Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2042Visninger
AA

18. 16. Låst ude & store overraskelser

Efter Hope og Percy fik sagt farvel var Hope på vej hjem igen. Det var ved at blive sent og solen var ved at gå ned. Himmelen havde flere forskellige farver og det så virkelig smukt ud synes Hope.

Hun kørte stille og roligt ned at gaden hvor hun boede, da hendes bil begyndte at lave nogle underlige lyder, som på ingen måde kunne være godt. Bilen lavede et kæmpe brag og den gik død. Hope kiggede måbende på bilens kølerhjelm hvorefter en gråstort farvet røg kom op. Hun skyndte sig ud af bilen og derefter løb foran bilen for at kunne kigge ordenligt på sin bil. Hope knurrede at sin bil og vrissede. Lorte bil!

Hope satte sig håbløst på jorden og lagde sine ben på kryds. Hun fandt min mobil frem og sendte sin far en besked om at hendes bil var gået død. Han svarede hun bare skulle gå hjem og vente til at han kom hjem.

Hope rejste sig og gik imod sit stadig nye hus og i det hun satte nøglen i låsen, så hun George gå imod hende. Hope prøvede febrilsk at få nøglen drejet rundt, men det så ud til at den ikke ville. Hun vrissede og mærkede en hånd på sin skulder. Hun lavede store øjne og vendte sig hurtigt om.

”Hej Hope” sagde han kort og kigget stramt på hende. Hopes hjerte bankede om en stortromme i hendes bryst og hun bed mig skræmt i sin læbe. Hun prøvede at tage en dyb vejrtrækning for at slappe sig selv ned, men uroen lå stadig i hende.

”Ehm, hej George” sagde hun og kiggede ned i jorden.  Hun ville ikke møde hans øjne, fordi hun altid blev tabt i dem. Deres flotte glans gjorde hende altid tavs og det ønskede hun ikke. Hun så George ligge sit hoved på skrå og kiggede mit blide øjne på hende. Hope kiggede stadig stift ned i jorden og hun sukkede.

Hun hørte George grine af hende. Hvad? Hun bøjede sig hovedet op og mødte straks hans øjne. Hun bed sig i læben og kiggede hurtigt ned i jorden igen.

”Hvad?” spurgte hun med en kold tone. George gik tættere på hende og hun bøjede sit hovedet endnu dybere ned imod jorden. Hun skal bare ikke se ham i øjnene.

”Du har låst dig selv ude, kan du slet ikke se det sjove i det?” spurgte han drillende og grinede. Hope knurrede af mig og himlede med øjnene.

”Nej, faktisk ikke. Og det gør det ikke bedre at du er her” skød hun tilbage og krydsede sine arme. Hun samlede mod til at se ham i øjnene og så til sin store overraskelse, at han stod og smilede i hele femøren af hende. Hvad er der galt med ham?

”Sikke en stor mund du har fået dig der” sagde han og kiggede med sammenpressede øjne på Hope. Hun løftede sine skuldre og vrængede med mundvigen. ”Måske, men du kan da være fuldstændig ligeglad” sagde hun koldt og udbrød et højt suk.

Hope lænede sig op af døren og lod sig glide ned af døren og satte op af døren. Hun kiggede op på George som stadig stod op og grinede af hende. Han satte sig ned ved siden af hende og vendte sit hovedet imod hende.

”Du ved, du har ændret meget på kort tid. Hvad end den Percy dreng gør ved dig må godt blive ved. Du er ved at få en fed personlighed og du gør endelig noget ved dig selv. Du er jo lækker! Jeg fatter ikke jeg ikke så det før nu” udbrød han og grinede af hende. Hope kiggede med store og måbende øjne på George, som åbenlyst sad og nød sig selv og sin humor.

”Sagde du lige at jeg var lækker?” mumlede hun. Hun kiggede dødt ned i jorden og troede slet ikke hvad hun lige havde hørt. Synes George virkelig hun er lækker? Wow, den havde hun ikke forudset.

”Og en fed personlighed, husk det” tilføjede han og sendte hende et af hans killer smil. Asdfghj. Hvorfor rør det her mig? Jeg har altså en kæreste! Åh altså!

”Jaja, det hørte jeg. Ingen grund til at gentage det, jeg er ikke døv” sagde Hope og kiggede tomt på ham. Han rystede bare på hovedet og grinede endnu en gang.

Og sådan sad vi så i et stykke tid. Mit had til George havde jeg underligt nok glemt og vi sad egentlig og sludrede om lidt forskellige ting. Snakken flød ligesom bare og det bare egentlig ret rart. Hope forstod dog stadig ikke hvorfor han overhovedet gad sidde og vente sammen med hende.

”Og det er så derfor du hader biologi? Pga. en pokkers opgave du ikke kunne finde ud af? Hvor er du nedern!” sagde hun og grinede af ham. Hope så ham rulle med sine øjne.

”Jamen, hvis jeg ikke kan finde ud af det, så gider jeg slet ikke sætte noget kræfter i det! Det giver da fuldstændig mening” forklarede han og bed sig i læben.

”Så bare fordi du ikke kan finde ud af noget, gider du slet ikke at lægge nogen som helst kræfter ind at få det til at lykkes? Din quitter!” sagde hun og puffede til hans skulder.

”Vel er jeg ej! Som om du aldrig selv har gjort det?” udspurgte han Hope og sendte hende et drillende smil. Hope himlede med øjnene.

”George, hvis jeg gav op på hver ting jeg synes for uoverskuelig så ville jeg slet ikke engang sidde her med dig. Jeg ville nok have taget væk herfra læææænge siden” påpegede Hope og fniste.

Han rystede på hovedet og grinede.

Det var blevet mørkt og vinden begyndte at blæse meget. Hope fik kuldegysninger og hendes tænder begyndte at ryste og hakke imod hinanden. Hope trak sine arme op imod sit bryst og smed sine arme omkring dem. George kiggede med frydende øjne på hende og smilede for sig selv.

”Fryser du?” spurgte han og kiggede med nysgerrige øjne på hende. Hope vrængede på næsen og struttede med sine læber, mens hun kiggede akavet ned i jorden.

”Ehm..” mumlede hun og kiggede ud i mørket. George fnyste af hende og tog sin jakke af. Han sneg den omkring hendes skuldre og rykkede sig tættere imod hende. Hope kiggede måbende på George, men sagde intet. Hvad skulle hun sige? Drengen der har mobbet hende hele sit liv har lige droppet sin attitude og er nu flink imod hende? Det gav ingen mening, tænkte Hope.

Efter George havde pakket hende ind i jakken lagde han sine arme omkring hende og trak hende tættere ind til sig. Hope rullede med sine øjne og uden hun lagde mærke til det, lagde hun sit hoved imod Georges bryst. Hope var udkørt og ville egentlig bare gerne sove. George kiggede overrasket ned på Hope, men smilet sneg sig hurtigt frem på hans læber. Han rystede grinene på hovedet og smilet kunne ikke smørres af hans ansigt.

”Ligger du godt?” drillede George og grinede kort. Hope kiggede op på ham og rullede med sine øjne. Renderne under hendes øjne lå tunge og hun så meget træt ud. Hope smilede kort og lagde sig til rette igen.

”Det tager jeg som et ja” hviskede han og nussede hende på armen. Hope fnes og snøftede. Hendes krop var ved at bide mærke i at have været udenfor og frosset i et langt stykke tid, og det var hendes krop tydeligvis ikke vant til.

”Er du syg, eller hva?” spurgte George bekymret og kiggede på sit armbåndsur. Det viste 11:48. Hope hostede og grinede hæst. ”Ja, det tror jeg” svarede hun og sukkede.

”Træls” sagde George og kiggede ud på vejen og med øjnene søgte efter Hopes fars bil. Han burde da snart komme hjem, tænkte han.

”Burde din far ikke snart komme hjem?” spurgte George og rømmede. Hope løftede sine skuldre og svarede ”Jo, men det er han så ikke.. Så sover jeg vel bare herude i nat, det er jeg alligevel vant til. Det går nok” svarede hun. George vrængede på næsen og rystede kort på hovedet.

”Aldrig i livet skal du sove herude, du kan låne min søster værelse. Hun er alligevel ikke hjemme, hun er taget på universitetet, kom jeg bærer dig derover. Der er ikke så langt” bestemte George og rejste sig. Hope, som var halvt vågen, havde ikke opdaget George havde rykket sig og lå nu på den kolde og fugtige træbelagte veranda. Han løftede hende op som en brud og Hope smilede taknemmelig til George. Han smilede tilbage og gik lidt ned at gaden og kom hurtigt til hans hus. Han åbnede døren og gik hen ad gangen og ind på sin søsters værelse. Han lagde hende på sengen og lagde dynen tæt omkring hendes krop. George betragtede Hope lægge sig til rette og efter kort tid var hun faldet i søvn.

George listede hen over til sengen hvor Hope lå og sov så nydeligt. Han nussede blidt hendes kind og kyssede hende på håret. Han smilede for sig selv og blev siddende hos Hope hele natten. Han ville passe på hende gennem hele natten. 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Hej..

Jeg vil starte med at sige undskyld! Jeg har ikke opdateret i flere århundrede næsten! :'o Men altså nu er der blevet opdateret og nu sker der snart en masse drama mellem George, Daphne, Hope og Percy.. Glæd jer!

Like, fav, kommenter!

Ses (y)

Cecilie x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...