Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5844Visninger
AA

20. Stars

Go save yourself up, it’s a hell of a ride,

Feel your heart beating in the middle of the night.

 

Vi kører ikke meget mere end ti minutter, før bilen trækker ind på en stor gårdsplads, ud for et gigantisk hus. At kalde det hus virker næsten latterligt, for det ligner mere et slot. De store dobbeltdøre står på vid gab, og masse folk i lange kjoler og stive jakkesæt går arm i arm op ad en rød løber mod dørene. På hver side af løberen står der en masse fotografer, og de tager billeder som om deres liv afhænger af det.

Mere når jeg ikke at registrere, før en eller anden åbner bildøren i min side, og rækker mig en hjælpende hånd. Jeg tager den taknemmeligt, og stiger ud. En let brise leger med mine krøller, men aftenen er stadig behagelig og lun.

Jeg drejer mig rundt, og ser, at der bag en afspærring står en hel del folk, som også tager billeder, og som bliver holdt tilbage af et par store fyre i sorte jakkesæt. En af dem får øje på mig, og hæver sit kamera i min retning. Jeg er fuldkommen paf, og blinker forvirret, da blitzen blænder mig. Så er Simon hos mig, og han smiler opmuntrende til mig.  Lidt tøvende smiler jeg tilbage, og på en måde ved jeg, at han forstår mig, på et eller andet plan. Han blev jo også kendt engang, husker jeg. Han blev jo ikke født, og så, BAM, FAMOUSSSS.

Vi går arm i arm op ad den røde løber, og jeg kan se, at jeg rigtigt nok lader til at være den eneste kvinde her, som ikke har gulvlang kjole på. Nogle af gæsterne sender mig da også blikke, men de er langt fra så ondskabsfulde, som de plejer at være. Måske fordi jeg åbenbart nu er en del af ’inderkredsen’, behøver jeg ikke frygte, at der er nogen der ligefrem spytter på mig (det er rent faktisk sket engang…).

 

 

Fotograferne tager billeder, som jeg tager mødomme – ej undskyld, var nødt til det -, men jeg gør som Simon, og fortsætter bare med at gå, indtil vi kommer til den sidste fotograf lige foran døren.

   ”Hvad så Timothy, hvordan går det?” spørger Simon afslappet, og manden bag kameraet smiler skævt.

   ”Ganske glimrende Simon, men hvis jeg nu kan få et rigtig godt billede af dig og den unge dame, tror jeg det vil bremse den fyring, jeg tror, må være på vej en smule.” Simon smiler, og stiller sig så i positur, og smiler mod kameraet. Jeg forsøger at stille mig ligesom ham, og smiler tøvende mod kameraet. Timothy skyder løs, og efter at have taget noget nær 500 billeder, takker han os, og vi går videre indenfor.

Salen er stor, nærmest gigantisk. På det blanke marmorgulv er der arrangeret en bar, og på dansegulvet bevæger de farvestrålende skikkelser sig i smukke trin. Musikken, der kommer fra et utal af højtalere, er noget anderledes fra den, de spiller, til de fester jeg plejer at komme til.

Folk står i grupper og snakker rundt om i rummet, og da vi går forbi, nikker flere af dem til Simon i hilsen. Han smiler tilbage, og styrer mig sikkert videre mod to mænd, der står fordybet i samtale. Da de ser Simon, løfter den ene armen i hilsen.

   ”Simon, godaften! Godt at du kunne komme,” siger den ene, og giver Simon hånden.

   ”Det er en fornøjelse, som altid.” Simon hilser også på den anden mand.

   ”Og hvem er så din smukke ledsager her?” spørger den første af mændene.

   ”Dette er min niece, Scarlet. Hun bor for øjeblikket hos mig. Scarlet, dette er Elon Musk, festens vært.”

   ”Godaften,” siger jeg, og smiler. Han tager min hånd, og kysser den let. Jeg ser usikkert på Simon, der blot smiler, undskylder os, og fører mig videre.

 

 

   ”Jeg har nogle folk, som jeg bliver nødt til at hilse på. Find du dig nogen at snakke med,” siger Simon, og så forlader han mig. Jeg står tilbage og stirrer efter ham som en fortabt fisk. Skal jeg snakke med folk? Være høflig, opføre mig adeligt, mingle?! Jamen det skal jo nok gå godt. Pis og lort.

Jeg går prøvende hen mod den enorme vindeltrappe til førstesalen, og stiller mig lidt i skyggen af den. Hvis der ikke er nogen der ser mig, kan jeg måske få lov til at stå her hele aftenen?

Da jeg kigger rundt, kan jeg se, at jeg langt fra er den smukkeste her. En kvinde der hvirvler rundt på dansegulvet sammen med en yderst attraktiv partner, er iført en sølvfarvet, gulvlang kjole, der nærmest glitrer, hver gang hun bevæger sig, og en anden kvinde har den blå kjole fra vinduesudstillingen, som jeg beundrede tidligere, på. Næsten alle er fortryllende smukke, og maskerne samt det dæmpede, mystiske lys, giver alting et magisk skær.

Netop som jeg tænker dette, ser jeg ham. På trods af den midnatsblå maske, den sorte smoking, der sidder himmelsk godt på ham, og den 80- inspirerede hat, vil jeg altid, selv på så lang afstand som denne, kunne genkende de smukke, blå-grønne øjne. Jeg træder lidt frem fra skyggerne, og da han ser mig, åbnes hans mund let, og hans øjne, de smukke, smukke øjne, bliver store. Han står som ramt af lynet, men da jeg begynder at gå hen imod ham, ryster han sig ud af sin midlertidige choktilstand – helt ærligt, så ville jeg også selv have den reaktion, hvis jeg så mig… Jeg er gorgeous.

Da vi når hinanden, står han bare lidt og glor. Så tager han sig gevaldigt sammen, og tager mine hænder i sine. Han smiler, og ser næsten en smule forundret ud, hvorefter han meget forsigtigt, tager min ene hånd op til sine læber, og kysser den, præcis som Elon Musk gjorde tidligere, men dette er helt anderledes. Så snart hans læber rør min hud, er det som om tusindvis af små sommerfugle begynder at flakse rundt i min mave.

   ”Wow, Scarlet, du… du er… tja, okay, smuk, men det lyder på en eller anden måde lidt fladt… Og det er slet ikke nok, til at beskrive dig,” hans stemme skælver en lille smule, og jeg kan ikke lade være med at fnise.

   ”Bare rolig, jeg synes, det er ganske fint. Du ser nu også selv ret godt ud, Niall.” Han ser ned af sig selv, og trækker så på skuldrene, som om det ikke er noget at snakke om. Han tilbyder mig sin arm, og jeg tager den glad. Han fører mig af sted, og vinker til nogen folk, der går forbi. Jeg rødmer, hver gang han ’tilfældigt’ lader sin hånd stryge mod min arm.

Vi stopper da vi kommer til Zayn, Louis og Liam, der alle har deres kærester med. De tre piger er enormt smukke, og drengene ser også godt ud, Louis i en dæmpet, rød smoking, Zayn i midnatsblåt og Liam i sort ligesom Niall. De har alle sorte masker på, men er stadig lette at genkende. De hilser glade på mig, og Eleanor og Perrie, som jeg ikke har mødt før, præsenterer sig selv, hvorefter de alle fortsætter deres snak. Efter nogle minutter trækker Louis Eleanor med ud på dansegulvet, hurtigt efterfulgt af Liam og Danielle. Niall går af sted for at hente drinks til os, og pludselig mærker jeg et let prik på min skulder. Jeg vender mig, og det føles som om, en eller anden begynder at støvsuge i min mave.

 

Harry er… Jeg kan ikke beskrive det. Han ligner en eventyrprins, men ikke den typiske definition. Han er sort fra top til tå, og kun hans tindrende grønne øjne samt de vilde krøller afslører, at det er ham. Jeg har aldrig før set ham i smoking, og jeg indser nu, at det er et betragteligt mangel. Den sidder tæt til hans brystkasse, og hans muskler kan anes under stoffet. Masken er markeret, og ingen detaljer bryder den dybe, sorte farve. Og han ser på mig med samme fascination. Som om jeg gør ham lige så forundret, som han gør mig, og et sug i min mave gør mig opmærksom på, at det er sådan, det er.

 

Harry bukker sig let fremover, og tilbyder mig sin arm.

   ”Må jeg få denne dans?” spørger han galant, men under charmen, kan jeg høre et strejf af nervøsitet. Jeg overvejer et sekund bare at gå, at lade ham stå sådan. Det ville være ret tilfredsstillende, men på den anden side… Ikke den rigtige slags hævn. For lige meget hvor lækker han er, ændrer det ikke på det faktum, at Harry snød mig. At han var i stand til at såre mine følelser, at narre mig. Det ændrer ikke på, at når jeg ser på ham, skyder både smerte og hævngerrighed igennem mig. Så jeg svarer ham ikke, tager blot hans hånd, og lader ham trække mig med ud på dansegulvet.

Jeg aner ærligt talt ikke noget om, hvordan man danser ’fint’, så det passer mig meget godt, at Harry fører. De første par minutter danser vi bare, mens Harry stædigt forsøger at fange mit blik, og jeg lige så stædigt undgår hans. Så siger han opgivende: ”Scarlet, jeg er ret sikker på, at jeg allerede har sagt, at jeg er ked af det. Vi bliver nødt til at snakke om det her.”

   ”Vi bliver ikke nødt til noget som helst, vi behøver ikke se hinanden, vi behøver ikke tænke på hinanden, -” han afbryder mig, før jeg kan gøre sætningen færdig: ”der er jeg allerede fortabt. Jeg tænker på dig hele tiden. Og bare at se dig i den her kjole… Giv mig en chance til, så er du sød. Jeg ved godt, jeg fuckede op med hensyn til alt det der med Taylor… Ikke at det tæller som nogen undskyldning, men jeg havde faktisk tænkt mig at slå op med hende, selv før jeg mødte dig, og da jeg så mødte dig, var jeg helt sikker på, at jeg ville gøre det. Jeg, du ved, nåede det bare ikke..?” Hans stemme fader ud, for da han begynder på den sidste sætning, vender jeg hovedet imod hans, ser ham endelig direkte i øjnene, og nidstirrer ham. Og det er det hele værd, at se ham nærmest krympe, som en lille dreng taget i unåde.

   ”Jeg har ikke tænkt mig, at give dig en chance til. Jeg troede, vi måske kunne blive til noget, men du nåede heldigvis at ødelægge det, før jeg for alvor begyndte at tro. Det var virkelig en stor hjælp. Så tak, Harry. Du hjalp mig virkelig.” Sangen, der kører over højtalerne, stopper, og jeg trækker mig hånd ud af Harrys, og fjerner hans anden hånd fra min hofte. Imens jeg går væk fra ham, prøver jeg alt, hvad jeg kan ikke at føle noget, det gør jeg virkelig, og da tårerne presser sig på, nægter jeg dem adgang. Jeg er færdig med at græde. Men det var løgn, det jeg sagde til Harry. Jeg var virkelig begyndt at tro på det. Jeg troede, at vi ville blive noget stort, noget særligt. Men jeg tog fejl, og så er den ikke længere.

 

Jeg går tilbage til Niall, der står med to glas, og ser temmelig forvirret ud. Jeg smiler beroligende til ham, og tager det ene glas.

   ”Tak Niall,” siger jeg, og tager en tår af den lyserøde, syrlige væske. ”Jeg tror snart, jeg smutter tilbage til hotellet, jeg er dødtræt.” Han ser næsten chokeret ud.

   ”Allerede! Du han næsten kun været her i en time, og det tog dig tre at gøre dig klar! Please bliv lidt længere, for min skyld!” Han ser bedende på mig, og da jeg ser skeptisk på ham, siger han igen: ”Pleaaaaaase, Scarlet! Please, please, please, please, please!”

   ”Okay, okay!” siger jeg til sidst, og han smiler stort. Han bunder sin drink, griber så fat i min hånd, og begynder at trække mig ud på dansegulvet. Jeg skynder mig også at drikke min drink, og stiller glasset på en eller andens meget firkantede skulder. Selvom musikken er langsom, begynder Niall at danse noget, der må betegnes som meget klodset træskodans, og jeg kan ikke lade være med at grine så højt, at flere dansende par kigger på os, som om vi er mentalt ustabile. Men lige nu er jeg ligeglad. Jeg har brug for noget, der kan distrahere mig fra Harry. Og han lader heldigvis til at være pist væk. Jeg er dog ret ligeglad. Faktisk, så er det meget godt.

En skikkelse dukker op ved siden af Niall, og slutter sig til ham i hans dans, og så en til og en til. Og der står de, fire medlemmer af verdens mest populære boyband, og laver… Jeg ved ikke hvad, jeg skal kalde de. Eleanor, Danielle og Perrie stiller sig sammen med mig, og griner, lige indtil de griber fat i os, og trækker os ind i dansen. Man kan vel sige, vi lidt ødelægger det magiske og mystiske ved det hele, men hey – Like I give a fuck.

 

 †††

 

Da jeg flere timer senere stiger ud af limousinen, og går op til hotellet, er jeg fuldstændigt færdig. De andre er blevet til festen, men det er fint nok, for jeg er træt, og vil mest af alt i seng. Så da en person rømmer sig bag mig, for at få min opmærksomhed, lige da jeg skal til at åbne døren til mit værelse, er jeg tæt på simpelt hen bare at fortsætte. I stedet knurrer jeg: ”Hvis det her ikke er vigtigt, så smider jeg dig ud af vinduet, for at forhindre mig i at være doven.” Personen fnyser, og pludselig bliver jeg drejet rundt, og smækket op ad døren.

   ”Det her må betegnes som vigtigt,” ånder Harry, og presser sine læber imod mine.

Han har fået for meget at drikke, det kan jeg lugte, og hans bevægelser er også helt anderledes fra den sædvanlige blidhed, han plejer at behandle mig med. Jeg hamrer mine knyttede næver mod hans brystkasse for at komme fri af hans, men han presser sig bare hårdere mod mig. Med den ene hånd, får han fat i begge mine håndled, og presser dem imod væggen over mit hoved. Ude af stand til at benytte hænderne, prøver jeg nu at vride mig fri, men det får han sat en stopper for, ved blot at presse sine lår imod mine.

Sekunderne går, og jeg ved, at jeg er nødt til at komme væk nu, for hvis jeg bliver her for længe, så vil jeg ikke kunne lade være med at kysse igen. For selvom det er hårdt og voldsomt og råt, så er det som om, at jeg er en alkoholiker, og Harry er min vin, og hvis jeg får for meget af ham, så vil jeg umuligt kunne stoppe mig selv fra at tage lidt mere. Men jeg kan ikke komme væk. Han har fanget mig, og langsomt, meget langsomt, slapper jeg af, og holder op med at vride mig under ham. Prøvende gengælder jeg kysset, og lidt af hårdheden forsvinder fra det. Meget forsigtigt slipper Harry mine håndled, men jeg holder dem over hovedet, for hvis jeg rører ham, vil jeg ikke kunne stoppe mig selv. Min ene hånd søger alligevel ned, men før den kommer på gale veje, får jeg fat i dørhåndtaget. Jeg presser det i bund, og vi vælter ind på mit værelse. Men et hårdt skub sender jeg Harry tilbage på gangen, hvorefter jeg smækker døren i hovedet på ham.

Efter at have låst den, glider jeg ned i siddende stilling med ryggen lænet mod døren. Jeg kan høre ham banke på døren, men jeg nægter at åbne. Efter lidt tid går han, og jeg hviler hovedet i hænderne.

Hvad er det dog, jeg laver?

 

 

Hold on, hold on, the stars are bound to change

Hold on, hold on, wait for another day.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...