Forladt

lille synopsis:) : En ung pige mister sin kæreste til kræft og bliver opslugt af sorgen. Historien startede som en stil til min dansk lærer. Jeg skulle skrive ud fra et billede af en lille dukke, der lå på stranden. Den skulle spille en betydelig rolle. Historien skulle foregå på en dag og der skulle være flere flashbacks. Der er dog blevet rettet lidt på den, siden da. Håber i kan lide den:)

0Likes
0Kommentarer
216Visninger

1. Forladt

 

 

Det var midt i oktober. Det var ikke varm længere. Faktisk langt fra. Jeg sad alligevel på det kolde sand og stirrede ud over vandet. Mor sagde altid til mig, at jeg ikke måtte sidde direkte på den kolde jord, ellers blev jeg bare syg. Men jeg var ligeglad nu. Mine fingre sitrede af kulde, og jeg lagde pludselig mærke til min ånde i luften. Jeg knugede Agnes tættere ind til mig. Duften af hans parfume i hendes dukketøj sendte mig tilbage, til den aften jeg fik hende:

 

Vi gik hånd i hånd hen ad den snart øde gade. Han lavede konstant sjov, og jeg grinte, så jeg næsten tissede i bukserne hver gang. Pludselig begyndte regnen. Jeg gav et lille skrig fra mig, da han satte i løb, og trak mig med sig. Engang i mellem kiggede jeg på os og så, hvordan folk der gik forbi måtte se os. Sådan som vi små løb ned af gaden. Sådan som han skrålede ”I’m singing in the rain!” Vi lignede noget fra en sort og hvid film, men det gjorde mig ikke noget. Han var min, og aldrig før havde jeg følt mig så levende og ligeglad. Vi stoppede op under et lille halvtag foran en forretning. Han tørrede en regndråbe væk fra min kind og kyssede mig. Jeg sank helt ind i øjeblikket. Nød hans duft og smag. Hans bløde hænder, der klemte om mine hofter. Endelig stoppede vi. Der gik et øjeblik før jeg igen turde åbne øjnene. Hvad nu hvis han var væk når jeg åbnede dem igen? Lyset i forretningen slukkedes pludseligt. Jeg rettede blikket mod ruden og kiggede ind. ”Ej se!” Sagde jeg og pegede mod vinduet. ”Min mormor havde præcis den samme dukke.” Han kiggede ned på mig og smilede af min entusiasme. ”Jeg sov med den, hver gang jeg var der hjemme.” I samme øjeblik kom en ældre dame ud fra forretningen. Hun skulle lige til at stikke nøglen i døren, da Mark stoppede hende. Han blinkede til mig og gik ind i forretningen med hende. Jeg smilede til ham gennem vinduet og så ham tage dukken op og betale kvinden.

 

Jeg trak den lyseblå sweater ,jeg havde taget fra ham tættere omkring mig. Duften af ham fik tårende til at vælte frem endnu engang. Jeg mærkede ikke engang gråden mere. Det var bare som om tærekanalerne havde åbnet sig uden grund og vandet løb i stride strømme. Jeg gav efter. Jeg pressede mine negle ned i sandet. Stille men stødt kom hulkene. Den kolde vind bed i mine våde kinder. Jeg havde mistet tidsfornemmelsen. Jeg vidste dårlig nok hvor jeg var. Jeg var bare væk. Tusmørkets klamme kulde overtog min krop. Et øjeblik tænkte jeg på min mor. Mon hun vidste hvor jeg var? Mon hun forstod mig? Far ville være godt i gang med at berolige hende. Jeg måtte slå de tanker ud af hovedet. De destruktive tanker. Jeg skulle ikke hjem igen. Aldrig mere. Jeg skulle være sammen med Adam igen. Han var væk men jeg ville finde ham, og vi skulle være sammen igen.

 

På vores første date spiste vi frokost på en ægte amerikansk diner. Det føltest som om, vi havde kendt hinanden hele livet. Pludselig da vi sad, og snakkede og jeg nippede lidt til vores pommes frites, strøg han en lille tot hår væk fra mit ansigt. Der gik gnister gennem luften, da han rørte min kind. Det føltes som om hele min krop fik elektrisk chok. Jeg kiggede op på ham og rødmede da han sendte mig det sødeste smile. For første gang var jeg sammen med en, jeg nød nuet med. Og en som jeg kunne se mig selv sammen med, når vi blev gamle og grå.

 

Vi kørte ned til vandet, og gik en tur. Det var sommer, men der var helt tomt ved denne tid. Vi soppede, og slog smut et par gange, men han var meget bedre end mig. Vi fik sand mellem tærende, og håret blev uglet og ødelagt, men det var romantisk som bar pokker. Han sagde jeg var smuk, og jeg troede ham.

 

Jeg rejste mig fra sandet, og lagde Agnes på min trøje. Lige så snart jeg stod op, fik jeg pletter for øjnene, og mit hoved føltes helt tomt. Jeg gned mit ansigt i håb om at få følelsen tilbage. Han gned så hårdt at jeg blev bange for at mine øjne skulle falde ud. Mine hænder var helt sort af mascara. Jeg tørrede dem af i mine bukser før jeg smed det meste af mit tøj. Det måtte ikke ville blive for tungt, når det blev vådt. Stille og roligt gik jeg mod vandkanten. Lagde mig på knæ, og lod det iskolde vand skvulpe op om mine ben. Jeg formede en lille skål med mine hænder, og  pjaskede noget af det salte vand i hovedet. Det hjalp lidt på mine opsvulmede øjne. Jeg blev siddende lidt der i vandkanten med hænderne i det mudrede sand. Jeg havde mistet fornemmelsen af smerte og kulde. Jeg lagde ikke længere mærke til det.

 

Jeg blev hurtigt en del af familien. Så det var naturligt, at jeg blev informeret når noget skete. Faktisk næsten før alle andre. Den dag han sendte mig sms’en, var jeg lige pludselig ikke så glad for at have den status mere. Jeg vidste, der var noget galt. Da jeg ringede på hos ham og han åbnede døren, var det første jeg så hans smil. Det var så falskt. Han gjorde som altid, når noget virkelig var galt. Han prøvede at berolige mig med et lille falsk smil. Han tog min hånd, og vi satte os ned i sofaen. Han sagde alt det der fik alarmklokkerne til at ringe. Han fortalte mig, hvor meget jeg betød og hvor glad han var for mig. ”Kom nu Adam, du gør mig bange!” Han strøg kind kind med et saligt smil. ”Jeg har kræft.”

 

Efter det husker jeg ikke så meget. Mit hjerte sank ned til min lever og jeg glemte helt at trække vejret. Blot 1 år senere døde han. I dag. Den værste dag i mit liv. Jeg var overbevist om, at selve ordet kræft, gjorde folk syge. Havde de nu fortalt ham, at han bare havde en dårlig uge, var han nok kommet sig. Eller en dårlig måned. 

 

Det havde været så hårdt at se ham gå i gennem det her. I lang tid syntes jeg det gik så godt. Han så på en eller anden måde frisk ud. Selvom han gradvist mistede håret og blev mere og mere bleg, lignede han stadig sig selv. Det samme smil. Det lyste helt inde fra. Han lavede sjov, som altid. F. Ex. hvor mange gange han mon ville kaste op til næste kemo, og spurgte om vi skulle vædde om, hvornår han tabte de sidste øjenvipper. Jeg levede næsten hele mit liv ude på hospitalet. Han tog det så stille og roligt, men jeg vidste han var bange inderst inde. Han gav mig dog aldrig lov til at mærke det.

 

Jeg var taget hjem for at hente noget rent tøj. Min mor var der, og spurgte om hun kunne hjælpe med noget. Det sidste stykke tid havde også, været hårdt for min familie. De så mig næsten aldrig, og når jeg så endelig var hjemme, sov jeg eller var mentalt væk. Men jeg kunne simpelthen ikke, få det hele til at hænge sammen. Jeg havde taget lidt fri fra skole, og læste i stedet hjemme fra i stedet. Min mormor var i sin tid død af kræft, så vi havde alle prøvet det før. Men denne gang var det jo min mand. Ham jeg skulle være sammen med for altid. At se ham ligge der i hospitalsengen… Koblet til alle mulige ledninger og maskiner var ikke altid lige nemt. Nogle dage var selvfølgelig være end andre, men nu var det som om der var flere dårlige end gode dage. Vi havde begge brug for en pause fra hinanden. Jeg havde brug for at få sovet og han havde brug for at være sammen med sin familie. Han havde bedt mig om at tage hjem og sove. Jeg ville egentlig ikke, men han blev ved med at pressede på. Jeg har aldrig fortrudt noget så meget.

 

At tænke tilbage på året der gik, var hårdt. Faktisk for hårdt. Jeg kunne ikke overskue det. Jeg rejste mig og blev stående lidt, med træerne dækket af vand. Jeg kiggede bag ud på Agnes, og fik det pludselig dårligt med at forlade hende. Jeg tænkte på at gå op og pakke hende godt ind i trøjen, så hun ikke ville fryse. Men jeg gjorde det ikke. Jeg stod bare og kiggede på hende mens tårende igen kom. Jeg skulle ende det nu, mens jeg havde modet. Jeg tog en dyb indånding, og gik længere ud i vandet.  Jeg fik gådehud over det hele, jo længere op ad mine ben vandet gik. Mine føder og ben var næsten følelsesløse. Jeg blev bare ved med at gå. Det gik op til min navle… op til mine skuldre. Jeg tog et sidste kig ud over den mørke strand, kvalte de sidste tåre. Aldrig igen skulle jeg se den smukke solopgang over havet. Men det okay, tænkte jeg. I paradis er der kun solopgange. ”Nu kommer jeg , skat.” Hviskede jeg, og lod det mørke hav opsluge min krop.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...