Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2144Visninger
AA

19. 17. LIFE, WHY SO CONFUSING!?

En underlig duft sneg sig ind i Hopes næsebor, da hun vågnede. Hun satte sig op og tørrede søvnen ud af sine øjne. Da hun kiggede sig omkring i rummet, følte hun noget deja vu. Hun vidste hun havde været her før, men hvordan og hvornår vidste hun ikke.

Da det bankede på døren, vendte hun sig hurtigt imod dørindgangen, hvor George stod med en tallerken fyldt med røræg, stegt bacon og ristet brød.

”Er du sindssyg du sover længe, ved du lige hvad klokken er?” sagde han, da han satte sig og stillede tallerkenen ned på et bord, som stod lige ved siden af sengen. Hope slikkede sig om munden, da den dejlige duft igen kom ind gennem hendes næsebor. Hope vendte sig imod George da hun hørte ham grine af hende. Hun løftede et øjenbryn.

”Jeg ved du er sulten, bare spis løs” sagde han og pegede imod tallerkenen. Hopes øjne lyste op og hun begyndte straks at spise løs af den dejlige morgenmad.

Mens hun tog en bid af baconen, hørte hun George grine igen. Hun tyggede hurtigt færdig og pressede sine øjne sammen.

”Seriøst, er det virkelig så sjovt at se mig spise morgenmad?” spurgte hun irriteret og tog endnu et stykke.

”Ja,” svarede han og nikkede, ”eftersom sidste gang du var her havde du næsten dræbt mig. Eller, det var du i hvert fald tæt på” jokede han og smilede til hende. Hope mærkede en brændende følelse i hende kinder. Hun kunne godt huske sidste gang hun var her, hun havde nemlig råbt og skreget af ham, fordi hun ikke kunne holde sin vrede inde længere.

Men hvorfor er George egentlig blevet så flink? Hun kunne godt huske i går, hvor han blev hos hende og han bar hende ind i hans hus. Men alt derefter det kunne hun dog overhovedet ikke huske. Hun måtte vel have faldt i søvn.

Det hele gav ingen mening. For mindre end en uge siden havde George mobbet og været den største skid i hele verden og nu var han sød og lod hende overnatte, fordi hun ikke havde andre steder at sove. Hope vrængede på næsen.

”Hvad tænker du på, siden du vrænger på næsen?” spurgte George nysgerrigt og bed sig i læben.

Hope rystede blidt på hovedet. ”Ikke noget”.

”Okay så” sagde George mistroisk og sendte hende et bekymret blik.

”Hvad er klokken egentlig?” spurgte Hope og gabte. Hun var død træt og ved at kigge ud af vinduet, må klokken være længe over 8 eller 9, da det var lyst udenfor.

”Den er halv elleve” sagde han.

”HALV ELLEVE!?” udbrød Hope og lavede kæmpe øjne.

 ”Jaer? Bare rolig, din far ved godt at du sov herovre, jeg fortalte ham det, da han kom hjem. Seriøst, hvor messed up er din fars arbje-” ”DU GJORDE HVAD!?” Hope afbrød ham næsten i et skrig.

Hope løftede sine knæ op til sit bryst og tog sig ved hovedet. Det kan seriøst ikke passe. Hendes far kommer til at dræbe hende, når hun kommer hjem. Han har altid sagt at hun ikke må overnatte hos andre og da overhovedet ikke drenge. Og da det er George gør det da det slet ikke bedre. Selvom han har været en drukkenbolt 24/7 i mange år, så ved han dog, at George har mobbet hende længe og det ikke bare var små drillerier.

”Slap af,” sagde George og prøvede at berolige hende. ”han er helt i orden med det – det sagde han selv. Bare tag det rolig og tag en dy-” ”Nej! STOP!” skreg Hope og skyndte sig op. George rynkede på næsen og kiggede meget forvirret på hende.

”Hvad la-”

”Nej! Jeg ved ikke hvad du laver, men jeg vil gerne have dig til at stoppe!

”Hvorf-”

”Ti stille!

George sank en klump og nikkede.

”Jeg ved ærlig talt ikke hvad du har gang i, men seriøst, gider du ikke holde op?! Lige siden jeg kan huske har mobbet mig og det var altså ikke små drillerier hist og her, vel? Og det ved du også godt selv, okay?”

George kiggede stadig op på hende og sagde ikke en lyd.

”Du tror måske at du kan gøre det hele bedre og få mig til at tilgive dig bare ved at opføre dig pænt, men det kræver altså lidt mere end det! Det er helt fint du gider være flink og alt det der, men seriøst – gider du stoppe? Jeg ved alt det du gør imod mig er falsk og du sikkert har en eller anden skjult agenda, om at gøre mig til grin endnu mere, end du allerede har”

”Vel har jeg ej!” indskød George og vrissede.

”Yeah right, og mit navn er Paris Hilton! Drop dit skuespil og kom til sagen – hvorfor gør du det her?” spurgte Hope og tog en dyb vejrtrækning, for at få hende ned.

George kiggede ned i jorden og sukkede.

”Der behøver vel ikke at være en skjult agenda for, at være sød imod en pige, gør der? Svarede George og kiggede med blide øjne op på Hope.

”A hvad siger du?” Hope grinede højtlydt. ”Ej, stop dig selv, George. Vi ved begge to hvorfor du gør det her” sagde Hope og gik imod døren. George rejste sig hurtigt op og tog fat ved hendes overarm.

”Giv slip!” skreg Hope op og George lagde en hånd om hendes mund. Hope prøvede at skrige, men Georges hånd stoppede lyden fra at komme ud.

”Hvis du gider holde mund, så rykker jeg mind hånd – har vi en aftale?” spurgte George og Hope nikkede tøvende.

George løftede langsomt hånden fra hendes mund og Hope stod og kiggede målløs på ham.

George kiggede Hope dybt i øjnene og kom langsomt tættere imod hende. Hope sank en klump da han var så tæt på at hun kunne mærke hans ånde imod hende læber. Han lagde sin hånd omkring Hopes kind og med hans tommeltot lavede han cirkler på hendes kind. Hopes hjerte bankede som en stortromme i hendes bryst – hårdt og hurtigt. Hope hev efter vejret og prøvede på at få sin krop til at slappe af.

George kiggede kort hende i øjnene og derefter ned på hendes læber. Med hans anden hånd lagde han den omkring hendes talje og pressede hende tæt imod ham. Og så skete det.

George pressede blidt sine læber imod hendes og en underlig følelse bredte sig i hendes mave. Hope lukkede efterhånden sine øjne og begyndte at nyde kysset, selvom en indre stemme bandede løs af hende og bad hende om at stoppe. Et rus fløj gennem hendes mave og lagde roligt sine arme omkring hans nakke.

Da hun havde lagt dem omkring hans nakke, mærkede hun at George smilede i kysset. Georges smil smittede af og Hope begyndte også at smile.

Det her er så forket. Det er højst sandsynligt det mest forkerte hun nogensinde har gjort i hende liv. Alligevel føles det så rigtigt.

George bed hende blidt i hendes underlæbe og bad indirekte om at udvikle kysset. Hope nikkede svagt og lod George invadere hendes mund. Deres tunger snoede sig omkring hinanden og Hope pressede sig tættere imod ham.  Deres tunger kæmpede om dominans, hvor George efter en hård og lang kamp vandt. Eller, Hope lod ham egentlig bare vinde.

Efter lidt tid trak de sig fra hinanden. Hope kiggede ned i jorden og rødmede.

”Din dumme pastinak” snerrede Hope og fnes. George grinede højlydt og rystede blidt på hovedet.

 ”Wow, Hope. Du sårer jo mine følelser” sagde han sarkastisk og bed sig i læben.

Hope fnes. ”Ja, jeg ved det – jeg er så ond”

Lige pludselig hørte de en der bankede på døren og George slap grebet om hende. Han gik ud i gangen og åbnede døren.

”HOPE! KOM HERUD!” hørte hun sin far råbe og hun frøs. Shit.

Hope småløb ud imod døren og fandt sin far stå i sit sorte jakkesæt og kigge vredt på Hope.

”E-ehm.. Hej far” svarede Hope sin far.

”Hvor har du være?!” spurgte hendes far Hope i en hård tone og linede sin mund ud i en stram linje.

Hope vendte sit hoved imod George i tvivl. ”Jamen jeg troede da at Geor-”

”Ingen undskyldninger! Kom, vi skal få gjort dig klar til din date i aften” sagde han hårdt og tog hende i armen.

”DATE!?” udbrød George og Hope i kor.

”Ja, date. Jeg har arrangeret en date mellem dig og en af mine arbejdsforbindelsers søn” sagde hendes far og løftede truende hans øjenbryn.

”J-Jamen, hvorfor det? Du plejer da altid at være ligeglad med hvem jeg dater osv. ” spurgte Hope utålmodigt og kiggede fortabt på sin far. ”Og jeg har allerede en kæreste” tilføjede hun.

Hopes fars ansigt strammede sig op og han rystede på hovedet.

”Det kan måske godt være, men jeg har lovet ham bare en date – vil du ikke bare gå på en date og så er det det?” Hendes far kiggede med tiggende øjne på hende.

Hope sukkede.

”Jo, fint nok -  men så er det altså kun en date!” krævede Hope. Hendes far nikkede og smilte svagt.

”Deal”

”Godt så – så skal jeg vel hjem og gøre mig klar?” Hope kiggede over på sin far som nikkede til hende. Hun vendte sig kort om til George og rømmede sig.

”Vi ses vel i skolen?” forsøgte hun og prøvede at lyde på cool som muligt, men efter det kys var det bare ret akavet mellem det. Eller sådan føler Hope det er i hvert fald.

George nikkede og sendte hende en af sine colgate smil. Hope rødmede og kiggede ned i jorden.

Så gik de ud og gik over græsplænen over til deres eget hus. Hope løb op ad trapperne og ind på sit værelse. Hun rev sit tøjskab op og begyndte at kigge.

”Mmm..” nynnede hun og kiggede. Det var ret svært for hende at finde noget tøj til en date, når hun ikke aner hvem det er, hun skal på date med. Men når hun nu endelig skal af sted, så må hun da nød til at se godt ud?

Argh, man.

LIFE. WHY SO CONFUSING!? 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ehehhe.. Jeg undskylder for, at være den mest irriterende person ever for, at de to endte med at kysse.. ^^ 

Hvad synes I så om det hele? Er i Percy-Hope shippers, eller George-Hope shippers? c:

Skriv gerne en kommentar, fav eller like!

Ses herfra!

Cecilie ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...