Iskold

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 nov. 2012
  • Opdateret: 4 jan. 2015
  • Status: Igang
Joannas ferie tegnede til at blive fantastisk; det var hende, hendes bedste veninde - og ham fyren, som hun altid har været hemmeligt, og fuldstændig håbløst, forelsket i. Men tingene tager pludselig en dramatisk drejning. Flyet styrter, og pludselig befinder de sig i ødemarken; omringet af sne og skove så langt øjet rækker.
De er også andre overlevende, og Joanna bliver derfor hurtigt tvunget ind i en hel række nye, indviklede venskaber. De unge menneskers kamp for at overleve er begyndt - og kulden er ikke deres eneste fjende.

112Likes
109Kommentarer
4366Visninger
AA

3. Hjælp

 

Det næste jeg huskede var Sebastian, der havde hånden om min arm. Han trak iltmasken af mig og hjalp mig op at stå, og jeg måtte støtte mig til ham i et par sekunder, mens jeg forsøgte at genvinde balancen.
Jeg lagde med det samme mærke til, hvor underligt stille der var blevet. Larmen fra motoren var forsvundet og havde efterladt en svag, elektrisk summen.
     ”Er du okay, Jo?” spurgte Sebastian forsigtigt. Han rørte blidt ved min pande, og da han trak hånden til sig, så jeg blodet på den.
     "J-ja, men jeg…”
     "Vi er landet i vandet, og vi skal ud før flyet synker,” forklarede han. Det var som om, at det hele først blev virkeligt, da jeg hørte det fra ham. Og virkeligheden føltes som et slag i ansigtet.
     Nu opdagede jeg også dét vand, der var trængt ind i flyet. Der var mest nede i den modsatte ende, hvor der var nogle, der havde samlet sig foran en nødudgang. Heroppe var det ikke meget dybere end en vandpyt.
Skabene til baggage stod åbne, og kufferter og poser lå hulter til bulter rundt i gangen. I kaosset kunne man let overse, at et par af sæderne var helt smadrede, og at selve forenden af flyet var fuldstændig krøllet sammen (jeg ved ikke hvordan det ellers kan forklares) i området tæt ved cockpittet... Som om det var stødt ind i noget meget, meget hårdt.
     For mig virkede det som et mirakel, at vi stadig var i live.

Sebastian fik forsigtigt en redningsvest ned over mit hoved.
     ”Du skal bare trække i snorene for at aktivere den,” forklarede han med ro i stemmen, men jeg kendt ham godt nok til at vide, at han var bange.
     ”Hvor er Sara?” udbrød jeg pludselig med en stemme, der var overraskende lav.
     ”Hun er allerede ude. Bare tag det roligt.”
På trods af mine rystende knæ, der konstant truede med at knække sammen under mig, lykkedes det mig alligevel at nå forholdsvis langt frem i gangen.
Men så var der pludselig én, der greb fat om mit ben. Mit hjerte sad i forvejen i min hals, og det var nok en af grundene til, at jeg blev så forskrækket. Jeg udstødte et halvkvalt gisp, da jeg ikke havde luft i halsen til at skrige.
   ”Hjælp…” Det var en kvinde. En lyshåret, ung kvinde. Hun talte så stille, at hendes stemme næsten druknede i den larm, der ikke var der. Jeg lagde mærke til en lille rift på hendes kind, hvorfra en bloddråbe var løbet ned over hendes læber.
     Der var noget, der så forkert ud. Hun sad stadig på sin plads i midten, men hendes ben var klemt mellem to ødelagte sæder.  De bøjede på en underlig måde.
     "Hjælp min datter med at komme ud,” bad hun.
     Den lille pige sad bag sin mor, på det inderste sæde. De brune øjne - der havde samme farve som hendes krøllede hår - var blanke af tårer.  Hun kunne umuligt være mere end syv år. Kvinden lagde hænderne om den hendes ansigt og skubbede med en kærlig hånd en krøllet lok om bag hendes øre. 
     "Du må ikke være bange. Pigen dér vil passe på dig... Indtil jeg kommer,” sagde hun. Hun løftede den lille pige over sig selv. ”Lov mig at passe på hende. Få hende i sikkerhed... Jeg skal have tid til at komme fri." Hun stønnede og bøjede sig forover i en forgæves forsøg på at vride benene fri.
       ”Vi efterlader ikke flyet uden dig,” sagde Sebastian. ”Lad os hjælpe dig.”
       "Nej, nej. Tag hende nu."
       ”Okay, okay - Joanna, tag pigen. Så hjælper jeg hende ud,” sagde han. I samme øjeblik lagde jeg mærke til, at de iskolde vandt nu gik mig til anklerne.
       ”Bare skynd jer, så,” sagde jeg.
       Sebastian nikkede.

Jeg undrede mig over, hvorfor kvinden ikke havde bedt om hjælp noget før. Måske var der ingen der havde lagt mærke til hende, fordi de alle sammen havde alt for travlt med at redde sig selv? Datteren, der i mellemtiden havde opdaget det frysende kolde vandt på gulvet, klyngede sig nu til min venstre arm. Hun føltes lidt som et handicap, da jeg bevægede mig frem i flyet.

Vi kom til nødudgangen, hvor der åbenbart ikke var opsat en rutsjebane, som de plejede at love på de små sikkerhedsguides bag på sæderne. Måske skulle dette ikke betragtes som en ’nødlanding’, men som et styrt. En af stewardesserne - en mørkhåret kvinde i den karakteristiske, mørkeblå uniform - stod med et bekymret ansigtsudtryk og hjalp folk ned i vandet. Der havde dannet sig en slags kø foran den lille åbning, som i tivoli foran en populær forlystelse, hvor folk er ved at blive utilfredse på grund af for lang ventetid.
       Den lille pige blev ved med at se sig tilbage, hvor Sebastian stadig sad på hug ved siden af hendes mor. Jeg tog fat i hendes hånd og forklarede hende, at vi blev nødt til at springe; at hendes mor ville være lige bag hende.

Så trak jeg i snorene på redningsvestene, der fyldtes med luft på et halvt sekund. Vi gik sammen hen til kanten. Jeg kunne efter et hurtigt blik vurdere, at det nok var bedst, hvis jeg ikke tænkte for længe over det, der skulle til at ske. Det gælder om at få det hurtigt overstået, plejede min mor altid at fortælle mig, når jeg skulle samle mod til mig bare for et kort dyp i svømmehallens udendørsbassin. Det var nogenlunde samme fornemmelse, jeg havde i maven nu - bare meget, meget værre.

Jeg løftede den lille pige op, så jeg kunne mærke hendes bløde hår mod min hals. Stod et sekund på kanten med lukkede øjne og mærkede den kolde vind i håret... Trak vejret dybt… Så sprang jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...