Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2069Visninger
AA

13. 11. Far, uheld og smerte

 

Hope trådte ind ind i huset og så skikkelsen af hendes far gå imod hende. Hope kiggede ham dybt i øjnene og vringede på øjnebrynene. Hendes far så helt frisk ud og havde et gråt jakkesæt på. Hans mørke øjne sad stift på hende og et ubehagelig følelse bredte sig i hendes krop. Hendes far sorte hår var sat op og hans hud var ren og ingen bumser var der af se. Der var noget helt galt. Hun har aldrig set sin far se sådan ud. Aldrig nogensinde før. Hopes far gik et par skridt hen imod hende og stoppede op et par meter fra hende. Han rømmede sig og tog en dyb vejrtrækning. 'Hej Hope,' begyndte han og Hope kunne se han var nervøs. Måden hans hænder rystede på og den urolige måde han konstant bevægede hans hænder på viste han helt klart var nervøs. 'som du kan se har jeg ændret mig, på en god måde. Nu vil jeg blive en bedre far, end jeg har været førhen' Han kiggede rundt i soveværelset, eller rettere sagt ruinen af soveværelset og sukkede. 'og jeg vil starte med at fikse det her lort. Vi skal flytte væk fra dette hus og bo et bedre sted. Det fortjener du, Hope, det gør du virkelig.' Hope måbede og kunne ikke få et ord sagt. Mente hendes far virkelig det her? Var det virkelighed? Hun nev sig i armen og mærkede en lille smerte i armen. Nej, det her var helt klart virkelighed.

'Og Hope, du skal vide at jeg er virkelig ked af hvordan jeg har behandlet dig de seneste år og er virkelig ikke stolt af det. Kan du nogensinde tilgive mig?' Hope mærkede en lille glædes bobbel vokse sig inde i hende og hun mærkede hendes mundvig rejse sig og udviklede sig til et smil. Hun gik over til sin far og krammede ham. Hendes far stod stille som en ispind, men efter lidt tid blødte han op og krammede hende tilbage. Hope lagde sin hoved imod hans bryst og en tåre gled ned af hendes kind. Måske kunne det hele godt blive bedre? 'Selvfølgelig far og jeg elsker også dig' mumlede Hope ind i hans bryst og smilte for sig selv. Hope følte at en stor byrde blive løftet fra hendes skuldre og en lettelse bredte sig i hendes krop.

En god følelse.

En rar følelse.

En beroligende følelse.

En følelse af frihed og sikkerhed.

Nogle følelser hun længe ikke har følt.

Hendes far brød krammet og lagde hans hånd på hendes kind. 'Av..' sagde Hope lavt, men ikke lavt nok til at hendes far ikke ville høre det. Hendes far holdte om der George havde slået hende og hun mærkede en svedende smerte omkring kinden. 'Hvad nu?' spurgte han nysgerrigt og kiggede med uroligt øjne på Hope. Hope vendte hendes kind til og viste det røde mærke formet som en hånd på hendes kind. Hendes far kiggede vredt på det røde mærke og spurgte galt 'Hvem har gjort det her!?' Et flashback.

 

Hun mærkede hurtigt en hårdt slag i kinden og en brændende følelse bredte sig. Hope tog en hånd omkring hendes kind og tårene flød ned af kinderne. Det gjorde rigtig ondt og så opdagede Hope hvad der egentlig var sket – George havde givet hende en lussing.

Slået hende.

Uden nogen tøven givet hende et slask lige i fjæset.

 

En tåre gled ad hendes kind og smerten kom tilbage. Alt den smerte. Hope begyndte at hulke igen og lagde sig hoved trygt ind imod hendes far bryst igen. Hun peb og hun kunne ikke stoppe alle de tårer, som flød ned af hendes kinder. Hendes far lagde hans hånd omkring den anden kind og tørrede hendes tåre væk. Hope kiggede med våde øjne op i hendes fars trygge øjne. 'George..' sagde Hope og hurtigt lagde sit tilbage i den trygge stilling. 'George..' hørte hun sin far sige og med den tone, som han sagde hans navn med, vidste hun at han var vred.

Gal.

Fuldstændig sur og gnaven.

Irritet og mobset.

Aldrig så vred har hun hørt sin far været før. Hun har hørt ham være beruset og derefter blevet lidt sur, men hun havde aldrig hørt sin far være så sur, som lige nu. Hendes fars ansigtsudtryk var meget vredt og bittert. Hope var ikke i tvivl om at han var vred og heller ikke i tvivl om hvem vreden var rettet imod – det var rettet imod George.

Hendes far løsnede grebet om hende og kiggede hende dybt i øjnene. Hope snøftede og bed sig i læben. Hun tog hendes hånd og tørrede sine øjne. Han kiggede hendes far i øjnene og han lagde en arm omkring hendes skuldre. Hendes fars vejrtrækning var hurtigt og vred, men langsomt blev den mere rolig og kontrolleret. Han kiggede ned i gulvet og holdte sit blik der i noget tid. Så kiggede han op igen og Hope så tårer i hans øjne. Hope kiggede forundret på sin far. Hun havde aldrig set sin far græde.

Aldrig før.

Aldrig nogensinde før.

Hun mærkede hvor rørt hun blev og tårene begyndte stille at glide ned af hendes kinder igen. Hendes far snøftede og han trak hendes ind til et kram. Han lagde begge arme trygt omkring hende og hviskede lavt ind i hendes øre 'Hope, jeg elsker dig og jeg vil have du holder dig fra ham George, han er en idiot. Hvis han nogensinde rør dig, Hope, så fortæl mig det! Jeg vil ikke have ham i nærheden af dig! Jeg har allerede mistet din mor, jeg vil ikke også miste dig..'. Tårene flød ned af hendes kinder og hun gemte sig ned imod hans bryst. Hendes skuldre hoppede og hendes vejrtrækning blev ukontrolleret og hurtig. Hope mærkede hendes hjerte banke som trommer i hendes bryst og hendes ben begyndte at føles mærkelige. Som om de sirrede i hendes ben og snart bukkedes hendes ben under. Hun for imod gulvet og hun landede hårdt med skulderen imod det hårde gulv. Hope lå nu på gulvet og hun mærkede en forfærdelig hovedpine pludselig ramme hende. Hendes far for ned på gulvet og kiggede uroligt på hende. Han lagde sine hænder under hendes hoved og løftede det nemsomt. 'Avv!' stønnede hun og pressede sine øjne sammen i smerte. Hendes far lavede store øjne da et skræmmende syn mødte ham. Han lagde hurigt hendes hoved ned og fandt sin mobil frem. 'H-h-hope, bare s-s-slap af, ikke også s-s-skat?' stammede hendes far, mens han tastede 1-1-2 ind på mobilen. Han tog fat i hendes hånd og nussede den. 'D-d-det hele skal nok g-g-gå, okay?' sagde han roligt og langsomt. Hope lå på gulvet og kiggede rundt. Det hele var sløret og smerten i hovedet gjorde bare ondt som pokker. Tårene flød ned af hendes kinder af smerte og hun tog hårdt fat i hendes fars hånd. Hun mærkede noget vådt under hendes hoved og hun rejste langsom hendes hånd. Hun lagde den stille ved hovedet, men hev den hurtigt væk igen på grund af den sitrende smerte i hovedbunden. Hope kiggede på hendes hånd og så der var blod. Det dryppede ned på hendes kind og hun væmmede sig. Hun lagde hurtigt sin hånd ned igen og kiggede op på sin far, som snakkede i mobil. '..Ja, kommer I så?.. Tusind tak..' svarede hendes far og trykkede på afslut opkald. 'Hvad sker der?' spurgte Hope med tåre i øjnene og et forvirret blik imod hendes far. Han tog en dyb vejrtrækning og smilte svagt til hende. 'Du har slået dit hoved, men det hele skal nok gå, ikke også min skat?' sagde han og prøvede at lyde beroligende men fejlede stort. Hope blev bare mere urolig og hendes hjerte begyndte at banke hurtigt i hendes bryst. Hopes vejrtrækning blev uregelmæssig og hurtigt. Hope mærkede hun blev svimmel og hun begyndte at himle med øjnene. 'Nej, Hope, bliv her, du må ikke besvime.. Skat?' sagde hendes far og klappede hende svagt på kinderne. 'Hallo! Er det herinde pigen er?' råbte en ukendt stemme og lige pludselig braste to falk redder ind i soveværelset. Inden Hope fik kigget på de to falk redder gik hun ud som et lys.

Alt blev sort.

Helt sort.

Det blev stille og Hope følte en lettelse af en slags.

Som om hun lå og svævede på en sky oppe i himlen.

Alt var stille.

Helt stille

----------------------------------------------------------------------------------------------------------

Heeeey læsere!

Tænkte lige jeg ville skrive lidt! Har fået 265 views! Like WUUT! Ej hvor vildt! Takker og bukker, eller hvad nu man siger! Har haft lidt skrive blokering lige pt og har haft ingen idé om hvad der skulle ske.. Men så fik jeg helt spontant en idé mens jeg lå i sofaen her i aftes. Så småløb jeg lige ind og begyndte at skrive, så jeg ikke lige glemte idéen igen, fordi det er sket virkelig mange gange.. Men synes det er ret vildt der faktisk er nogen der gider at læse min movella, så tusing tak! 

Vi ses

Cecilie (:

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...