Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2033Visninger
AA

20. 18. Patrick

Bilen kørte stille ind på parkeringspladsen og en stor og høj bygning kom til syne. Der løb en rød løber ned fra fortovet og op til bygningens indgang, som var en bred to-dørs glasdør, hvor på hver siden stod en fakkel, som lyste bygningens murstensværk flot op. Hope smilede af det flotte syn.

”Så er vi her,” sagde hendes far og trådte ud af bilen, hvor efter han gav bilnøglerne til en af de ansatte, som havde job som at parkere bilerne.

Jeg trådte langsomt ud af bilen og betragtede alle de andre gæster, som stilfuldt gik ind i bygningen, som så ud til, at være en highclass restaurant. Alle gæsterne var klædt i kjoler og pingvin suits. Make-up i stor stil og hår gele i håret, så det næsten skinnede og lyste op. Hope måbede.

Det er slet ikke noget hun er vant til. Hun er vant til at skulle kæmpe for overlevelse hjemme i en ruin også kaldt sig hjem og med en far, som var den største idiot på planeten og ødelagde alt hun elskede. En far som aldrig var hjemme og så når han endelig var hjemme, var han fuld og skræmte livet af hende. Jeg sukkede og begyndte at tænke.

Det her gav jo egentlig ingen mening? Hvordan kan det være, at hendes far ændrer sig 360 grader på mindre end et par dage? Selv helt utrolige mennesker tager det da mindst en måned, måske endda et halvt år måske, at foretage sådanne forandringer. Og når det sker, er det som regel små personligheds træk, som ændrer sig. Ikke hele ens liv og synspunkt på livet. Det er da næsten psysisk umuligt, for sådan en ændring at finde sted! Der må være noget helt galt. Det er noget, som slet ikke hænger sammen her.

”Hope? Er du klar?” hørte jeg min far spørge og jeg nikkede. Vi gik sammen imod hovedindgangen, hvor en ung dame iført en rød uniform tog imod os og førte os ned til vores bord. Der sad allerede to personer ved det firepersonsbord, som min far havde reserveret til os, men Hope kunne ikke se dem, da de sad med ryggen imod dem.

De rejste sig op, da den unge dame kom og henviste dem til deres plads. Hope lettede sit blik fra gulvet og sendte det hen imod de to personer, som stod op foran dem. Hope stivnede, da hun så hvem det var. En bølge af deja vu flød over hende, da hun betragtede den unge fyr, som stod foran hende. Han havde sort strittende hår, som sad i en perfekt quiff og med sine mørkebrune øjne kiggede han intenst hen på Hope og gav hende elevatorblikket. Hope kiggede kort væk fra hans ansigt og kiggede på hans tøj. Han var iført en pingvin suit, som hun så fint kalder det, men et lyst blåt slips indenunder og en hvid skjorte.

Hope, som selv var iklædt en halvstram, hvid kjole med blonder for oven og et par sorte højhæle, som hendes far så flink, som han er, havde givet hende, kiggede stift ned i jorden og prøvede ihærdigt, at finde ud af hvor hun havde set ham før.

De to mænd gav hinanden hånden og hilste venligt på hinanden.

”Årh, det er dejligt at se dig igen, Kim!” udbrød Hopes far og de to mænd gav hinanden et kram. Deres hæse latter fyldte hele restauranten og de begyndte så småt at snakke med hinanden.

”Jamen dog Kim, hvad er denne her unge piges navn?” sagde manden til Hopes far og hentydede tydeligvis til Hope, som stod og kiggede akavet ned i gulvet.

Hope lyste op ved lyden af hendes navn og kiggede skiftevis på sin far og den unge fyrs far.

”Ehm,” begyndte Hope og rømmede sig. Alle tre havde blikket rettet imod hende og hun følte sit hjerte banke, som en stortromme i sit bryst.

”Ved du hvad, lad os sætte os ned, før vi begynder at introducere jer to for hinanden. Kom,” sagde den unge fyrs far og Hope pustede lettet. Hun satte sit og sad nu foran den unge fyr, som selv kiggede akavet ned på sin tomme tallerken.

”Orgh, hvor kom vi fra,” startede Hopes far og tænkte. ”når ja. Min pige, kan du introducere dig?” spurgte Hopes far hende og Hope nikkede.

”Hej mit navn er Hope” sagde hun kortfattet og nikkede imod dem. Hope kiggede op og opdagede den unge fyr havde sit blik rettet imod hende. Hope kiggede hurtigt væk og rødmede.

”Godt at møde dig, Hope. Mit navn er Frederik og dette her er min søn,” sagde manden, som så hed Frederik og hentydede til sin søn.

”Du kan vel selv introducere dig, ikk?” sagde Frederik drillende og den unge fyr nikkede.

”Eh, mit navn er Patrick. Hej med jer” sagde den unge fyr med en skræmmende dyb stemme, dog alligevel meget attraktiv. Patrick kiggede kort på Hope og sendte hende et svagt smil. Hope fnes lydløst og gengældte hans venlige gerning.

”Kim? Skal vi ikke lige rende op og bestille?” sagde Frederik og det lignede de to snakkede internt med hinanden.

”Ehm jo, vi ses børn – vi er snart tilbage. Lav nu ingen ulykker, vel” sagde Hopes far og kort efter forlod de begge bordet og efterlod Patrick og Hope at sidde og kigge akavet på hinanden.

”Så..” sagde Patrick tøvende.

”Jaer..” sagde Hope og bed sig nervøst i læben. De kiggede kort på hinanden og de begge begyndte, at grine.

”Jeg fatter seriøst ikke min far gjorde det her,” sagde Patrick og rystede på hovedet. Hope grinede af ham og smilede.

”Det siger du ikke, min far kom endda over og hentede mig hos en ven ca. en halv time før og fortalte mig først der, at jeg skulle gøre mig klar til en date” sagde Hope og grinede. Patrick nikkede og smilede bredt til hende.

”Det lyder til at være træls, jeg fik dog heldigvis at vide jeg skulle på denne her date for et par dage siden. Jeg aner virkelig ikke hvorfor ikke de har sat den her date op og endda så diskret forladt os,” sagde han og lavede pres på ’diskret’. Hope smilede bredt og grinede længe.  

”Prøv lige at se dem deroppe ved baren, det er åbenlyst de står og snakker om os” påpegede han og bobbede sit hoved imod baren, som var lidt længere oppe i restauranten. De sad og kiggede skiftevis på dem og så ud til at have det fantastisk og smilede som sindssyg.

”Ej man.. Jeg undskylder virkelig for min fars opførsel,” sagde Hope og lagde sin albue op på bordet og støttede sin pande med sin hånd. Hun pressede sine øjne sammen og sukkede, hvorefter hun fnes.

Patrick grinede kort. ”Tro mig, hvis du synes det er pinligt, så prøv lige og tænk: Min far er sådan der til hverdag og det er især værst, når jeg er sammen med mine venner. Hvis jeg er sammen med piger, så det helt i kage og jeg må tit bede ham, om at gå ud” sagde han grinene og lavede facepalm.

De to grinede begge og kort efter kom en akavet stilhed snigende igen.

Patrik tog en dyb vejrtrækning, som om han skulle til at sige noget. Hope kiggede nysgerrigt hen imod Patrick.

”Jeg føler jeg har set dig før, men jeg aner virkelig ikke hvor fra.. Kender du det?” spurgte han tøvende og smilede ned imod sin tallerken, der nu var fyldt med et stykke kød og noget ganeture.

Hope nikkede.

”Deja vu, jeg kender det godt. Jeg følte nemlig det samme, da jeg så dig” sagde hun for at forsikre Patrick, om han ikke var helt sindssyg. Han smilede taknemmeligt.

”Det er da rart, at vide, at jeg ikke er unormal” sagde han og smilede.

Okay, nu vidste Hope at de havde nok set hinanden før, men hvor? Spørgsmålet brændte indeni i hende, for at komme ud.

”Så.. Vi ved, at vi har set hinanden før, men hvor kan så være vi har et hinanden henne?” spurgte Hope forsigtigt og strammede sin mund op i en linje. Hun var opsat for at finde ud af hvor de havde set hinanden henne, eftersom det nok ikke er sidste gang skal ud og spise sammen.

”Hm.. Prøv at nævn nogle af dine venner, så kan de være jeg kan genkende nogle af navnene?” prøvede Patrick og Hope nikkede.

”Ehm.. Percy? Daphne?” hun begyndte, at sige navnene på dem hun var venner med, dog hurtigt opdagede hun, at hun egentlig ikke havde særligt mange venner. Hun sukkede ved tanken.

Patrick rystede på hovedet.

”Nej desværre..” sagde han og kiggede nedtrykt ned på sin tallerken. Hope bed sig tænkende i læben og fik hurtigt en idé.

”Hvad med navnet George? Ringer det en klokke?” prøvede Hope. Det kunne vel ikke skade at prøve med hans navn. Patricks øjne lyste op og han nikkede.

”Jep! Ham kender jeg godt, han er en af mine bedste venner” sagde han med et glimt i øjnene og smilede bredt.

”Kan du holde på en hemmelighed?” spurgte han og smilede slesk. Hope nikkede.

Han rykkede sig tættere til hende og begyndte at hviske. ”Han er faktisk ved at komme igennem en kæreste sorg,” Hope løftede et øjenbryn. ”Han har gennem hele sit liv drillet denne her pige, ikk? Men nu, lige pludselig kan han lide hende.. Faktisk er han fuldstændig forelsket i hende og her i dag fik han endelig et kys fra hende” Vent.. Snakkede Patrick om den selvsamme George, som Hope kender?

"Problemet er dog, at hun er optaget og hendes kæreste er en af hans venner. Derfor er han sønderknust, fordi han ikke vil miste det venskab han har med ham her” forklarede han videre, mens Hope lyttede godt med.

”Så derfor har han i lang tid være fuldstændig i gulvkælderen og været seriøst nede. Han græd endda i skolen på et tidspunkt, selvom han ikke vil indrømme det” Hope nikkede. Hun kunne godt huske dengang George græd. Der var lidt efter George havde hevet hende med hjem, da hun besvimede første gang. Hun var dog ret overrasket over, at det var over hende han græd.

”Men så da hun kyssede ham her i dag, så har hans humør løftet sig helt vildt. Lige før vi tog af sted herhen, skrev han noget med, at han aldrig i sit liv har været så glad end nu. Vildt, ikk” sagde han og smilede over, at sin gode ven endelig var glad.

Hope nikkede bare. Hun anede ikke hvordan hun skulle svare, der er så meget at tage ind. Hun sad fuldstændig mundlam. Hvad skulle hun sige?

Deres forældre kom lige pludselig gående imod dem og satte sig ved bordet igen. Patrick og Hope gled væk fra hinanden og satte sig så ret op.

”Jeg kan se I har fået snakket?” spurgte Frederik med et smørret smil på læben og grinede. Vi nikkede.

Du skulle bare vide. 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Dam, dam, DAAAAM!!

Hvad siger I så? Spændende, ikk? Tænkte lige jeg ville spice det lidt op!

Og jeg kommer nok til at opdatere en del mere, nu når jeg konstant bliver prikket til af en af mine veninder, som elsker historien og hader, når jeg ikke skriver.. Så tak hende for alle de kapitler! 

Kommenter, fav og like gerne!

Cecilie 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...