Iskold

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Igang
Joannas ferie tegnede til at blive fantastisk; det var hende, hendes bedste veninde - og ham fyren, som hun altid har været hemmeligt, og fuldstændig håbløst, forelsket i. Men tingene tager pludselig en dramatisk drejning. Flyet styrter, og pludselig befinder de sig i ødemarken; omringet af sne og skove så langt øjet rækker.
De er også andre overlevende, og Joanna bliver derfor hurtigt tvunget ind i en hel række nye, indviklede venskaber. De unge menneskers kamp for at overleve er begyndt - og kulden er ikke deres eneste fjende.

112Likes
109Kommentarer
4157Visninger
AA

5. Stille

 

 

Manden begyndte at hyperventilere. Hans øjne flakkede rundt mellem alle dem, der stod bøjet over ham.
     ”Hey, træk vejret,” sagde drengen med en stemme, der næsten var beroligende. Selvom tørklædet lod til at have stoppet blodstrømmen, holdt han stadig om hans ben. ”Fortæl mig, hvad du hedder.”
     Jeg kiggede undrende på ham. Mente han dét? Synes han virkelig, det virkede som det rigtige tidspunkt at udveksle kontaktoplysninger på? Selvom manden virkede forvirret, lykkedes det ham alligevel at svare.
     ”Jake,” stønnede han besværet.
     ”Okay, Jake. Jeg hedder Alex,” sagde drengen. ”Hvor gammel er du?”
      ”Mgh… 24... Jeg er 24," sagde han sammenbidt. Det var underligt, men samtalen lod til at hjælpe hans åndedrat ned i tempo.
     ”Og hvor bor du, Jake?”
     ”I… København? Men hvorfor er det vigt—ARGH!” Sætningen blev afbrudt af et højt og ubehageligt ’knæk’. Lidt samme lyd som en trommestik, der brækker. Det var drengen – Alex -, der havde rykket ham i knæet. Jake gispede og hostede, som om han ikke havde luft i lungerne til at skrige.

Jeg blev hurtigt klar over, at det nok havde været for hans eget bedste, men chokket havde alligevel sat sig som en klump i min hals. Pigen klynkede og puttede ansigtet i min gennemblødte jakke.
     ”Hvad fanden har du gang i?!” udbød Sara hysterisk. Hun lignede én, der havde været vidne til et mord, og da Alex rejste sig, tumlede hun et nervøst skridt baglæns. ”Du er jo sindssyg!”
     ”Jeg prøvede at få ham til at koncentrere sig om noget andet, så jeg kunne sætte hans knæ på plads,” forklarede han. ”Det var forvredet, men han skal nok klare sig. Tro mig; jeg ved hvad jeg lige gjorde.”

Jeg forstod nu godt hendes reaktion. Der var noget ved ham, der virkede truende. En dreng på min egen alder burde ikke være så komfortabel med at lege paramediciner. Jeg kunne heller ikke undgå at lægge mærke til, hvor stærk ham var. Det afslørede konturerne af hans muskler gennem den våde trøje, der klæbede sig til hans solbrune hud.  Måske havde han været i militæret?
     ”Det dér er farligt,” udbrød Sebastian chokeret. ”Vi burde have ventet, til hjælpen kom!”
     ”Ja, hvornår kommer der hjælp?” var der pludselig én, der supplerede. ”Og hvor er piloten?”
     ”Død,” var der én anden, der råbte. ”De er alle sammen døde! Se selv flyet. Det synker!” Det var stikordet, der igen udløste en bølge af larm og panik.  Næsten alle i gruppen havde et eller andet, de ville sige, men der blev råbt så mange ting på samme tid, at ingen blev hørt.

Jeg vendte mig og kiggede på flyet, og det var - rigtigt nok - næsten helt forsvundet i det sølvgrå isvand.

     .... De er alle sammen døde...
     Han havde ret. Og det havde Alex også haft… Vi havde aldrig villet kunne nå, at redde dem, tænkte jeg og mærkede hvordan det lille, sidste, desperate håb jeg havde, blev erstattet af en mørk fornemmelse af hjælpeløshed. Nu kunne jeg kun håbe på, at pigen var for lille til at forstå, hvad der var sket. Hun puttede sig stadig ind til mig, og lod heldigvis til hverken at have hverken set eller hørt noget af det, der var blevet sagt. Jeg fik det så dårligt, at jeg kunne smage brækket i min hals. 
      ”Stille!” råbte Alex pludselig, og der noget ved hans stemme, der - på trods af larmen - fik alle til at stivne. Han vendte sig mod stewardessen, der stadig knugede skoene ind til kroppen, som om hun troede, at nogen ville stjæle dem.
      ”Ved du, om der kommer nogen for at hente os?” spurgte han hende. Den unge stewardesse var tydeligt oprørt. Hendes blik flakkede mellem de mange mennesker, hvis øjne nu alle hvilede afventende på hende.
     ”Vi…” Hun rømmede sig. ”Før styrtet… Vi mistede alt forbindelse. Jeg tror ikke, at de ved, hvor vi er... Og det gør jeg heller ikke.” Et koldt vindstød blæste de sidste ord ud af munden på hende, og jeg mærkede, hvordan kulden for alvor var begyndt at nive mig i huden.

     Hvordan kunne de ikke vide, hvor vi befandt os? Betød det, at vi også skulle dø?
     Alex kneb øjnene sammen og tænkte sig kort om, før han sagde: ”Nå, men så må vi jo bare se at komme afsted.” Sara kiggede forbavset på ham.
     ”H-hvorhen?” spurgte hun. Hun slog hånden ud mod Jake, der lå med hænderne om knæet og gispede. ”Og hvad  med ham?!”
    ”Vi tager selvfølgelig Jake med,” sagde Alex. ”Det kan vi godt, hvis vi hjælpes ad. Hvis vi går, må vi komme til en by på et tidspunkt.”
     ”Jamen, vi har jo ingen idé om, hvor langt der er! For slet ikke at tale om hvilken vej vi skal gå!” 
     ”Nå, du har måske en bedre idé?"
      ”Øh ja, vi kunne blive her?!”
      ”Det ville være latterligt. Der kommer jo ingen, kunne du høre.”
     ”Det kan du ikke sige med sikkerhed!”
     ”Ej, prøv at tænk jer om!” Nu snakkede Alex ligeså meget til os andre. ”At begynde at gå er vores bedste chance. Og jo før, jo bedre. Hvis vi bliver her, varer det ikke længe, før vi fryser ihjel!” Et koldt vindstød piskede igen en bølge af sylespidse snefnug i ansigtet på mig, og jeg skuttede mig i den våde jakke, der var begyndt at føles koldere at have på. Alex holdt en kort pause, og lod blikket vandre rundt mellem os, før han spurgte:
     ”Så… Hvem er med mig?”
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...