Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5874Visninger
AA

22. Kiss Me

I'm falling for your eyes, but they don't

know me yet, and with a feeling I'll forget,

 I'm in love now
 

 

Jeg har ikke lyst til at stå op. Heller ikke selvom solen brager ind igennem de store vinduer, og en eller anden banker på døren. Så jeg står ikke op. Næh, fandeme nej, jeg bliver her i dag. Hele dagen. Jubihayjay.

Men ’bankeren’ går ikke væk, og bankene bliver mere og mere insisterende. Jeg trækker dynen op over hovedet, og udstøder en utilfreds lyd, som ingen andre end jeg selv kan høre.

   ”Scaaaaarleeeeeet,” lyder Louis’ stemme, og hans banken indstilles i et sekund eller to. Så fortsætter han.

   ”Gå din vej,” mukker jeg, og tror halvvejs, at han ikke vil høre det. Hans fnys gør mig dog sikker på, at han hørte det.

   ”Beklager skatter, men vi skal køre om ikke så længe. Du skal op nu.”

   ”Jeg er ligeglad med, om vi så skal køre om tredive sekunder, jeg står ikke op. Og hvis jeg ikke kommer og låser døren op, så kan du ikke komme ind. Øv bøv.”

   ”Jeg er ked af at knuse dine drømme, men vores nøgler virker til hinandens døre. Så jeg behøver bare låse døren op…” Jeg bander.

   ”Nu kommer jeeeeeeg!” råber Louis, og jeg kan høre nøglen rumstere i låsen. Jeg ligger og beder lydløst til den gud, som jeg ikke tror på, for, at et klaver knuser ham, eller en damptromle kører ham ned, eller en panter overfalder ham, og det lader til, at mine bønder bliver hørt, for før han får låst døren op, lyder der et bump, og et højlydt: ”Av, Liam hvad fanden!” Okay, ikke en panter, ikke en damptromle, ikke et klaver, men en Liam. Han må også være mindst ligeså effektiv som de tre tilsammen.

   ”Louis lad nu være med at være en idiot! Gå ned og få dig noget morgenmad.”

   ”Ja mor,” lyder Louis’ gnavne stemme, og jeg går ud fra, at han lusker væk. Liam min heeelt!

En ny nøgle lyder i låsen, og døren bliver åbnet.

Liam din diller.

Jeg gemmer mit hoved i dynen, da han træder ind i rummet, og nogle sekunder senere kan jeg mærke hans vægt presse madrassen lidt nedad, da han sætter sig. Han sidder stille et par sekunder, og begynder så at puffe lidt til mit ene ben. Jeg protesterer højlydt, og et grin undslipper ham.

 

   ”Det er ikke spor morsomt,” mumler jeg, men da han begynder at grine rigtigt, kan jeg heller ikke lade være med at smile.

   ”Årh, kom nu Scar, alle andre er oppe! Jeg troede ikke, du fik så meget at drikke i går… Måske kan du bare ikke tåle mosten?” Hans tonefald er drillende, og jeg knurrer, uden rigtigt at være sur.

   ”Skete der noget i går?”

Jeg stivner. Ved han noget? Så han mon det med Harry? Sidder han lige nu og judger mig, fordi jeg render rundt og er en teenagepige med et crush på Niall, og samtidig er en sexbombe, så snart Harry er i nærheden?

   ”Hvad mener du?” spørger jeg varsomt, for det kan jo være, han ikke reelt ved noget, og bare synes jeg er lidt underlig lige nu. Man har vel lov at håbe.

   ”Jeg deler jo værelse med Harry, og da jeg kom hjem i går, sad han plørefuld ude på badeværelset og… Tja, han var knap så glad, og blev ved med at sige dit navn. Jeg tænkte, at der måske var sket noget, at I havde været skændtes eller noget.” Jeg siger ikke noget. For hvad skal jeg sige? Han kyssede mig. Og i sidste ende gengældte jeg det jo. Jeg er lige så skyldig som han er lige nu, og selvom jeg ikke rigtigt har noget med Niall, så tror jeg ikke helt, drengene vil acceptere det hele uden videre.

   ”Hør her Scarlet, jeg har overhovedet ikke styr på, hvad der foregår, men jeg er ikke blind. Det er tydeligt for enhver, at du føler noget for Niall, og næsten lige så tydeligt, at der er historie mellem dig og Harry. Jeg spurgte Louis, og han sagde bare, at ja, der er historie. Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, hvad du føler, ud over at det hele må være frygteligt forvirrende, men jeg vil bede dig om, at tænke dig om, før du gør noget, der kan såre dem. Du kan altid komme og snakke, selvfølgelig kan du det, men de er stadig mine bedste venner, og jeg vil nødig se dem i totterne på hinanden på grund af en pige. Jeg håber, du forstår.” Jeg nikker uden at sige noget. For jeg kan sagtens forstå ham. Jeg er teknisk set bare en pige, som de mødte for nogle dage siden, og som ikke har gjort andet end at skabe forvirring og ravage i alting.

   ”Se at komme op, så kan du nå at få noget morgenmad, før vi kører,” siger Liam smilende, og alvoren er forsvundet fra hans stemme. Han klapper mig på benet, og rejser sig så fra sengen. Jeg følger ham med øjnene, indtil han forsigtigt lukker døren bag sig.

 

Hmm, okay ja, det gav jo mening. Så nu har min lad-være-med-at-bolle-nogen plan altså udvidet sig til en lad-være-med-at-bolle-eller-flirte-med-nogen plan. For det kan jeg jo sagtens finde ud af. Nej jamen helt ærligt, ikke at bolle nogen var svært nok, men nu må jeg heller ikke flirte? Held og lykke, siger jeg bare.

Men lige nu er det ikke mit største problem. Mit største problem er at komme ud af sengen. Men behøver jeg virkelig? Her er så rart og varmt og godt her, og derude er der kun folk man ikke må bolle og flirte med. Jeg kan da godt se, hvad der er fedest.

Men jeg er nødt til det. Så jeg tæller til tre, og ruller så som en sindssyg, indtil jeg ruller ud over kanten og ned på gulvet. Jeg jamrer mig – ynkelig som jeg er -, men kommer til sidst op at stå. I nogle sekunder stirrer jeg bare på sengen med en blanding af længsel og had i blikket, for jeg elsker den, men jeg hader den, og hele min tilværelse er dybt useriøs.

Efter at jeg har fået noget tøj på – en dybrød sweater og et par sorte jeans -, begiver jeg mig ud i verden. Der er ikke en levende sjæl på gangen uden for mit værelse, så jeg tager trappen mod stueetagen, da jeg går ud fra, at de andre er nede og få morgenmad. På anden etage passerer jeg en lille pige, og da jeg går forbi hende, presser hun sig op mod væggen, og stirrer på mig, som om jeg lige har bedt hende om at tisse på mig. Jeg lægger ikke noget i det, men efterhånden som de mennesker jeg kommer forbi, alle kigger underligt på mig, begynder jeg at blive bekymret.

Da jeg endelig, efter den meget udmattende nedstigning, kommer ind i restauranten, hvor de for øjeblikket serverer buffet, behøver jeg kun at se rundt i omtrent to sekunder, før jeg får øje på drengene. De sidder alle fem + Melissa og Simon + adskillige bodyguards ved to sammentrukne borde, og jeg skynder mig hen imod dem.

Louis er den første der ser mig. Uheldigvis for ham har han netop taget en tår af sin kaffe, og så snart vi får øjenkontakt begynder han at hoste så voldsomt, at det meste af kaffen ender i ansigtet på Niall. Jeg stirrer fornærmet på ham, idet han er nødt til at støtte sig til Harry af grin. Zayn slutter sig hurtigt til ham, Liam ser lidt medlidende på mig, Niall har travlt med at få kaffe ud af øjnene, og Harry ser alle andre steder hen end på mig.

 

   ”Hvad er det?” spørger jeg opgivende, da Louis’ latter er blevet til små hik og fnis.

   ”Scarlet,” siger han, ”så du dig i spejlet her til morgen?” Oh shit.

   ”Øh nej.” Jeg ved allerede nogenlunde, hvad der er så sjovt/skræmmende. Jeg glemte måske en lille smule at fjerne min make-up i går aftes, og jaja, normalt havde det ikke været så slemt, men Melissa druknede mig næsten i produkter, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan jeg må se ud.

Nu fniser Liam også, og jeg ser bebrejdende på ham.

   ”Hvorfor sagde du ikke noget?!”

   ”Undskyld Scar, jeg tænkte bare, at du nok skulle børste tænder eller sådan noget, før du kom herned… Men ja, altså…” hans stemme bliver kvalt i et grin, og Louis klapper ham på skulderen. Jeg skuler ondt til dem, indtil Niall rejser sig, nu næsten med kaffen ude af øjnene, og blidt skubber mig væk fra de andre.

   ”Jeg skal alligevel op og skifte bluse, og så kan vi også lige få fisket dig op,” siger han sødt, og hans smil bløder mig lidt op.

   ”Okay,” skumler jeg, men kan ikke helt opretholde mit gnavne ansigtsudtryk.

Niall slæber mig med ind i elevatoren, og for at være helt ærligt så magter jeg alligevel ikke rigtig trapperne igen…

 

Vi er de eneste i elevatoren, og imens vi nyder den himmelske lyd af Stayin Alive, der skratter ud af højtalerne, tager Niall stille min hånd. Min samtale med Liam – okay, det var mest ham der snakkede -, kører hurtigt igennem mit hoved, men jeg kan ikke rigtigt se, hvad jeg skal gøre anderledes. Måske skal jeg prøve at 1) lade være med at kysse eller bolle med Harry, og koncentrere mig om Niall, eller 2) glemme alt om Niall og tilgive Harry, for derefter at have vild sex med ham resten af mit liv.

Hm ja, begge dele er fristende på hver deres måde, men lige nu beslutter jeg mig for den første, da jeg ellers er nødt til at gøre Niall meget ked af det, og det har jeg helt ærligt ikke lyst til. For tja, let’s just face it, han er vidunderligmegadejligogfantastiskskønheltabsurdejligyesyesman.

Da elevatorens ding! trækker mig ud af min tankerække, følger jeg efter Niall hen til vores værelser. Jeg skal lige til at gå ind på mit eget, da han vinker mig med ind på det han deler med Louis og Zayn. Jeg følger lidt tøvende med, især fordi jeg ikke kan forestille mig, at drengene har make-up fjerner.

   ”Øh, Niall… Hvordan har du tænkt dig at… du ved – ”

   ”Jeg har herre meget styr på det, Scar!” siger han kækt, og skubber mig ud på badeværelset, hvor han sætter mig ned på kanten af badekarret. Han tænder for vandhanen, og imens han venter på, at vandet bliver varmt, går han ud og skifter trøje. Jeg når lige at fange et glimt af ham, efter at han har smidt den kaffe-lugtende T-shirt på gulvet, og helt ærligt, det kan godt være, at det ikke var det første, jeg lagde mærke til, da jeg mødte ham, men nu må jeg bare indrømme, at han er lækker. Som i lækker.

Men før jeg har nået at se ordentligt efter, har han taget en ny T-shirt på, og er kommet tilbage ud på badeværelset. Han tager en klud – ja, klud, til mit ansigt – og stikker den ind under det nu varme vand. Så slukker han for hanen, går ned på knæ så vi næsten er i øjenhøjde, og lægger meget forsigtigt kluden imod den ene side af mit ansigt. Han fører den blidt ned over min kind, og ser meget koncentreret ud. Han får endda små nuttede panderynker, og jeg fniser. Hans blik flakker hen til mine øjne, og da jeg stadig fniser, slasker han den våde klud lige i synet på mig.

 

Hvis du af en eller anden grund aldrig har prøvet det, så er det ikke ligefrem en fornøjelse at få klasket en drivvåd klud i ansigtet. Jeg bøjer mit instinktivt bagover, får overbalance, og griber hvinende fat i Niall for at få støtte. Niall hviner også, en ret tro kopi af mit eget faktisk, og vi tumler begge to ned i badekarret. Han ligger halvvejs ovenpå mig, men har heldigvis nået at tage fra med den ene hånd, så han ikke smadrer hovedet direkte ned i mit bryst.

Vi ånder begge tungt af forskrækkelse, mig med min make-up endnu mere i uorden end før, og vores blikke viger ikke fra hinanden. Meget tøvende og meget forsigtigt, lader Niall sit ansigt glide tættere på mit. Jeg har alverdens tid til at trækker mig væk. Men jeg gør det ikke. Jeg lader ham komme helt tæt på, og da hans læber forsigtigt lægger sig mod mine, gør jeg heller intet for at standse ham. Meget blidt kærtegner hans læber mine med al deres skønhed og tillid.

Kysset er blidt og enkelt, og han lader det kun vare i et sekund eller to, før han trækker sig lidt væk, og i stedet kysser min pande. Jeg lukker øjnene så længe det varer, for i den lille gestus kan jeg mærke alle de følelser og al den tillid, som er imellem os, og når han kysser min pande, føles det lidt som, jeg ved ikke, et løfte. Som om at han fortæller mig, at han ved, hvad jeg føler, og at jeg ikke behøver sige det, fordi det ved han godt, at jeg ikke kan. Som om han fortæller mig, at det er okay. At det nok skal blive okay, fordi han er her, han beskytter mig, han passer på mig, han elsker mig. 

Og så er det forbi. Hans læber forlader min pande, han trækker sig væk fra mig, rejser sig op, og rækker en hånd ned til mig. Jeg tager den, og han trækker mig op, og i nogle sekunder står vi bare overfor i hinanden i det latterlige badekar, og ser på hinanden. Hans øjne ser kærligt på mig, og jeg håber, at jeg kan få mine følelser til at skinne ligeså meget igennem, men jeg tvivler helt ærligt på det. Jeg har altid været absurd dårlig til at vise andre følelser end vrede og påtaget ligegyldighed, og det har absolut ikke ændret sig.

Pludselig begynder Niall at grine, og jeg ser forvirret og lidt såret på ham.

   ”Hvad?”

   ”Vi er altså nødt til at få fjernet den make-up Scar, jeg ved ikke hvad du ligner.”

 

 

I was made to keep your body warm

But I'm cold as the wind blows so hold me

in your arms

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...