Endless Love.

Denne novelle foregår i 1715. Hovedpersonen er en pige, som er 15 år gammel, og er forelsket i sin barndomsven/Bedsteven, som samtidig er prinsen, og som også kan lide hende. Hun arbejder på slottet, hvilket også føre til at de ses meget for tiden. Han tager det første skridt, men Ayleen/pigen stopper ham i det, han prøver på at kysse hende. Dronningen hader Ayleen, hun mener at hun er en pige, der er uopdragen, beskidt, og fattig. Dronning ville have at, Spencer/prinsen skal gifte sig med en royal prinsesse.
Prinsesse Hayley har et forhold til Jack, som hun gøre hemmelig, da han er krigere, og er bange for at fortælle det.

1Likes
2Kommentarer
1074Visninger
AA

18. Slutningen.

Tid: 09:53.
Jeg vågnede op liggende på Spencers skulder, jeg kiggede på ham, han sov stadigt, han havde ingen skjorte på, jeg havde hans jakke og min sovekjole på, han havde sine bukser på, han havde ikke dyndede sig godt, så jeg lagde dynen over ham, han vågnede pludseligt op, han forskrækkede mig. Han begyndte at grine. "Undskyld" sagde han, og smilede, jeg holdte min hånd på hjertet, han begyndte at grine igen. Jeg spillede besvimet, "Ayleen!" hørte jeg ham råbe, han lagde sin hånd på mit hjerte, "Lever jeg stadigt?" spurgte jeg ham, og grinede, "Dit hjerte banker stadigt" sagde han, og grinede med, han kiggede på mig og smilede, "Det er fordi du er til stede" sagde jeg. Jeg hørte en falsk hosten, jeg kiggede op, jeg lagde hånden på min pande på grund af solen, "Moster Marie?" spurgte jeg, "Jeg troede du var knust over Spencer, til at være sammen med en anden mand?" spurgte hun vredt, "Hvad?" spurgte Spencer, "Ja din slapsvans" sagde hun. Jeg gav ham sin jakke. "Moster" sagde jeg, "Ikke et ord" sagde hun, "Moster, det her er Spencer" sagde jeg, "Undskyld der majestæt, tilgiv mig" sagde hun, "Du er allerede tilgivet" sagde han og smilede. Moster nejede. "Jeg har lavet morgenmad, kom ind og spis hvis i lyster" sagde hun, "Ville du det Spencer?" spurgte jeg ham, og kiggede på ham, "Gerne, det er længe siden jeg ikke har fået hjemmelavet mad" sagde han, "Så kom igen i aften" sagde jeg smilende, "Jeg bliver her skam hele dagen, for din skyld" sagde han, "Hvis du altså ikke smider mig ud" sagde han, jeg begyndte at grine, moster Marie gik, vi gik bag hende, "Børn, det her er prins Spencer" sagde moster Marie. Alle rejste sig op, og bukkede og nejede, "Deres højhed" sagde de, og satte sig ned igen, der var tre ledige pladser, Spencer satte sig på den første plads ved siden af fader, jeg satte mig ved siden af ham og Arzi, og moster Marie over for os. Spencer kiggede til højre og så fader, "Hr. Zen!" råbte han, "Folket sagde at de var gået bort?" spurgte han, "Jeg lever skam stadig, prins" sagde han, "Jeg kan se at du har et godt forhold til min datter?" spurgte han, "Jeg elsker hende højt" sagde Spencer, alle begyndte at kigge, "Jeg ville have at i kun er venner" sagde fader, "Hvad?" råbte jeg, jeg rejste mig op, "Ayleen sæt dig ned" råbte fader, jeg hørte ikke efter, "Sæt dig ned, før jeg gøre noget som du ikke ville glemme" sagde han. Jeg satte mig stille ned, "Fader?" spurgte jeg stille, "Jeg ville ikke høre noget Ayleen" sagde han, "Så du det de gjorde ved dig?" spurgte han, "Det var fordi at du var kongens kone!" råbte han, "Fader, jeg elsker ham" sagde jeg, "Ja, det er jo også derfor han slog op med dig, ik?" spurgte han ironisk, jeg kiggede ned på bordet.
Vi blev færdig med at spise. Mig, Arzi og Narzli vaskede op, jeg sagde ikke noget, "Ayleen?" spurgte Arzi, jeg kiggede surt på hende, "Du må hellere sige farvel til Spencer, han skal til at gå nu" sagde hun, jeg skyndte mig ind i spise stuen, Spencer rejste sig op, han gik hen til hoveddøren, "Deres højhed?" spurgte jeg, "Ja Ayleen?" spurgte han igen, "Uanset hvad fader siger, ville jeg elske dig af hele mit hjerte" sagde jeg, han krammede mig, "Spencer, du må aldrig forlade mig" sagde jeg til ham, et par tåre fald ned af mine kinder, jeg begyndte at hulke, og græde, han træk sig, og kiggede på mig, han lagde sine hænder, på mine kinder, "Hvorfor græder du?" spurgte han, "Fordi at du aldrig ville være min" sagde jeg, "Ayleen, du ville altid være min Ayleen" sagde han, "Du glemmer mig snart, du bliver gift med en prinsesse, og du ville få en masse børn" sagde jeg, "Ayleen, jeg ville aldrig glemme dig" sagde han, "Jo du ville, jeg er så ked af, at jeg ikke kunne give dig et barn" sagde jeg, han fjernede sine hænder, "Du ville glemme mig hurtigt" sagde jeg igen, "Du er som månen, man ville aldrig kunne glemme dig" sagde han, jeg græd endu mere, mine kinder blev helt våde, "Du må undskylde Spencer" sagde jeg, "Hvorfor?" spurgte han, "Fordi jeg står midt i dit liv, og at du ikke kan komme videre. Jeg fortryder den dag jeg mødte dig, fordi jeg ved at jeg aldrig ville kunne elske igen" sagde jeg igen, jeg krammede ham, og begyndte at hulke, jeg kunne mærke en tåre falde på min skulder, jeg træk mig, og kiggede på Spencer, hans øjne var helt røde, han begyndte også at græde, jeg fik det dårligere, "Hvorfor græder du" spurgte jeg, "Jeg er virkelig såret" sagde han, jeg lukkede mine øjne et sekund, og åbnede dem igen, ville mit liv ende sådan her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...