Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5882Visninger
AA

7. Uprising

 

If you could flick a switch and open your third eye, 
You'd see that we should never be afraid to die

 

Det er den første fest, jeg har været til, hvor det ikke bare handler om at blive fuld og bolle (Tihi, hun sagde bolle!) Jeg har nu alligevel fået temmelig meget at drikke… Bare fordi det ikke er en drikkefest, kan man da stadig godt tillade sig at blive fuld! Det er et frit land! THIS IS AMERI-FUCKING-CA!

Niall har efterladt mig med Bøsse-dan. Han har også fået liiiiidt meget at drikke… Lige nu står han og fniser hysterisk over en eller anden dude, der vist har smidt trøjen. Jeg er overraskende lidt opmærksom, i forhold til min sædvanelige glubskhed når det omhandler drenge uden tøj på… RAUWR!

Jeg bunder min syvende flaske, og går lidt usikkert af sted, for at finde en øl mere. Mørket er faldet temmelig meget på, men det store bål brænder stadig, og holder stranden oplyst. Det er tydeligt at se, at festen langt fra er ved at slutte.

Jeg stavrer hen til en kasse proppet med alkohol, smider min tomme flaske i sandet, og griber en ny. Jeg ser mig lidt omkring efter en øloplukker, men da der ikke er nogen, åbner jeg den med tænderne. Det er en fyr der har lært mig det, skønt jeg for længst har glemt hans navn. Det er noget med… R, tror jeg… Ralph eller.. Rudolph… Eller Rupert…

Jeg trækker på skuldrene, og vender mig om. Min balanceevne er dog ikke på toppen, og jeg får på en eller anden måde trådt mig selv over tæerne. Før jeg ved af det, vifter jeg med armene, og er helt sikkert SUPER charmerende, imens jeg langsomt begynder at falde bagover. Eller, det går nok ikke så langsomt, men sådan føles det. Jeg er lidt fucked up i hovedet lige nu… Tror jeg… Tihi.

 

Før jeg rammer jorden, er der en der griber fat i min arm, og elegant får hevet mig rundt, så jeg atter står fast på jorden. Men eftersom det jo sådan set ikke er jord, men sand, vi står på, bliver en lille orkan af sandkorn blæst omkring, og mine sko bliver helt sandet til. Jeg tuder. I mit hoved. De er faktisk ret fede, skoene. Minder lidt om mine gamle. De er sorte, læder, så vidt jeg kan se. Militærstøvler. Men okay, det bare sand... De er jo ikke ødelagte. Satser vi på...

   ”Ingen grund til at takke mig.”

Nå ja. Jeg væltede jo. Eller, det ville jeg have gjort, hvis det ikke havde været for min ukendte redningsmand. For den dybe stemme gør det tydeligt, at det er en mand. Eller dreng. Eller koala. Jeg ser op, og genkender øjeblikkeligt de karakteristiske krøller samt de forførende grønne øjne.

   ”Godt, for det havde jeg heller ikke tænkt mig.” Nok er jeg fuld, men ingen skal kalde mig uforberedt. Eller noget.

Krøltop smiler opgivende, og tager en slurk af sin øl. Det går op for mig, at jeg på magisk vis har været i stand til at holde fast i min flaske, og at den stadig er næsten helt fuld! Jeg er Gud. Just saying.

Jeg begynder at gå ned af stranden, og registrerer, at Krøltop følger med. Fint. Vi kan lige så godt få det overstået, og så er det vel meget fint, at jeg er fuld. Så har jeg nosserne til at sætte ham på plads.

   ”Du virkede en smule mere sikker på benene, sidst vi så hinanden,” siger Krøltop henkastet, og jeg ved, at han ikke snakker om tidligere i dag. Han taler selvfølgelig om Overton. Om vores ’møde’ i baren… Om vores venskabelige sludder i gyden.

   ”Du virkede mere lækker i mørket.” 

   ”Ouch.” Siger han tørt, mens jeg fniser af mig selv. Jeg er seriøst genial.

   ”Men helt seriøst, du virker meget anerledes. I Overton var du så flirtende, så selvsikker. Her virker du meget mere sårbar. Som om du er en helt anden person.”

   ”Jeg gør, hvad jeg er nødt til for at overleve. Dengang var jeg nødt til at være flirtende og bolle til højre venstre, her er det mere passende, og langt nemmere, bare at virke lille og sårbar, og være den lille stakkel som mistede sine forældre.” Jeg ser op på ham, og laver hundeøjne. Han stirrer på mig i et par sekunder, hvorefter han ser væk, og fnyser frustreret.

   ”Du er ikke til at blive klog på!” Jeg smiler smørret. Det går jo forrygende det her.

   ”Hør lige Krøltop, du har, foruden et par hastige kys, kendt mig i et par timer. Det er sjældent, at man kan lærer personer fuldstændigt at kende på så kort tid.”

   ”Jeg vil bare gerne kunne forstå dig!”

Han rødmer. Jeg fornemmer svagt, at han har talt over sig. Men mit fulde jeg ser øjeblikkelig en mulighed.

   ”Virkelig? Også hvis det indebærer, at du er nødt til at lære mig at kende?”

   ”Især hvis det indebærer at lære dig bedre at kende!” Han er nu tomatrød i kinderne.

   ”Du ved vel godt,” siger jeg flirtende, og læner mig lidt tættere mod ham. ”Der er flere måder at lære folk at kende på.” Han ser på mig, og jeg nyder det, da jeg ser hans ansigtsudtryk ændre sig, hvilket betyder, at han har fattet hentydningen. Jeg mærker et smil brede sig over mit ansigt, og fryder mig, da jeg ser et tilsvarende forme hans læber.

 

Jeg aner ikke hvor vi er. Vi tog en taxa fra stranden, men turen varede ikke meget mere end ti minutter. Krøltop låser døren op til en lejlighed, og jeg følger ham ind. Jeg når kun lige at erkende, at dette uden tvivl er den fedeste lejlighed, jeg nogensinde har sat min fod i, da jeg mærker hans læber på mig hals. Han står bag mig, hans hænder er på mine hofter, og imens han kysser mig, fører han mig igennem lejligheden. Jeg registrerer fraværende, at vi er på vej ind i soveværelset, men jeg må blankt indrømme, at størstedelen af min opmærksomhed er fokuseret på Krøltops læber, der langsomt bevæger sig op ad min hals.

Da vi når soveværelset, falder vi omkuld på sengen. Krøltops læber har forladt min hals i faldet, og vi ligger nu bare, og ser på hinanden. Et smil breder sig uvilkårligt på mine læber. Krøltops grønne øjne nærmest skinner i det svage lys fra vinduet. Først nu går det op for mig, at det er fuldmåne. Perfekt.

Jeg fastholder Krøltops blik, imens jeg langsomt tager fat i hans hånd. Han virker næsten hypnotiseret af mit blik, da jeg lægger hans hånd på min mave. Han fortsætter selv. Gåsehuden breder sig over hele min krop, da han fører hånden ind under min top. Et smil breder sig over hans læber, og får hans øjne til at tindre livligt. Han når kanten af min BH.  Jeg når lige at tænke, at det er vidunderligt, at det bliver her, i en blød seng i Los Angeles, og ikke i en kold gyde i Overton. Så bliver min hjerne tømt for tanker, og giver mig plads til at overgive mig fuldt og helt til nydelsen.

 

†††

 

Jeg vågner, da mit indre vækkeur alarmerer mig om, at solen for længst er stået op. Jeg ligger halvvejs oven på Krøltop, der trækker vejret dybt og langsomt. Han sover tydeligvis.

Hovedpinen dundrer af sted i mine tindinger, og jeg fortryder straks, at jeg drak i går. Desuden, så aner jeg ikke, hvor jeg er. Det burde jeg nok have spurgt Krøltop om… Men ærligt talt, så havde det ikke lige toppet min to do liste. Det burde det måske have gjort… Whatever!

Jeg kryber så forsigtigt som muligt væk fra Krøltop. Han grynter i søvne, men lader ikke til at vågne. Jeg sætter forsigtigt fødderne på de blankpolerede gulvbrædder, og beder til, at de ikke knirker. Bingo. De giver ikke en lyd fra sig. Jeg er efterhånden så erfaren når det kommer til, at snige sig ud efter et one night stand, at det næsten virker for nemt.

Jeg skal lige til at gå på jagt i lejligheden, da det går op for mig, at jeg ikke behøver. Jeg har ikke brug for penge. Jeg har et hus at vende tilbage til. Jeg kan endda kalde det et hjem. Denne tanke bør gøre mig glad… Men det eneste jeg kan føle, er tomhed. Som om jeg har mistet noget. Noget af mig selv.

 

Jeg trækker hastigt mit tøj, som ligger spredt på gulvet i værelset, på, og lister så ud mod hoveddøren, uden at ane hvad jeg egentlig vil gøre. Jeg kender jo ikke adressen til Simons hus, så hvordan i alverden skal jeg komme ’hjem’? Min bedste mulighed er vel, at få fat i en taxa, og satse på, at duden bag rettet vil godtage ’Simon Cowell’s hus’ som en adresse… Og at han ikke vil tro, at jeg er en sindssyg stalker pige… Eller en lejemorder… Jeg er farlig… Eller noget.

Jeg lister ud af hoveddøren, og lukker den stille efter mig. Elevatorer har aldrig rigtigt været min kop te, så jeg skynder mig ned ad trappen. Krøltops lejlighed ligger på tredje etage, så der er ikke så langt ned. Himmelen har en klar, lyseblå farve, et kold vind suser igennem trætoppene, og vejret er klart og friskt. Fra trappen kommer jeg ud på en parkeringsplads, der ligger med ind- og udkørsel imod en lille sidevej. Jeg haster hen ad fortovet, vel vidende, at jeg må ud på en større vej, hvis jeg skal gøre mig håb om at finde en taxa. Selv om det nok ikke bliver helt nemt, eftersom jeg, uden en telefon, ikke bare kan ringe efter en. Jeg bider tænderne sammen – jeg skal nok finde en til sidst.

   ”Hey! Scarlet!” Jeg snurrer rundt. Et kort øjeblik frygter jeg, at Krøltop er vågnet, men det er ikke ham. Det er hans gudelignende ven. Jeg leder et kort øjeblik i min hjerne efter hans navn. Så går det op for mig: Zayn!

   ”Æh, hejsa…” Han går med hastige skridt hen imod mig.

   ”Hvad laver du her?”

   ”Jeg har bare lige… Sådan… Besøgt Krøltop… Eller noget…” Zayn fnyser.

   ”Besøgt?” Jeg laver en grimasse, og trækker på skuldrene.

   ”Vil du ligefrem have detaljer?”

   ”Nej, ellers tak,” skynder han sig at sige. ”Men… Hvor er du på vej hen?”

   ”Tilbage… Til Simon, du ved.” Han lægger hovedet let på skrå.

   ”Kommer der nogen og henter dig?”

   ”Jeg er lige på vej for at finde en taxa.”

   ”Kender du overhovedet adressen?” Han tolker vist min tavshed som et nej.

   ”Kom med.” Han vender sig, og begynder at gå hen imod en flot sort bil uden tag. Jeg tøver lidt, men følger så efter ham. Det lader til, at han har tænkt sig at køre mig… Jeg skal ikke klage.

Jeg sætter mig på passagersædet ved siden af Zayn, og da han drejer nøglen, spinder motoren som en lille mis-kat!

 

Zayn er åbenbart en fan af fart, for selvom jeg ikke kan se nogen skilte med fartgrænser, fornemmer jeg, at vi kører alt for hurtigt. Men helt ærligt, I don’t give a shit. Jeg kører i en top lækker bil, ved siden af en top lækker fyr, efter at have bollet hans top lækre ven. Wuhu, livet er fedt.

Vi kører i tavshed. En temmelig akavet en af slagsen. Hvorfor synes jeg, at jeg har været i en del situationer som denne den sidste tid? Det bar’ typisk! Zayn finder det vist også liiiidt for akavet for i stedet for at indlede en samtale, hvilket sikkert også ville være ynkeligt, tænder han radioen. En sang, som jeg mener at have hørt før, spiller, og Zayn smiler selvtilfreds.  

   ”Sker der?” spørger jeg.

   ”Jeg tænkte nok, at du ikke kendte os. Du opfører dig heller ikke som en fan.”

   ”Hvaaaad?” Forvirring komplet.

   ”Vi er One Direction. En af verdens største bands. Og det der,” han peger på radioen, ”er vores første single.” Han skruer op, og bassen brager ud i bilen.

”Baby you light up my world like nobody else, the way that you flip your hair gets me overwhelmed! But when you smile at the ground it ain’t hard to tell, you don’t know – oh oh!”

    “Ja okay, så har vi vist fanget det,” siger jeg lidt tørt, og skruer ned for radioen igen.

   ”Kan du ikke lide det?” spørger Zayn, ikke skuffet, men lidt… tja, skuffet.

   ”Jeg kan ikke, ikke lide det, men… du må da indrømme, det er lidt… overdrevet. Så køn er hun sgu nok ikke, og hvis hun endelig er, så ved hun det nok godt.”

”Det er ikke alle piger, der ved, at de er smukke. Og så er der selvfølgelig dem, der tror de er det, men tager fejl,” han sender mig et drillende smil, og jeg ved, at han bare driller mig. Derfor fnyser jeg blot.

”Bitch I’m flawless.”

 

 

They will not force us, They will stop degrading us, 
They will not control us, We will be victorious

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...