Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5859Visninger
AA

10. Living Louder

My only regret is having regrets

Travelled the world, I loved every step

 

Jeg behøver heldigvis ikke figure out, hvad jeg skal sige, for før jeg når at åbne munden, går Harry forbi mig og ned ad trappen. Jeg kan høre døren smække.

I et par sekunder står jeg bare, og ser dum ud, før jeg endelig får taget mig sammen. Jeg går lidt desorienteret hen til sengen, og sætter mig. Efter at have stirret ud i luften i nogle sekunder, dumper jeg hårdt ned på ryggen. Jeg stirrer op i loftet, og prøver at finde ud af, hvad jeg skal føle lige nu. Skal jeg være forvirret? Skamfuld? Skadefro? Grædefærdig? Ligeglad? Jeg har virkelig ingen anelse.

Jeg har aldrig været nødt til at tænke over, at folk jo rent faktisk har følelser… Flot Scarlet. Du har nu, i en alder af sytten, endelig opdaget, og folk føler. WOW MAN EVERYBODY IT’S AMAZING.

Ej, selvfølgelig har jeg vidst, at folk har følelser, jeg har bare aldrig været nødt til at tage hensyn til det. I hvert fald ikke siden stormen. Men… Krøltop har jo ret. Eller Harry. Hvis jeg skal tage hensyn til hans følelser, er det måske en god start, at huske hans rigtige navn.

Men det var jo teknisk set rigtigt, det han sagde. Jeg kommer til at se en hel del til ham, så det var måske ikke så smart at smutte på den måde… Men på den anden side, så kan jeg jo ikke ændre mig fuldstændigt, bare fordi jeg bor et andet sted med andre mennesker. Måske bør jeg bare… Forsøge ikke at komme til at bolle dem… Det burde jo ikke være så svært… Skulle man tro…

Jeg hiver træt den forfærdelige T-shirt over hovedet, og kyler den ned på gulvet. Bukserne følger hurtigt trop. Efter at have rodet skabet igennem tre gange, finder jeg et par ternede natbukser, og efter endnu en gennemrodning har jeg også fundet en mørkeblå, langærmet natbluse. Jeg hiver sokkerne af fødderne, og går barfodet nedenunder, hvor Louis og Niall sidder, og ser fjernsyn.

Efter at have sat håret op i en rodet knold, smider jeg mig ned i den ene sofa, og fylder kinda den hele, hvilket tvinger Louis til surmulende at rykke sig over i den anden. Niall fniser, lige indtil Louis har stukket sin ene fod ind i munden på ham. Jeg griner højt, da Niall med et hårdt puf skubber Louis ned på gulvet, hvorfra han højlydt giver sig til at brokke sig.

Efter at have grinet lidt af dem (og Louis har hældt en kande vand ud over Niall, hvilket førte til en jagt rundt i hele huset), ligger jeg bare og stirrer på fjernsynet. Der kører et eller andet program, som vist handler om, at nogle mennesker, der godt kan lide at synge, bliver dømt af nogle dommere, og så kommer nogle af dem videre, og andre gør ikke. X Factor, eller sådan noget…

Det er først, da Liams hoved popper op på skærmen, at jeg rent faktisk begynder at lægge mærke til programmet. Men han ligner ikke Liam særligt meget… Hans hår er meget længere, og han ser ret ung ud.

   ”LOUIS!” råber jeg højt, for der er en ret stor chance for, at han ikke hører mig, eftersom Niall lige nu er i færd med at ’drukne’ ham i poolen.

Der går omkring tyve sekunder, så kommer han ind i stuen, dryppende af vand og med et bredt smil.

   ”Frøkenen kaldte?” Jeg smider en pude i hovedet på ham.

   ”Hvad laver Liam i fjernsynet?”

   ”Han tog bare lige et smut derind, fordi han kedede sig. Det gør han hele tiden. Der går nok ikke så længe, så hopper han lige ud af skærmen igen!” Jeg smider en pude mere efter ham.

   ”Okay, okay! Det er X Factor! Vi var med i 2010, det var der vi blev sammensat til et band.”

   ”Men hvis I var med i 2010, hvorfor bliver det så vist nu?” spørger jeg lettere forvirret. Louis smiler lidt fåret, og peger hen under fjernsynet, hvor der er en DVD-maskine.

   ”Sidder I og ser jer selv på DVD? Wow, der er vist nogen der har et problem her, og jeg taler ikke om mig selv.”

 Niall kommer ind, lige så våd som Louis (ohoho, see what I did there?), og med samme store smil. Han går direkte hen til mig, og lægger sig oven på mig. Jeg føler næsten, at jeg er ved at blive kvalt, og får hans rygsøjle ned i maven.

   ”NIALL!” skriger jeg højt, og forsøger at skubbe ham af mig. Men han gør sig blot tungere og tungere, og til sidst kan jeg dårligt få vejret.

   ”JEG GIVER OP!” Gisper jeg. ”JEG GIVER OP, JEG GIVER OP!” Stadig smilende ruller han væk, og ligger nu ved siden af mig. 

   ”Svin,” mumler jeg, og han ler højt. Jeg gemmer ansigtet i hans T-shirt, og han lægger armen om mig. Jeg har egentlig ikke opdaget, hvor træt jeg er, men nu da jeg ligger her, overvælder trætheden mig pludselig. Her er varmt og godt, (bortset fra at Niall er gennemblødt men whatever), og Niall er en overaskende god hovedpude. Jeg gaber, strækker mig en smule, og putter mig så op ad Niall.

   ”Nå så det tror du?” spørger han, halvt i sjov.

   ”Det gør jeg nemlig,” når jeg lige at svare, før søvnen trækker mig til sig.

  

†††

 

Det er en drøm. Selvfølgelig er det det. Men hvordan kan det så føles så virkeligt? Jeg kan mærke alting. Jeg kan mærke, hvordan huset ryster, hvordan kælderens stengulv er det eneste, der ikke skælver. Jeg kan høre skrigene, der både stammer fra vind og mennesker. Jeg kan høre mine egne klaprende tænder, mærke hvordan hele min krop ryster af lige dele kulde og frygt.

Lemmen i loftet knirker og brager, men formår på en eller anden måde, ikke at gå i stykker. Jeg sidder i hjørnet på det kolde stengulv med tårer på mine blege kinder, imens jeg frygtsomt stirrer på lemmen. Gad vide, hvad der sker deroppe? Hvor er mor? Det sidste jeg så til hende, var det hastige glimt af hendes skræmte men beslutsomme ansigt, da hun skyndsomt puffede mig ned i beskyttelsesrummet, og smækkede lemmen efter mig. Jeg har ikke set far, siden han kørte på arbejde i morges.

Der er kun plads til en person i beskyttelsesrummet, hvilket er temmelig åndssvagt i en familie på tre. Derfor er jeg altså hernede, imens mor er deroppe. Eller var. Jeg kan ikke høre meget udover vinden, men jeg kan gå ud fra, at huset ikke står meget længere, hvis det ikke allerede er væk.

Efter hvad der føles som timer, er vinden aftaget en smule. Måske er det timer. Måske er det ikke. Jeg har ingen tidsfornemmelse. Jeg har rejst mig fra gulvet, og tørret tårerne væk fra mine kinder. Mine øjne er stadig våde, og mine ben skælver af frygt, men alligevel går jeg hen til lemmen. Efter at have taget en dyb vejtrækning, skubber jeg lemmen op.

Huset er væk. Det eneste der er tilbage, er selve ydermurerne af sten. Det meste af gulvet er flået op, kun enkelte brædder er tilbage. Vores møbler er for længst borte – Det samme er mor. Jeg kravler besværet helt op ad hullet, og ser mig frygtsomt omkring. Stormen er drevet videre, men det blæser stadig.

Der er øde, så langt øjet rækker. Okay, byen var lille og temmelig kedelig før, men nu… nu er der ingen by. Kun fondamenterne af de mest hårdføre huse står tilbage. Og mennesker… Dem er der ingen af. Ingen unge, ingen gamle, ingen fremmede, ingen bekendte. Ingen.

Pludselig føler jeg mig endnu yngre, end jeg er. Jeg sætter mig ned på den golde, hårde jord, og gemmer ansigtet i hænderne, imens jeg bare græder. Jeg har aldrig været så meget for at græde i offentlighed, men eftersom der ikke ligefrem er så mange til at se mig, kan det være lidt ligegyldigt.

Minutterne går, og jeg ved, at jeg ikke kan blive siddende. Jeg ved, at der snart vil komme folk, politi, efterforskere. Bare fordi jeg ikke er så gammel, kan jeg sagtens lægge to og to sammen. Og selv om jeg ikke er så gammel, værdsætter jeg min frihed, og gider ikke ende som et barn på et barnehjem eller hos en plejefamilie, der i virkeligheden ikke vil have mig. Så vidt jeg ved, har jeg ingen nulevende slægtninge. Jeg rejser mig fra jorden, og begynder vaklende, at gå. Mit tøj er ikke de ideelle, sandaler, en hvid T-shirt og et par sandfarvede bukser, men det går.

Jeg er nået næsten en kilometer væk fra huset, da jeg ser det. Hende. Hun ligger med ansigtet nedad. Jeg kan dog sagtens genkende hende. Det mørke, næsten sorte hår, der ligger bredt ud om hovedet som en vifte. Den lilla nederdel, skoene, hvoraf den ene mangler. Hendes bare fod er bleg. Død.

Jeg vender ryggen til min mors lig, og går videre. Mine øjne er tørre.

 

 

   ”Scar! Scar!” En eller anden giver mig en lussing. ”Scarlet!”

Jeg vågner med at sæt og et hulk, og begynder næsten omgående at græde. Tårerne nærmest vælter fra mine øjne, og store hulk får hele min krop til at krumme sig sammen.

Jeg ligger stadig i sofaen, men Niall er ikke længere ved min side. Han står nu lænet ind over mig med et bekymret udtryk i ansigtet. Et sekund tænker jeg, at han ikke må se mig græde. Så gennemsyrer det næste hulk mig, og jeg ved, at jeg ikke kommer til at stoppe det næste stykke tid.

Niall sætter sig i sofaen, og trækker mig helt hen til sig. Jeg knuger hans T-shirt hårdt i min hånd, og græder imod hans bryst. Han lader ikke til at have noget imod, at hans T-shirt bliver gennemblødt.

Sådan sidder vi i lang tid. Jeg er så tæt på ham, at jeg næsten sidder på hans skød. Han hviler kinden imod mit hår, og stryger mig ned ad ryggen. Han siger ikke noget. Ikke noget latterligt som ”det skal nok gå,” eller ”bare tag det roligt, det bliver bedre”. Det er også noget pis at sige, for han ved ikke, om det bliver bedre. Lige nu ved han ikke engang, hvad der er galt. De eneste lyde der kommer fra hans mund, er en stille nynnen. Først efter noget tid går det op for mig, at han synger noget. Ikke bare en stille melodi, men ord fra en sang. Jeg kan ikke høre de præcise ord, men jeg ved, at det er smukt.

Min gråd er stilnet en smule af, og jeg trækker mig lidt væk fra ham for at tørre mine øjne. Han stopper med at synge, og ser på mig med de der blå øjne, der ikke er blå, men en hel farveskala blandet sammen i et. Jeg rømmer mig lidt flovt, for jeg hader at græde foran folk.

   ”Undskyld.” Min stemme er hæs af gråd, og jeg rømmer mig igen.

   ”Undskyld? Du skal ikke sige undskyld, Scar. Alle græder en gang imellem.” Det er første gang, der ikke har været en undertone af glæde og latter i hans stemme. Nu har jeg også kun kendt ham i et par dage, men hver gang han har talt, har han lydt som om han var fuldstændig sorgløs. Næsten som en, meget yngre end ham selv. Nu? Hans stemme er alvorlig, hans ansigt er alvorligt. Alt ved ham, udstråler modenhed. Ikke så meget som en skygge af et smil er at finde i hans ansigt.

Vi sidder i tavshed. Minutterne tikker forbi. Men selv om ingen af os taler, er det ikke spor akavet.

   ”Jeg er ked af, at du skulle se mig græde.”

   ”Hvorfor? Du er jo smuk lige meget hvad.” Han rødmer, men hans blik viger ikke fra mit. Jeg smiler til ham, og prøver at lægge al min taknemmelighed over i det smil.

   ”Såeh,” siger han stille. ”Var det et mareridt?” Jeg nikker.

   ”Sådan et med monstre og den slags?” Jeg ryster på hovedet.

   ”Mennesker?” Jeg ryster på hovedet.

   ”Hvad så?”

   ”Minder.”

Der går noget tid, før Niall igen siger noget.

   ”Vil du snakke om det?” Jeg ryster på hovedet. Venter lidt tid. Nikker så. Jeg har ventet alt for lang tid med at snakke med nogen. I seks år har jeg jævnligt haft det samme mareridt. Der kan ikke gå lang tid, før jeg bryder sammen.

   ”Jeg vil fortælle dig det. Jeg vil fortælle dig det hele.”

 

†††

 

En time senere stopper jeg med at tale. Det lykkedes mig ikke at bryde sammen igen, selvom jeg var tæt på flere gange. Niall sagde ikke en eneste ting, imens jeg talte, og selv nu hvor jeg er færdig, er han tavs. Jeg har fortalt ham alt. Fra stormen, til min flugt, til de første år i frygt, hvor jeg stjal min mad, til de senere år, min alternative livsstil, hvordan politiet opdagede mig, og jeg blev sendt hertil. Det eneste jeg har udeladt, er mødet med Zayn og Harry.

   ”Sig noget,” siger jeg lidt desperat. ”Hvad som helst.”

Niall griner let, men det er ikke et glad grin. Han lyder træt og forvirret og trist.

   ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Det hele er så underligt og langt ude, og jeg har ingen anelse om, hvordan jeg skal reagere.” Han gnider håndfladerne imod ansigtet. ”Jeg begriber ikke, hvordan du har kunnet leve sådan i så mange år. Hvordan du stadig kan være rask i hovedet. Hvordan du kan sidde her og fortælle om det. Jeg forstår ikke, hvordan du kan opføre dig som om, det ikke er noget stort, at du har været nødt til at kneppe til højre og venstre for at overleve.”

Ordet ’kneppe’ lyder helt forkert med Nialls stemme, og jeg krymper mig, fordi jeg ikke vil have, at han er sur på mig. Han lyder så skuffet, og hans ord begynder at trænge igennem.

   ”Det kan ikke være rigtigt! Man burde kunne hjælpe børn som dig! Du burde ikke blive overladt til dig selv på den måde!” Det er altså alligevel ikke mig han er sur på. Jeg sukker lettet.

   ”Men Niall,” siger jeg stille. ”Det er lidt min egen skyld. Hvis ikke jeg var stukket af, ville jeg være blevet sendt til en plejefamilie, selvom jeg selv ville have hadet det. Regeringen ville have gjort noget, men jeg gav dem ikke valget. Jeg vil have min frie vilje. Jeg valgte selv. Og selv om det ikke er den ideelle livsstil, så er det for mig bedre end at rådne op på et plejehjem, eller hos en familie, som sikkert alligevel ville ende med at sende mig væk, fordi jeg er… som jeg er.” Jeg smiler trist til ham, men han gengælder ikke mit smil. Hans blik er så trist, at det næsten skræmmer mig.

   ”Du fortjener bare bedre, Scarlet.”

   ”Du han jo kun kendt mig i et par dage,” siger jeg smilende. ”Min bitchy side har endnu ikke haft mulighed for at udfolde sig.”

   ”Har du nogensinde fortalt det her til nogen? Før mig, altså?”

   ”Nej, aldrig.”

Pludselig smiler han. Jeg ser undrende på ham.

   ”Jeg er altså lidt speciel, hva? Sådan en slags tillids-værdig psykolog?”

   ”Nu får du alt for høje tanker om dig selv, min skat.” Vi griner lidt sammen. Så bliver han igen alvorlig.

   ”Jeg ved, at du har haft det svært. Og jeg ved, at du egentlig ikke har lyst til at være her. Men nu er du her. Og jeg skal nok sørge for, at du får det så sjovt, at du aldrig vil have lyst til at tage af sted igen. Jeg vil være din ven, og jeg vil passe på dig. Du kan snakke med mig, og jeg vil hjælpe dig så meget jeg kan. Du må bare love mig, at du ikke lige pludselig er væk. Du må ikke bare rejse uden at fortælle mig noget. Vil du love mig det?”

Vi ser hinanden i øjnene i et par sekunder. Så nikker jeg. Niall smiler. Hans tonefald er igen let og muntert, da han siger: ”Godt så. Nu skal jeg have noget mad!”

 

We’re all just kids, who grew up

way too fast, the good die young, but

 the great will always last.

 


___________________

Hold da helt op, hvor er det længe siden, jeg sidst har udgivet noget som helst.

Men jeg har rent faktisk en grund, okay

For en uges tid siden kom der virus på min computer, og den slettede de fire kapitler jeg havde skrevet. Jeg ved det, skønt. Og selvom det ikke burde tage så lang tid, at gen-skrive et kapitel, startede jeg først i går aftes, da jeg har været i en tilstand af oprørsk trods... For hvis der er noget jeg hader, så er det at skrive ting flere gange!

Jeg ved godt, det er lidt sært.

Men ja, nu har jeg så fået det skrevet. Jeg beklager, hvis det ikke er så godt, men det sidste gik lige lidt hurtigt... 

Jeg håber dog, at det ikke er helt håbløst, og hvis det er, skal I endelig bare skrive det, så skal jeg nok gøre det lidt bedre og alting. 

Håber I har haft er par vidunderlige første-skoleuger, juhuuu

 

- Jeg vil værdsætte det, og bygge dig et mini-tempel, hvis du lige gider smide en kommentar eller et like/favoritliste-halløj - Ja, et tempel. 

 

Just mee?:D 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...