Endless Love.

Denne novelle foregår i 1715. Hovedpersonen er en pige, som er 15 år gammel, og er forelsket i sin barndomsven/Bedsteven, som samtidig er prinsen, og som også kan lide hende. Hun arbejder på slottet, hvilket også føre til at de ses meget for tiden. Han tager det første skridt, men Ayleen/pigen stopper ham i det, han prøver på at kysse hende. Dronningen hader Ayleen, hun mener at hun er en pige, der er uopdragen, beskidt, og fattig. Dronning ville have at, Spencer/prinsen skal gifte sig med en royal prinsesse.
Prinsesse Hayley har et forhold til Jack, som hun gøre hemmelig, da han er krigere, og er bange for at fortælle det.

1Likes
2Kommentarer
1049Visninger
AA

8. Synet der ødeladge alt.

Festlighederne begyndte, og folket gjorde noget stort ud af det. Der kom et par piger ind, de satte mit hår op, og hjalp mig med kjolen, slørret satte de også op, til sidst, satte jeg min krone på hovedet. Jeg gik ud af ned, og ventede ved den store havedør, min onkel stod klar ved siden af mig, han skulle føre mig hen til brudgommen. Alle var klar, det her var det største øjeblik i hele mit liv. Vi gik ud af døren, og startede ved det lange tæppe, alle stirrede på mig, men mine øjne var kun får Spencer, vi nåede til Spencer, præsten stod klar, han sagde en masse, det eneste jeg sagde, og vidste jeg skulle sige var 'Ja'. Han tog ringen på mig, og jeg tog ringen på ham, han tog fat om mig, og kyssede mig, jeg holdte mine arme på hans nakke, jeg fjernede mine arme, og træk mig, jeg kiggede oppe på hans flotte grønne øjne, "Jeg elsker dig" sagde jeg, og krammede ham, "Det gøre jeg også" hviskede han i mit øre, jeg kyssede ham på kinden, violinerne lev sat i gang, og folk begyndte at danse tæt, "Må jeg bede om denne dans" spurgte han mig, "Selvfølgelig, deres majestæt" sagde jeg til ham, han førte mig ud på græsset, og vi dansede tæt, det var den bedste dag i hele mit liv. Jeg lukkede mine øjne, og lagde mit hoved på hans skulder. Jeg så noget, jeg var ved at falde ned fra en klippe, som førte ned til et vildt vandfald, og Spencer stirrede på mig, han hjalp mig ikke engang, "Spencer! Hjælp mig Spencer! Hvis du ikke ville gøre det for mig, så gør det for din søn! Han ville ikke kunne leve uden sin mor" sagde jeg i synet, "Jeg ved du er sur på mig, men hjælp mig, ville du have at jeg skal dø?" spurgte jeg, han svarede ikke.
Jeg åbnede mine øjne, og tog et skridt tilbage, "Hvad er der?" spurgte han, jeg var chokeret, jeg kunne ikke tale. "Elsker du mig?" spurgte jeg, "Selvfølgelig gøre jeg det" sagde han, "Du lyver" sagde jeg, jeg kunne mærke en tåre komme frem. "Hvad taler du om?" spurgte han, og kom hen til mig, han lagde sine arme blidt omkring mig, men jeg hev mig selv ud "Nej" råbte jeg, folket begyndte at glo på os, "Je-Jeg så et syn" sagde jeg, og pegede på ham, min arm rystede, så jeg tog den hurtig ned igen. "Jeg var ved at falde ned fra en klippe, og du stirrede på mig, endda på vores sted? der hvor vi mødtes, husker du?" spurgte jeg, "Du gjorde intet" sagde jeg. "Kom her" sagde han igen, "Nej! Jeg ville ikke" sagde jeg, "Du ville ikke hvad?" sagde han, "Jeg ville ikke det her, at blive gift med dig!" råbte jeg, folket gispede, "Det er en beodre!" råbte han, jeg blev selv chokeret igen. Folket gispede igen, "Hellere gifte mig med en fattig slaplsvans" sagde jeg vredt, folket kiggede på os, "Du har et kongeligt barn inde i dig!" sagde han, folket gispede stort denne gang, "Jeg får vel dronningen til at fjerne det" sagde jeg. Der løb en tåre ned af min kind, da jeg sagde det. "Jeg kan da også bede hende om, at få det overført til en anden kvinde" sagde han, jeg holdte mig på maven, og tårerne løb ned, "Hvad?" spurgte jeg forvirret, "Ja, det kan jeg sagtens gøre" sagde han, "Hvem ville du overføre det til, er jeg ikke den eneste pige du kan lide?" spurgte jeg, han blev tavs, "Gør hvad du ville, det er jo dit barn, og du er konge, du kan jo gøre lige hvad du ville, ikke sandt?" spurgte jeg, og gik ind i slottet, jeg gik ned af en gang, og så ud af slottets dør, jeg gik ned af en masse trapper, "Åben porten" sagde jeg til vagterne, de åbnede porten, og jeg gik ud af den. Jeg gik ned af slottets lange gade ned til landsbyen, jeg løb hele vejen, folket festede, og havde det skønt, mens bruden havde det forfærdeligt. Jeg nåede huset, jeg åbnede døren, og smækkede den i efter mig, jeg gik ind på mit værelse, og satte mig på sengen, jeg tog benene op, og lagde armene på dem, og hovedet på armene, og satte mig til at græde, jeg faldt hurtigt i søvn, efter det store sorg i mit hjerte.
13 TIMER SENERE.
Jeg vågnede op, og satte mig op igen. Det bankede på døren, "Lad mig være!" råbte jeg, jeg hørte intet efter. Efter et par minutter bankede det på igen, "Nej!" råbte jeg, jeg tænkte på det igår, jeg begyndte at snøfte, og tårerne løb ned af mine kinder igen. Efter et stykke tid, bankede det på igen, "La-lad mig være!" råbte jeg, jeg lagde den ene arm på sengen, og den anden på mine ben, jeg lagde hovedet på min arm igen, jeg sagde ikke nåede, jeg kiggede ned, og så ikke hvad der foregik. Døren åbnede, jeg kunne mærke, at moder kom hen til sengen, fordi jeg kunne høre gulvet knirke, hun satte sig på sengen, "Så, så, det skal nok gå" sagde hun, og kyssede mig på hovedet, "Nej! nej det gør ikke" sagde jeg, og snøftede, "Det var en stor fejltagelse, jeg skulle aldrig have gjort det, jeg elsker ham moder, det gøre jeg virkelig" sagde jeg, og snøftede endnu en gang, jeg kiggede op, og Spencer sad foran mig, havde jeg hele tiden talt til ham, han lagde sin hånd på min, "Jeg elsker også dig" sagde han, jeg tørrede tårerne hurtigt væk, og kiggede ned, jeg tog mine ben ned igen, jeg krammede ham stort, og blev der, jeg føler mig altid tryg i hans arme, tårerne trillede ned af kinderne, og ned på hans tøj, jeg snøftede, og min krop rystede helt vildt, jeg træk mig lidt tilbage, og kiggede på ham, jeg kiggede ind i hans store grønne øjne, "Undskyld, jeg gjorde sådan, foran alle sammen. Men det syn. Det var ikke normalt" sagde jeg til ham. Han lagde sine hænder på vær mine kinder, og tørrede tårerne væk med hans tommel, jeg vendte mit hoved imod hans ene hånd, og kyssede den blidt, jeg vendte mit imod ham igen, jeg kiggede på ham, og en tåre løb ned, og landede på hans finger, jeg fik det det dårligt inden i igen, jeg begyndte at ryste, og min mave pumpede ind og ud, jeg kunne ikke stoppe, "Nej, nej" sagde han stille og blidt, han krammede mig stille, og kyssede mig på mit hoved, "Det skal nok gå" sagde han, "Kan du tilgive mig" spurgte jeg, "Selvfølgelig, du har en stor plads i mit hjerte, hvis jeg ikke tilgiver dig, ville mit hjerte mangle noget indeni, og på den måde ville jeg, ikke kunne føle kærlighed igen. Du er den eneste pige jeg elsker Ayleen, det er du virkelig" Sagde han. Jeg stirrede på ham, og smilede samtidigt, han tørrede mine tårer væk, og nærmede hans hoved mod mit, han gav mig et kys på mine læber, han var så blid! "Hvad skal der så ske nu?" spurgte jeg ham. Han rejste sig op, og rækkede mig hans hånd, "Rejs dig op, og skift dit tøj" sagde han, jeg tog imod hans hånd, og han træk mig op, han gik ud af værelset, og lukkede døren efter sig, jeg træk kjolen af, og smed den på sengen, og min tog hverdags kjole på, jeg lagde bryllups kjolen i skabet, og gik ud i køkkenet, jeg kyssede min mor på kinden, og fortalte hende, at jeg skulle ud med prinsen, og gik ud til ham, jeg tog en kurv med, og vi gik udenfor til landsbyen.

Vi gik forbi boderne, jeg lagde mærke til en lille pige, som sad ned på gulvet med en tæppe under sig og en lille skål foran sig, "Spencer" hviskede jeg, og pegede over på pigen, jeg gik stille over til hende, "Hej søde, hvad er dit navn?" spurgte jeg hende, jeg satte mig ved siden af hende, og Spencer satte sig på den anden side af hende, hun kiggede på mig, "Jeg, jeg hedder Dhalia" sagde hun, Spencer kiggede på mig, hun var helt beskidt, "Hvad siger du til at komme med til slottet, Dhalia?" spurgte Spencer, det overraskede mig, han plejede ikke at være sådan, altså han elskede børn, men alligevel. Det overraskede mig. Jeg smilede til ham, "Det ville jeg gerne" sagde hun sødt, vi rejste os op, og jeg tog fat i hendes hånd, og gav min kurv til Spencer, "Er du sulten søde? Ville du have noget at spise?" spurgte jeg hende, hun svarede mig ikke, hun var sikkert genert, "Dhalia, du skal ikke være genert" sagde jeg til hende, vi stoppede ved en bod, og købte nogle jordbær, jeg tog nogle guld mønter op af en lomme, og kiggede op, jeg så Spencer give ham mønter, "Spencer" sagde jeg stille, han smilede, og tog nogle jordbær op, og puttede en i min mund, jeg overtog derfra, og spiste den normalt, jeg tog et par jordbær, og gav dem til den lille pige, hun spiste alle, og vi fortsatte turen til slottet. Hun blev vasket, og fik noget nyt tøj på. "Tak får dagen" sagde hun, "Det var så lidt" sagde jeg til hende, vi sagde farvel til hende, og hun gik glad hjem, men før hun gik, gav jeg hende nogle guld mønter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...