En snak om virkelighed


2Likes
2Kommentarer
531Visninger
AA

1. En snak om virkelighed

 

En snak om virkelighed 

Jeg husker alt som var det i går. Hver en detalje, hvert et ord, hver en handling som ligger så solidt plantet på den sarte sjæl. Jeg samler ikke længere på det gode, for der er ikke længere plads til oplagring. De ondsindede ar forbliver, plantet så bidsk i mit bryst, en ømhed der aldrig vil gå bort.

Jeg var lille, en lille stump. Sprælsk, fuld af fornøjelse og glæde. En tid hvor der kun var tid til leg. Ingen bekymringer, ingen angst for det onde. Det var der hvor det onde lå mig så fjernt, så langt fra min livsglæde, fra livets store leg, og så for ung til at indse, at det alligevel lå mig så nært. Så nemt tiden flød. Jeg, og søster med, vi blev parkeret hos dem der var at lege med, ofte uden vi selv havde bedt om det. For dengang, forstod jeg ikke grund til at blive indkvarteret hos vennerne, andet end for fornøjelsens skyld. Anden mening lå der ikke bag, tænkte jeg så fornøjeligt. Ja det var en fornøjelig tid.

Den sande virkelighed lå gemt, godt gemt, lige indtil hjernen blev større, og havde sans for bredere forståelse for tilværelsen. Fra det sekund, fik mine så livsglade og smilende øjne, et helt andet syn på tilværelsen. Tingene tog en drejning, i mit ellers stadigt barnlige hoved, for jeg var stadig kun de otte, ni år. Alt der foregik om ørene på mig, var ikke længere gemt væk, jeg var passeret en udviklingsfase, der gav mig en hvis fornemmelse for mange ting, der ellers havde fløjet diskret hen over hovedet på mig. Som tiden flød passerede nye tider, anderledes tider, tider jeg ikke var vant til at takle. Tilværelsen havde sat et stempel i mit bryst, som fik mig til at handle anderledes end så. For bekymringer stod nu i kø, angsten banede sig gennem mit bryst, det var følelsesladende år. Ja det var en følelsesladende tid.

Stormen tog mig gang på gang, og efterlod mig med ar på sjælen. Små briser, som store storme, men de var der altid, en del af min tilværelse. Det blev til en kamp, en kamp mod dagligdagens briser som såvel de kraftigste storme. En kamp om alligevel at holde humøret ved lige, på trods af stødende vinde, fra mere end bare fire retninger. Oplevelser, episoder som aldrig vil forgå. Oplevelser der sidder som syet på sjælen. Et ømt punkt, der nemt kan berøres. Jeg ønskede blot at komme der op hvor fuglene flyver højst, opnå freden, længst væk fra dette, bare slippe for dette for en stund.

Alt hvad denne følelse indebar, frygt, bekymringer, angst og svigt tog den med sig videre. For stormen var ikke ovre. Den havde endnu ikke passeret. Stormen tog min glædes plads. Fremtidsudsigten stod som et stort tomrum en periode, der var ikke meget håb at hente. År passerede. Og stadig nu, står det såvel. Modvinden støder mod mig, med kraftige stød, og skygger vejen frem. Det er en evig kamp mod de kraftigste storme, en vind der kun støder mig den ene vej, væk fra fremtidens håb, der ligger på horisont linjen, så uendeligt langt væk fra mig.

Jeg ville have nået horisont linjen, jeg ville have været derude nu, derude hvor nyt håb opstår, hvis ikke det var for hverdagens kamp mod de regelmæssige briser, der tager mig med, og lader horisontlinjen glide bort. Hvis ikke det var for de endnu større storme, de rigtig voldsomme af slagsen, der river mig rundt, og efterlader mig med hovedet på skrå, fortvivlet, og uvidende om fremtidens udsigter. Kun følelsen af tomhed, står tilbage, uden ord eller overskud til handling.  En følelse af fortabthed, der overskygger barndommens smil, der knap kan frembringes, til selv de bedste tider. Gentagende mareridt, der blusser situationen op, og opstiller virkeligheden som ellers hele tiden bliver lagt bag facaden. Ja det er ikke fredfyldt at leve som menneske, på denne jord. Virkeligheden er ikke altid hvad vi går og tror. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...