Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5878Visninger
AA

19. Vapour

Where my heart is there's never a home
These wooden doors are closed and this prison's cold

 

Jeg mødte drengene for under en uge siden. Som jeg ligger her i sandet med Niall, føles det som længere. Det føles, som om jeg har kendt dem altid. Som om de har været i mit liv, siden jeg var helt lille. Som om jeg altid har kendt dem, som om de altid har været her. Altid, ikke kun en uge.

På fem dage har jeg følt flere forskellige følelser, fået flere forskellige sanseudtryk, end nogensinde før i hele mit liv. Jeg har grinet og grædt, og på ingen tid har de fået mig til at stole på dem. Og selv om Harry viste sig at være en sexglad lort, så betyder det jo ikke, at de alle sammen er det.

 

Niall’s fingre glider igennem mit hår. Hans fjerlette bevægelser får min hud til at føles varm. Hans åndedræt mod min tinding får lette kuldegysninger til at stryge igennem min krop. Hans fingres blide leg giver mig tryghed. Hans læber, der fra tid til anden strejfer min hud, gør mig fuldstændigt følelsesløs. Og samtidig har jeg det som om, jeg kan mærke hele universet på samme tid.

Mine øjne er åbne, og jeg betragter de fine konturer i hans ansigt. Fra denne vinkel, ser han meget ældre ud end normalt. Hans kæbe er mere markeret, skyggerne under hans øjenbryn dybere, hans øjenvipper, der kærtegner huden, hver gang han blinker, længere. Hans øjne, hvis farve jeg stadig ikke kan placere, virker sørgmodige og vise, og han er helt igennem smuk.

   ”Kan vi ikke blive her?” spørger han stille, og hans stemme er hæs, for han har ikke sagt noget i lang tid. ”Kan vi ikke blive her for evigt? Kan vi ikke lade havet sluge os, kan vi ikke bare forsvinde?”

   ”Hvad med de andre drenge?” spørger jeg, og min stemme er meget lille.

   ”De kan forsvinde sammen med os. Vi kan forsvinde sammen, alle sammen. Også Simon og Melissa.”

   ”Det lyder rart,” siger jeg stille, og vi ligger blot og ser op i himlen. Vi må have ligget her i lang tid, for himlen, der før var helt lyseblå, er begyndt at blive mørkere. Familierne er begyndt at tage hjem, og flere og flere unge kommer til. Jeg ved, at Niall også lægger mærke til dette. Ikke fordi han siger noget. Men jeg kan se det i hans blik. Vi rejser os op samtidig, og uden at tænke over det tager jeg hans hånd. Han fletter forsigtigt sine fingre ind i mine, og vi begynder at gå tilbage mod huset. De stakkels bodyguards kæmper stadig med et par journalister, men de fleste er dog taget videre. Da de ser os, flipper de resterende helt ud, og kameraernes blitz skærer mig i øjnene. Der er nok mindst et par billeder af os i morgen. Et, to, tusind, hvad ved jeg.

Da vi kommer til huset, sidder Simon i sofaen, og ser nyheder. Han burde måske overveje at dyrke lidt motion i ny og næ, men okay, jeg skal nok ikke rigtigt snakke… Zayn og Liam ligger på gulvet og spiller skak, selvom de ikke ser ud som om, det er det mest underholdende i hele verden. De ser op, da vi kommer ind, og deres øjne fæstner sig øjeblikkeligt på vores hænder. Liam ser glad ud, men Zayns blik søger mit, og han har rynker i panden. Jeg undgår at se ham i øjnene, og kigger rundt for at finde Louis.

   ”Louis kommer til aftensmaden… Som er klar nu,” siger Melissa, før jeg når at spørge. ”Harry kommer ikke.”

Vi sætter os ved bordet, og Melissa begynder at fylde tallerkner. Niall’s hånd giver min et sidste klem, før han dropper mig for maden. Jeg er dybt såret.

 

Vi er netop begyndt at spise, da Louis kommer ind. Han smider sig ned på en stol, og begynder at spise, som om det er første gang i månedsvis. Tavsheden lægger sig om os, mens vi alle spiser. Jeg har ingen anelse om, hvad det er, vi spiser, men Melissa skal ikke høre et ondt ord.

   ”Hvor har du været henne, Louis?” spørger Niall, da han som den første er færdig med første portion.

   ”Bare lidt rundt omkring,” siger Louis undvigende, og tiltrækker sig derfor alles opmærksomhed. Seks par øjne stirrer på ham, krævende et svar. Louis sukker, men ser så ned i sin mad igen.

   ”Louiiiiiis,” siger Zayn. ”Louiiiiiiiiiiiiiiis.” Vi begynder alle at plage ham - også Simon -, indtil han smider gaflen på bordet, og overgivende siger: ”Okay, okay!” Zayn og Liam udveksler selvtilfredse blikke.

   ”Jeg har været hos Harry. Han har slået op med Taylor, og havde brug for en at snakke med.” Et par sekunders tavshed.

   ”Det var også på tide,” siger Zayn tørt.

   ”Endelig,” siger Niall, og fortsætter med at spise.

   ”Gud ske tak og lov,” siger Melissa, og begynder at øse mere mad op til Simon.

   ”Undskyld, menøh, er der ingen, der kan lide hende?” spørger jeg forsigtigt. De andre veksler blikke.

   ”Altså, hun er skam meget sød, og hun hjalp altid til med huset, og så er hun jo en yderst succesrig ung dame. Men det er jo ikke lige det første forhold, hun har haft i år. Og så kommer hende og Harry ofte op at skændes, og så bliver han altid ked af det. Og det kan vi jo ikke lide,” siger Melissa, og ser så bekymret på Louis. ”Han er vel okay, ikke?”

   ”Han har det faktisk helt fint, men jeg vil alligevel holde mig lidt i nærheden, bare hvis han får brug for en snakke med og alting. Men helt ærligt, så tror jeg ikke, det rører ham så meget. Det var vist noget, om en anden pige,” han ser sigende på mig, og jeg er lykkelig for, at Niall netop i dette øjeblik er meget optaget af sin mad, for blikket er ikke til at tage fejl af.

   ”Det var godt! Det vil jo være en ulykke, hvis han ikke kan komme med til festen i morgen, på grund af hjertesorger!” Mit hoved flyver op.

   ”Festen? Hvad for en fest?”

   ”Gud ja!” hviner Melissa begejstret, og klapper i hænderne, ”du ved det jo ikke! Der er denne her store fest en gang om året, som bliver afholdt hos Elon Musk i Bel Aire! Det er årets fest, og kun specielle, kendte eller betydningsfulde mennesker bliver inviteret. Hvert år har et tema, og i år er det et maskebal!” Hun hviner igen.

   ”Jamen…” siger jeg tøvende. ”Jeg har jo ikke nogen balkjole. Og heller ingen maske, for den sags skyld.”

  ”Det klarer vi snildt!” siger Melissa. ”I morgen tager vi to ud, og finder dig en kjole! Jeg går ud fra, det er på husets regning?” siger hun, og sender Simon et blik med truende mine.

   ”Naturligvis,” siger han, en lille smule ligegyldigt. Fair nok, det er måske heller ikke det mest interessante emne i verden, men whatever. Jeg sidder selv helt foroverbøjet på stolen, for jeg må helt ærligt indrømme, at tanken om at købe en kjole, og være pisseskidefuckinghamrende lækker imens der er en hel masse betydningsfulde mænd omkring mig, virker ret lokkende. Det er ikke så meget, at jeg har lyst til at være sammen med dem, men den magt, der kommer med at være lækker, den er fristende. Jeg vil kunne få en mand til at springe ud fra et bjerg – overdrivelse – med det rette outfit.

 

   ”Vi tager af sted ved fire-tiden, okay? Det tager nok kun to timer at køre derhen, men vi kan nok regne med en del trafik. Og vi skal også tjekke ind på vores hotel før festen, så vi kan tage derhen, når festen er slut. Dørene er åbne imellem otte og ti, så vi har god tid til det hele. Nogle spørgsmål?” Simon siger det med så alvorlig mine, at det næsten virker som om, han instruerer os i en militæraktion. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har fået dette indtryk, for Louis siger med høj stemme: ”Ja, hr. sergent. Skal vi smide bomberne før eller efter velkomstdrinken?” Vi griner alle, inklusive Simon.

   ”Jeg kender jer, drenge. Hvis jeg ikke får sagt det ordentligt, fiser den ikke ind.”

   ”Hallo!” udbryder Zayn, Liam, Louis og Niall i kor, hvilket straks fremkalder fnisen hos Melissa og mig.

   ”Nå, ikke mere snakken! Scarlet, i seng med dig, du skal være frisk og smuk til i morgen!” Melissa trækker min stol ud, og skubber mig hen imod trappen.

   ”Klokken er halv otte! Og hvad mener du med, at jeg skal være smuk til i morgen? Jeg er da altid smuk!” Melissa fnyser, og drengene fniser højlydt. Jeg sender dem mit bedste gnavne blik, og Louis rækker tunge af mig. Efter et sidste surt blik, kaster jeg med håret, sætter næsen i sky, og går med en dronnings elegance - … agtigt – op ad trappen, alt imens jeg ignorerer deres latter.

 

†††

 

Næste morgen vækker Melissa mig klokken ni– oho, jeg er ved at lære det der med at sove længe, huh? Jeg står op og tager tøj på, hvorefter jeg går nedenunder for at spise noget morgenmad. Jeg har ikke gidet gøre så meget ud af mit tøj, bare et par sorte jeans og en sweater.

Melissa har stillet et stort fad med frugt frem, og efter et kvarter er fadet næsten tomt. Hvad kan jeg sige, mad og mig selv er mit otp.

Denne gang behøver jeg heldigvis ikke køre, og Melissa kører sikkert og hurtigt den sorte BMW hen til et andet center, end det jeg var i med Louis og Niall. Man kan tydeligt se, at hvor det andet center både var et sted, hvor man kunne købe ting og sager, hænge ud og få sig noget at spise, er dette til mere ’seriøs shopping’. Det er hovedsageligt kvinder fra tyveårs alderen og opefter, og meget glamourøst udseende mænd, der med højrøvede miner der taler deres tydelige sprog om, at de skam er højt hævet over midteklassens primitive tøjbutikker, går ind og ud af den enorme ’port’. Jeg ser tøvende til Melissa, men hun smiler bare, og guider mig så blidt hen imod indgangen.

Det er ekstremt åbenlyst, at man ikke kan finde noget her til under mindst et par tusind. Jeg aner ikke, hvor vi skal gå hen, for overalt er der butikker, med smukke kjoler i udstillingsvinduerne. Men Melissa lader til at vide, præcis hvor de bedste ting er, for hun går direkte imod en butik med kun en kjole i udstillingsvinduet – en lang, midnatsblå kjole i silke, med diamantlignende sten i et smukt mønster hen over brystet og ned langs ribbenene, og med et ekstra lag silke ud over skørtet, som falder let og elegant omkring mannequinens fødder, der er iklædt sølvsko, som også bærer præg af dyrt udseende sten.

Ja ja, hvis det er det, de har i udstillingsvinduet, er det da worth a try.

   ”Kig dig lidt om, Scarlet, og sig endelig, hvis du finder noget,” siger Melissa smilende, og går så af sted for selv at lede.

Jeg går lidt rundt blandt stativer og giner, og forsøger at skjule, at jeg på ingen måde hører til i disse omgivelser. Det er dog lidt svært, siden stort set alle andre kvinder er iklædt enten kjoler, eller tøj af et eller andet sindssygt dyrt mærke, mens jeg står her i… Ja, jeans og en sweater. Ekspedienten sender mig et enkelt foragteligt blik, før hun svanser over til en anden kunde. Fint nok, tænker jeg, så klarer jeg det selv.

 

Efter tyve minutters tid finder jeg endelig noget. Jeg kalder på Melissa, og da hun ser kjolen, skubber hun mig omgående ud til omklædningsrummene. Da jeg får den på, ved jeg, at det skal være den. Kjolen er hvid, og har et mønster af sorte blomster. Et sort bånd strammer den ind omkring livet, og skørtet puffer en lille smule ud. Sort tyl under det yderste stof støtter kjolens positur, og en lille del af det er synligt i bunden. Den sidder temmelig stramt omkring brystkassen, hvilket får mine bryster lidt op, som de altid gør i gamle film. Et snørresystem på ryggen, som minder lidt om et korset bortset fra, at jeg rent faktisk kan trække vejret, giver kjolen det sidste touch af elegance, og jeg kan uden den mindste tøven sige, at jeg er smuk og fandens lækker.

   ”Er du klar?” spørger Melissa fra den anden side af stoffet, der skjuler mig fra omverdenen. Som svar skubber jeg stoffet til side, og da hun ser mig, slår hun hænderne for munden, og tripper af begejstring.

   ”Du får ikke lov til at købe andre kjoler end den dér! Hold da helt op, en hver mand vil være parat til at føde en elefant for en dans med dig!” Jeg smiler taknemmeligt til hende, og hun gengælder smilet, så hendes smilehuller træder tydeligt frem.

   ”Få du den af, så vil jeg gå hen og købe den til dig.” Da hun ser mit ansigtsudtryk, får hun et stædigt drag i den ene mundvig. ”Prisen betyder ingenting.” Jeg begynder at komme med indvendinger, men hun siger blot: ”Sådan bliver det!” Jeg tier, og hun smiler selvtilfredst.

 

Da Melissa har betalt kjolen – med Simons kreditkort – går vi ud for at finde sko, makeup og ikke mindst, en maske. Det viser sig at være sværere end først antaget, men efter en times tid, har vi fundet et par sorte sko, der passer godt til kjolen, en dims jeg kan sætte i håret og et par tights med roser op ad læggene – ja okay, det lyder godt nok lidt sært… Men stadig, det fungerer! Så mangler vi bare masken, og eftersom der ikke ligefrem findes en butik der ikke sælger andet end masker, finder vi en kostumebutik nogle gader fra centeret.

Det er måske ikke ligefrem en guldklump, hvad kvaliteten angår, men efter ca. en halv time, har vi fundet to masker, der går an. Den ene er af hvide fjer, og har noget svane-agtigt og elegant over sig. Den anden er sort, og har en del sten omkring øjnene, og den ser både en smule dyster og lidt mystisk ud. Efter at have tænkt lidt over det, vælger vi den sorte, og så er vi færdige. Klokken nærmer sig to, så vi går ud til bilen med alle vores poser, og beslutter, at vi ikke behøver købe make-up. (Link til alting i kommentar).

 

Da vi parkerer bilen i gården, er klokken halv tre, og vi haster indenfor med poserne. Melissa har allerede pakket en taske med sine ting, men jeg skynder mig at finde en taske, som jeg fylder med toiletting, make-up, noget til at sove i, noget til at rejse hjem i og en tilfældig bog, som jeg snupper fra en hylde i gangen. Poserne må vi have ved siden af, for kjolen skal helst ikke blive krøllet eller sådan noget.

Jeg når lige at spise en lille smule frokost, så puffer Simon mig ud til bilen. Eller, okay nej, ikke bilen, limousinen. Liam sidder lige indenfor den ene dør, og vinker mig smilende hen. Da jeg kravler ind, bliver jeg en lille smule chokeret over, hvor meget plads der egentlig er. For helt seriøst – der er plads. Plads nok til, at fem drenge og en pige mageligt kan sidde og nippe af de drinks der er sat frem i en lille køler. Vent et sekund – Fem drenge? Betyder det… Jeg ser rundt. Ja, der sidder Harry. Han ser indtrængende på mig, men så snart vores blikke mødes, begynder vreden atter at boble i mig, og jeg ser væk. Det kan godt være, han har slået op med Taylor, men det ændrer ikke på det faktum, at han stadig var sammen med hende, da det hele skete. Han bedrog og løj for mig, og han er en latterlig nar.

Niall rykker sig over ved siden af mig, og da hans hånd lægger sig over min, bliver jeg straks mere rolig. Jeg smiler kort til ham, ignorerer Harry, og hviler så hovedet imod ruden. Bildøren smækkes, og efter et par sekunder, glider den lange, sorte limousine let og elegant ud af porten.

 

Da vi efter lidt over to timer ankommer til det hotel, hvor vi skal sove, står der allerede en lille gruppe piger ude foran, holdt tilbage af flere muskuløse sikkerhedsvagter. Hvordan i alverden de har fundet ud af, at vi vil være her, aner jeg ikke, men det er ret imponerende. Så snart Liam som den første træder ud af limousinen, begynder de at skrige. Liam, hurtigt efterfulgt af de andre drenge, går glade hen for at skrive autografer og tage billeder, og hvad ved jeg. Jeg hjælper chaufføren med at tage vores tasker ind, og Melissa, der kom kørende med Simon i den sorte BMW lige bag os, kommer hurtigt og hjælper mig. Simon går hen til skranken i lobbyen for at tjekke os ind.

De værelser vi får, er både absurd store og absurd luksuriøse. Jeg har fået mit eget værelse, og det har Simon og Melissa også, men drengene skal dele to. De kan de nok godt leve med. Da de endelig kommer op, ser de lidt fortumlede, men glade ud, og værelsesopdelingen bliver hurtigt løst – Louis, Zayn og Niall i et værelse, Harry og Louis i et andet.

Jeg har netop kastet mig ned på den enorme, bløde seng i mit værelse, da Melissa kommer, og hiver mig op igen. Hun placeret mig i en stol, og før jeg når at spørge hende, hvad hun laver, har hun fundet en børste frem, og begynder på mit hår. Jeg tager en dyb indånding, for jeg ved, det her kommer til at tage laaaang tid.

 

To timer senere er jeg næsten klar. Melissa har gjort et eller andet ved mig hår, så det falder ned over mine skuldre i elegante, sorte slangekrøller, og mine øjne er markerede af en hel del sort eyeliner. Mine øjenvipper er vildt lange, for Melissa har brugt en eller anden super-duper dyr mascara, og masken får det hele til at se en smule mystisk ud. Kjolen, som kun går til knæene, og som sikkert ikke passer så godt til et maskebal, ser både elegant og sød ud, og skoene, som ikke har så meget hæl på, er noget mere uskyldige end de sko, jeg sædvanligvis går i. Det eneste der mangler, er dimsen til at sætte i håret, og Melissa sætter den i med næsten uhyggelig koncentration.

   ”Så!” siger hun, og trækker mig hen foran spejlet. ”Hvad synes du?” Jeg svarer hende ikke, for jeg kan helt ærligt ikke svare. Det lidt lille-pigede blomstertema passer fandens godt sammen med masken og make-up’en, og alt i alt er looket fuldstændigt og fantastisk. Melissa ser forventningsfuldt op på mig, og som svar krammer jeg hende tæt. Det er nok første gang, jeg har krammet en kvinde i de sidste seks år, og følelsen er uvant men vidunderlig. Hun klapper mig let på ryggen, og mumler: ”Pas nu på, du ikke krøller kjolen.” Jeg fniser, og så fører hun mig ud imod limousinen.

Simon står derude og venter på os, og han ser ret stresset ud.

   ”Det var på tide! Den er kvart over otte, og drengene er allerede kørt!” Jeg ser mig omkring, og kan ganske rigtigt ikke se dem nogen steder. Der står dog stadig en limousine, som ligner den anden til forveksling. Simon haster over til den, og jeg skynder mig efter ham. Da jeg har sat mig ind, ser jeg op på Melissa, som ikke sætter sig ind efter mig.

   ”Skal du ikke med?” spørger jeg, og hun udstøder en perlende latter.

   ”Åh Scarlet altså, det er jeg da slet ikke betydningsfuld nok til!”

   ”Det er jeg da heller ikke, jeg har intet gjort eller noget som helst!

   ”Men du er trods alt Simon Cowell’s niece, og det hjælper lidt på tingene. Smut så, og hav en fantastisk aften, ikke?” Jeg tøver, men nikker så. Bildøren bliver smækket, og der går et par sekunder. Så kører vi.

 

Letting mist dissolve the light
The darkness, oh it burns so bright
I'm turning blind

 


________________________________

Øh ja, det tog kun en måned

Men jeg har en grund folkens, og jeg vil tillade mig at tildele jer noget af skylden. Der er jo selvfølgelig standard-undskyldningen: jeg har haft lektier og en masse andet at lave. Men nu er det også sådan, at jeg i en måned kun har fået én kommentar (og en fra min vunderskønne baby, men hun tæller ikke helt, for jeg tiggede hende lidt om at kommentere... yes). Derfor har jeg ikke følt mig særligt motiveret til at skrive noget som helst, da jeg reelt ikke har været sikker på, om der rent faktisk er nogen, der læser. Jeg skriver i bunden af hver kapitel, at man gerne må kommentere, så da kun få reagerer på det, bliver jeg i tvivl om, hvorvidt folk overhovedet læser kapitlerne. Det kan selvfølgelig også bare være fordi, I er lidt dovne, hvilket I ikke skal høre et ondt ord for!

Men lige nu tigger jeg jer - som i at jeg ligger på knæ, grædende og bønfaldende -, vil I ikke nok pleaseeeee skrive, om I læser eller ej, for jeg ser ikke rigtigt nogen grund til at fortsætte med at opdatere, hvis jeg ikke får noget respons og konstruktiv kritik. Det er nu en gang derfor, jeg skriver her - for at blive bedre.

Jeg håber alle har det godt, og nyder det VIDUNDERLIGE vejr :)))

 

- Just mee?:D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...