Den ukendte krig

En krig er under optegning og det ser ikke ret så lovende ud for de mange skabninger i livs skoven hvor alle slags dyr og væsner lever i nogenlunde harmoni med hinanden. Troldende er nemlig ved at overtager stedet og de spiser alt hvad der kommer i deres vej. Og det må jo stoppes...Men af hvem?

5Likes
1Kommentarer
472Visninger
AA

1. Prologen

 

 

Gaderne var våde, det var mørkt og månen stod klar og rund mod den sorte baggrund. Der var ingen mennesker, så jeg kunne gå stille og roligt for mig selv. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid holdt meget af at være alene. Selvfølgelig kan jeg også godt lide selskab, men det er som om det at være alene - det gør mig mere fredfyldt. Det er som om jeg tænker bedre, selvom jeg er god til at tænke i forvejen... jeg tænker meget og kan godt lide at tænke... jeg tænker faktisk hele tiden... men det gør alle vel? Det er der nok alligevel ikke noget særligt ved. Men jeg føler at jeg tænker mere end andre. Jeg vrøvler også tit, nu jeg tænker over det, men det er mest inde i mit ejet hoved. Håber jeg! Men jeg snakker ikke med mig selv, hverken inde i mit hoved eller højt, tro endelig ikke det!

Jeg kom til en stor vandpyt. Dens spejlbillede viste en meget høj, ung kvinde, som havde en stor barm. Hun var tynd, men ikke super tynd. Hendes øjne havde en mærkelig farve - grå, en meget meget lys grå - hendes læber var fyldige, og hendes kindben var markerede. Hendes hår gik hende til taljen, det var kulsort og havde lette slangekrøller. Da jeg kom i tanke om at det var mig, skiftede hendes øjne farve – de blev helt sorte.

Jeg ved ikke hvorfor mine øjne gør det, men det har de gjort hele mit liv. De kan skifte til alle farver - rød, grøn, blå, gul - det afhænger af mit humør. Folk har altid troet, at jeg er et misfoster og prøver at holde sig væk fra mig, men det er som om de bliver ved med at komme tilbage... som om der er noget ved mig der trækker i dem. Jeg har aldrig været den populære person som alle vil være sammen med. Men alle kan lide mig og fortæller mig hemmeligheder, faktisk som om jeg er en levende dagbog. Folk synes jeg er en god ven, og at jeg er god til at lytte, men de tager mig aldrig rigtig til sig...hvis man kan sige det sådan.Jeg er egentlig ligeglad, jeg elsker jo at være alene. Og det er jo ikke fordijeg ikke har venner. Jeg har faktisk nogle helt fantastiske venner som jegvirkelig holder af.Jeg ved ikke om de er helt normale. Når jeg er i nærheden af dem begynder det at summe i mit hoved. Det er sådan en irriterende følelse. Og det er ikke kun dem der fremkalder det. En gang jeg var inde i kiosken på hjørnet af min gade, kom det igen – bare kraftigere. Og det kom fra drengen bag disken. Han var på min alder – altså atten. Det var virkelig kraftigt og jeg blev helt svimmel. Mens han slog varerne ind på kasseapparatet, begyndte det at sortne for mine øjne. På et halvt sekund var han omme ved mig og greb mig lige inden jeg besvimede. Jeg fatter ikke at han kunne nå det. Jeg tænker tit på det. Og indtil nu er jeg ikke kommet på andet end at han ikke kan være et menneske. Ligesom mig…

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...