Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2035Visninger
AA

5. 4. Frikvarteret

Klokken ringede. Hope tog sine ting og gik ud af lokale 152. Hun gik imod sit skab og smed sine ting derind, hvorefter, hun drejede af gangen imod spisesalen.

Åh nej.

Endnu et frikvarter med at spise alene.

Alene.

Igen.

Som altid.

Hope stilte sig op i madkøen og fik hurtigt sig noget mad. Hope stoppede op og kiggeder ud over salen. Bordene var sat op på rækker og var fyldte af mennesker, som sad og grinte og havde det dejligt. Hope sukkede og ledte efter et tomt bord. Hun fandt et og gik hen imod det, men blev stoppet af en der prikke hende på skulderen. Hun vendte sig panisk om. Lige da hun vendte sig om fløj hende madbakke op i luften og alt maden lå nu og flød på gulvet. Hun skød sit blik ned på gulvet og mærkede tårene trængte på. 'Nej ikke igen..' tænkte hun. Hun gik ned på knæ og begyndte at samle det op. Hun hørte hele spisesalen skrige af grin. Hun tog bakken og rejste sig hurtigt op. Hun kiggede efter hvem der gjorde og så George og hans 'slæng' stå at grine og gøre grin med hende.

Hun vidste det var ham.

Det var altid ham.

Altid.

Idioten George.

Lige siden børnehaven har George været efter hende. Det var som om han havde et eller andet imod hende og hun kunne ikke finde ud af hvad det var. Hun havde spurgt så mange gange, men fik aldrig svar. Hun blev gjort grint af og fik et par onde kommentare smidt i hovedet. Han havde aldrig været decideret voldelig, men de ord han kunne sige. Wow. Så hellere få en gang tæsk end at blive mobbet af det, det.. BÆST! Hope kiggede trist ind i hans mørkebrune øjne og begyndte at hulke. 'Nuuugh, er du nu ved at græde? Skal du have en tudekiks?' sagde George mens han kiggede koldt på hende. Hope vendte sig om og gik hurtigt ned til det frie bord i hjørnet af salen. George råbte et eller andet efter hende, men hun lyttede ikke. Hun var 100% fokuseret for at komme hen til den plads.

At være lidt alene.

At komme væk fra George.

Det dumme bæst.

Bæst.

Det ord dækker ikke engang hvor nedern og hvilken idiot han er.

Næh, værre ord skulle til.

Forfærdelige ord.

Hope kom endelig hen til bordet og fik trukket en stol ud og sat sig. Hun så at alle i kantinen stirrede stift på hende. Hun kiggede rundt. Hun hørte og så hvordan folk gjorde grin med hende, mobbede hende, hadede hende. Hope rettede sit blik ned på sin mad. Hendes mave rumlede og hun kunne mærke hendes mave var sulten. Skulle hun spise det? Det havde jo været på gulvet, men hold da op hun var sulten. Hope tøvede, men løftede den smadrede sandwich og tog en bid. 'Ewww..'hørte hun salen sige og hun kiggede op. Hun tyggede min mad og lagde sanwichen ned. Hun kiggede ud over mængden der stirrede på hende. Hun fik øje på Percy, som sad ved det samme bord som George. Ugh! 'Jeg vidste det!' sagde hun lavt for sig selv og vrissede af ham. Percy sad og snakkede George, men han så ikke så glad ud. Hvorfor er han ikke det? Han sad allerede ved de populære og det var kun hans første dag. Han burde være lykkelig. Percy drejede sit hoved fra samtalen og han fangede hendes blik. Han kiggede bedrøvet ind i hendes øjne. Han smile svagt til hende og rettede hurtigt hovedet hen mod George. Det var som om han mentalt fortalte hende at det hele nok skulle gå. At det ville holde op en dag. 'Den dreng er bare mærkelig' sagde hun for sig selv og forsatte med at spise sanwichen. Klokken ringede. Nu skulle hun have dansk med George og resten af hans 'slæng'. Fedt, endnu en time med ydmygelse. Det var også lige det hun havde brug for. Hun rejste sig op og gik til time.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...