Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2041Visninger
AA

14. 12. Hospitalet

 

Hope kiggede sig om og så en skikkelse komme nær hende. Hope kiggede nysgerrigt hen imod skikkelsen og mærkede ikke engang en snert frygt. Hun kiggede og hurtigt bredte sig der et smil på hendes læber. Skikkelsen kom frem i lyset og væk fra mørket – det var hendes mor. Hun var klædt i en hvid lang kjole, som gik ned til hendes fødder. Hendes lyse hår hang ned over hendes skuldre og der hang en glorie over hendes hoved. Hendes mor smilede blidt til Hope og hoppe blidt op i luften. Til Hopes store forundring poppede der et par hvide englevinger frem omme bag hendes ryg og baskede let frem og tilbage. Hope smilede og gik roligt over til sin mor. Hopes mor kiggede lige pludselig bekymret på Hope og lige pludselig udbrød der et skrig bag Hope. Hope vendte sig hurtigt om og så til hendes store overraskelse at hendes mor nu stod der ovre klædt i rødt tøj og skreg uhyrligt høj. Hope stoppede op og vendte hendes hoved skiftevis fra de to skikkelser. Først rød mor til hvid mor. Rød til hvid. Rød, hvid. Hope kiggede ned og hurtigt skød tårene ned af hendes kinder. Hope tørrede dem væk i ærmet og kiggede på dem begge – Røde mor og hvide mor. Hope vendte sig imod røde mor og studerede hende. Hendes hår var lyst og uglet. Det stod til alle sidder og i hendes øjne kunne Hope se hendes frygt. Hun var iklædt i en sort kjole, som tydeligvis var revet i stykker af et eller andet skarpt. Røde mor gik stille imod hende, men hurtigt blev røde mor revet tilbage af et par hænder, men kløerne sat dybt i røde mors krop. Hope vendte sig hurtigt imod hvide mor og råbte 'Hjælp! Kom nu, det er min mor!'. Hvide mor kiggede vredt på Hope og lige pludselig kom en cyliner at ild blæsende op fra jorden af. Jorden revnede og nede i revnen boblede der varm lava. Hope kiggede mistroisk på hvide mor, som nu iklædt samme beklædning om røde mor, dog uden glorie som var ristet af varmen og nu lå kvast på jorden. Hope vendte sig imod røde mor og så en lys glorie komme frem over hendes hoved. Hvad sker der!? Hope kiggede forvirret på røde mor og smed sig ned på jorden. Hope lagde sig i fosterstilling og begyndte at stortude. Det hele begyndte at blive lyst og lige pludselig..

BIB BIB BIB! Hope hørte nogle bibbene lyde og en knugen ved hendes hånd. 'Åh! Halleluja, hun er vågen! Det er et mirakel!' hørte hun en velkendt stemme råbe – det var hendes far. Hope vringede med næsen og åbnede stille øjnene. Hun blev mødt med et stærkt lys og hurtigt tog hun hånden til sig og lagde dem over hendes øjnene. 'Aaaugh! Hvorfor skal de være så lyst!' beklagede Hope sig og vendte sig hoved imod puden. Hun knep sine øjne sammen og sukkede. En dunkende hovedpine blussede sig pludselig op og hun tog sig ved hoved, hvor en mærkelig følelse mødte hende. En slags stof var lagt omkring hendes hoved og hun lagde hurtigt hende hoved tilbage i samme stilling. Hun åbnede roligt øjnene og blinkede et par gange så hun kunne vænne sig til lyset. Hope så rundt og til hendes store overraskelse så Hope et hvid lokale. Helt hvidt og der hang instrumenter rundt omkring. Det mindede hende om et hospitals stue, nej vent, DET VAR DET! Hope mærkede hendes hjerte begyndte at pumpe og hun blev bange. Hvorfor var hun her!? Hvor er hun!? ARGH!

'Rolig, rolig..' hørte hun sin far sige med hans beroligende stemme og nussede hendes hånd. Hope rettede sig blik imod hendes far og han smilede til hende. Hendes fars smil gjorde hende rolig og hun smilede tilbage. Hun tog en dyb vejrtrækning og kiggede dybt ind i hendes fars øjne. Hope rømmede sig og spurgte stille 'Hvor er jeg, far?'. Hendes far tog en dyb vejrtrækning og smilede blidt til hende. 'Da du faldt på imod jorden slog du dit hoved og der lavede du en revne i dit kranium. Lægerne fik syet det sammen og ellers er der ikke noget galt med dig min-' nåede hendes far at sige, før en velkendt lyd kom. Det var hendes mobil og hun havde fået en sms. Hopes far kiggede nysgerrigt på Hope og hun kiggede med bedene øjne hen imod hendes far. Han nikkede accepterende og smilte halvt. Hope kiggede rundt for at finde sin mobil og så den ligge på kaffebordet ved siden af sengen. Hun tog den og indtastede hendes kode. Hun kiggede på skærmen og så til hendes store overraskelse alle de missede opkald og ulæste beskeder, alle sammen fra Percy. Hun kiggede dem igennem og så hvor bekymret han har været for hende. Hope sukkede over hun ikke havde haft chancen for at svare ham før og hun begyndte at skrive en besked til ham. Inden hun fik skrevet hendes første bogstav kom der en ny besked, den var fra Percy. Hendes far grinede og sagde 'Lige siden du blev indlagt har den mobil ikke været stille i mere end 3 minutter før den bibbede igen. Der er vist nogen der har været bekymret for dig, min skat'. Hope smilede og grinede. Hope vendte sin opmærksomhed til mobilen igen og tjekkede beskeden.

 

Hey <3 Du har ikke svaret i 2-3 dage nu... Er det her din måde at afslå mig med eller hvad? :-(

 

Hope ændrede hendes ansigtsudtryk og skrev hurtigt tilbage. Han skulle da ikke tro det var derfor, det er jo Percy vi snakker om, ham ville Hope aldrig afslå.

 

Hey Percy <3 Er først lige vågner op fra min søvn. Har åbenbart ligget på hospitalet i 2-3 dage og sovet. Jeg slog mit hoved og så besvimede jeg.. Ikke noget alvorligt, kommer nok snart i skole igen. Og Percy..Ville da aldrig afslå dig :*

 

Hope smilede over hendes svar og kiggede håbende på hendes mobil, at der snart ville komme et svar. Hope håbede han ville kunne forstå det hele nu. Og hurtigere end hun kunne have sagt muffinkage, bibbede mobilen igen.

 

Nåår.. Troede lige du ikke gad mig mere.. Men med hovedet, hvordan går det? Skal jeg kommer over og besøge dig? <3

 

Hope smilede og kiggede over til hendes far, som nu stod og snakkede med en læge. Hun tænkte hurtigt over det og fandt en svar. Hun begyndte at taste svaret ind.

 

Du må da gerne komme hvis du vil! Ingen tvang selvfølgelig, men der er gratis kakao :o <3

 

Hope lagde mobilen fra sig, men hurtigt bibbede den igen.

 

Er der kakao!? :o Skath, jeg er allerede ved at tage mine sko på :*

 

Hope fres og smilede stort. Hun mærkede hovedpinen var ved at tage på og hun fik sagt til sin far at han skulle finde en hovedpinspille. Hun fik svaret og lagde hurtigt mobilen væk igen.

 

Haha! Vi ses lidt senere så, skal have nogle piller nu.. Hjælp <3

 

Hope satte sig op og studerede lokalet. Gulvet var hvidt, eller ja, som resten af lokalet. Der var ikke så meget at fortælle. Det var hvidt, helt hvidt. Hope hørte nogle fodtrin komme imod hende og hun så en læge komme hen til hende med hendes far småløbende efter ham. Lægen var en mand og havde et nydeligt udseende. Eller, han var faktisk ret lækker for at være ærlig. Hope mærkede at hun blev nervøs og hun stirrede ind i lægens brune øjne. Han var latino og havde lækkert mørkt hår, som var sat næsten perfekt – der var en tot der strittede helt vildt. Lægen sagde 'Hej, mit navn er Dr. Thomsen og her er nogle piller, som vil dæmpe din hovedpine lidt' sagde han og gav hende et glas vand og en pille. Hope smilede halv og tog imod det. Dr. Thomsen smile og gik hurtigt igen. Hope slugte pillen og tog en slurk af vandet. Hun stillede vandet på borden og smilede til sin far. Hendes far satte sig ved siden af hende og sagde 'Vi kan tage hjem i morgen'. Hope smilede bredt og krammede sin far. Hun grinede og brød krammet. 'Hej!' hørte hun en velkendt stemme sige og så Percy stå med en buket blomster. Hope gav hendes far far-smut-med-dig-blikket og hurtigt var hendes far ude af lokalet. Percy gik hurtigt over til hende og gav hende buketten. Hope smilede stort og gav han et kys på kinden. 'Aww! Du er bare for sød!' sagde Hope og lagde hendes hånd på hans kind. 'Alt for min pige' svarede Percy og smilede. Hope smilede og nussede hans kind. Percy lagde sin hånd omkring hendes og pressede blidt sine læber imod hendes. Fyrværkeri skød rundt i hendes mave igen og hun mærkede glæden inden i hendes mave. Hope smilede i kysset og hun kunne mærke Percy også smilede. Hun elskede at kysse Percy og hun elskede at være i nærheden af ham. Han var alt hun nogensinde kunne ønske sig. Hope brød kysset og tog ham i hånden. Percy smilede og kiggede hende dybt i øjnene med sine krystalblå øjne. Hope kunne ikke lade være med at smile, mens hun kiggede på blomsterne. 'Neeeej, de er så flotte! De må have kostet dig kassen..' sagde Hope, mens hun studerede dem. Percy smilede og svarede 'De var ikke så dyre, jeg fik rabat' Hope krammede ham endnu en gang og satte sig til rette i sengen. Percy satte sig ved siden af hende og rømmede sig. 'Så.. Det er vel ikke alvorligt vel?' spurgte han bekymrende. Hope rystede let på hovedet og smilede. 'Puhaa.. Det var godt' sagde Percy og knugede Hope i hånden. Percy kiggede beundrende på hendes ansigt og han lagde roligt noget af hendes hår bag hendes øre. Hope fnes og kiggede ned i jorden. Percy smilede og lagde to fingre under hendes hage. Han løftede hendes hoved op igen og smilede. Hope kiggede med uskyldige øjne på ham og han grinede. Hun grinte med ham og bed sig i læben. 'Okay, den var du selv om' sagde han og satte sig op i sengen til hende. Hope grinede og gjorde plads til ham. Han lagde sig ned og Hope lagde sit hoved på hans bryst. Percy nussede hendes hår og smilede. Hope lagde sig længere op til ham og kyssede ham blidt på næsen. Percy grinede og kyssede også hendes næse. Hope smilede og lagde sit hoved på hans bryst. Hun gabte højt og smilede til Percy. 'Du må gerne lægge dig til at sove, jeg skal nok blive her' hviskede Percy ind i Hopes øre. Hope nikkede og lagde sig. 'Godnat' hviskede Percy kyssede hende blidt på kinden. Hopes smilede for sig selv og lagde sig til at sove. Han lagde sig ind til Percy og slappede af. Snart lå hun i sin dybeste søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...