Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5858Visninger
AA

3. Seven Devils

 

I don't want your money, I don't want your crown

See I have to tell you, I've come to burn your kingdom down

 

Da jeg vågner, er natklubben åben. Mennesker strømmer ind og ud af den, og en tung lugt af alkohol og tobak hænger i deres tøj. Gyden jeg faldt i søvn i, stinker nu af bræk, og jeg skynder mig at komme på benene. Natten er begyndt, og jeg har et ’arbejde’ at passe.

Jeg trækker frakken af, og propper den ned i min taske. Mit tøj lugter en smule af røg, men det vil ingen lægge mærke til inde i klubben. Jeg trækker min tandbørste frem og børster lynhurtigt mine tænder uden tandpasta. Meget kan man sige om mig, men jeg går op i mine tænder!

Jeg finder en tyggegummipakke i en af sidelommerne i min taske, og tager et. Så reder jeg mit hår igennem med fingrene, og samler det i en hestehale. Det er fedtet, og jeg ved at jeg snart må få det vasket. Det er heldigvis ikke så svært at komme til; Der findes mange moteller i USA, og de plejer ikke at være særligt dyre.

Jeg stiller mig i kø til indgangen, og efter få minutter kan jeg træde ind i den overfyldte klub. Der hænger en tyk lugt af sex og alkohol, og på dansegulvet danser folk tæt. Jeg går langs væggen og undgår de svedende kroppe, der presser sig op ad hinanden. Baren er overfyldt, men der er mere plads end på dansegulvet. Jeg hader at danse, selvom jeg er god til det. Men på den anden side, det er ikke dans som sådan, jeg er god til, jeg er bare god til at bevæge kroppen på måder, der får mænd til at kigge.

Jeg sætter mig i en barstol ved siden af en mørkhåret fyr. Han sidder, og snakker med en dreng med vilde krøller. Jeg har seriøst aldrig set noget lignende, og kan ikke afholde mig fra at fnyse højlydt. Begge drenge vender sig imod mig, og til mig fryd opdager jeg, at de begge er lækre som guder.

”Hvad?” spørger Krøltop forvirret, og jeg smiler flirtende til ham. Det vil ikke gøre mig noget at have sex med dem. De er seriøst mums!

”Ingenting,” svarer jeg, og lade tungen glide over min underlæbe. Jeg ser til min fryd, hvordan Krøltops øjne følger min tunge. Den mørkhårede derimod, ser fast ind i mine øjne. Det er jeg ikke vant til; drenge plejer at være for optaget af mine kurver til at se mig i øjnene. Hans blik gør mig en smule utilpas, hvorfor ved jeg ikke.

Jeg river mit blik bort fra den mørkhåredes, og ser atter på Krøltop. Det er let at se, at han i den grad er modtagelig for min sexede charme (eller noget). Han bider sig let i læben, og kniber øjnene en smule sammen, da jeg læner mig over mod ham. Hans blik hviler kortvarigt på mine bryster, og jeg kan ikke lade være med at smile frydefuldt. Hvor var det dog skønt, at have en sådan magt!

Krøltop læner sig tættere på mig og et flirtende smil spiller om hans læber. Den mørkhårede sukker højlydt, og mit blik flakker over mod ham.

”Gør som du vil, Harry. Men bare husk at vi har et interview i morgen, så kom ikke for sent hjem.” Krøltop nikker fraværende, men lader ikke til at høre efter. Den mørkhårede sukker igen, men rejser sig så, og går. Jeg ser sultent efter ham, da han behændigt snor sig ud igennem menneskemængden. Shit hvor er han lækker! Men Krøltop her er nu heller ikke så værst, og jeg vender mig hurtigt imod ham igen. Et lokkende smil breder sig over mine læber, og jeg gør et stort nummer ud af at tage den sorte vest, jeg har på ud over en nedringet tank top, af, og ser tilfreds, hvordan hans øjne sultent betragter min krop. Oh, magt!

Efter ti minutters tid sidder jeg nu lænet op ad ham, mens han langsomt kysser mig på halsen. Og han kan kysse! Hans læber bevæger sig længere og længere ned, og jeg lægger en hånd mod hans bryst. Da jeg blidt puffer ham lidt væk, ser han forvirret på mig. Jeg griber hans hånd, rejser mig, og trækker ham med mig udenfor.

 

Da vi står i gyden hvor jeg sov, skubber han mig blidt men bestemt op ad den beskidte mur. Hans fingre løber langs min kæbelinje, imens han ser mig i øjnene med et fast blik. Han læner sig tættere på mig, og sætter en række af kys der, hvor hans fingre lige har rørt mig. Jeg stønner svagt, for ingen har nogensinde kysset mig sådan før. Mine fingre hviler mod hans brystkasse, og da jeg langsomt fører dem nedad, kan jeg mærke hvordan hans muskler spændes, der hvor jeg rør. Han stønner lavt imod mine læber, og da jeg drillende knapper hans bukser op, presser han sig endnu tættere op ad mig. Hans læber er nået til mit kraveben, og han puster mig drillende ned i min kavalergang. Jeg fniser, og han retter sig op igen.

Hans øjne er tindrende grønne, og de borer sig ind i mine. Et lille skævt smile hviler om hans læber, og jeg mærker mine egne læber efterligne gestussen. Jeg har aldrig rigtigt oplevet noget lignende, men jeg kunne helt klart blive vant til det. Hans læber nærmer sig mine, og han presser sig endnu tættere på mig, fanger mig op mod muren. Men det er ikke ubehageligt. Ikke den mindste smule. Jeg kan mærke forventningen gnave i mit bryst, for selv om vi står op ad en beskidt mur i Overton, tegner dette til at blive det bedste knald, jeg har fået længe.

Jeg har lige fået åbnet hans bukser helt, da det værst tænkelige sker… hans telefon ringer. Og for at det ikke skal være løgn, smiler han undskyldende, og besvarer! Jeg lægger armene over kors, og mugger lidt, for det er længe siden, en telefon er kommet før mig.

”Hej Liam. Hvad? Det er løgn ikke?!” Han sender mig et skævt sideblik, og ser lidt skuffet ud.

”Og jeg er nødt til det? Jeg kan på ingen måde slippe udenom?” En eller anden siger noget i den anden ende, og Krøltop sukker. ”Ja ja. Okay, jeg er på vej. Ses.” Han lægger på, og sender mig et undskyldende blik.

”Jeg er ked af det, men jeg er nødt til at smutte. Undskyld.” Han virker også som han er ked af det, og helt ærligt, hvis jeg forspildte min chance for at bolle mig, ville jeg sgu også blive ked af det!

”Det er dit tab. Jeg har masser at tage af. Kom godt hjem” siger jeg lidt koldt og svinger med håret da jeg vender mig. Et stille gisp undslipper dog mine læber, da jeg mærker hans hånd på min arm. Han snurrer mig rundt, så vi igen står ansigt til ansigt.

”Må jeg ikke få dit nummer?” Han smiler prøvende, samtidig med at hans øjne tindrer flirtende. Jeg bekæmper en rødmen, og møder hans blik med styr på mig selv. Jeg bliver pludselig pinligt berørt over, at jeg ikke har noget nummer at give.

”Desværre, jeg giver ikke mit nummer til komplet fremmede. Og havde du ikke travlt?” Glem lige, at jeg for et øjeblik siden var vild efter komme i kanen med ham. Et let såret udtryk glider over hans ansigt, men det forsvinder hurtigt. Han trækker på skuldrene.

”Fint. Hav et godt liv, ikke?” Jeg himler med øjnene, og vender mig så om igen. Denne gang sørger jeg for at mit hår rammer ham i ansigtet. Så går jeg med faste skridt tilbage til klubben, mens jeg sørger for at vrikke lidt ekstra med hofterne. Jeg kan høre ham sukke bag mig.

 

†††

 

En times tid senere har en mand nær de tredive et fast greb om mine hofter. Han styrer mig mod udgangen, og jeg kan mærke hans øjne på min røv. Da vi kommer udenfor, slår den kolde vind imod mine bare arme, og resten af min udækkede hud. Det er blevet koldere.

En tyk dunst af sved og alkohol hænger om manden, som jeg ikke engang gider give et kælenavn. Han ser ganske ordinær ud, og bliver endnu mere kedelig når jeg tænker på, hvad jeg ellers kunne have fået… Hvis den forbandede telefon ikke havde ringet!

Manden skubber mig op ad muren, og kysser mig grådigt på halsen. Bevægelserne minder mig om tidligere, men er alligevel så anderledes fra det, at det gør mig helt… Jeg bliver næsten irriteret på manden. Hvorfor kan han ikke bare være lækker? Men ak, nej. Selvfølgelig ikke.

Manden lader til at være parat til at knalde mig lige nu og her, og jeg lader som om, jeg prøver at få hans jakke af ham, imens jeg i virkeligheden afsøger hans lommer for en pung. Og bingo, i højre lomme er en læderpung. Jeg stikker forsigtigt hånden ned i hans lomme, og han ser intet. Hans hænder er travlt beskæftiget med at gramse på mine bryster, og forsigtigt, meget forsigtigt, trækker jeg pungen op ad hans lomme. Jeg har gjort dette mange gange før, og det er aldrig gået galt. Aldrig.

Han begynder at åbne sine bukser, da han åbenbart opdager hvor passiv jeg er. Han trækker sig lidt væk, og får øje på min hånd, som jeg er ved at stikke ned i min lomme. Pungen er heldigvis ude af hans synsfelt, men han lader til at kunne fornemme at noget er galt.

Han ser mistænksomt på mig, og med stigende rædsel ser jeg, hvordan han stikker sin hånd i lommen. Hans øjne vokser sig store i hulerne, da pungen ikke er der. Så griber han voldsomt fat i min frakke, og stikker hånden ned i lommen. Hans øjne går fra store til små, da han kniber dem sammen i vrede. Han hiver pungen frem, og jeg flår mig løs af hans greb. Jeg begynder at løbe men snubler, da han tager et fast greb i min skulder og smider mig baglæns ned på jorden. Jeg lander på ryggen, og al luften bliver presset ud af mine lunger. Over mig tårner han sig op med et vredt udtryk i ansigtet. Nej, ikke vredt; Rasende.

”Så du tror, du skal stjæle mine penge, hva’?” Hans stemme er grødet af vrede, og jeg mærken frygten røre på sig. Hvad nu hvis han slår mig? Jeg er blevet slået før, men sådan virkelig slår mig? Tæver mig sønder og sammen? Hvis han er en af de der voldelige typer? Jeg kan ikke andet end at håbe at han bare vil glemme det. Men helt ærligt, jeg er nødt til at være realistisk…

”Ved du hvad jeg vil gøre?” spørger han med lav, truende stemme. ”Ved ud hvad jeg kunne gøre? Jeg kunne mase dig. Lige her og nu. Jeg kunne slå dig så hårdt, at du aldrig ville rejse dig igen. Men det ville være ulovligt. Så i stedet vil jeg tage dig med på stationen, hvordan lyder det? Glæder du dig ikke til at fortælle farmand, hvad du har gjort? Han bliver stolt af dig, det er jeg sikker på!”

Manden griber fat i min arm og hiver mig ublidt op fra jorden. Så, stadig med et fast tag i min arm, går han ned ad gaden, mod en taxa der holder længere henne.

 

 

Da vi ankommer til politistationen er jeg ved at gå i panik. Hvad hvis de genkender mig? Men jeg kan intet gøre for at slippe væk, manden har et fast greb i min arm, og virker ikke særligt opsat på at give slip. Han slæber mig med ind i et firkantet rum med stole stillet op mod væggene og en skranke. Der hænger en sur lugt af… gamle donuts?

Bag skranken står en kvinde i hvid skjorte. Hendes hår er sat op i en knold så stram, at hendes øjne nærmest buler ud. Manden fører mig direkte hen til hende, og siger noget til hende. Jeg har for travlt med at forsøge at slippe fri til at høre efter. Men det er håbløst. Og da kvinden forsvinder for kort efter at komme tilbage med en uniformeret mand, kan jeg mærke modet dale. Lort.

Jeg bliver ført med om bag skranken, hen ad en lang gang og til sidst ind i et lokale. Jeg har godt set hvordan ’forhørslokaler’ ser ud på TV, men dette er faktisk ret hyggeligt. En sofa, en lænestol, et bord imellem. Blåt gulvtæppe på gulvet, hvide vægge. Ganske rart.

Manden i uniformen sætter sig i lænestolen og gør tegn til, at jeg skal sætte mig i sofaen. Jeg sætter mig og først nu ser jeg, at manden der bragte mig hertil ikke er her længere. Den lort. Men det hele bliver nok meget lettere hvis han ikke er her.

Jeg sætter mig i sofaen med armene over kors. Den uniformerede læner sig tilbage i lænestolen, og ser på mig med et træt blik. Han ser ud til at være i midt trediverne, har bølget mørkebrunt hår, tykke øjenbryn og er ubarberet. Alt i alt ser han temmelig godt ud. Men af en eller anden grund, orker jeg ikke at flirte med ham. Jeg er træt af, ikke at kunne tale med et væsen af hankøn, uden at være nødt til at lægge op til sex. Derfor lader jeg mit ansigt være ligeså vredt og tvært som det ’vælger’, og læner mig helt tilbage.

”Goddag. Mit navn er Adam O’Connor. Det virker måske som lidt overdrevet at du er kommet herind, men eftersom at antallet af tyverier her i Overton stiger, er vi nødt til at finde ud af, hvorfor folk, især mindreårige, tyr til dette. Nå, men hvor gammel er du så?” Han ser på mig med løftede øjenbryn.

   ”Sytten” grynter jeg gnavent, ikke særligt charmerende.

   ”Navn?”

   ”Scarlet.”

   ”Efternavn?”

Jeg bider mig i læben. Hvad nu hvis han genkender mit efternavn? Hvis han var på sagen dengang, hvor de opdagede at liget af en elleveårig pige aldrig blev fundet? Det var en temmelig lille by, og alle andre blev fundet i løbet af årene, alle, undtagen mig. Hvad nu hvis han lægger to og to sammen? Han er trods alt politimand, så helt dum kan han ikke være. Hvorfor brugte jeg dog ikke et falsk navn?! Men jeg er nødt til at sige mit rigtige navn, for alt hvad han behøver, er at slå mig op i registeret, så vil han vide at det er fake.

   ”De’lue. Scarlet De’lue.”

Han lader ikke til at lægge mærke til noget. Ser blot ned på en stak papirer, der lægger på bordet foran ham, og skriver mit navn på. Så ser han atter op på mig.

   ”Hvem af dine forældre skal vi ringe til? Din far?”

   ”Jeg har ingen far,” mumler jeg sammenbidt. Adam O’Connor rynker brynene lidt, og ser indgående på mig.

   ”Alle har en far.”

   ”Men det er ikke alle der er i kontakt med dem.”

   ”Så jeg går ud fra, at jeg skal ringe til din mor?”

   ”Jeg har ingen mor.”

   ”Alle har en mor.”

   ”Men det er ikke alle der er i kontakt med dem.”

   ”Hvor bor du så?”

    Lort. Røv. Pis.

   ”Lidt over det hele. Jeg bor hvor jeg kan komme hen.” Jeg trækker på skuldrene. Adam O’Connors øjebryn bliver endnu mere rynkede. Han får et tomt blik i ansigtet, og hans øjne stirrer direkte igennem mig. Hans læber bevæger sig som om han taler, men lyden er skruet ned. Jeg kan mærke nervøsiteten røre på sig, da brudstykker af hans mumlen bliver ført op til mine ører.

   ”Scarlet De’lue. Ingen forældre. Intet hus. Ja, ja, det giver mening.”

Pludselig ser han direkte på mig igen, skarpt blik, let spidsede læber og et tænksomt ansigtsudtryk.

   ”Hvor tilbragte du din barndom henne? Du er vel ikke opvokset uden forældre?” Jeg sukker. Lort. Han har regnet det ud.

   ”Bare en lille by. Du kender den nok ikke.”

   ”Hvorfor har du ikke længere kontakt til dine forældre?”

   ”Jeg stak af.” Det er jo heller ikke helt usandt… Jeg stak af fra ruinerne af vores gamle hus.

   ”Og du har ingen kontakt haft til dine forældre siden?” Jeg ryster på hovedet.

   ”Scarlet De’lue. Er dine forældre døde?”

   ”Ja.” Der er ingen vej udenom. Jeg kan lige så godt sige det som det er, for jeg vil på ingen måde kunne undslippe nu. Adam O’Connor nikker, og et smil bryder frem på hans læber. Han bliver endnu kønnere, hans øjne skinner kraftigt, hans tænder er lige og hvide. Ja, jeg værdsætter skønhed.

   ”Jeg fandt dig. Jeg var på sagen dengang. Og nu har jeg endelig fundet dig. Jeg må lige tale med min boss. Bliv her.” Han rejser sig fra lænestolen og forlader rummet.

I et kort øjeblik overvejer jeg at flygte. Men det er nyttesløst. Nu ved de at jeg er i live, så der ville ikke gå lang tid før de fandt mig igen. Nej, jeg kan lige så godt bare blive her.

Efter ti minutters tid kommer Adam O’Connor tilbage. Han smiler stadig, og der er en ny spændstighed i hans skridt. Han er en god politimand, indser jeg nu, og jeg er heldig, at det blev ham der skulle ’afhøre mig’.

   ”Det er lidt besværligt for du har ikke så meget familie tilbage, men vi har fået kontakt til din onkel. Han bor i Californien, og han har sendt et fly af sted. Du vil flyve herfra i aften, og vil ankomme til Los Angeles lufthavn omkring en halvanden time senere. En bil vil være der til at samle dig op, og fragte dig over til din onkel. Jeg rejser med dig for at sørge for, at du ikke stikker af. Jeg går ikke ud fra, at du skal have noget med?” Jeg ryster på hovedet.

Det er så det. Det er min frihed. Den frihed som jeg altid har prist højere end noget andet. Den frihed, jeg ikke længere har.

 

Seven devils all around you, seven devils in my house
See they were there when I woke up this morning
And I'll be dead before the day is done

 

 

____________________________________

Yo mennesker

Ja, så er jeg altså i gang. Det er ret længe siden, jeg sidst har lavet noget som helst her på siden, så jeg skal lige vænne mig til det igen... Men jeg må da indrømme, jeg har savnet det!

For lige at gøre det klart, så vil der ikke komme nyt kapitel så ofte. En gang om uge eller noget i den retning, vil jeg tro. 

Jeg undskylder, hvis der er mange fejl i, er kommet lidt ud af rytmen... I skal endelig bare påpege det, hvis I finder noget, der er helt hen i vejret! 

Hvis du endnu ikke har gjort det, ville det da være skønt med et like, måske endda en favorit! :D Og du er altid velkommen til at kommentere eller komme med idéer, hvis du har lyst :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...