Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2038Visninger
AA

6. 5. Tårer

 

Hope drejede af fra spisesalens dør og gik hen imod lokale 129. Hun gik hen ad gangen og så døren ind til lokale 129. Hope tøvede med at gå ind. Hun tog en dyb vejrtrækning. Hun gik ind i lokalet og så at der var tomt. Underligt. Selv Hr. Nørlund var ikke kommet endnu. Hr. Nørlund var Hopes dansklære. Han var ignorrede altid når hun blev mobbet og han stoppede det aldrig. Hun hadede Hr. Nørlund. Hope kiggede rundt og accepterede det faktum at hun kunne sidde lidt alene før alle kom ind og alt kaos ville brød ud. Hope fandt sig et bord nede i hjørnet og gik til det hvorefter hun satte sig ned. Hun kiggede rundt. Hope fandt sine bøger frem og lagde dem pænt på bordet. Hope vendte min danskmappe om og begyndte at tegne. Blyanten fløj hen af papiret og hurtigt fik hun tegnet noget der lignede et ansigt. Det var stille og det kunne Hope godt lide. 'Stilheden før stormen' sagde Hope for sig selv og smilte. Pludselig hørte hun en banken på døren og en masse råb og latter. Hopes hoved skød op og hun kiggede søgende rundt i lokalet. Pludselig kom et væld af mennesker ind af døren. Hope kiggede forvirret på dem. 'WFT!?' tænkte hun. ''Så kommer de.. Helvede bryder snart løs..'. Hope kiggede op på klokken, som var placeret over døren ind til lokalet. Mængden af mennesken gik hen imod Hope. De stoppede og George kom ud fra mængden.

Han havde et kækt smil på læben.

Han var ude på noget.

Det var han altid.

Understreget altid.

Han gik hen imod hendes bord og stoppede op. 'Nååå.. Hope, ved du hvorfor du har siddet her i lang tid?' sagde George, mens han havde et lusket smil på læben. Hope rystede på hovedet. 'Nå ikke? Nu skal du høre hvorfor, din sæk!' sagde han med en ækel tone. Han tog en dyb vejrtrækning, som om han skulle gøre sig klar til et eller andet energikrævende. Han rømmede sig og begyndte at fortælle. 'Fordi ingen kan lide dig. Ingen vil kendes ved dig. Ingen ville lægge mærke til hvis du døde, blev kørt over, eller dræbt.' Hope mærkede tårene trænge på og en tåre gled ned af hendes kind. George forsatte sin ondskabsfulde tale. 'Ingen elsker dig, du er fed og du er grim. Hvorfor går du ikke bare? Derer alligevel ingen der vil hænge ud med dig! Skrid. Jeg gider ikke se dit grimme fjæs mere!' Halvråbte George i hovedet på Hope. Der flød tårer ud fra Hopes kinder og hun løb ud af lokalet. 'Godt! Løb!' hørte Hope George råbe efter hende. Hope løb imod spisesalen og løb ned til det velkendte bord i hjørnet. Hun satte sig ned og smed armene ned på bordet og lagde sit hoved ned. Tårener blev ved med at trille ned af hendes kinder og følelsen af tomhed bredte sig i hendes krop. 'Hvorfor.. HVORFOR!' skreg hun ud over hele spisesalen. Hendes stemme knækkede og hendes skuldre hoppede. En pibene lyd begyndte at komme fra Hopes mund. Hun hørte svagt et hånene grin. Det var Georges. Derefter hørte hun resten af hans 'slæng' grine højlydt. Hopes krop rystede og hendes vejrtrækning begyndte gradvis at blive hurtigere. Hun blev svimmel og hendes krop gik i panik. Hendes tanker fløj rundt i hendes hoved. 'Hvad er det jeg har gjort!? Hvorfor skal det være mig!? Kan de ikke bare stoppe!?' Hun følte en overvældene følelse overtage hendes krop.

Gik hun ud.

Black out.

Helt væk.

Alt var sort.

Stille.

Hope var besvimet. Hun lå på gulvet i spisesalen.

Alene.

Væk.

En person kom frem og løftede Hope op. Personen tog hende med hjem og lagde hende trygt i hans seng. 'Du er ikke alene' hviskede personen mens strøg sin hånd hen af hendes kind. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...