They don't know about us. (1D.)

Jessica/Jess og Harry, har altid været bedstevenner, sådan som et slags bror og søster forhold. Da Harrys karrirer bliver sat i gang bliver det rigtig svært for dem begge da, de for det første ikke har tid til at se hinanden nær så meget som før (også fordi at Jess faktisk er skuespiller, og er også ret kendt.) OG nu hvor de begge er kendte, og de tit bliver set sammen er der millioner af rygter om at de er kærester, hvilket de jo slet ikke er. De er begge to trætte af rygterne og bliver ved med at slå fast at de altså bare er venner. Og faktisk er det sådan at Jess er reeet forelsket i Harry, eller som hun foretrækker at kalde det 'et crush', men hun er langt fra sikker på om han har de samme følelser for hende, hvilket han faktisk har. Og det eneste de begge frygter er alt haten, rygterne, og hvad en forelskelse ville gøre ved deres venskab...

17Likes
15Kommentarer
1337Visninger
AA

3. "You shouldn't live."

Vi endte da også med at tage på café, mig og Harry. En lille café nede i byen hvor der stort set aldrig kom nogen mennesker. Og det eneste jeg havde haft i hovedet da vi gik ned til café'en var at tage hans hånd, omfavne ham eller i værstefald.. Kysse ham. Det irriterede mig så godt og grundigt. Og hvergang han kiggede på mig, fik jeg  bare lyst til at fortælle ham alting, det hele, fortælle ham at jeg nok var vild med ham, fortælle ham at jeg bare ville ønske at han var min. Men det gik jo ikke... Så jeg måtte virkelig beherske mig selv.  "

Jorden kalder, Jess?" Sagde han med sit dejlige skæve smil. 

Jeg rystede bare på hovedet af mig selv og så der efter på ham med et smil.

"Ja, undskyld.. Jeg sad bare lige og tænkte." Sagde jeg uskyldigt.

"Og hvad tænkte du på?" - Okay, det første der poppede op i mit hovede da han spurgte mig om det var: Virkelig?Af alle spørgsmål?  Jeg måtte finde noget at sige hurtigt, og det førte ikke til noget godt.

"Æhm.. Den her te, den er vildt god!" Sagde jeg ret usikkert, fordi jeg godt vidste han ikke ville hoppe på den, helt ærligt te?! Jeg kunne også tydeligt se på ham at han ikke troede på mig.

"Okay, hvis du ikke ville sige det..." Sagde han dramatisk, men han kunne nok ikke alligevel lade være med at smile.

Jeg burde jo fortælle ham hvad det var jeg tænkte på, men det var jo kun i nogle uger jeg havde været vild med ham? Og han skulle da ikke vide det lige nu... Og desuden var jeg enormt bange for hans reaktion, ikke fordi han ville flippe ud, men måske ville han syntes at det var så akavet - fordi han ikke havde følelser for mig. - at han ikke ville tale med mig igen, eller noget i den retning. Men alligevel tog jeg en dyb indånding og så op på ham.

"Harry.. Der er faktisk noget vi må tale om." Sagde jeg og sukkede kort efter jeg havde sagt det, for jeg kunne virkelig ikke forestille mig noget værrer end at fortælle sin bedsteven at man rent faktisk er forelsket i ham. 

"Ja, hvad er det?" Sagde han med et stort smil.

Nogle gange havde jeg bare lyst til at be ham om at stoppe med at smile, ikke fordi jeg ikke kunne lide hans smil, nej tvært i mod.

"Jo, altså her på det sidste er jeg begyndt at..-" Mere nåede jeg ikke at sige for i det jeg skulle til at sige det, kunne jeg ud af øjenkrogen se en blitz.

Jeg vidste lige med det samme at det var en paparazzi, eller en fan der tog billeder. Jeg vendt en smule irriteret mit hoved i mod den der tog billeder, og jeg så med det samme at det ikke var en fan, nej det var en fotograf/paparazzi. Jeg havde aller mest lyst til bare at give ham fingeren, men jeg undlod at gøre det og gav bare Harry et blik der sagde: 'Lad os komme væk her fra.' Han nikkede bare og vi rejste os begge to op. 

Da jeg rejste mig op kunne jeg også begynde at hører skrigende piger, åh nej skrigende piger. Det var aldrig et godt tegn, det var nemlig at tegn på One Direction fans, eller de så kaldte 'Directioners'. Altså jeg var jo selv fan af dem, men jeg havde kendt Harry så længe og jeg var vandt til at se dem så jeg var ikke en af de der fangirls. Desuden var jeg jo også selv kendt, så jeg måtte vel også have fans et eller andet sted.  Jeg tog alligevel fat i hans håndled og begyndte at trække ham med ud af café'en, altså jeg rev ham ikke lige frem ud da han selv gik med.

Da vi kom ud blev skrigeriet endnu højere, og paparazzierne gik amok. Det første der skød igennem mit hoved var: Hvordan vidste de at vi var her? Nogen måtte have set os og have fortalt dem det, men det var der ikke tid til at tænke på nu. Jeg begyndte bare at masse mig igennem fansne og sørgede for at Harry var med, selvom at de allesammen rørte ved hans hår og hans krop, det måtte virkelig være irriterende. Og udover det, kunne jeg også se at de alle sammen kiggede på mig med et ondt blik, når jeg gik forbi dem.

Der var også nogen der hviskede mindre søde ting til mig, men der var en af de ting der blev sagt der fangede min opmærksomhed, nok mest fordi hun lænte sig helt hen til mit ører og sagde det til mig.

"Jeg siger dig... Hvis du nogensinde rør ham, kommer du til at betale. Han fortjener langt bedre, end en fed sæk som dig. Du burde ikke leve." Hviskede hun ind i øret på mig.

Jeg vendte mig i mod hende, men jeg nåede ikke at se hedens ansigt for Harry begyndte nu at trække mig med hen til hans bil. Men ordene blev siddende i hovedet på mig, 'Du burde ikke leve'. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...