Iskold

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Igang
Joannas ferie tegnede til at blive fantastisk; det var hende, hendes bedste veninde - og ham fyren, som hun altid har været hemmeligt, og fuldstændig håbløst, forelsket i. Men tingene tager pludselig en dramatisk drejning. Flyet styrter, og pludselig befinder de sig i ødemarken; omringet af sne og skove så langt øjet rækker.
De er også andre overlevende, og Joanna bliver derfor hurtigt tvunget ind i en hel række nye, indviklede venskaber. De unge menneskers kamp for at overleve er begyndt - og kulden er ikke deres eneste fjende.

112Likes
109Kommentarer
4156Visninger
AA

4. Panik

 

Iskolde bølgeskvulp. Kulden skar i huden. Skoene blev så tunge, at jeg havde svært ved at bevæge benene. Pigen klyngede sig til min hals, og jeg kunne knapt nok holde mit eget hoved over vandoverfladen.
    ”Herovre, Joanna!” lød det pludselig. Det var Sara! Jeg kiggede mig rådvildt omkring, men jeg kunne ikke få øje på hende. Vandet sved i øjnene.
    ”Joanna,” kaldte hun igen.  Jeg begyndte at svømme mod lyden af hendes stemme, og det lykkedes mig at nå hen til hende, selvom det gik uendeligt langsomt med den ekstra vægt. 
     Hun sad på hug på en isflage. Først tog hun imod pigen, derefter trak hun mig op. Så omfavnede hun mig, lagde sine drivvåde arme om min hals. 
     ”Du er okay!” udbrød hun. Jeg hostede, gispede stadig efter vejret. Spyttede det vand ud, som jeg ikke havde slugt.
     ”Ikke nu,” sagde jeg. Det virkede ikke som det rigtige tidspunkt at gengælde gensynsglæden på.
     ”Okay, ikke nu, nej. Vi er rolige. I burde gå hen til de andre derovre!” Sara pegede hen mod kysten, hvor der sad en lille gruppe i sneen. Bag dem lå skoven; et hav af sneklædte trækroner så langt øjet rakte. Der var så latterligt kort til land, at vi kun behøvede at gå et par meter over isen. Hvad er chancerne for, at vi - i en ødemark som denne - lander i en tilfrosset sø?
     ”Sebastian og pigens mor,” sagde jeg. ”Sørg for de kommer med.”
     ”Ja, ja, okay - selvfølgelig,” sagde hun anstrengt, i det hun rakte hånden ud til en fremmed mand i vandet.
     ”Så får jeg for pigen i sikkerhed. Men bare... Sørg for de kommer med, begge to,” gentog jeg.

Før vi gik, nåede jeg lige at kaste et blik mod flyet. Den bagerste del var ved at synke i det iskolde vand, mens den smadrede forende - der faktisk var stødt på grund - stod i flammer. Flere steder lå glødende, afrevne stumper og smeltede sneen. Det lignede noget fra en film. Bare uhyggeligt virkeligt.

Der var højst tyve mennesker, og de havde alle sat sig ned. Nogle holdt om hinanden, andre græd, og der var et par stykker af dem, der fumlede med deres mobiler; holdt dem op i luften i et forsøg på at få signal.
     ”I bliver nødt til at hjælpe,” sagde jeg, da jeg næsten var nået helt derhen, men vinden rev ordene ud af munden på mig. Den hylede mellem de nøgne træer og slyngede kolde, stikkende snefnug mod mit ansigt.
     ”Hør efter! Der er brug for mere hjælp!” Denne gang råbte jeg, og denne gang var der nogle af dem, der drejede hovedet. Men de så bare på mig - også selvom panikken lyste i deres øjne.
      ”Sid dog ikke bare der! Vi må redde dem i flyet!”
      ”Det nytter ikke noget,” lød det pludselig.  Drengen, der havde sagt det, kunne højst have været et par år ældre end mig - men der var alligevel en autoritet i hans stemme, der næsten øjeblikkeligt fik mig til at føle, at han havde ret. Hans øjne var mørke og alvorlige. ”Der er ikke grund til at skabe mere panik, end der allerede er,” fortsatte han.
      ”Men—Der er brug for mere hjælp.” Jeg pegede i retningen af flyet, men så i stedet Sebastian og Sara, der var på vej hen imod os. De støttende en ung, haltende mand i jakkesæt, der havde armene om deres skuldre. Bag dem kom en drivvåd stewardesse trippende med en højhælet sko i hver hånd.

    Men der var kun de fire, og der kom ikke flere.

     Jeg skulle lige til at gå i panik. Skulle lige til at spørge om, hvad der var sket – og råbe noget om, at vi blev nødt til at tage tilbage, men Sebastian kom mig i forkøbet.
      ”Han bløder, ham her! Hans ben bløder!” udbrød han. Manden, som de havde på slæb, var hårdt såret. De placerede ham i den rene sne, der hurtigt blev farvet rød omkring bruddet. Han bandede og vred sig i smerte.

     Stewardessen råbte med usikkerhed i stemmen, at vi alle burde forholde os i ro, men det nyttede ikke noget, for helvede var allerede brudt løs. Der var igen opstået en frygtelig larm. Der lød skrig og chokerede udbrud fra menneskemængden, som om det var dem, der havde fået benene knust i et flysæde. Den lille pige var begyndt at græde igen, og hun strammede grebet om min arm.

     Til min overraskelse var det ham drengen, der havde gjort protest, der først rejste sig for at hjælpe. Han løb derhen, kastede sig på knæ og pressede begge hænder mod såråbningen, hvor blodet blev ved med at pumpe ud.
       ”Vi skal bruge et stykke stof eller en T-shirt,” råbte han, og der var straks en dame, der kom løbende med sit halstørklæde. Han bad Sebastian om at holde på såret, mens han prøvede at stoppe blødningen.
      "Lig stille," kommanderede han, som om han havde styr på det. "Så skal du nok klare den."

Denne gang var det mig, der bare kiggede – jeg stod fuldstændig handlingslammet og vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Sara, derimod, kunne ikke stå stille. Hun hjalp ikke, men gjorde stadig sit for at biddrage til panikken.
       ”Åh, shit, shit, årh fuck,” hulkede hun, da hun så, hvordan blodet strømmede ud gennem Sebastians fingre, mens den anden dreng forsøgte at stramme stoffet i en knude omkring benet.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...