Den ukendte krig

En krig er under optegning og det ser ikke ret så lovende ud for de mange skabninger i livs skoven hvor alle slags dyr og væsner lever i nogenlunde harmoni med hinanden. Troldende er nemlig ved at overtager stedet og de spiser alt hvad der kommer i deres vej. Og det må jo stoppes...Men af hvem?

5Likes
1Kommentarer
467Visninger
AA

2. Let the game begin

 

Det mørke vand glimtede klart i fuldmånes skær. Alt i den store skov er roligt. Alle dyr lige fra den store slørugle til den lille grå mus sover. Du står i en skov bag et træ og venter. Du ved ikke på hvad eller hvem men du venter. Men med et brydes vandoverfladen og en pige stiger op af det blanke søspejl. Hun har langt mørkeblåt hår og helt hvide øjne. Hun går langsomt op på brede og du kan nu se at hun har en lang kjole på der er lavet af et ukendt stof der mest af alt ligner tang. Pigen tager en fløjte frem og begynder at spille en rolig sang. Den er næsten helt hypnotiserende og du føler dig søvnig. En mand kommer gående ned af mod søen. Hans skridt er tunge og besværlige. Hans blik var slørte og ukonsentrert. Han kommer nærmer og nærmer pigen og til sidste står han foran hende. Hun smiler blidt til ham og tager hans hånd. Hun går baglænss ned mod søen og han følger med. Pigen gik længere og længere ud i søen og manden følger stadig med til sidst forsvinder  de helt ned i søen og skoven er igen stille. Det du lige har set er skovnymfen Parva Tibia eller i normal omtale bare Tibia som lokkede en af de stakels ofre i søens dyb. TIbia var ikke alene, lidt væk sad Viridi, hun var en lille fe, med noget der lignede en sart hud, men faktisk var den overraskende stærk, den lyste som et lille stearinlys, hun hade grønne øjne, der kunne få folk til at gøre som hun ville have dem til, hendes hår var brunt som træernes bark, hun havde en kjole på som var grøn som træernes blade, hun kikkede ned i søen, og ventede på at skovnymfen ville komme op igen. Lidt tid efter kom et smukt kruset mørkeblåt hår op af søens overflade og Tibia gik op på land. Hun havde ingen sko på kun de bare fødder hvor der kunne skimtes svømmehud. Hun så sig omkring og selvom hun var blind og ikke kunne se noget var hendes sanser så gode at det var ligesom omm hun godt kunne se. "Viridi...?" spurgte hun ud i luften. Hendes stemme var lav og hviskende en anelse hæs som om den ikke havde været brugt i lang tid. Hun talte ikke så tit men når hun gjorde sagde hun kun fornuftige ting. Viridi tænkte om hun skulle sige noget, Tibia havde jo lige spist en mand, men på den anden så var hun jo mæt. Hun kom lige så stille frem fra sit skjulested, hun var kun 2 æbler høj, så hun var ikke sikker på at Tibia kunne se hende, hun bevægede sig hen til hendes fødder, og tog fat i hendes tå, hun rystede den for at være høflig, hun kunne jo ikke nå Tibias hånd, hun sagde med sin lille men gennemtrængende stemme "Hej hvordan går det?, jeg kunne se du var i gang med din frokost", hun kikkede på Tibia med sine skinnende grønne øjne. Tibia behøvede ikke se ned for at vide der var en fe ved hendes tå. Og desuden kunne hun jo heller ikke se noget da hun jo var blind men som sagt var hendes sanser så gode at det var som om hun kunne fornemme omgivelserne omkring hende. "Godaften" hviskede hun tørt og kiggede stadig lige ud i luften. Den unge skovnymfe slikkede sig sulten om munden. Godt nok havde hun lige fordæret et menneske men en fe eller to kunne der vil altid blive plads til trods alt.Viridi kikkede på Tibia, som slikkede sig uhyggeligt om munden, feer var jo kendt for at være en delikatesse, "hvad laver du i denne del af skoven?" spurgte Viridi "jeg har hørt og set mange trolde angreb her, her er ikke sikkert som der var engang, og føden er knap, selv for dig, menneskerne kommer jo sjældent, og de plejer jo at være dit hovedmåltid om dagen" Viridi kikkede rundt i skoven for at se om en trold skulle være i nærheden, men der var ikke nogen i nu. Tiabia så på feen med sine mælke hvide øjne. "Jeg bor i denne sø og spiser hvad jeg kan få fat i. Trolde, Mennesker, Elver og nogle gange en fe eller to" Hun slikkede sig igen om munden men vidste at hun ikke skulle spise den lille fe pige. Det ville være uhøfligt. Hun kunne bedst lide at fange offre og tage dem med ned i søen men ikke snakke med dem. Det var ikke rart at spise nogen man havde snakket med. Hun så op igen op mod månen. "Vi skovnymfer er jo ved at være ret så udrydet men vi holder stand så godt som vi nu kan. Hvad laver en lille fe som dig her i den mørke skov? I er jo skabninger af solens moder så hvorfor være ude om natten? Det kan være farligt" hviskede hun med sin tøre stemme, jo jeg har haft et lille proplem med at hele min flok er blevet dræbt i krigen mod troldene og natten, den eneste grund til jeg stadig er her, er fordi jeg var for bange til at kæmpe, så jeg gemte mig så fej som jeg e,r det eneste jeg er god til er at få folk til at gøre som jeg siger, men troldene plejer at hugge hurtigere end jeg kan give en ordre, så jeg har ikke en chance. Viridi tog sit hår om bag øret så man kunne se hele det spidse øre, hun brød sig ikke om at stå her ude i mørket ubeskyttet, hun kunne se at Tiabia var ligeglad, jorden begyndte at ryste Viridi kikkede op på Tiabia "LØB!!!!" råbte hun. Tabia vente roligt sit hovede mod der hvor den dundrende lyd kom fra. En trold kom løbende lige imod dem med blottede tænder og et grådigt smil om munden. Men den unge skovnymfe så slet ikke den minste smule bekymret eller bange. Hun piftede bare en høj skinger tone som dog ikke stoppede trolden det minste. Det store bæst løb hen imod den lille fe pige med udstrakte arme og den slikkede sig sulten om munden. Men med et lød der et bump bag ved dem og en pige rejte sig op. Hun havde kort brunt hår og et par korte hansker med nitter på. I hendes læderbælte hang et sværd og hun havde igen jakke på kun en sort tank top der så godt ud sammen med hendes militær lignene bukser. Hun smilede skævt til Viridi og nikkede venligt til Tiabia. "Hør Grumbe du ved godt at du ikke har lov til at angribe skovfolkets prinsesse det ved du godt ikke?" Hendes stemme var skrap og hård som en ny sleben kniv men alligevel fuld af humor. Hun satte i løb hen mod Trolden og lige inden hun ramlede ind i den satte hun af fra jorden lavede en salto i luften og sendte en støvle lige i maven på trolden. Den spærede øjnene op og fløj ind i det nærmeste træ og faldt om. Den kom ikke op igen. Pigen kiggede igen på de to væsner. Tiabia stod bare og så ud i den tomme luft men smilede så roligt til den unge pige der sejersk sikkert støvede sin læder jakke af. "Godaften Venandi"

Viridi kikkede på pigen, hun følte en blanding af følelser chok,bange,glæde og forvirret, hun kikkede op på pigen, som for hende var enorm, Viridi fløj op i luften, for at kunne se hende i øjnene, hun fløj hvad der for hende var kort tid men langt op, "jeg kunne altså selv have redet mig selv" sagde Viridi med feernes stolthed, feerne havde altid været et stolt folk. Hun kikkede over på trolden, og sagde "barnemad, bare fordi man har nitter, er man ikke den beste til at slåsse med trolde" månen var ved at gå ned, og solen, eller det der engang havde været solen, men i dag kun var en skygge af sit gamle jeg, var på vej op, Viridi ville helst ikke være alene da hun godt vidste det var løgn at hun kunne klare en trold, så hun spurgte" men skal vi ikke rejse sammen, nu når vi alle er alene og ikke har nogen og sådan" hun kiggede spørgende på dem.

 

Et par kilometer derfra trak Blade sin pil ud af brystet på en trold, ikke ret meget større end at den gik hende til livet. Hun smilede kort da hun tørrede pilen af i græsset og fortsatte med at løbe mod nord. Hun stoppede brat da hun hørte nogle stemmer, og så et højt bump, da noget stort og ildelugtende faldt til jorden. Hun tittede frem fra træet, og hang med hovedet nedad mens hun lyttede til deres samtale. ”Er I sikre på det er helt smart? Er idéen med at rejse alene ikke at UNDGÅ at blive spottet?” Hun hang stadig med hovedet nedad da hun så skeptisk på dem. Hun var ikke vant til at stole på folk, og det tog lang tid at vinde hendes tillid, men sådan var hendes race nu engang. En krydsning mellem magikere og krigere med et iltert temperament og evnen til at forsvinde gennem landskaber lydløst. Hun lagde hovedet på skrå, men hoppede så til sidst ned og landede solidt på begge ben et lille stykke fra den bevidstløse trold, og rettede sig op i sin fulde højde. Hun var høj, og hendes rødorange hår hang løst om hendes skuldre der var tatoveret en form for mønster på. Samme mønster havde hun under nogle bandager på sin højre arm - det vidste de andre selvfølgelig ikke. Hendes tøj var ikke noget samlet. Et par sandfarvede shorts, åbne sko i samme farve og en skindvest med pels. To-tre læderarmbånd prydede hendes venstre håndled, og hendes ansigt var hjerteformet. Over skulderen havde hun sin bue og et sort pilekogger. Hun satte sig på hug og gav sig til at eksaminere trolden nærmere, og et anerkendende smil spillede over hendes læber. ”Hvem nakkede Fætter Grum her? Ret godt ramt alligevel”. Hun løftede næven og ramte den på siden af hovedet, så en fin stribe af blod kom ud fra dens tinding. ”Men det er smart at slå den ihjel helt før man går videre. Trolde er måske grimme som bare fanden, men de har en IQ på samme niveau som en nisse”. Det var hendes stil at være sarkastisk, og hendes skuespil kunne narre enhver, hvad enten de ville det eller ej. Hun sad stadig på hug da hun kiggede op på de andre igen. Sjov forsamling, really. En fe, ikke ret meget større end cirka 20 centimeter, en nymfe og en pige med nittehandsker. Hun kiggede med væmmelse på sin ene hånd der var smurt ind i gråligt troldeblod og rejste sig op. ”Blade. Blade Valentino. Jeg ville give hånd, men jeg er smurt ind i troldeblod, så i må tage mit navn for gode varer”.

 

Venandi så lidt på pigen og endlig gik det op for hende hvem det var. Hendes smil voksede og prydet nu hele hendes smalle ansigt. "Jamen godag Blade. Sjovt du ikke kan huske mig vel? Jeg kan nu godt huske dig. Vi var bedste venner som små. Kamp makre" Hun kiggede over på Tiabia. Hendes øjne blev igen alvorlige og hun nikkede igen. "Burde du ikke være mere på padselig? Den trold kunne have dræbt dig og du er snart den eneste af din slags i skoven" Hun sukkede og så igen derefter på feen. "Hør lille ven jeg er en enspænder jeg rejser ikke sammen med nogen anden end mit ego. Du må finde dig en sød enhjørning at gå sammen med ok?" Tiabia så med sine døde hvide øjne på de tog jægere. "Jeg skal nok sørger for at jeg ikke bliver dræbt marikato" Hun så op mod solen der snart stod op og gik derefter langsomt tilbage af mod søen. "Hvis i ønsker at tale med mig mere så kom ved midnat i aften" Og med disse ord forsvandt hun ned i søen. Venandi kiggede over mod søen og rystede på sit hovede. "Altid så forbandet stolt" mumlede hun tvært og strakte sig. Hendes korte hår var ret så praktisk når man skulle i kamp. Så behøvede der ikke hænge en halv kamel ind i ens ansigt. Hun kørte en behanskede hånd igennem håret og så ud mod solen der snart stod op. Ikke fordi den var speciel smuk men fordi hun blev nød til at beregne hvad tid og hvor lang tid hun skulle træne i dag.

 

Viridi kikkede surt på pigen "tror du at du kan klare dig meget mere end en måned i skoven, hvis vi samarbejder alle sammen, har vi større overlevelses muligheder, jeg tænker bare fornuftigt, sådan nogle skal der jo også være, desuden er jeg en glimrende spejder, da jeg er den eneste her, der kan flyve uden at blive set, og lad os indse det, verden bliver mere og mere mørk, vi bliver nødt til at holde sammen" Viridi fløj ned igen, hendes vinger var blevet trætte, de virkede bedst efter at de havde været ude i solen, det var som en oplader for hende, hun kikkede rundt. skoven var ikke længere et trygt sted at være, så selvom der allerede havde været en trold, var det kun toppen af lagkagen, et nyt angreb kunne komme hvornår det skulle være.

 

Venandi så med et drillende smil på den lille hissige fe. Sådan nogle små nogen kunne altså være ret så komsike. "Hør her moster fe hår jeg er lige glade med trolde. Jeg er trods alt trolde jæger så flere af dem betyder bare mere job til mig og nu skal jeg fortælle dig en ting..." Hun gik helt hen til feen og var ikke længere en en lille fingers længde fra den hovede. "...Jeg elsker mit job" Hun rettede sig og og lod hånden glide hen over det sværd hun havde inde under sin jakke. Det var et godtog robust sværd som mange trolde og andre væsner havde tabt til. Og der var flere der ville det. Den unge kriger så sig omkring. Hun måtte afsted igen. Som hendes folk's love sagde "Man må aldrig blive på et sted for lang tid" og dem fulgte hun med respekt for de gamle der bestemte i hendes by men nogen gange var de gamle bare lidt for...Gamle. De burde efter hendes mening lade tre nye unge politiker komme til magten. Ungedommen var nu dem der skulle bære hele dette folk videre.

 

Viridi kikkede surt på trolde jeg er så fantastisk jægeren, "hør jeg er lige glad med løn, jeg vil bare ikke dø, FORSTÅR DU DET!!!, ELLER HVAD!!, JEG VIL IKKE DØ!!!, DIN STORE TROLDE TÅBE!!, vi er nogle ynkelige væsener, og alene, nå hvis i har et problem med at følges, kan i kysse min bare fe røv, nå har i nogle indvendinger, for ellers synes jeg vi skal gå nu" Viridi kikked utålmodig på dem, og syntes de burde gå med det samme.

 

Venandi grinede så hun var lige ved at tumle om på jorden. Hun havde ikke set en person eller skabning så sur siden hun havde hældt skørbær i en af de gamles te. "Hør her prinsesse suresen. Smut hjem til fe land og rend rundt og leg fin og fornem der ok? Jeg gider ikke have en fe vimsende rundt efter mig lige meget hvor meget jæger du er. Det rager mig en pap fis om du dør eller ej der er så mange der gør i disse dage. Den eneste grund til at jeg er her er fordi at Tiabi bad mig om det. Hendes stoler jeg på og jeg sætter min lid til hende men dig?! Prøv at se på dig selv. Du er ikke en gang stor nok til at ligge en mus ned. Så pil af med dig okay?!" Hun sukkede irritert og rullede med øjnene.

 

Viridi rullede med øjnene," har du ikke hørt om mit særlige talen,t du ved jeg kan bestemme over alt levende hvis jeg vil, bortset fra trolde, jeg vælger ofte ikke at gøre det mod andre end dyr, men jeg kan godt, og det kaldes ikke fe land, hvis du skulle være i tvivl, hedder det noget kun en fe kan forstå, fordi det er et navn på feernes ældste sprog, som mest lyder som skrig for jeres øre, jeg besidder århundredes magi i min krop, jeg har levet længe nok til at have set vær eneste af disse træer vokse op, i ved nok at feer lever meget længere end andre væsener" hun tænkte på hvor meget de undervurderede hende, på grund af hendes størrelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...