Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2059Visninger
AA

10. 8. Percy

Lyset lyste ind gennem Hopes vindue og hun kom til bevidstheden. Hope gned hendes hånd i hendes øje og tørrede noget søvn væk. Hope åbnede øjene og mødte et skarpt lys direkte ind i hendes øjet. Hun lukket hurtigt sine øjne igen og satte sig op. Hope rettede sit hoved ned imod hendes ben og åbnede forsigtigt hendes øjne igen. Lyset var knapt så lyst, men hun skulle lige vænne sig til lyset. Hope kiggeder rundt i ruinen af hendes hjem. Alt var endten ødelagt, revet i stykker, smadret i tusind stykker eller noget værre. Hope tog en dyb indånding og mærkede tårene presse på. Hvorfor skal alt også være noget lort!? Hvorfor kan hendes mor ikke også bare komme tilbage!? Hendes far passede i hvert fald ikke på hende, hvorimod hendes mor helt klart ville. Et væld af tåre faldt ned af hendes kinder. Hope smed sine hænder omkring hendes nakke og bukkede sit hoved ned imod hendes knæer. Hun bøjede sine knæer op imod hendes hendes krop og hendes krop begyndte at ryste. En følelse af ensomhed ramte Hope. Hun græd og græd. Hun kunne ikke stoppe og det hele ramlede bare for hende.

Hope savnede hendes mors omfavn.

Hendes kys.

Hendes beroligende stemme.

Alt.

Hope græd videre og kunne ikke stoppe. Tårene skød ned af hendes øjne og det så ud som om hun ikke ville stoppe lige pt. Efter et stykke tid åbnede Hope sine øjne og kiggede op. Der lå sorte render under hendes øjne fra den ødelagte make-up og Hopes ærmer var fyldt med sorte streger fra Hopes øjne. Hope tog en dyb vejrtrækning og prøvede at slappe af. Hun kiggede op på uret og så at klokken var kvarter i otte. Hope vrissede at uret og rejste sig op. Hun måtte nød til at komme i skole, så der var ingen der opdagede hendes far var væk eller der var noget galt. Hun ville hellere være alene og gå i skole, end komme i plejefamilie. Igen.

Hope gik ud på toilettet og vaskede den ødelagte make-up af. Hun lagde et nyt lag på og børstede hendes tænder. Hope kiggede sig selv i øjnene og hendes grønne øjne var lidt røde af alt den gråd. Hope tog børsten og redte hendes lange, uglet, blonde hår. Hope sukkede. Hope fandt et par sorte bukser og en hvid Metallica tank top og tog det på. Nu var det tid. Hope gik ud i gangen og tog hendes sorte sneakers på. Hun fandt sin store vinterjakke og løb ud af døren. Et vindpust ramte hende og hun pressede sine øjne sammen. Da Hope fik åbnet sine øjne, så hun det tykke lag af sne over det hele. Det var smukt. Som taget lige ud af det maleri. Hope smilte svagt og gik over til hendes cykel. Hun hoppede op på cyklen og cyklede af sted til skole. Da hun ankom til skolen cyklede hun over til cykelskuret og fik låst hendes cykel. Hope kiggede hen imod den store dør, som var indgangen til skolen. Eller rettere sagt Helvede. Hun tog en dyb indånding og gik hen imod indgangen.

Hope trådte ind i skolens indgang og kiggede rundt. Der var fyldt med mennesker og hun begyndte at føle sig utilpas. Hope var ikke vant til alle de mennesker. Hun plejede altid at komme for sent, så hun mødte aldrig alle de mennesker. Hele gangen larmede og alle snakkede. Hope vendte sig rundt og kiggede rundt på alle menneskerne. Hope rystede hendes skuldre og forsatte imod hendes skab. Da hun nåede sit skab åbnede hun skabet og fik taget hendes bøger. Hun skulle til lokale 102 og have historie. Hope rullede med øjnene og sukkede. Hun hadede historie, selvom det var det fag hun var rigtig god til. Ikke på grund af hvad de lærte eller læren, nej, på grund af George. Efter hvad der skete i går, ville det hele blive akavet.

Alt for akavet.

Mærkeligt.

Underligt.

Virkelig undeligt.

Han prøvede jo at gøre det godt igen, lige efter han havde råbt og skreget af hende. Ydmyget hende, været et forfærligt bæst.

Hope gik ned ad gangen og fandt hurtigt lokale 102. Døren var åben og da Hope kiggede ind så hun Fru. Freodisk sidde ved hendes bord. Hope rømmede sig og gik ind. Alle sæderne var optaget, undtagen et sæde nede i hjørnet. Hun kiggede ned i gulvet og gik hurtigt ned til sin plads. George og hans slæng sad og grinte og havde det sjovt. På en eller anden måde var Hope jaloux. George havde en masse venner, han var populær, så godt ud (selvom det dræbte hende at indrømme det) og han havde stor magt i skolen.

Alt for meget magt.

Og han brugte den forkert.

Helt forkert.

Fru. Freodisk klappede med sine hænder og råbte om stilhed. Der blev stille og timen begyndte. Hope fulgte godt med, men der var et eller andet der gjorde hende dårlig tilpas. Som om der var nogen der holdte skarpt øje med hende. At der var nogen der fulgte hver hendes bevægelser. Hver eneste bevægelse. Hope kiggede rundt i lokalet og så George se trist ud. Hvorfor er han nu trist? 'Mærkeligt' hviskede hun for sig selv. George vendte sig imod hans sidemakker, hvorefter de begge vendte sig om. Hope kunne det røde i hans øjne og hun fik et chock. Sidemakkeren var Percy. Hope mærkede et stik af smerte i hendes bryst. Percy og George kiggede Hope i øjene og George vendte sig hurtigt om igen, hvorefter Hope kunne se en tåre falde ned af hans kind. 'Wtf' tænkte Hope. Hun koncentrerede sig fuldstændig om hvad de to lavede. Det gav jo igen mening!`? Percy vendte sig igen og lagde en trøstende arm omkring George. Det så ud som om Percy trøstede George og George var virkelig ked af det. Hope fattede ingenting. Hvad sker der lige for George? Hope undrede sig resten af timen. Klokken ringede og Hope tog sin ting, hvorefter hun for ud af lokalet. Hun løb over til hendes skab og smed hendes bøger derind. Hope fandt hendes madpakke frem og gik hen imod spisesalen. Alle eleverne fyldte gangen og det larmede helt vildt. Gangen var fyldt med latter og godt humør. Det smittede af på Hope, fordi da hun gik hen af gangen smilte hun bare. Hun mærkede en prikken på hendes skulder og Hope vendte sig hurtigt om.

Ikke igen.

Ikke George igen.

Til hendes store overraskelse var det Percy, som stod bag hende og han mødte hende med et smil. Hope smilte svagt. 'Se! Dit smil er fantastisk! Du burde smile lidt mere' sagde Percy med et glimt i øjet. Hope smilte og takkede ham. Percy smilte til hende og rømmede sig. 'S-skal vi spise sammen' spurgte Percy Hope. Hope kiggede på ham med store øjne. Sagde han lige det hun tror han sagde!? Ville Percy spise med Hope!? Hope!? Var der noget fuldstændig galt med ham!? Vidste han ikke at hvis han spiste med hende ville det være socialt selvmord!? Percy kiggede nysgerrigt på hende og ventede på et svar. 'Såå...? Hvad siger du så?' sagde Percy og grinte. Hope kom tilbage fra sine tanker og kiggede Percy direkte i øjnene. Der så ud som om han mente det. 'Eh.. Okay' svarede Hope og smilte til Percy. Percy smilte igen og sagde 'Puhaa.. Troede lige du ikke gad'. Han grinte og det grin.

Det der grin.

Wow, det var bare ren sødhed.

Det der grin var bare perfektion.

Perfektion.

Percy tog Hope i hånden og så gik de ind i spisesalen. Mærkeligt. Hope kiggede ud over salen og hun kunne se alle kiggede. Det gav jo perfekt mening. Det var den upupolære sammen med den nye dreng. Selvfølgelig ville det trække opmærksomhed. 'Hvor skal vi så sidde' spurgte Hope smilene Percy. Percy svarede' Derovre' og pegede. Hope smilede og kiggede i retning hvor Percy pegede. Hopes smil forsvandt. Ved det bord de skulle sidde ved sad George og hans slæng. Hope mærkede nervæsiteten banke på døren og hun tog hårdt fast i Percys hånd. Var han dum eller hvad? Han vidste godt hvor meget hun hadede George! De forsatte hen imod bordet og satte sig. Det her skulle nok blive sjovt. Morsomt. Virkelig morsomt.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hey alle dejlige læsere!

Lidt længe jeg har postet et kapitel, men der er sket meget i mit liv, som har gjort jeg ikke har kunne samle mine tanker og sådan. Men her er det! Fik skrevet et nyt kapitel her i aftes, fordi jeg tænkte jeg ikke kunne trække den længere - I blev simpelthen nød til at få det næste kapitel. Jeg hader selv, når der ikke bliver opdateret i historie, så hvis I har været lidt irriteret, så forstår jeg jer fuldt ud ;-) 

Hvad synes I så om historien indtil videre?? Har ikke rigtig fået noget respons herinde, så lav en profil og skriv en kommentar, hvis I lyster! Det ville varme godt i mit hjerte, haha :-D

Vi ses!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...