Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2177Visninger
AA

7. 6. Hvad?

Hope gabte og hun var vågnet op. Hope strakte sin krop og gabte højt. Så åbnede hun sine øjne og kiggede rundt. Hun for op og kiggede forvirret og skræmt i det ukendte værelse. 'Hvor er jeg!?' sagde hun lavt. Hope rejste sig op fra sengen af og i samme sekund gik George ind i rummet. 'What!?'tænke Hope og mærkede nervøsiteten sprede sig i hendes krop. George havde en kop varm kakao med skumfiduser i hånden og en pose haribomix i den anden. Han satte det ned på bordet som stod lige ved værelsets indgang. George kiggede hen på Hope som stod fuldstændig målløs og ikke istand til at sige noget. George sendte hende et lille smil og gik hen imod. Hope mærkede sig selv gå baglæns og hjertet bankede hårdt i hendes bryst. Hvad ville han gøre ved hende? Hvor er hun? Hvordan kom hun herhen? Tankerne fløj rundt i hendes hoved og hun kiggede skræmt på George, som stadig kom tættere imod hende. 'Jeg gør altså ingenting' sagde George og prøvede at lyde beroligene og sød, men mislykkede stort. 'Gå væk!' råbte Hope af George og han stoppede op. George tog en dyb vejrtrækning og kiggede irriteret på Hope. George tog kakaokoppen frem og spugrte venligt ' Vil du have noget kakao?' Hope stirrede med store øjne på ham. 'Var han sindssyg eller hvad?' tænkte hun for sig selv og rystede kraftigt på hovedet. 'Helt seriøst, jeg er jo sød imod dig!' halvråbte han. 'For en gangs skyld er jeg sød imod dig og du står bare der og er utaknemlig!'. Hope rullede med øjne. 'Det kan du simpelthen ikke mene George!' halvråbte Hope tilbage. George kiggede overrasket på Hope, som var ved at få et raserianfald. Hope var aldrig den der sagde noget.

Aldrig gav sin mening til kende.

Hun var altid stille, men i dag skulle det være den dag.

Den dag hun bryder skallen.

I dag sker det.

'Du har mobbet mig HELE mit liv! Lige siden jeg startede i skole, HVER ENESTE DAG! Hvad har jeg gjort dig? Hva? IKKE EN SKID! Du kan kysse min røv, hvis du vil – JEG ER FÆRDIG MED DIT LORT!!' skreg Hope ad George. George kiggede fuldstændig mundlam på Hope. Hopes hjerte pumpede hårdt i hendes bryst og det var psysisk hårdt for hende. Hope kiggede ned i gulvet og derefter op igen på George. Der blev stille og Hope følte sig akavet.

Hun var akavet.

Situationen var akavet.

Alt var akavet.

'Jeg smutter hjem nu' sagde Hope og brød den akavet stilhed. ' George nikkede og kiggede hende dybt i øjnene. Hun kunne se sorgen i hans øjne og hun fik næsten helt ondt af ham, men så huskede hun de grimme ting han have gjort imod hende og følte det var fortjent. Hope gik hen imod døren, men på vejen ud mærkede hun en holde hende i armen. Hope vendte sig hurtigt om. George kiggede dybt i Hopes øjne, hvorefter han hev hende ind til sig. George nussede Hopes kind og kiggede blidt ind i hende øjne. Hope rev sig ud af Georges greb og gav ham en lussing. 'AV!' råbte George og holdte sig om kinden. 'Hvad skulle det til for?'. Hope ignorrede hans råb og løb ud af huset. Hun løb ned af gaden og stoppede ikke.

Hun løb og løb.

Hun ville væk.

Væk fra det hele.

Alt det kaos.

Hope løb med tårene trillene ned af kinderne. Hjertet pumpede og adrenalinen fløj rundt i hendes krop. Hun følte sig levende og fri. Hope stoppede om og puttede hendes hænder på knæerne. Hun pustede luft ind og ud og hendes krop var udmattet. Hope rejste sig for at orienterer sig. 'Hvor er jeg' sagde Hope for sig selv og kiggede rundt. 'Du er i Greenwood!' hørte hun en ukendt stemme råbe efter hende. Hope vendte sig og kiggede panisk efter hvem der sagde det og der stod han. Percy. Han smilte og gik hen imod hende. Hope kiggede underligt på ham. Hvorfor går han over til hende? Hvad vil han nu? Mobbe hende lidt mere eller smide et par ækle kommentare? Mens Hopes tanker fløj rundt kom Percy tættere imod hende. Og så stod han der, lige foran hende. Hans smilte sødt til hende og hans krystalblå øjne kiggede ind i hendes. Hun mærkede nervæsiteten trænge på og hendes blik gik ned imod jorden. 'Hej Hope, hvad så?' spurgte han og smilte bredt til hende. Hope kiggde op. Percys ansigtutryk ændrede sig brat, da han så hendes sorte render under øjnene. Han kiggede bekymret ind i hendes øjne. 'Gætter på du har grædt?' spurgte han bedrøvet og tog hende i hænderne. Hope kiggede med store øjne ned på hans hænder som holdte om hendes. Hope mærkede tårene trænge på igen og en tåre gled ned af hendes kind. 'Jeg.. Jeg må hellere komme hjem...' sagde hun og snøftede. Hope tog sine hænder igen og begyndte at gå hurtigt ned ad vejen. 'Hey!' råbte Percy og løb efter hende. Hope begyndte at gå hurtigere for at han ikke ville kunne nu hende. Hun mærkede en hånd på hendes skulder og Percy kom frem foran hende. Han pustede udmattet og smilte til hende. Han rømmede sig og tørrede smilet af læberne. Tårene flød ned af hende kinder og hun peb. Hun lagde sit hovedet på hans skulder og græd ind. Percy trædte et par skridt tættere på Hope og tog hans hånd omkring hendes kind. Han nussede sin tommelfinger på hende kind og tørrede hendes tåre væk. 'Det hele skal nok gå, okay?' sagde Percy beroligende. Hope smilte til ham og grinte. Percy grinte sammen med hende og gav hende et stort, fedt smil. De stod sådan længe.

Bare kiggede på hinaden.

Ingen sagde noget.

Alt var bare stille og roligt.

Det føltes så rigtigt.

'Jeg må hellere komme hjem.. Og tak, Percy, du er en rigtig sød en' sagde Hope og vendte sig imod gaden igen og forsatte ned af gaden. Percy råbte' Tak! Og husk nu at gemme det smil til i morgen – det klær' dig!'. Hope smilede for sig selv. Nu ville hun bare hjem og slappe af. Denne her dag har været overvældende.

Hope forsatte ned af vejen og snart nåede hun sit hus. Hendes far løb ud af døren og skreg noget uforståeligt. Hope stoppede op og kiggede skræmt på sin far. En sort hummer kom kørende imod hendes far og den stoppede. Far vandrede over til bilen og satte sig ind, hvorefter den kørte væk.

Nu var Hope alene igen.

Hope tog en dyb vejrtrækning og gik ind i huset. Hvorfor skal hendes far altid også smutte? 

 

 

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej alle! I dag fik I lige et ekstra langt afsnit! Smid endelig en kommentar om hvad I synes om historien indtil videre? Og har fået 134 views! Det er helt vildt! Tusind tak! Det er virkelig fedt at I faktisk gider at læse historien - det varmer! Forsat god dag :D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...