Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2056Visninger
AA

8. 7. Hope og hendes guitar

Hope åbnede døren og gik ind til det velkendte soveværelse. Hun kiggede chokeret omkring. Alle møblerne var væltet ned eller hakket i stykker. Spejlet på væggen lå i tusind stykker på gulvet og alle malerierne lå på gulvet med ridser over det hele. Alt hendes tøj lå spredt ud over gulvet og alle møblerne. Der lå aske bunker rundt omkring hvor der havde været små bål. Alle vinduerne var smadret og seng madrassen var hevet ud af sengerammen og der var store, lange flænger i madrassens overflade. Hope tog sine hænder omkring sin kind og begyndte at stortude. Hope lukkede sine øjne og tårene flød ned af hendes kinder. Hun gik ned på knæ og lagde sig i fostetstilling. Hope krøb sig sammen og lå som en lille klump midt på gulvet mellem alt rodet. Hopes skuldre hoppede og hendes krop var i chok. Den rystede som en chihuahua, som frøs en vintermorgen.' Hvem kunne finde på at gøre det her!? Hvorfor lige mig!? Hvad er det jeg har gjort!?' hviskede hun lavt og tog sin hånd op til hendes kind for at tørre tårene væk. Hope satte sig op og kiggede rundt i det ødelagte soveværelse. Hvor skulle hun sove? Hvad skulle hun nu gøre? Tankerne fløj gennem hendes hoved – hele hendes liv var jo i det værelse.

Alt hun ejede.

Alt hun elskede.

Alt hun var vokset på med.

Hopes blik kigede undersøgende rundt i værelset for at se om der var noget der var intakt. Hope tænkte og så kom hun i tanke om noget. Hendes guitar!

Hope rejste sig hurtigt op og løb over til hendes guitar, som lå under sengen. Hun løb over til sengen og lagde sig ned, for at se om den stadig var det. Hope kastede sine hænder under sengen og mærkede det velkendte træskaft på hendes guitar. Hope hev guitaren til sig og til hendes store overraskelse var den intakt. Hope smilte stort og krammede guitaren. Et rus af lykke skød gennem hendes krop. Den var intakt!

Hope rømmede sig og satte sig i spille position. Hope satte hendes fingre på skaftet og begyndte at spille. Hun satte hendes hænder til noden G og begyndte stille og roligt at spille The A Team af Ed Sheeran. Hope begyndte at synge med og hun sad i hendes helt egen verden. 'White lips, pale face – Breathing in snowflakes..' sang Hope mens spillede til. Hopes fingre gled op og ned på strengene og hendes stemme løb rå og perfekt til sangen.

'And they say she's in the class a team, stuck in her daydream' sang hun videre og det hele var perfekt.

Helt perfekt.

Selvom hun sad i ruinen af hendes hus, var det her moment perfekt. Bare hende og hendes guitar. Hun spillede videre og forsatte med at synge til.

'For angels to, angels to fly' sang hun og lagde mere sjæl i sangen. Hun lukkede sine øjne og spillede videre. Hun koncentrerede sig om hendes spil og holdte op med at synge.

Efter at have spillet ned færdig åbnede hun sine øjne og kiggede rundt. En skygge stod ved døren og hun kiggede op, for at se Percy stå og smile af hende. Han klappede og gik roligt over til hende. Hvad lavede han her!? Hvor lang tid har han stået der!? Hope kiggede skræmt op på han og rejste sig hurtigt med grebet stadig om guitaren. 'Det der lød fantastisk' sagde Percy til Hope og smilte til hende. Hans perfekte krystaløjne kiggede igen ind i hendes øjne og hun mærkede en ukendt boblen i maven. Hope kiggede ned imod gulvet og sagde 'Tak'. Percy gik tættere imod hende og lagde hans hånd roligt omkring hendes kæbe og løftede den op. Hope var nu få centimeter fra hans ansigt og hun mærkede nervøsiteten banke på døren. Percy rømmede sig og kiggede igen ind i hendes øjne. Han ignorrede alt rodet og fokuserede kun på Hope. 'Hope, du er jo fantastisk! Det der er jo talent! Du kan gå langt med den stemme og det fantastiske guitarspil' sagde Percy og tog fat i hendes hænder. Hope kiggede ned på hendes hånd, som nu lå i Percys hånd. Hope kiggede op og gav han et genert smil.

'Tak' sagde hun genert. 'Hvordan kan det være ingen kender til dit talent?' spurgte Percy nysgerrigt og smilte til hende. 'Ehm.. Tror egentlig bare det er fordi ingen bekymre sig om mig og hvad jeg laver i min frihed' svarede hun og kiggede ind i hans øje igen. Percy rystede sit hoved. 'Ej, det kan da ikke passe, Hope. Jeg bekymrer mig da omkring dig' sagde han og blinkede til hende. Hope fnes og svarede 'Ja, du kender mig jo heller ikke så godt endnu og bare vent. I morgen vil du ikke engang kendes ved mig, tro mig'. Percy rynkede sig på næsen og rystede kraftigt på hoved.

'Hvorfor skulle jeg det?' spurgte han. Hope tog en dyb vejrtrækning og sagde 'Fordi jeg er et nul. Fordi jeg er grim, uduelig. Alle hader mig og jeg ikke hvorfor.. Jeg kan ikke finde ud af en dyt og mit liv er en joke.' Percy kiggede chokeret på Hope. En tåre gled ned af Hopes kind og hun tørrede hurtigt væk igen. 'Nej, nej, nej Hope.. Du er ikke alt det du siger! Jeg har kun kendt dig i, hvad en dag og jeg ved allerede at du er et talentfuldt mennesker, som bare mangler lidt kærlighed. Tro mig Hope, du er et fantastisk menneske!' sagde Percy, mens nussede Hopes hånd kærligt. Hope smilte og kiggede dybt ind i Percys øjne. 'Tusind tak, Percy.. Du ved ikke hvor meget jeg havde brug for at høre det' sagde Hope og gav ham et smil. Percy smilede tilbage og sagde 'Så lidt min ven. Men gad nu godt at høre lidt mere af dig spille og synge.. Vil du spille et nyt nummer?'. Hope kiggede ned på guitaren som hang i hendes ene hånd. Hun smilte og nikkede. Hope satte sig til rette og begyndte at spille igen. Percy sad bare og nød hende guitarspil. Hope smile hele tiden og hun kunne ikke holde op. Hun var lykkelig. Endelig en der accepterede hende. Endelig en der var sød. Måske kunne det bedre? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...