Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5854Visninger
AA

8. Unpredictable

Just open the door

we've got time on our side

We can make it out alive

 

Da jeg træder indenfor, bliver jeg mødt af lyden af en guitars spillen. Simon sidder ved spisebordet, og læser avis, Melissa er i fuld gang med at støve af, så det må næsten være en af drengene, der spiller. Simon ser kort op, da jeg kommer ind, nikker til mig, og læser så videre. Melissa smiler, og fortsætter så også med sin afstøvning. Jeg går forbi dem og op ad trappen.

I det lille musikrum sidder Niall, Liam og Louis. Niall spiller på guitaren, Liam nynner stille, og Louis ligger på gulvet, og klapper sig selv på maven… Hvorfor han gør det, er et mysterium for mig – Men hey, første gang vi mødtes, var jeg ved at danse en hyldest-dans til køleskabet… Jeg kan ikke rigtigt tillade mig at dømme nogen.

Liam ser op, da jeg kommer op ad trappen, og smiler glad.

   ”Hey Scar!” Jeg ser lidt forvirret på ham.

   ”Scar?”

   ”Nå ja… Scarlet… Sorry, jeg ved ikke lige, hvor det kom fra.” Han smiler sødt, og en anelse forvirret.

   ”Nej nej, det er helt fint!” forsikrer jeg ham hurtigt. ”Du må da gerne kalde mig Scar, hvis du vil det… Det lyder faktisk ret sejt…” Han smiler glad.

Louis rejser sig op på den ene albue, og smiler lidt frækt til mig.

   ”Hvor har du så sovet henne, om jeg må spørge?” Jeg sender ham et mystisk blik – eller… jeg håber da, at det er mystisk… måske ligner jeg bare en retarderet abe… Pff, who cares?

   ”Det kunne du lide at vide, hva’?”

   ”Det kunne jeg da i hvert fald!”

Jeg smiler igen, og da han åbner munden igen, ’slår’ Niall ham med den ene ende af guitaren. Louis’ smertens-hyl bliver overdøvet af min og Liams latter. Niall ser også ret selvtilfreds ud. Louis ser ondt op på ham, men før han når at gøre noget, kommer Melissa og ad trappen, og ser på os med et lidt strengt blik.

   ”Drenge! Opfør jer nu ordentligt!” Hun lyder lidt mor-agtig, og drengene ser da også alle ned i gulvet.

   ”Scarlet, har du fået morgenmad?” Jeg ryster på hovedet. ”Nå, men så vil jeg da gå ned og lave noget! Imens kan du jo få dig noget andet tøj på – Og et bad ville nok også gavne…” Louis, Niall og Liam fniser lidt, og det går op for mig, at jeg må stinke af en mellemting imellem sved, alkohol og – selv det nok kun er mig, der genkender lugten – sex. Jeg skynder mig ud på badeværelset.

 

Efter et hurtigt bad går jeg ind på mit værelse, og stirrer på det store skab, der er fuldstændigt proppet med helt igennem forfærdeligt tøj. Efter at have kigget lidt rundt i det, står det klart, at der er absolut intet, jeg kan bruge. Men eftersom jeg lissom ikke så godt kan gå ned uden tøj på, – ikke at nogen af drengene ville have noget imod det – er jeg lidt nødt til at finde et eller andet.

Efter ti minutters tid har jeg fundet… noget. Lyseblå jeans, en lyserød T-shirt med en muffin på og et par sorte ballerinaer. Sjovt, det eneste sorte i skabet er skoene. Ellers er der udelukkende gule, lyserøde, mintgrønne, turkise, lyseblå og orange ting og sager fra helvede. Efter at set mig selv i spejlet en sidste gang, sukker jeg, og forlader værelset.

Overetagen virker tom, så drengene må være gået nedenunder. Imens jeg går ned ad trappen, tænker jeg uvilkårligt på, om en af dem dør af grin, når de ser mig. For helt ærligt… Jeg ligner… jeg ved ikke, hvad jeg ligner. Næsten enhver anden pige vil synes, at mit outfit er ret sødt, måske liiidt meget, men okay… Problemet er bare, at det er MIG. På andre piger vil de virke lidt overdrevet, men når det er mig, der har det på, ser det næsten ud som om, jeg er blevet smidt ned i en farvestrålende konfetti-maskine eller sådan noget.

Melissa står ved komfuret, Simon sidder stadig bag sin avis, og Louis, Niall og Liam sidder ved spisebordet. Uheldigvis for Louis har han netop taget en tår af sit glas, da han ser mig. Juice flyver ud af hans næse og mund, da han flækker af grin, og Liam og Niall, der allerede griner af Louis, falder næsten ned af deres stole, da de får øje på mig. Jeg sætter mig knurrende så langt væk fra dem som muligt, mens jeg omhyggeligt sørger for ikke at grine… For Louis ser så åndssvag ud, men appelsinjuice ud over det hele, at det er svært at lade være. Melissa vender sig fra komfuret, da hun hører den høje sprutten og larmen, og selv hun har svært ved at lade være med at grine, da hun ser mig. Hun læner sig op ad køkkenbordet, og kæmper en brav kamp imod latteren. Men til sidst kan hun ikke holde den inde mere, og knækker sammen af grin.

   ”Ja, det er næsten ustyrligt morsomt,” knurrer jeg, men ingen tager sig af mig.

   ”Scar, du har vel ikke nogen planer for i dag, vel?” får Niall fremstammet. Jeg ryster på hovedet.

   ”Det har du nu! Vi er nødt til at få købt dig noget nyt tøj!”

 

†††

 

Klokken er tolv, og jeg sidder i superlækker bil nummer to indenfor ganske få timer. Denne her er en lille smule mere diskret, men tja, stadig superduperoverdrevetheltvildtlikeomgagtig-fed. Og ja, det er et ord. Hvis du ikke vidste det, må du være lidt af en tumpe.

Niall har sat sig ved siden af mig på bagsædet, imens Louis og Liam sidder oppe foran. Musikken brager ud af bilens højtalere, denne gang noget rock-agtigt noget. Jeg kender ikke rigtigt nogen bands, men det lyder meget fedt, og jeg mener at have hørt sangen før… Sikke et mysterium!

Louis lader til at vide, præcis hvor vi skal hen, for han kører uden tøven ned af en masse små sidegader, og så holder vi pludselig parkeret foran et kæmpeenormt center. En masse mennesker vader ind og ud, unge som gamle. De fleste parkeringspladser er optagede, men Louis finder hurtigt en, der dog ligger temmelig langt fra indgangen.

Jeg har taget en sort læderjakke på for at skjule det hæslige tøj, men da vi går under den bagende varme sol imod indgangen, fortryder jeg det næsten. Da vi endelig er inde i centeret, sveder jeg som en lille grisling på vej til slagterhuset. Liam har vist bemærket det, for han trækker mig direkte ind i en butik, tager en bunke tilfældige T-shirts, og skubber mig ind i et prøverum. Det er begyndt.

 

Der er gået over en halvanden time, og vi har stadig ikke fundet noget. Det er sjovt, for jeg troede egentlig, at jeg vidste, hvad jeg ville have, men nu kan jeg se, at jeg slet ikke aner, hvad jeg går efter. Efter at have prøvet hvad der føles som hundrede forskellige trøjer, sweatere, T-shirts og bluser, er det gået op for mig, at jeg egentlig ikke har brudt mig særligt meget om det tøj, jeg gik i før. Men jeg kan heller ikke lide det ’normale’ tøj, så indtil videre kan jeg ikke lide noget.

Det er først, da vi udmattede går forbi en butik som alle de piger, der passerer samtidig med os, sender hadefulde og irriterede blikke, som om at selve butikken har fornærmet dem på det groveste, at jeg rigtigt bliver fanget af noget. En halvlang sweatshirt, ikke så atypisk at man lægger vildt meget mærke til den, men alligevel anderledes. Jeg trækker let Niall i ærmet, og styrer så direkte imod butikken.

Så snart jeg er derinde, kan jeg se, at det her er noget for mig. Næsten alt er sort, og der er en masse nitter og dødningehoveder og alting. Noget af det er lidt for meget efter min smag, men det meste er bare fedt. Jeg stirrer optimistisk rundt, da Niall, Louis og Liam kommer op på siden af mig.

   ”Seriøst?” spørger Louis. ”Vi har slæbt dig igennem mindst et dusin normale butikker, og det er her, du beslutter dig for at shoppe?” Jeg sender ham et udfordrende blik, og går derefter på jagt.

Tre kvarters tid senere senere har jeg fundet en håndfuld T-shirts, nogle sweatshirts, et par tank-toppe og fire par bukser. Drengene ser trætte ud, de er vist ikke vant til eller særligt vilde med at shoppe. Vi beslutter os for at få os et par smoothies, før vi fortsætter vores ’jagt’.

 

Vi slår os ned på en café, hvilket foregår under høje støn af lettelse og udmattelse. Vi er faktisk så højlydte, at et par andre kigger irriterede på os, men vi er totalt ligeglade. Liam går op og bestiller nogle smoothies, og da han kommer tilbage, har han en pige med.

   ”Se, hvem også er her!” siger han glad, og Niall og Louis udbryder i munden på hinanden: ”Danielle!”

   ”Hej drenge,” siger hun smilende, og omfavner dem begge på tur. Niall lægger mærke til mit forvirrede ansigtsudtryk, og siger hjælpsomt: ”Danielle er Liams kæreste.” Jeg nikker, og pludselig giver Liams kærlige blik lidt bedre mening.

   ”Danielle, dette er Scar – jeg mener Scarlet,” siger Liam, da Danielle ser nysgerrigt på mig. ”Simons hidtil ukendte niece. Hun skal bo hos ham det næste år.” Danielle smiler venligt til mig, og rækker sin hånd frem. En smule tøvende gengælder jeg hendes gestus. Hendes håndtryk er varmt og fast, og jeg får øjeblikkeligt en følelse af, at jeg ikke skal frygte en bitch her.

Efter at have talt lidt frem og tilbage, beslutter Liam sig for at gå med Danielle. Efter at have sagt farvel til os andre, går de, hånd i hånd.

   ”Danielle virker rigtig sød!” Siger jeg glad. Dagen bliver bare bedre og bedre! Først vågner jeg op, liggende oven på den lækreste motherfucker jeg længe har bollet, så kører jeg i en vildt lækker bil sammen med en vildt lækker fyr, jeg har fået nyt, sejt tøj, og har lige mødt en flink pige, der ikke sendte mit et eneste hadefuldt blik! Mirakler findes!

   ”Hun er så fantastisk, og Liam er simpelthen så lykkelig, når han er sammen med hende,” siger Louis, og ser muntert efter de to. Pludselig kommer jeg til at tænke på, at Liam jo ikke kan være den eneste, der har kæreste på – Tænk, hvis Krøltop har en pige på slæb?! Åh gud, orker næsten ikke jaloux-kæreste-eller-måske-ekskæreste drama.

   ”Hvem af jer andre har egentlig kærester?” spørger jeg Niall, i et tonefald som jeg håber lyder henkastet.

   ”Louis er sammen med Eleanor, og Zayn har Perrie. Og ja, Liam og Danielle er sammen. Det er kun Hazza og mig, der stadig er alene. Men han har i det mindste datet et par stykker…” hans stemme fader ud i en lidt mut stilhed.

   ”Hvad?! En flot fyr som dig? Hvis jeres band virkelig er så kendt, som i praler med, må du da nemt kunne skaffe dig lidt damer!” Han sender mig et halvt spøgefuldt, halvt opgivende blik.

   ”Scar, nu handler det jo ikke bare om at have en pige… Det handler om kærlighed! Jeg vil bare så gerne finde den rette. Sådan en pige, hvor jeg bare ved, at det er hende. Hvor jeg ser hende, og lige fra det øjeblik er jeg sikker på, at hun er min eneste ene…” Hans ansigt får et drømmende udtryk, og jeg griner stille.

   ”Held og lykke med det.”

   ”Hvad mener du?” han får revet sig ud af sin dagdrøm.

   ”Skatter, den slags sker ikke. Det er da meget sødt og alting, men helt ærligt, det er skideurealistisk. Kærlighed ved første blik, ja drøm du bare videre. Kærlighed holder i hvad, to-tre år? Så sætter instinkterne ind. Og ved du hvad, instinkterne er? Sex. Sex, føde og overlevelse. Udødelig kærlighed, ja godnat man.”

   ”Hvor er du altså uromantisk, Scar!” siger Niall mukkent. Jeg trækker blot på skuldrene, og suger det sidste af min smoothie op gennem sugerøret, så det giver en høj lyd fra sig.

   ”Nå!” siger jeg, og smækker med læberne. ”Skal vi så få færdiggjort projektet?”

 

†††

 

Da vi to timer senere kan åbne døren til Simons hus, er det tomt. Hverken Simon eller Melissa er at se nogle steder, og da vi kalder på dem, er der ingen, der svarer. Vi smider poserne på gulvet, og de to drenge går hen og smider sig i den store sofa. Jeg går op ad trappen for at komme ud i det forfærdelige tøj og få noget mere behageligt på. Jeg strækker mig træt og gaber højt, da jeg går hen imod mit værelse. Men jeg når kun lige at række hånden frem imod dørhåndtaget, da døren går op. Jeg hopper forskrækket tilbage, men formår, ikke at hvine.

Inde på værelset står Krøltop, og hans ser både en smule vred, og lidt trist ud. Jeg ved ikke helt, om jeg skal gå ind på værelset eller bliver stående, men før jeg når at vælge en af de to, siger han med en trist stemme:

”Hvorfor skred du bare? Jeg ved godt, at der ikke ligefrem er noget imellem os, men helt ærligt, bare at skride sådan? Gik det ikke op for dig, at du vil se mig igen, ofte oven i købet? Jeg sagde, at jeg gerne vil lære dig at kende – det lader ikke ligefrem til, at det er gengældt.”

Jeg står bare, og stirrer på ham. For helt ærligt, for en af de første gange i mit liv, aner jeg ikke hvad jeg skal sige.

 

You never wanted to be rescued

But now we're drifting away

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...