Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2068Visninger
AA

15. 13. Nyheder - både gode og dårlige

Hope tog den dybvejrtrækning og åbnede blidt sine øjne. Hun kiggede rundt og kiggede op ad Percy, som lå og sov lige så sødt under hendes hoved. Hun satte sig op og gabte. Hun kiggede rundt og så til hendes store overraskelse at Dr. Thomsen stå og grine af hende. Han stod op ad væggen med krysede arme. Han smilede og begyndte at gå over til hende. 'Nå nå.. Gætter på det er din kæreste eller hva'? hviskede han søgende og grinte lavt. Hope rødmede og svarede 'Ja.. Eller vi har ikke sådan fået det bestemt at vi er kærester, men vi kan bestemt godt lide hinanden..'. Han smilede og kiggede på Percy, som stadig lå og sov. Dr. Thomsen grinede af hende og hviskede 'Ja, det burde du nok snart få afklaret. Før han dumper dig.. Jeg kender de der typer, de leger med folk følelser og er nogle forfærdelige bæster'. Hope måbede over hvad Dr. Thomsen lige havde sagt. Percy ville da aldrig dumpe hende! Det er Percy vi snakker om her! Ikke en eller anden idiot. Hope mærkede hun følte sig stødt og hævede stille sin stemme. 'Det kan godt være du tror Percy er sådan en fyr, men han er anerledes!' vrissede hun af ham og kiggede vredt af ham. Dr. Thomsen smilede bare og rystede på hovedet. 'Jaja.. Så siger vi det, min pige! Men du er rask nu, så du kan godt tage hjem. Bare fortæl det til receptionen og så kan du smutte hjem' sagde Dr. Thomsen og gik ud af lokalet. Hope mærkede vreden roligt hope sig op, så hun tog en dyb indånding for at slappe af. Hun rullede med øjnene. George er ikke den slags fyr, som bruger andre piger! George er anerledes.

Hun vente sit blik imod Percy og hun bestemte sig for at vække ham. Hun smilede til ham og nussede roligt hans kind. Percy rørte på sig og han pressede sine øjne sammen. 'H-hey Hope..' mumlede Percy og smilede halvt. 'God morgen Percy, vi skal hjem ad' sagde Hope og smilede. Percy satte sig op og gabte højt. 'Oooookay!' sagde han gabende. Han smilede og trak Hope ind til et kram. Hope grinede og brød krammet. Hun rejste sig fra sengen og tog fat i Percys hånd. 'Kommer du?' spurgte hun og trak blidt i hans hånd. Percy stønnede højt og rejste sig. 'Grrr.. Okay, men kun pga. dig' sagde han og gik direkte over til hende. Hun smilede og lagde hendes hænder bag hans nakke. Percy smilede bredt og lagde hans arme omkring hendes talje. Han træk hende tæt ind til ham og nu stod de kun få centimeter fra hinanden. Percy pressede sine læber imod hende og den velkendte boblen i maven blussede hastigt frem. Hun smilede og hun lagde hendes hånd omkring hans kind. Deres tunger dansede rundt og hun kunne se på Percy han nød det. Hun smilede og lukkede sine øjne. Hun kyssede med og lagde sine arme igen omkring hans nakke. Mens de stod og kyssede hørte Hope pludselig en lyd.

Hope brød kysset og vendte sig hurtigt om. Hope så en skikkelse stå i dørkarmen og hun opdagede det var hendes far. Han lagde sin arme over kors og kiggede vredt på sin datter. 'Hvem er han, Hope?' spugrte han koldt og kynisk. Hope slap hurtigt grebet om Percy og rødmede. 'Ehm.. Det-' nåede Hope ikke at sige, før Percy afbrød hende og afsluttede hendes sætning. 'Det er hendes kæreste' sagde han og kiggede spørgende hen på Hope. Hope mærke nervæsiteten brede sig i kropppe og kiggede ned i jorden. 'Er det rigtigt?' spurgte hendes far overrasket. Hope smilede og tog fat i Percys hånd. Hun flettede hendes fingre med Percys og svarede 'Ja, han er min kæreste'. Hendes far kiggede overrasket på Hope og nikkede accepterende. Han gik hen imod Percy og rækkede sin hånd frem. Han smilede og Percy tog ved hendes fars hånd og rystede den. 'Velkommer i familien, du' sagde hendes far smilende. Percy smilede akavet og takkede. Hendes far gik hen til Hope og gav hende et kram. Han drejede hovedet og hviskede ind i hendes øre 'Jeg holder nede ved indgangen, skynd dig og få sagt farvel og så tager vi hjem ad, ikke også?'. Hope brød krammet og nikkede. Hendes far løsnede grebet om Hope og gik ud af rummet. Hope vendte sig imod Percy, som stod og rystede. Hun smilede beroligende til Percy og grinede lavt. 'Var han virkelig så skræmmende?' spurgte hun drillende og gav ham et kys på kinden. Percy nikkede og smilede akavet. 'Om han var? Jeg var bange for han ville æde mit råt!' svarede Percy og tog en dyb vejrtrækning. Hope grinede af ham og tog fat i hans hænder. Hun gik tættere ind imod ham og kiggede ham dybt i øjnene. 'Du skal ikke være bange for ham. Han er bare.. Ja, han skal bare lige vænne sig til tanken at hendes datter begynder at date og har en kæreste' sagde hun og smilede stort. 'Så det er det vi er? Kærester?' spurgte Percy Hope og kiggede dybt ind i hendes øjne. Hope smilede og svarede spørgende 'Altså, kun hvis du vil..?'. Percy grinede af bare af hende og nikkede. Hope smilede stort og sagde 'Jamen, så er det jo det vi er. Kæresterv fedt!'. Percy grinede og kyssede hende blidt. Hope mærkede et sug i maven og fyrværkeri som sprang rundt i hendes mave. Hun mærkede en glæde brede sig i Hopes krop og hun smilede.

Hope var lykkelig.

Glad.

Lalleglad, helt vildt lalleglad.

Skide glad.

Pokkers glad.

Hun er bare generelt fuldstændig lykkelig og smilet på Hopes læber kunne ikke smørres af. Hendes mundvig pegede lodret op af og kunne ikke sænkes. En følelse af tryghed og varme fyldte hendes krop og og brød kysset. Hun kiggede dybt op i Percys øjne og fnes. 'Jeg må hellere komme ned til min far' sagde Hope og smilede halvt. Percy nikkede og nussede hendes hånd. Han rømmede sig og smilede tilbage. Hope tog sine ting og gik ud af rummet med Percy i hånden. De drejede af til højre og gik hen til elevatoren. De var på 9 etage, så trapperne gad de i hvert fald ikke tage. Hope trykkede på knappen og ventede et kort øjeblik, hvorefter elevatordøren åbnede sig og Hope og Percy trådte ind. Elevatoren sagde ding og dørene lukkede sig. Så kørte de ned ad og efter nogle få minutter var de nede ved hovedetagen. De gik ud og så at Hopes far sad klar foran hospitalets indgang i en ny bil.

Hope løftede sine øjenbryn og måbede. Hendes far havde købt en ny bil! Det var en rød Lamborghini, med sorte hjul og lækkert mørkbrunt lædder ved sædderne. Hope var overrasket over hendes far havde købt en ny bil og hun tog sine hænder op til munden for at holde for hendes måbende mund. Hun grinede kort og slap Percys hånd. Hun gik over til vinduet og hendes far rullede det langsomt ned. 'H-hvad er det her!? Jeg troede du ikke havde nogle penge??' halvråbte Hope i hovedet på ham. Hopes far tyssede på hende og svarede lavt 'Som jeg siger, jeg har penge nu og nu skal du ikke mangle noget som helst'. Hendes far slukkede far bilens motor og rækkede hende nøglerne. Hope kiggede målløs på sin far. Gav hendes far lige en bil!? EN FREAKING BIL!? 'Jamen, jamen.. EN BIL!?' råbte Hope så højt at hele parkeringspladsen sikkert havde kunne hørt hende. Hopes far trådte ud af bilen og smilede. 'Ja, en bil. Her er nøglerne og pas nu på, det kostede flere millioner!' sagde Hopes far og grinede. EN MILLION KRONER!? VAR HENDES FAR SINDSYG!?

Hope tøvede med at modtage nøglerne, men til sidst tog hun imod dem og satte sig ind i bilen. Hun tændte for motoren og lyttede til den gode lyd af motorens brummen. Hun smilede og satte bilen i gear. Hun smækkede bildøren i og vinkede farvel til både Percy og hendes far. Hun kørte af sted og hun følte en god følelse i kroppen. Det var adrenalinen som pumpede rundt i kroppen på hende og hun fik følelsen af at skrige. Hun rullede vinduerne ned og hun stak hovedet halvt ud af vinduet. Hun skreg så højt hun kunne og så lang tid hun kunne. Hun trak hovedet ind igen og begyndte at grine igen. Hun skriftede gear og satte speederen i bund. Og hurtigere end hun kunne sige muffinkage var hun hjemme. Hun kørte hendes bil ind i indkørslen. Hun slukkede for moteren og smilede. Hun studerede hendes nye bil og nussede rattet, som var beklædt med sort lædder. Hun så sin far komme ud af huset og han gik målrettet imod hende. Ham bankede blidt på bilvinduet og hun rullede hurtigt vinduet ned. Hendes far smilede og sagde 'Hope, jeg har lige snakket med ejendomsmægleren. Jeg har lige fået købt os et nyt hus, så hvis du følger GPS'en som sidder bilen, så kan du køre over til vores nye hus'. Hope kiggede måbende på hendes far. Har hendes far lige købt et nye hus? Kan det blive vildere!? En awesome bil OG et nyt hus – det kan da overhovdet ikke blive bedre! Hope hvinede højt og smilede bredt. 'Okay! Starter den og så ses vi derovre, ikk?' sagde Hope og tændte hurtigt for GPS'en. Hun fulgte korektionerne og hurtigt var hun på rette vej.

Hun drejede ned af 'de riges vej' og til hendes store overraskelse opdagede hun at det var på denne gade hun skulle bo. Det plejede altid at være de rige, trælse unger som boede her. Inklusiv George og nogle af de populærer tøser fra skolen. Hope sukkede og blev helt ked af det over hun måske skulle være nabo til nogle af de fjolser. Hope kiggede rundt på de huse, som stod ret på linie ned af vejen. Hun kiggede på dem og lige pludselig stoppede hendes hjerte. Hun kiggede frem og tilbage mellem GPS'en og et hus. Lige der så hun et velkendt hus. Hope stoppede bilen brat og mærkede tårene trænge på. Nej, det kan ikke passe. Det mener hendes far ikke. Hope kiggede over på et hus, som stod ved siden af Georges hus. Den selv samme George som slog hende, selv samme George som mobber hende hver dag, selv samme George som er et kæmpe svin! Hope mærkede tårene trille ned af hendes kinder og hun smed sine arme over kors ned på rattet og hun lagde sit hovet oven på hendes arme. Hun lod tårene trille ned af hendes kinder og hun snøftede højt. Hendes skuldre hoppede op og ned og hun tørrede sine tåre væk i hendes arme. Hope rejste sit hoved og tog en dyb vejrtrækning. Hun skulle være stærk. Hope rystede sin krop og hostede kort. Hun startede bilen igen og drejede ind til deres nye hus. Huset var omringet en stor, grøn græsplæne og huset stod lige så pænt midt på pænen. Det var malet hvidt og taget for sort. Der var sorte fliser, som dannede en lille sti oppe fra vejen til husets indgang. Hope parkede bilen og trykkede på en knap, som låste bilen Bib, sagde det og Hope kiggede sig rundt. Hun mærkede nervæsiteten banke på døren og hun mærke sin krop begyndte at ryste. Hun tog en dyb vejrtrækning og rystede med sine skuldre. Hun drejede blidt sin nakke rundt, så det endte med at sige knæk. Hun gøs ved tanken hendes nakke sagde knæk. Hun gik op imod døren og kiggede rundt ved de omliggende huse. Der var ingen mennesker udenfor - i hvert fald ikke hvad hun kunne se. Hope stod nu ved hoveddøren og skulle lige til at trække i håndtaget, før en velkendt stemme kaldte hendes navn. 'Hey! Hope! Vent!' stemmen kom tættere imod hende og Hope vendte sig hurtigt om. Hope blev mødt af et kendt ansigt, som nu stod oppe ved siden af hende. Det var George. Hope mærkede vreden hope sig stille op inde i hende. Hun strammede hendes hænder og kiggede vredt ind i hans øjne. George smil skyndte sig hurtigt væg igen og han kiggede bedrøvet ind i hendes øjne. Hope vrissede af ham og sagde 'Farvel.'. Hun tog til i håndtaget og presse det ned. Hun drejede sig væk fra George og hun tog et skridt ind i huset. Før hun nåede længere ind blev hun stoppet af en hånd på skulderen, som holdte hende tilbage. Hun vendte sig panisk om og undveg hans hånd. 'Ve-' nåede George ikke at sige før Hope fik smækket døren i hovedet på ham.

BAM!

Hope låste hurtigt døren og til hendes store overraskelse stod hendes far lige pludselig foran hende. Han stod dog med ryggen imod hende, så han havde ikke opdaget hun var kommet ind. Han stod og snakkede i telefon. 'Jaja, det ved jeg godt! Bare ring til mig, hvornår det næste kup er, ikke også?'. Hope så han lagde på og vendte sig om. Han gav et lavt råb og han hoppede lidt op i luften. Han tog sig ved brystet og smilede til Hope. 'Puha.. Du skal ikke forskrække mig, Hope!' sagde han, mens han smilede. Men det smil. Der var noget helt falsk over det. Det var ikke et rigtigt smil. Det så helt forkert ud. Hun kiggede mistænktsomt på hendes far, men smed ligesom tanken væk igen. Hendes far var jo også ved at ændre sig, så det her kunne jo vel nok være noget med hans ændring at gøre, at han ikke han smile sådan ordenligt endnu. Før hun så ham smile i går, var det første gang han havde smilt efter hendes mors død. Hope kiggede rundt i korridoren og så en masse flotte malerier hænge på væggene. Selve væggene var skrig hvide og gulvet var mørke blåt og belagt med gulvtæppe. Lige da hun trådte ind var der en trappe, som åbenbart førte op til en anden sal. Hendes far rømmede sig og rykkede ved sit slips. 'Kom hope, nu skal jeg vise dig dit nye værelse.' sagde hendes far og gik op ad trappen. Da de var nået derop, så Hope sig rundt. Det så meget ud som nedernunder, men bare en lang gang med to døre. En på hver side af gangen. Hendes far gik frem ad og stoppede op ved den første dør. Han trykkede håndtaget ned og Hope blev mødt med et smukt syn. Rummet var lyseblåt og gulvet var sort. Hun havde fået en dobbeltseng, men stod ovre i hjørnet. Det hang et stort spejl ved siden af en ny dør, som viste sig til at være et toilet. Hun havde freaking sit egen toilet! Hn blev helt vild over det. Der stod en stort metallisk skrivebord for enden af rummet, hvor en stationær computer stod klar og en bærbar stående ved siden af. Ved sidan af sengen var der en ny dør, som åbenbart skulle være hendes helt eget walk-in-closet. På væggene hang en masse plakater med alle hendes yndlingsbands og en masse flotte billeder. Hope hoppede af glæde og krammede sin far. 'Tusind tak, far!' råbte hun, mens hun fór ind i rummet. Hun stoppede op og der stod den. Hendes skattebasse. Hendes alt. Det der hjalp hende igennem alt det hårde. Der stod hendes guitar. Hun løb over til den og tog den op. Hun satte sig på sengekanten og begyndte at spille. 'Hvis-' begyndte hendes far og Hope stoppede med at spille. 'Hvis du mangler dine papirer, fra det gamle hus, har jeg lagt dem ned i din komode derovre' sagde hendes far og pegede hen imod en komode, som stod omme bag døren. Hun smilede og småløb derover. Hun åbnede den øverste skuffe og fik taget alle papirerne ud. Hun smed på sengen og begyndte at sortere dem. Hendes far grinede og sagde 'Jeg tror bare jeg lader dig være i fred' mens han gik ud af døren. Hope lagde sig i sengen og smed armede ud til alle sidder. Hun begyndte at tænke. Måske kunne det blive godt at bo her? Selvom George bor lige ved siden af, kan det jo godt være det kan være fedt at bo her? Alle mulige tanker fløj gennem hendes hoved og snart lå hun i sin dybeste søvn. Alt den tænkning og alt det der var sket i dag, gjorde hende træt. Nu lå hun i sengen og sov så nydeligt. Dejligt. Det er længe siden det er sket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...