Stikkende Smerte

Historien handler om 15 årig Hope som lige har mistet sin mor og kæmper igennem det hårde teenagerliv. Hun er en cutter og lever alene sammen med sin far, som altid arbejder sent og aldrig er hjemme. Hun har det hårdt socialt og bliver mobbet på grund af hun er anerledes. Hun har altid følt hun har været anerledes på en eller anden måde, hun har bare aldrig kunne sætte finger på hvad. I skolen har hun ingen venner og bliver holdt ude af de 'populære' piger.Men det hele kommer til at ændre sig når den nye dreng starte i klassen..
+13

7Likes
1Kommentarer
2139Visninger
AA

12. 10. George, hold dig fra mig

 

 

Hope vinkede farvel og gik ud af hoveddøren. Hun gik ned af vejen og kiggede rundt. På en måde var hun heldig. Hun har lige mødt den mest fantastiske fyr nogensinde, Percy, og måske bliver det hele bedre nu? Måske når George begynder at mobbe hende igen, at Percy vil forsvare hende? 'Percy' sagde Hope for sig selv. Bare ved lyden af hans navn mærkede Hope en dejlig følelse i maven. Hun nåede endelig huset og gik ind. Hun gik ind og tog hendes sorte sneakers og store vinterjakke af. Hope smilte og gik ind i soveværelset. Hun fandt sin mobil frem og så der lå en besked fra Percy.

Hey Hope <3 Tænkte lige over noget.. Er du fri i morgen? Så kunne vi tage i biografen og se en film sammen? Bare os to?<3

 

Hope smilte og svarede

 

Hey Percy <3 Det vil jeg super gerne!<3 Tager vi bare derned erfter skole?<3

 

Hope lagde mobilen fra sig, men så snart hun fik lagt mobilen ned, bibbede den igen.

 

Fedt!<3 Det lyder som en god idé, ses vi i morgen? Skal spise nu <3

 

Hope smilte bredt og grinte. Hun følte glæden boble rundt i hendes mave.

 

Ja, vi ses<3 Og bon apetite!<3

 

Hope lagde mobilen fra sig. Hvad skulle hun nu lave? Hope kiggede rundt i rodet og fik en idé.

Hope tænkte og fik hurtigt en idé. Hun kunne da tage til byen!

Hope gik ud i gangen og tog igen sit store vinterjakke på og sorte sneakers. Hope for ud af døren og gik ned ad vejen. Hun kiggede atter på det smukke landskab. Synet af alt det smukke fik hende til at smile. Da hun var nået ned at vejen, drejede hun til ventre og hen imod byen. Hope kiggede ud over horisonten og så byens høje bygninger komme til syne. Hun hørte en lav larm og lugten af benzin skød ind i hendes næsebor. En følelse af usikkerhed bredte sig i hendes krop. Hun havde fuldstændig glemt at lige lidt længere henne ad vejen ved en café hængte George og hans slæng altid ud. 'Shit' sagde Hope for sig selv. I selv samme sekund hun sagde det, så hun en velkendt ansigt. De var Georges ansigt. Hans freaking irriterende pæne ansigt og trælse flotte øjne. Hope vendte hurtigt sit hoved og gik gradvist hurtigere. Hun hørte Georges grin komme tættere på og snart stod han foran hende. 'Hey!' sagde George og trak forpustet vejret. Hope rullede med øjnene og kiggede væk. George smilede og puffede blidt hende på skulderen. Hope kiggede tilbage og deres øjne mødtes. Hopes øjne kiggede stift ind i Georges brune og smukke (selvom det dræbte hende at indrømme det) øjne. George blinkede til hende og Hope blev frastødt ved tanken. 'Hey hva' så? Har ikke set dig her før' spurgte George glad. Hope kiggede stadig lidt usikkert på ham. Hvad er han ude på? Hope nægtede at svare og gik videre, velvidende at hun efterlod George.

'Hey! Vent!' råbte George efter Hope og hun hørte hans sorte converses fodtrin bag hende. Hun mærkede en hånd på hendes skulder og hun vendte sig om. George kiggede hende dybt i øjnene og sukkede. 'Jeg ved jeg har gjort noget forkert og det har jeg indset nu. Vil du ikke nok tilgive mig, så vi kan begynde på en frisk? spurgte George og smilede halvt. Hope tog en dyb vejrtrækning og kiggede George i øjnene. Hun kunne se han sorgen i hans øjne og hun kunne føle han mente det. Skulle hun tilgive ham eller skulle hun lade ham lide lidt mere? Hun kunne mærke at tørsten til at hævne sig forstørre sig, men skulle hun virkelig hævne sig? Hun havde aldrig set denne her side af sig selv før, men på en måde kunne hun godt lide denne her side. Den var..

Vild.

Stærkt.

Modig.

Bad ass.

Alt der Hope normal aldrig var, hun var nok det helt modsatte.

Hope tænkte meget over det og fik taget en beslutning. Hope kiggede ind i Georges øjne og rystede svagt på hovedet. Hun mærkede tårene trænge på og en tåre gled ned af hendes kinder. Hun bed sig i læben og så Georges reaktion. Han kørte hånden gennem håret og sukkede højlydt. Hans øjnes udtryk gik fra håbefulde til triste. Georges lagde sin arm omkring sin albue og spurgte 'Hvorfor?' Hvorfor? Var det ikke åbenlyst? Hope mærkede en vrede hope sig op inde i hende. Hun gav George dræberblikket og tog en dyb vejrtrækning. 'Det kan du ikke mene George. Ikke igen. Som sidste gang hvor jeg råbte af dig, så ved du godt selv hvorfor jeg ikke kan tilgive dig. Jeg er såret. Du har såret mig. Det går altså ikke bare væk fra dag til dag, George.' sagde Hope koldt og spydigt. Hope vendte sig om for at gå væk, men en hånd standsede hende. 'Nej, vent,' Hope vendte sig om. Hun mærkede hurtigt en hårdt slag i kinden og en brændende følelse bredte sig. Hope tog en hånd omkring hendes kind og tårene flød ned af kinderne. Det gjorde rigtig ondt og så opdagede Hope hvad der egentlig var sket – George havde givet hende en lussing.

Slået hende.

Uden nogen tøven givet hende et slask lige i fjæset.

Hope græd og græd og kunne ikke stoppe, selvom hun gerne ville. Det her vidste svaghed og alle stirrede på hende. Alle. Hope kiggede rundt omkring i gaden og så flere mennesker se forarget ud og give George dræberblikket. Hope skreg af George og sparkede ham i 'de nedre dele' så hårdt som hun kunne. Nu var det nok. George faldt til jorden og jamrede sig højlydt. Hope strammede sine hænder i vrede. Hun var vredere end nogensinde før. Hun vendte sig hurtigt om og løb ned ad gaden. Alle havde deres blik på hende og hun fandt hurtigt en gyde, som han gik ind i. Hun satte sig ned og tårene flød ned af hendes kinder. Hun træk knæerne op imod hendes overkrop og lagde sine arme omkring dem. Hopes kinder var våde af tårer og alt var bare noget l.o.r.t. Hvorfor skal George også være sådan en pokkers idiot?

Hvorfor skal Percy være venner med den dumme idiot?

Hvorfor kunne George ikke bare lade hende være?

Og hvorfor skal hendes far også være en nar?

Hope følte sig ensom og hun mærkede hurtigt at det var koldt i gyden. Et brise blæste svagt gennem gyden og Hope fik kuldegysninger. Hun frøs og hendes krop rystede. Hope tørrede tårene væk og sad og stirrede ud i luften. Hun følte alt det håb hun havde følt og havde i går var blæst væk med vinden. Hope stirrede i lang tid ud i luften og sagde ingenting.

Efter noget tid kom Hope til bevidstheden igen og kiggede rundt. Hun var stadig i gyden og det var blevet halvmørkt. Hope rejste sig hurtigt op og fandt hendes mobil frem. 22:15 viste klokken. Hope fandt sin lommelygte app frem og lyste den mørke gyde op. Hun gik ud af gyden og kiggede rundt. Der er intet syn af mennesker og der var stille. Ikke en eneste lyd. Hope mærkede kulden trænge sig igennem hendes krop og hun begyndte langsomt at hoppe lidt, for at få varmen. Hope besluttede sig for at løbe frem, for at få varmen, men også fordi så kunne hun komme hurtigt hjem. Hjem i sikkerhed for George og alle andre.

Væk fra dem.

Væk var realiteten.

Væk fra verden.

Hope nåede endelig hjem og hørte noget larm inde i huset. Lyset var tændt og hun så en skikkelse. Det var hendes far. Han var kommet hjem igen og han var sikkert pisse fuld. Som altid. Hope sukkede og gik hen imod døren. Hun vidste det her ville blive en træls aften. Fuld far = kaos og tårer. Yes, det skal nok blive fedt.. Kan I mærke ironien? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...