Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5847Visninger
AA

11. Young Volcanoes

 

In poison places, we are anti-venom
we’re the beginning of the end

 

   “Klokken er halv tre om natten, og du laver frikadeller?!” Jeg stirrer uforstående på Niall, for helt seriøst… Det er da lidt sært? Måske er det bare fordi, jeg ikke er vant til at have muligheden for at spise, når jeg har haft lyst til det, men jeg er da ret sikker på, at det her ikke er normalt.

   ”Bare indrøm det: Du er sulten.”

Det er jeg. Men det kan jeg ikke så godt sige nu… Det var ikke før for et par minutter siden, jeg opdagede, at det er helt mørkt udenfor.

   ”Hvor er Simon og Melissa egentlig henne?” Niall trækker på skuldrene, og vender en frikadelle på panden. Det lader ikke til, at det er særligt unormalt, at de ikke er hjemme. Og selvom det her teknisk set ikke er drengenes hjem, og de bor i London, har Niall fortalt mig, at når de besøger Cali, plejer de at være hos Simon en stor del af tiden. Da jeg spurgte Niall, hvor længe de havde tænkt sig at blive, smilede han lidt.

   ”Normalt plejer vi ikke at være her mere end nogle uger, men nu har vi en slags ferie… Ingen koncerter ud over en her i LA og så en i San Fransisco… Og ja, så er der jo lige den lige detalje, at du er her… Så det kan jo være, at vi kan blive her i en måned eller to.” Hvad han siger, har også fået mig til at smile.

Men nu står vi her. Og laver frikadeller. I et hus der ikke er vores. Klokken halv tre om natten.

OH MAN LIFE IS BEAUTIFUL.

Men et flot lille flip med panden, får Niall frikadellerne til at flyve over på en tallerken. Ja, flyve. Med vinger and shit. Han rækker tallerkenen til mig, og jeg stiller den på granitbordpladen. Et par temmelig luksuriøse barstole der matcher i farven, gør køkkenbordet til et et ekstra spisested.

Niall og jeg sætter os, og begynder at hugge maden i os. Det er først nu, da jeg begynder at spise, at de går op for mig, at jeg faktisk er rigtigt sulten. Ikke bare lidt. Men meget.

Stilheden har sænket sig over os, og snart står begge tallerkener tomme.

   ”Men hvor er Simon og Melissa egentlig?” spørger jeg igen, da jeg jo ikke rigtigt fik noget svar før.

   ”Simon har sikkert været i studiet. Hvis han skal være der to dage i træk, plejer han at sove der. Og Melissa… Hun er som regel, hvor Simon er… Han siger godt nok, at hun kun er køkkenpige /rengøringsdame/bodyguard, meeeen… Jeg har nu en fornemmelse af, at hun er lidt mere end det.” Jeg smiler, for selvom jeg kun har været her i hvad… to, tre dage? Jeg har sovet her to nætter, plus min, ehm, sleepover med Harry… Men ja, selvom jeg kun har været her i tre dage, kan jeg godt se hvad Niall mener.

Jeg gaber, og strækker mig. Mit mareridt vækkede mig ved tolv tiden, så jeg har alligevel fået fire-fem timer, men det er nu ikke helt nok… Så jeg siger godnat til Niall, men før jeg er kommet et skridt nærmere trappen, trækker han mig ind til sig. Han knuger mig imod hans bryst, og jeg krammer igen.

   ”Du kommer bare, hvis der er noget, ikke?”

   ”Nu er jeg jo altså ikke ved at få et nervøst sammenbrud eller noget,” mumler jeg imod hans brystkasse. Jeg kan mærke latter i hans bryst, og den kære lyd der forlader hans læber, får mig til at smile.

   ”Jeg ved snart ikke.” Jeg puffer til ham med hovedet.

   ”Men seriøst. Hvis der er noget, så kommer du bare.” Han trækker sig lidt tilbage, og ser mig direkte i øjnene. Jeg nikker alvorligt, før jeg begynder at grine. Hans alvor krakelerer, og han smiler.

   ”Se så at komme i seng med dig.

   ”Ja mor.”

†††

 

Jeg vågner, da solen rammer mit ansigt. Uret på mit natbord viser tolv minutter over syv, og jeg sætter mig op i sengen. Huset er helt og aldeles stille, de eneste lyde kommer fra bilerne på vejen, og en lille spurv der sidder lige uden for vinduet, og synger. Alt er så fredfyldt, at jeg straks føler mig godt tilpas. Natten gik uden et eneste mareridt, faktisk drømte jeg intet overhoved.

Jeg går nedenunder i mit nattøj, og forsøger at finde Niall. Han ligger ikke på sofaen og sjovt nok heller ikke i køkkenet, så jeg begynder at kigge rundt i de forskellige rum underetagen. Jeg når at se to badeværelser, et arbejdsrum magen til det ovenpå, et soveværelse, der må være Simons (dette ved jeg, fordi der hænger en del signerede papirer samt billeder af mænd, der trykker hinanden i hånden, og Simon er på dem alle), to gæsteværelser der begge ser ubrugte ud, og et soveværelse som jeg gætter på, er Melissas, før jeg endelig finder ham. Han ligger strakt ud på en stor seng, iført en grå T-shirt og et par boxershorts. Hans mund er åben, og en stille snorken lyder fra ham.

Jeg smiler, for han ser så ung ud i søvnen (ved godt, han er ældre end mig men whatever). Så stille som muligt lukker jeg døren igen, og går ud i køkkenet. Da jeg åbner køleskabet, kan jeg ikke lade være med at sukke tilfreds. Det køleskab er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set.

Et stykke toast og en halv karton appelsinjuice senere, står jeg på mit værelse, og prøver at hitte rede i, hvad for noget af mit nye tøj jeg skal tage på. Jeg ender med en temmelig kort, lilla- og sort ternet nederdel, en stram T-shirt med motiv af et skelet på motorcykel og mine egne elskede Doc Martens. Jeg gider ikke gøre noget ved mit hår, og eftersom jeg ikke fik tage min make-up af i går aftes, behøver jeg ikke bekymre mig om det… Okay, det ser måske lidt sjusket ud, men helt ærligt, det fuldender faktisk bare looket.

Jeg står lidt og stirrer ind i spejlet, og det går op for mig, at jeg føler mig godt tilpas i dette tøj. Mit lange, sorte hår passer perfekt til det lidt dystre, mørke stof, og fordi jeg af en eller anden grund aldrig har været i stand til at blive bare den mindste smule brun, ser min hud næsten helt hvid ud, når man ser den i kontrast til det sorte tøj. Jeg drejer glad rundt om mig selv, og pludselig ved jeg, hvad jeg bør gøre – Jeg bør sige undskyld til Harry, nu hvor jeg alligevel er i så godt humør. Så er det ligesom ude af verden.

 

Jeg nærmest hopper hele vejen udenfor, før det går op for mig, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal komme derhen. Jeg kan nogenlunde huske vejen, men adressen lagde jeg ikke mærke til, og jeg kan ikke så godt tage en taxa uden at vide, hvor jeg skal hen. Det er på netop dette tidspunkt, mit blik falder på de to biler, der står parkeret på stenene.

Jeg har aldrig officielt fået et kørekort, men jeg har da alligevel kørt et par gange. Da jeg lige var stukket af, og var omkring tretten, boede jeg i en overgang hos en stofmisbruger og hendes søn. Han var seksten, og havde sat mig lidt ind i, hvordan man kørte. Siden da har jeg kun kørt få gange, men jeg har ikke slået nogen ihjel eller noget… Endnu.

Hvad fanden, tænker jeg. Jeg lader bare være med at køre så hurtigt.

Jeg vælger den af bilerne, der ser mindst dyr ud; en sort BMW, der sikkert har kostet en halv million. Jeg spænder sikkerhedsselen, tager en dyb indånding, og drejer nøglen, der sidder i. Bilen brummer svagt, og instrumentbrættet lyser. Jeg lukker øjnene, tager en dyb indånding, og træder så forsigtigt på speederen.

 

En halv time senere parkerer jeg ved lejlighedens parkeringsplads. Der er kommet en lille bule bag i bilen, fra det træ jeg kom til at bakke ind i, og der er splattet is ud over kølerhjelmen, fra da en gnaven cyklist, jeg nær kørte ned, kylede sin isvaffel efter mig.

Men ellers gik alting som planlagt. Jeg blev i det mindste ikke arresteret.

Efter at have parkeret bilen så skidt, at jeg sikkert har fået 6000 parkeringsbøder, når jeg kommer ud igen, smækker jeg bildøren, låser den, og går fløjtende hen imod lejlighedskomplekset. Selv efter den vilde, temmeligt farlige køretur, er jeg stadig unaturligt munter. Jeg kan ikke se et eneste andet menneske nogen steder, og det går op for mig, at det jo egentlig er temmelig tidligt for en søndag morgen.

Da jeg banker på til Harrys lejlighed – Ohohoho, jeg kunne huske nummeret og alting! -, går der noget tid, før døren bliver åbnet. Da den endelig bliver, er det af en Harry med dynen svøbt omkring sig, om muligt endnu mere uglet hår end normalt og et temmelig gnavent udtryk. Det bliver dog hurtigt afløst af en overrasket et, da han ser, at det er mig.

   ”Scarlet? Hvad laver du dog her?” Hans stemme er ubærligt hæs og sexet, og jeg kommer til at tænke på, at han under dynen, nok ikke har mere end et par boxershorts på… Måske ikke engang det… Jeg giver mig selv en mental lussing – Var det ikke noget med, at du skulle prøve ikke at bolle flere end højst nødvendigt?

   ”Øhm, godmorgen,” siger jeg, og ignorer hans spørgsmål totalt. Han ser blot afventende på mig. Pis og lort, jeg er nødt til at svare.

   ”Jegkombareforatsigeudnskyldfor,atjegbollededig,ogderfterbaresmuttede.” (Oversættelse: Jeg kom bare for at sige undskyld for, at jeg bollede dig, og derefter bare smuttede).

Jeg japper det af mig så hurtigt, at han nærmest ikke har en chance for at forstå det. Harry bare stirrer på mig i et par sekunder. Så smiler han, og smilet får ham til at se så lækker, sød og smuk ud, at jeg dårlig kan klare det. OMG JEG BURDE BLIVE VACCINERET MOD LÆKRE DRENGE.

 

   ”Det er okay. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde troet, at du ville undskylde. I hvert fald ikke så hurtigt.” Jeg slår ud med armene, og prøver at se ud som om, det bare er sådan, jeg er. I virkeligheden plejer jeg ikke at sige undskyld for noget som helst, og for at være helt ærlig, forstår jeg ikke rigtigt, hvorfor jeg har gjort det denne gang. For seriøst; det ligner mig ikke. At all.

   ”Vil du lidt indenfor?” Jeg nikker tavst, og går forbi ham ind i lejligheden.

Sidst jeg var her, fik jeg ikke rigtig mulighed for at udforske. Så imens Harry går ind og får noget tøj på, tager jeg på et lille eventyr. Og præcis som jeg havde forventet, er lejligheden noget af det mest luksuriøse jeg nogensinde har set, kun overgået af Simons hus.

Den er egentlig ikke så stor, lejligheden. Større end normalen, men slet ikke så stor som den kunne være. Et badeværelse, Harrys værelse, et gæsteværelse og en stue og køkken i et. Jeg kan ikke regne ud, om det er unormalt at have så fantastiske hjem i LA, eller om de alle ser sådan ud. Det må jeg huske at spørge om. På et eller andet tidspunkt.

Harry kommer ud af sit værelse nu fuldt påklædt i skinny jeans og en grå T-shirt.

   ”Kaffe?” spørger han. Jeg nikker, og sætter mig på den ene af to store, hvide lædersofaer der har fronten imod en gigantisk fladskærm. Efter at jeg har sparket mine sko af, trækker jeg benene op under mig, og betragter Harry, imens han laver kaffe. Det er en yderst fascinerende proces.

Da kaffen er færdig, rækker Harry mig en dampende var kop, og sætter sig i sofaen ved siden af mig. Sofaen er stor, men vi sidder alligevel temmelig tæt på hinanden, og da vores knæ kort rør hinanden, misser mit hjerte et slag, og min vejrtrækning går brat i stå. Harry virker også påvirket. Han prøver så diskret som muligt at rykke sig lidt væk fra mig. Jeg finder det egentlig ikke fornærmende, for jeg forstår ham udmærket… Jeg har på en gang lyst til at voldtage ham, og aldrig forlade hans side, og at flygte ud af landet og begrave mig selv levende på den anden side af kloden. Det kan man virkelig tale om et dilemma, hva’?

Harry rømmer sig. Jeg ser på ham, og selv om det her er bare en anelse akavet (en anelse kan oversættes til noget i retning af ”omfg, bare lad mig dø nu”), ser han mig lige i øjnene. På trods af, at jeg mest har lyst til at se væk, gengælder jeg hans blik.

   ”Så…” siger han, stadig uden at løsrive sit blik.

   ”Så…” siger jeg, stadig uden at løsrive mig fra hans blik.

   ”Ved du hvad?” siger han, på præcis samme tidspunkt som jeg siger: ”Jeg har en idé.”

Omg. Så kunne det altså godt blive mere akavet, det havde jeg ikke troet.

Vi rødmer begge, og jeg får fremstammet, at han godt kan starte. Vi fniser lidt nervøst, for det her er altså så pinligt og akavet, at jeg helt alvorligt overvejer, om det vil være mindre smertefuldt, hvis jeg bare kaster mig ud af vinduet uden at se mig tilbage.

    ”Jeg tænkte bare…” starter Harry, stadig rødmende. ”Måske bør vi bare starte forfra, eller hvad synes du? Lade som om alt det andet ikke er sket, starte på en frisk?” Jeg nikker, og smiler på trods af min nervøsitet.

   ”Det var nogenlunde det samme, som hvad jeg ville sige.” Han smiler, tydeligvis lige så nervøs som jeg er. Så rækker han pludselig hånden frem.

”Harry Styles. Hyggeligt at møde dig.” Jeg undertrykker et smil, og tager hans hånd. ”Scarlet De’lue. Jeg er ny her i området… Tror du måske, du kan vise mig rundt?”

 

Tonight the foxes hunt the hounds, 
And it's all over now before it has begun, 
We've already won.

____________________________________

ADVARSEL: 

Flere ting i denne video, kan virke stødende.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...