede om alt mellem himmel og jord og Hope var glad. Hun følte sig tryg i hans nærvær og hun følte at her var der ingen onde mennesker eller mobbere. Kun hende og ham. Hope og Percy. De to navne klingede faktisk ret godt og Hope smilte ved tanken. Efter de havde gået lidt stoppede Percy op og sagde 'Her bor jeg så'. Hope smilte og kiggede på det store hus. Det var hvidt og havde stort vinduer over det hele. Det var to store stolper ved indgangen og der var et hvidt stakit omkring huset. Græsset var grøn og der lå blomsterbede som en voldgrav om husets funderment. Hope måbede over husets skønhed. Percy smilte og grinte af hende. 'Er det virkelig så interessant?' spurgte han grinene. Hope kom tilbage fra hendes dagdrøm og smilte. 'Haha, ej jeg har bare aldrig set sådan et smukt hus' sagde Hope med øjnene rettet stift på huset. Percy grinede af hende. 'Så skulle du bare se indeni. Det er meget flottere' sagde Percy og gik hen imod huset, stadig med hånden i Hopes. Hopes gik efter ham.  Da de var nået ind blev Hope mødt med mere skønhed. Der var flotte statuer over det hele og væggene var dækket af malerier, som så ud til at være meget dyre. Der var hvide vægge og gulvet var dækket med sorte fliser. Inden Hope fik kigget sig grundigt rundt, tog Percy hende i hånden og småløb ned af gangen. Hope grinte og sagde 'Hvor skal vi hen?' Percy stoppede lige pludselig op og de stod nu foran en dør. På døren stod der 'Percy' med stor, sort skrift. Percy smilte og sagde 'Vi skulle ind på mit værelse'. Hope smilte og grinte ad ham. Percy tog fat i håndtaget og åbnede døren. Inde på hans værelse var det ikke så luksuriøst som i resten af huset. Det var bare en seng, et skrivebord, en Metallica plakat, en tøjreol og en sofa. Ikke det store. Hope smilte og gik ind. Percy gik efter hende og tog fat i begge hendes hænder. 'Ved du hvad? Du er ligesom det her hus' sagde Percy. Hvad? Hope kiggede med mistroiske øjne på ham. 'Efterligner du mig med et hus?' Percy grinte og sagde 'Du lod mig ikke snakke færdig. Hvad jeg mener er at du er flot og smuk udenpå, men indeni er du bare smukkere, men også skrøbelig. Du skal passes på. Du er en person der ikke skal leges med. Du er mere værd.' Hope stod med åben mund og kiggede på Percy. Percy kiggede hende dybt i øjnene. Han smilte til hende og den dejlige boblen i maven kom tilbage. Hope rødmede. 'Ehm.. Er det der en form for kompliment eller..?' sagde Hope og grinte. 'Percy smilte bare og nikkede svagt. Hope kiggede ned i jorden og smilte. Hope kunne mærke at hver gang han kiggede hende i øjnene blev hun helt blød indeni. Helt svag og i hendes mave ville det boble. Som om at alt andet var ligemeget, at være sammen med Percy var det eneste der galdte. Det eneste der gav mening.

Percy lagde sin hånd omkring hendes kind og løftede den. Han tog et skridt tættere imod hende og stod de nu få centimeter fra hinanden. Percy lagde sin pande imod hendes. Hope smilte og før hun vidste af det mærkede hun nogle læber presse sig imod hendes. Hope lukkede sine øjne og lagde hendes hænder omkring Percys kind og hun kyssede med. Hope mærkede fyrværkerier i hendes mave og en god følelse bredte sig i hendes krop. Percy bed blødt i Hopes underlæbe for adgang og hun åbnede roligt hendes mund. Deres tunger dansede rundt og Hope kunne mærke at Percy smilede. Percy trak hende tættere imod sig selv og lagde hende arme omkring hendes talje. Hope lagde hendes arme omkring Percys nakke og mærkede en uvandt følelse. 

En følelse af at være elsket. 

Sådan rigtigt.  

Ikke bare man kunne lide hende, nej en følelse af kærlighed. 

Kærlighed rettet imod Percy. 

Kun Percy.

Fantastiske Percy.

Det hele var så perfekt.

Percy brød kysset og kiggede dybt ind i Hopes grønne øjne. Hope smilte og bed sig i læben. 'Du er virkelig fantastisk Hope' sagde Percy og gav hende et mere kys. Hope smilte bare og mærkede fyrværkerierne springe rundt i hendes mave.

Alt det kærlighed.

 

Wow.

Hope var overvældet.

Percy udviklede kysset og denne gang var det mere intenst og passioneret. Percy tog Hope hende i hånden og uden at bryde kysset, trak Percy hende over til sengen. Hope og Percy lagde sig i sengen og kyssede videre. Hope lagde sin hånd på Percys kind og brød kysset. Hun smilte og sagde 'Hvorfor er du ikke kommet før? Du er jo fantastisk, jeg fortjener dig jo slet ikke' Percy satte sig op og Hope gjorde det samme. Percy kiggede dybt ind i hendes øjne og tog fat i hendes hænder. Percy sukkede og kiggede ned. Han kiggede derefter op igen og nussede hendes hænder. 'Hope, det er mig der ikke fortjener dig. Du er den mest fantastiske pige jeg nogensinde har mødt. Du er smuk, både indeni og udenpå. Din personlighed er ubeskrivelig, dine skønne øjne, dit dejlige grin, alt. Du er bare perfekt. Jeg er bare en kujon. En person som sårer mennesker, der ikke fortjener det. Men det stopper nu, jeg vil ikke mere. Jeg vil bare sammen med dig. Det er alt jeg vil' sagde Percy. Hope kiggede med store øjne på Percy. 'Jeg-jeg fortjener dig ikke..' sagde Hope, mens tårene strømmede ned af hendes kinder. 'Hey-hey..' sagde Percy og trak Hope ind til et kram. Han nussede hendes ryg med hans ene hånd og aede hendes kind med den anden.

Hope lod bare tårene flyde ned. 

Alt den smerte skulle ud. 

Væk. 

Smides væk og aldrig findes igen. 

Aldrig nogensinde.

Hope brød krammet og tørrede øjnene. Percy smilte svag til hende og tog hende i hænderne. 'Hvad er det der går dig så meget på? Fortæl mig det' sagde Percy. Hope snøftede og tog en dyb vejrtrækning. 'Lige siden jeg begyndte i skole er jeg blevet brutalt mobbet af George og hans 'slæng'. De har slået mig, kaldt mig de mest forfærdelige ting, ødelagt mine ting, for at være ærlig har han smadret mit liv. Og at gøre det hele meget bedre er min mor død og min far er en drukkenbold, som aldrig er hjemme og når han endelig er, er han endten fuld eller voldelig. Og jeg har cuttet i flere år nu bare for at få smerten ud, væk. Og nu er George begyndte at være flink og han tog mig med hjem til ham en dag, da jeg besvimede i spisesalen på et tidspunkt. Han havde passet på mig og jeg gik bare grasat på ham. Selvom han har været et forfærdeligt bæst, føler jeg at jeg ikke burde have råbt og skreget af ham, som jeg gjorde... Jeg-jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mit liv.. Det hele er bare noget lort'. Percy sad og kiggede måbende på Hope. 'Det-det er jeg virkelig ked af at høre.. Men hør nu min dejlige Hope, jeg er her nu. Jeg vil hjælpe dig, redde sig når du falder i et dybt hul, forsvare dig foran alle mobberene, trøste dig når du er ked, lade dig overnatte eller passe på dig hvis det bliver for svært derhjemme. Stol på mig, Hope. Det hele skal nok blive bedre.' sagde Percy og gav Hope et kys på kinden. Så blev der stille, men Hope brød tavsheden. 'Percy, du er bare.. En utrolig person. Tusind tak' sagde Hope. Percy gav hende et svagt smil og sagde 'Det var så lidt'. Hope havde en god følelse i maven og hun havde fået et nyt håb. Om at alt nok skulle blive bedre. Alt skulle nok blive godt igen. Hope tog en dyb vejrtrækning og smilte til Percy. Percy var bare fantastisk, lige det hun havde brug for lige nu. Hans støtte og kærlighed. Og vigtigst af alt: At han er der og han var der til at blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...