Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2065Visninger
AA

16. 14. Skole - Here we go again!

 

BIB! BIB! BIB!

Hope rørte på sig og vendte sig. Hun stønnede udmattet og åbnede langsomt hendes øjne. Hendes øjnelåg føltes tunge og hun mærkede sulten trænge på. Hun rejste sig blidt i sengen og tørrede søvnen væk. Hun sukkede og kiggede rundt. Hun fik et chok, da hun så det værelse hun lå i. Hvor er hun!? Hun kiggede skrægsslagen rundt og mærkede hendes puls blive hurtigere. Døren ind til værelset blev åbnet og hendes blik skød hen imod døren. Håndtaget blev presset ned og døren gik op. Et kendt ansigt kom frem bag døren og Hope mærkede en ro komme frem i maven. Det var bare hendes far. Hun fór op af sengen og løb over til hendes far. Hun kastede sine arme omkring og lagde sig trygt ind i hans favn. 'Hvor er jeg?' spurgte hun febrilsk og kiggede skrægsslagen op i hendes fars øjne. Hendes far svarede med at grine af hende og sige 'Du er hjemme, du ved, vi flyttede i går?'. Hope opdagede hvor underlig og mærkelig hun må have opført. Selvfølgelig var hun hjemme. Hun kiggede rundt i værelset og hurtigt kom minderne fra i går frem. Hun rødmede og kiggede ned i gulvet. Hun grinede lavt og sagde 'Hov..'. Hendes far grinede og løsnede grebet om hende. Han rømmede sig og kiggede ind i Hopes øjne. 'Du må hellere komme af sted til skole, du har jo ikke været i skole hele ugen, næsten.' Hope nikkede og fandt hurtigt sin skoletaske, som lå inde i hendes walk-in-closet. Hun elskede sit walk-in-closet og havde allerede givet det et navn, Elliot. Hun fandt hurtigt noget tøj og skyndte sig ned af trapperne. Hun tog sine sorte sneakers på og tog sin jakke på. Hun fór ud af døren og nåede på græsplænen, hvor hun stoppede op. Hvordan skulle hun nu komme i skole? Hun tænkte sig om og fik øjne på en rød lamborghini. Vent! Det er ski da hendes bil! Hun hoppede og smilede. Hun gik over til bilen og kørte ud af indkørslen.

 

Skole - here we come!

 

Hope kiggede hen ad vejen og i horisonten poppede der en velkendt bygning frem. Dens røde murstens vægge og store sorte tag lå hurtigt i hendes øjnekrog. I de store vinduer var der billeder af den blå himmel og skyer. Hope mærkede nervæsiteten langsomt byggede sig op inde i hende og hendes hjerte begyndte at slå hurtigere end normalt. Hun prøvede at tage en dyb vejrtrækning, men mærkede at det slet ikke hjalp. Hun så en masse mennesker stå omkring foran indgangen og tanken om alle de mennesker der højst sandsynelig vil dømme hende skræmte hende. Hope sukkede og fandt hurtigt en parkeringsplads. Hope slukkede bilen og så alle menneskerne ved skolen kiggede stift på hende. Hope blev nervøs og skyndte sig ud af bilen. Hun fik den låst og gik hurtigt hen imod skoleindgangen. Hele mængden kigge stadig stift på hende, mens hun sneg sig gennem den store samling af mennesker. Hope kiggede ned i jorden, mens hun gik forbi alle menneskerne. Da hope var ude af samling gik hun målrettet hen imod skolen og gik ind. Hope tog en dyb vejrtrækning og kiggede rundt i de tomme gange. Hun vringede på øjnebrynene. 'Mærkeligt..' sagde hun for sig selv og gik hen ad gangen og fandt hurtigt sit skab. Hun åbnede skabslågen og smed sit taske ind. Hun kigge på skemaet og så at hun skulle have engelsk med Fru. Ericksen. Hun sukkede og hørte klokken ringe. Hun tog hurtigt sine ting og kiggede på alle eleverne, som i en stor bunke fór rundt på skolens gange. Hope vendte sig fra sit skab og gik målrettet ned ad gangen. Hun følte alle kiggede på hende. Alle de blikke, gør Hope utilpas. Hope stoppede op og så alle eleverne i øjnene. De kiggede forventningsfuldt og nysgerrigt på hende. Hope tog en dyb vejrtrækning og sagde 'Er jeg virkelig så interessant?'. Hun grinte af dem og forsatte ned ad gangen. Vent, sagde Hope lige noget? Foran alle de mennesker? Helt uden at besvime eller noget? Fremskridt!

Hope nåede hurtigt lokale 152, hvor Fru. Ericksen sad inde og gjorde sig klar til time. Hope var stolt af sig selv og med et smil på læben gik hun ind. 'Hope,' brød Fru. Ericksen Hopes tanker og Hope vendte sig imod hende. 'du smiler, det klæder dig!' forsatte hun og smilede. Hope smilede bredt og nikkede. 'Tak' sagde hun kort og satte sig ned. Hope kiggede rundt i klassen. Der er stort set ingen og man kunne næsten ikke noget. Overhovedet ikke noget. Kun lidt larm og snak fra gangen af, men det var til at overse. Hope sad og nød det. Hun vidste at det ikke ville vare længe, før hele klassen ville brase ind og begynde at larme helt vildt. Heldigvis var der ingen af de personer der mobbede hende, som var til denne her time. Hun smilede svagt og kiggede ned i bordet. Efter lidt ringede klokken igen og kort efter brød alle eleverne ind. Hun så en masse velkendte ansigter, men et ansigt fangede hendes – Det var Percy. Hans hår sad lige så perfekt som altid og de øjne. Wow.. Hopes hjerte sprang et slag over. Det var som om alt andet omkring hende forsvandt og det kun var hende og ham der var i verden. Alt andet var væk og spotlyset pegede på Hope og Percy. Hun smilede og fangede hans blik. Hun smilede endnu bredere og mærkede at hun savnede hans omfavn. Hope kiggede pinligt ned i bordet og mærkede hendes kinder brændte. Hun rødmede højst sandsynelig og det gjorde hende nervøs. Hun ville ikke have at hele klassen så hende rødme, eller smile. Eller overhovedet vise nogen som helst følelse – Det ville bare give hende en mere ting at blive mobbet med og ville Hope ikke have. Nej, hun ville ikke kunne klare. Det ville bare blive for meget. Hope rømmede sig lavt og kiggede i en anden retning. Pludselig mærkede hun en hånd på hendes skulder og hun vendte sig skrægsslagen om. Hope mærkede pulsen banke hårdt og hurtigt i hendes bryst. Hope vågnede hurtigt op fra hendes lille dagdrøm og kiggede lige pludselig op i nogle krystalblå øjne. Det var som om Hope frøs til is. Hun kiggede blankt op i de dejlige øjne og kunne ikke tage sit blik væk fra det. 'Hope,' begyndte stemmen bag de krystalblå øjne 'er du der?' Hun mærkede en blid rysten i hendes skulder og hun kom tilbage til bevidstheden. Hope rystede lidt med hovedet og blinkede et par gange. Hope kiggede rundt på det ansigt hvorpå de dejlige, smukke, krystalblå øjne sad på. Hope smilede og genkendte hurtigt ansigtet. Percy. Hun blev flov og kiggede ned i bordet. Hun mærkede på fingre under hendes hage, som løftede blidt hendes hage op imod Percys ansigt. Hope kiggede febrilsk på ham og hun kunne mærke hele klassen blikke var vendt imod dem. Hope rejste sig langsomt op og kiggede dybt ind i hans øjne. Percy smilede bredt og kiggede skriftesvis mellem hendes øjne og hendes læber. Percy gik over til hende og trak stolen væk. Han stillede sig foran hende og lagde sit greb omkring hendes talje. Percy trak hende tæt ind til sig og kiggede hende dybt i øjnene. Han bed sig blidt i læben og smilte uskyldigt til Hope. Percy blinkede til hende og så skete det.

Det skete virkeligt.

Det var ingen drøm, nej det kunne det ikke være.

Han gjorde det.

Foran alle sammen.

Hele klassen.

Ingen tøvelse eller noget.

Uden nogen skræmte anelser eller noget.

Næh.

Han gjorde det heller ikke, som en konsekvens i s, p eller k, eller noget lignende.

Han gjorde det af fri vilje.

Hope mærkede et par bløde læber presset imod hendes, og hun mærkede den velkendte boblen i maven blusse op igen. Hope mærkede at alt hendes nervæsitet gik væk og hun lagde roligt sin håndflade omkring Percys kind. Hope åbnede langsomt munden og snart dansede deres tunger kærlighedens dans. Hope smilede bredt og lukkede øjnene. Hun nød det og ønskede det aldrig ville holde op. Men det skulle jo holde op på et tidspunkt, tænkte Hope og kiggede øjnene blidt igen. Hun trak sig langsomt fra Percy og smilede. Hun rækkede sit hoved hen imod Percys øre og hun hviskede lavt ind i hans øre. 'Vi må hellere stoppe, før vi bliver sent på kontoret' hviskede hun og fnes. Percy begyndte at grine og kiggede med et stort smil på Hope. Han tog fat i hendes hånd og satte sig. Hope satte sig ved siden af ham og nussede blidt hans hånd. Hope kom tilbage til den normale og ned fra den pinke sky hun sad på. En følelse af glæde boblede rundt i hendes åre og den så ud til ikke at tage væk lige pt. Hope kiggede rundt i lokalet og så tl hendes store overraskelse alle i lokalet, inklusiv Fru. Ericksen, sad og kiggede intenst på dem. Hope blev nervøs og kiggede ned i bordet. Hope kiggede op igen og hurtigt fangede George hendes blik. Han sad på sin stol med et jaloux ansigtsudtryk og gav Percy dræberblikket. Hope vringede på næsen og kiggede op på Fru. Erickson, som sad og snakkede. 'Og skulle også sige at der-' nåede hun ikke fortælle, før der belv blev banket på døren. Alles blik blev rette imod døren og dørhåndtaget blev presset. Døren blev åbnet og skoleinspektørens hoved kom til syne. Skoleinspektør Hansen for at være præcis. Hans skaldede hoved stak frem døren og et venligt smil bredte sig på hans læber. 'Hej Fru Ericksen, der starter en ny pige i klassen,' startede han og i hele klassen hørte man gisp og hvisken. Drengene i klassen begyndte at huje og pifte af begejstring. Fru Erickson tyssede og Skoleinspektøren forsatte. 'Hun hedder Daphne og hun kommer ind nu' sagde han og åbnede døren. Døren blev åbent og der stod den nye pige, Daphne. Hun havde mørkt, brunt hår og var tynd. Hun havde pastelfarvet tøj på og et par sorte converse på. Hun havde et tykt lagt af make-up på og dårligt tegnet up øjenbryn. Hendes brunehår var stort og uglet, og gik ned til hendes bryst. Hendes trøje sad lagt nede ved hendes bryst og man kunne se kanetn til hendes bh. Hope tænkte at hun sikkert var sådan en tøs, som mobbede og var et forfærdeligt menneske. Hun smilede akavet til klassen og vinkede. Hun blinkede til alle drenge og drengene kiggede måbende på hinanden. Daphne blinkede til Percy og sendte ham et flirtende blik. Hope sendte hende dræberblikket og tog klemte i Percys hånd. Han vendte sig til hende og hviskede 'Du skal ikke blive jaloux, du er den eneste der har mit hjerte'. Han kyssede hende blidt på kinden og Hope smilede til ham. Han har da intet at være bange for. Hende Daphne har ingen chance hos Percy. Men selvom hun vidste Percy aldrig ville have noget med Daphne, var Hope jaloux. Daphne var gude smuk i forhold til Hope og det gjorde hende lidt nedtrykt. Hope tog en dyb vejrtrækning og accepterede det faktum at Daphne skulle gå i klassen. Men der var et eller andet over hende. Hope kunne ikke sætte sin finger på hvad, men der var noget der ikke rigtigt passede efter hendes mening. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...