Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2140Visninger
AA

21. 19. "Hun ved det,"

Efter en lang, akavet og en kende pinefuld aften var det endelig på tide, at Hope og hendes far skulle hjem. Kim og Patrick rejste sig og de sagde alle kort og formelt farvel til hinanden. Hope gik kort over til Patrick og gav ham et kortfattet kram. De sendte hinanden et smil og gik hver sin vej.

”Vi ses! Håber jeg ser dig igen,” halvråbte Patrick efter Hope, som gik med ryggen imod ham. Hun vendte sig om og smilte stort.

”Ja, også mig!” råbte hun igen og forsat imod hendes fars bil, som stod lidt længere henne. Hope tog en dyb vejrtrækning. De her par dage har virkelig været.. Anerledes end hvad hun er vant til. Alt det med George, nu Patrick og, da hun tænkte over det havde hun faktisk ikke snakket med Percy i lang tid. Hvad mon han siger til det?

Dagen efter kom Hope fortvivlet og halvrystet i skole. Hendes far havde lige fortalt hende, at Patrick skulle starte på samme skole som hende, da Kim og hans familie ville flytte hertil. Hopes hoved kunne snart ikke holde til mere og tanken om at skulle se Patrick til hverdag gjorde hende bare mere fortabt oppe i hendes hoved end i hun allerede var i forvejen.

Den aften havde de haft det sjovt, faktisk mere sjovt end hun har haft i lang tid. De havde snakket om alt muligt; Vejret, skole, trælse typer, lektier, lærer, musik – ja, stort set alting. Kim og Hopes far havde også hygget sig. Da de ikke havde set hinanden i lang tid, gik snakken om deres børn, arbejde osv. Kim og hendes far så ud til at have været venner i lang tid og Hope håbede også så inderligt, at hun kunne finde sådan en god ven. En som ville være der for en og en som hun ville kunne være sammen i lang tid. Hope smilede ved tanken.

”Hey Hope,” hørte hun en velkendt stemme kalde bag hende og hun vendte sig hurtigt om for at se Percy komme løbende imod hende. Hope smilede og gik imod ham.

”Hej Percy, god weekend?” spurgte hun trak ham ind til et kram. Da Percy brød krammet lagde han sin hånd omkring hendes kind og gav hende et kort kys. Hopes mave fik den samme følelse, som da Percy første gang kyssede hende.

”Mm, men jeg har savnet dig,” svarede Percy og kyssede hende kort på håret. Hope smilede bredt og lod sin latter komme ud gennem hendes læber.

”Sig mig, griner du af mig? Efter jeg sagde, at jeg har savnet dig? Tsk, tsk, tsk, Hope, du skuffer mig,” sagde han med en tydelig falsk fornærmet stemme og slap hurtigt grebet omkring hende. Hope rullede med øjnene og smed sine arme omkring Percys mave, hvorefter hun bøjede sit hoved op imod hans bryst og kiggede direkte op i hans øjne og prøvede så godt, som hun kunne at hende ham de bedste hundeøjne. Fornærmet? Den hoppede hun ikke på.

Hope hørte hurtigt, at hendes omfavnelse af Percy gav pote ved, at hun hørte Percys hjerte banke uregelmæssigt og hurtigt inde i hans bryst. Hope fniste af ham og hørte Percy sukkede opgivende.

”Aah.. Jeg kan ikke være sur på dig,” udbrød han og grinede, da han indså han var for svag, til at modstå Hopes sødhed overfor ham.

Hope svarede ham med et grin og sagde, ”Jeg vidste det,”. Hope slap sine arme omkring ham og tog ham i hånden og trak ham imod sit skab. Percy skulle lige til, at protestere, men han blev stoppet af en stemme, der kaldte efter Hope.

”Hoooope, stop i lovens navn!” råbte en stemme og Hope stoppede straks op for at vende sig om. Personen råbte åbenbart så højt at hele gangen hørte ham, så alles opmærksomhed blev rettet imod Hope. Hope rømmede sig nervøst og kiggede ned i gulvet. Percy vendte sig også straks om og blev mødt af et stik af jalousi, da han opdagede, at det var en fyr, som kaldte efter hans Hope.

Hans Hope.

Da Hope havde vendt sig smilede hun straks og slap Percys hånd, hvorefter hun susede hen ad gangen imod fyren, som hun kendte så godt. Percy så utilfreds efter hende, da hun slap hans hånd og han blev endnu mere irriteret, da han opdagede, at hun kendte ham.

”Patrick! Jeg troede først, at du startede i morgen?” spurgte Hope forpustet og smilende til Patrick, som stod frisk og med tasken om skulderen og kiggede lykkelig på Hope. Det var hans første dag i den nye skole og han var overlykkelig over, at han kendte i det mindste en der allerede gik på skolen.

”Min far sagde, at jeg lige så godt kunne starte i dag, da vi får flyttet vores ting herned i morgen og han sagde,” Patrick stoppede sin fortælling og lavede et stoneface, som skulle efterligne sin far” jeg citere ”Patrick, du skal få dig nogle venner og integrere dig i denne by, så det ikke bliver for hårdt for dig, at flytte”” Hope grinede af hans efterligning og smilede. ”Og så fortalte han videre om, at hvor heldig jeg var, at jeg allerede kendte dig, som gik på skolen osv.”

Han smilede til hende, dog listede smilet langsomt væk, da han så Percy stå et par meter væk bag Hope og så slet ikke glad ud. Percy sendte Patrick et dræberblik og bed sig meget irriteret i sin underlæbe.

”Hvad er der?” spurgte Hope nysgerrigt og fulgte Patricks blik og vendte sig om, for at se hvad der foregik omme bag hende. Hope rullede med sine øjne og kalde på sin kæreste, som tydeligvis ikke så glad ud.

”Percy, kom her,” kaldte hun og kort efter gik han med et stramt udtryk imod hende. Da han kom hen til hende lagde han sin arm omkring hende og placerede sin hånd på hendes talje og kyssede hende kort på kinden.

Hope hvinede og grinede, da han kyssede hende.

”Ahh, stoop!” udbrød hun og pressede sine øjne sammen. Hope svarede ham med et kort kys på munden og hviskede ”Du er skør,” til ham.  Hope grinede igen og kiggede grinende hen imod Patrick, som stod og kiggede akavet på de to kærester, som blev helt lovey-dovey foran ham.

”Ej undskyld, han plejer ikke at være sådan her,” sagde Hope og sukkede opgivende af Percy, som stod og kiggede med et bredt smil på hende. ”, men altså det her er Percy, min kæreste” Hope introducerede dem og for Percys skyld lagde hun ekstra tryk på ordet ’kæreste’.

Patrick nikkede og svarede, ” Hej, jeg er Patrick. Jeg er ny her, så jeg håber, at det er i orden, at jeg bruger din kæreste, som guide her omkring i skolen de første par dage,”. Patrick smilede med et glimt i øjnene til Hope, som bare svarede ham med at rullede med øjnene.

”Selvfølgelig, det gør ikke noget. Hvis det er, så kan både mig og Hope sammen vise dig rundt og give dig en rundtur” svarede Percy i en høflig tone, eller, i den mest høflige tone han kunne præstere i betragtning, at en fyr han ikke kendte talte så godt med hans kæreste og det så ud til, at de to var gode venner.

Klokken ringede og alle tre skyndte sig til time, da de fandt ud af, at de alle havde timer sammen. Da de gik ind i klassen blev de mødt af de sædvanelige stir fra forskellige personer i klassen, dog blev Patrick trukket til side af læren, da han skulle introduceres til klassen.

Percy og Hope gik hånd i hånd og satte sig ned hvor de plejede og kiggede op imod tavlen, hvor Fru Eriksen stod og prøvede, at få klassen til at tie stille. Lige da Fru Eriksen havde fået ro i klassen, blev døren åbnet og George og Daphne traskende ind i klassen.

”Undskyld, at vi kommer for sent,” sagde de begge i munden på hinanden uden at se op og satte sig hurtigt ned  foran i klassen og kiggede trætte ned i bordet.

Patrick kiggede måbende hen imod George, som stadig ikke havde opdaget, at hans ven stod lige foran ham.

”Shh! Så tier vi lige stille, ikke?” Fru Eriksen sukkede kort og forsatte. ”Det her er Patrick og han skal starte i klassen fra i dag af,” da Patricks navn blev navn sprang George op og kiggede forbavset op på sin ven, som allerede kiggede ned på sin ven.

”Ahva?” udbrød George, ”hvad fuck laver du her, Patte?” George kiggede nervøst ned i bordet og vendte sig om og mødte Hopes blik. De kiggede kort på hinanden og derefter brød Hope øjenkontakten.

”Hvad laver jeg her? Jeg går her, men spørgsmålet er mere, om hvorfor du ikke har fortalt du går på samme skole, som Hope?” spurgte Patrick og spidsede sin mund. George lavede store øjne og vendte sig endnu engang om, for at se Hope i øjnene.

”Jamen dog, I kender vist hinanden hva? Det var da dejligt, ikke Patrick? Så er du ikke helt fortabt her på skolen,” sagde Fru Eriksen og smilede stramt til ham. Patrick nikkede og smilede høfligt tilbage.

”Hvor fuck kender du Patte fra?” spurgte George forbavset og halvt måbende Hope og hun mærkede sit hjerte banke lidt hurtigere end det plejede. Pga. samtalen foran klassen havde hele klassen rettet deres blikke imod hende, Patrick og George. Hope rømmede sig kort og tog Percy i hånden.

”Ehm, vi kender hinanden, da vores venner er gamle venner og så spiste vi alle middag sammen her i weekenden,” svarede Hope lavt og kiggede ned i bordet.

”Vent.. Hvordan kender I hinanden?” spurgte Patrick og alle vendte deres opmærksomhed væk fra Hope og hen på Patrick. George kløede sig nervøst i nakken og tog en dyb vejrtrækning.

”Ehm, vi går i klassen, så selvfølgelig kender vi hinanden!” svarede han og smilede stramt til Patrick.

Lige pludselig blev Patricks øjne store og ham kiggede måbende hen på Hope, men skiftede hurtigt hen til George.

”Hun er vel ikke..?” spurgte Patrick forsigtigt og vrængede nervøst på sine øjenbryn. Patrick bed sig hårdt i læben og kiggede forventende på George.

George nikkede og lavede en grimasse. Patrick lavede endnu større øjne og kiggede hen imod Hope, som sad og holdte Percy i hånden.

”Oh fuck..” mumlede Patrick og sendte George, som kiggede intetanende hen på ham, et vedmodigt lille smil.

”Hvad?” spurgte George og kiggede endnu mere intetanende og en smule skrækslagent op på Patrick.

”Hun ved det,” svarede Patrick blot og sendte ham en undskyldende blik. George tog sig ved munden og vendte sig hurtigt om imod Hope, som stadig ikke havde forstået, hvad det hele handlede om.

George rejste sig kort og stormede derefter ud af klassen og smækkede døren med et brag. Fru Eriksen måbede af Georges aktion, men lod det hurtigt glide ud af hendes hoved igen.

”Nå, den havde jeg ikke forudset, men ehm.. Lad os komme i gang! Velkommen til klassen, bare tag plads,” sagde hun og klappede så kort i hænderne, for at vise, at de nu skulle i gang med klassen.

Patrick traskede ned til bordet lige foran Percy og Hopes, men vendte sig ikke om imod dem efter han havde sat sig. Hele timen sad han med hovedet rettet imod Fru Eriksen og det undrede Hope. Hvad handlede det her om? Og hvem snakkede de om?

Hope lod hurtigt tankerne om hændelsen glide ud af hendes bevidsthed og begyndte af følge med i timen. 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

I know, I know.. Jeg ved det!

Undskyld, jeg ikke lige har fået opdateret i en hulens lang tid, men har bare haft travlt med lektier, venner og lidt problemer med familien.. Men nu havde jeg lige tid, så her er et nyt og faktisk langt kapitel til jer! 

Jeg tænkte lige, at når jeg nu ikke har skrevet i lang tid, så blev jeg nødt til, at skrive et godt og langt kapitel..! 

Håber det kan tilfredstille jer! ^^

Cecilie c:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...