Iskold

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Igang
Joannas ferie tegnede til at blive fantastisk; det var hende, hendes bedste veninde - og ham fyren, som hun altid har været hemmeligt, og fuldstændig håbløst, forelsket i. Men tingene tager pludselig en dramatisk drejning. Flyet styrter, og pludselig befinder de sig i ødemarken; omringet af sne og skove så langt øjet rækker.
De er også andre overlevende, og Joanna bliver derfor hurtigt tvunget ind i en hel række nye, indviklede venskaber. De unge menneskers kamp for at overleve er begyndt - og kulden er ikke deres eneste fjende.

112Likes
109Kommentarer
4294Visninger
AA

2. Lufthuller

 

Det hele begyndte pludselig at ryste. Flyet hældte til siden, og alle spillekortene på det lille bord gled ned på gulvet. Det måtte være lufthuller.
       Det gav et gib i Sara, min bedste veninde. Stewardessen på midtergangen prøvede at forhindre tingene på madvognen i at vælte. En lille pige græd, og en baby hylede.
       ”Shit!” udbrød Sebastian. Coladåsen, som han sad med i hånden, måtte have være trillet ned fra bordet under rystelserne - hans tøj var fuldstændig gennemblødt af det klistrede stads. ”Det var dig der stillede den på bordet, Sara," sukkede han. Jeg trak kun lidt på smilebåndet, mens Sara brød ud i latter. Hun var åbenbart kommet sig over forskrækkelsen.
     ”Nej, det var ej, Sebastian, din spadser!” De lo begge. Man kunne ikke undgå at blive forelsket i Sebastian når han grinede. Sara, derimod, lød som en gris der havde fået noget galt i halsen. Hun hjalp ham med at tørre op med den serviet, som hun havde haft i lommen.

Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe. Men nu sad jeg altså her, helt yderst, og smilede lidt for mig selv. Det var nogle gange svært at se, at de ikke var mere end ’bare venner’. Nu tabte hun servietten på gulvet, og de bøjede sig begge ned for at samle den op på samme tid. Begyndte at grine igen. Jeg misundende hende sådan. Jeg havde endnu ikke fortalt Sara, hvad jeg følte for Sebastian. Jeg var nemlig bange for, at hun havde det på samme måde.

Alle passagererne bedes forholde sig rolige og forblive fastspændt," lød en stemme pludselig over alle højtalere, fuldstændig udtryksløst. Vi kiggede alle tre på hinanden, stivnede for at lytte. "All passengers, please stay calm and remain seated." Sara var pludselig blevet alvorlig igen, smilet på hendes læber var øjeblikkeligt forsvundet. Det var ikke svært at se, at hun var blevet bange.
     "Plejer de at sige sådan, når det bare er lufthuller?" spurgte hun med angst i stemmen. Jeg nikkede, selvom jeg i virkeligheden var meget i tvivl. Jeg ville ikke gøre hende urolig. Jeg vidste, at hun overvandt noget i sig selv hver eneste gang hun steg om bord på et fly.

Nu begyndte flyet at ryste igen, mere end nogensinde før - og denne gang holdt Sebastian fast om sin cola, og Sara smilede ikke længere. Stewardessen var for længst forsvundet med vognen, og jeg lagde pludselig mærke til, at selv personalet havde spændt sig fast. Jeg kunne ikke huske, om det var noget, de plejede at gøre, men nåede heller ikke at tænke meget længere over det. Pludselig gik det hele nemlig meget hurtigt.

     Et bump efterfulgt af en højlydt brummen. Sara skreg, babyen vrælede og den lille pige, der ellers lige var faldet til ro, begyndte at tude igen.
       ”Hvad sker der?” Sara havde tårer i øjnene. Jeg nåede lige at få et glimt af Sebastian, der lagde armene omkring hende, før jeg blev revet halvt ud af mit sæde. Endnu et ryk. Røde lys blinkede omkring os. Skrattende lyde i højtalerne; måske fra cockpittet, der prøvede at give endnu en besked. Den kom ikke igennem. Lydene bidragede derfor kun til at gøre stemningen endnu mere kaotisk. Nu var den rungede brummen blevet til en skinger hvinen, og den overdøvede næsten de råbende og skrigende stemmer, som der efterhånden var ret mange af. Lyden blev højere og højere, som blev der bygget op til et klimaks.
       Jeg selv sad som lammet. Ude af stand til at bevæge mig, selvom det nok heller ikke blev nødvendigt.

Med ét blev der bælgragende mørk i flyet. Kun de røde, blinkende lamper trængte fuldt igennem. Iltmasken faldt ned fra oven, og jeg trak den ned til munden. Mine hænder rystede. Jeg kiggede på Sara, der peb som en hundehvalp. Over iltmasken var hendes øjne blanke af tårer. Endnu et bump. "Fuck, fuck, fuck," hvislede hun. Jeg tog hendes hånd, og hun borede sine negle ned i min håndflade.
       Nu hældte flyet pludselig til vores side, og en kuffert væltede ned over os. Eller rettere sagt: ned over mig, der sad yderst. Jeg stønnede og tog mig til hovedet med den frie hånd.
       Kold luft mod mit ansigt, lydene blev svagere, skrigende højere. Vi blev alle presset tilbage i sæderne - men kun i et par sekunder. Jeg lukkede øjnene, klemte Saras hånd.

Så skete det. Et brag, et kæmpemæssigt, øredøvende brag. Jeg var sikker på, at vi skulle dø...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...