Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5876Visninger
AA

16. Heavy Stone

There are too many people in this street

There a too many eyes to meet

 

Jeg drømmer ikke. Jeg tænker ikke. Selv da jeg vågner, er mit hovedet tomt. Jeg stirrer lige op i det hvide loft. Så begynder gårsdagens begivenheder at snige sig ind i mit hoved. Det hele er lidt sløret, så jeg kan ikke være sikker på, om tingene rent faktisk er sket, eller om det er noget, jeg har forestillet mig. Nogle ting er simpelt hen for gode eller underlige til at være sket, andre ønsker jeg blot at glemme. At kunne sige til mig selv, at det bare var en ond drøm. Men det jeg allerhelst vil lægge bag mig, er helt klart ikke en drøm. Ikke en hallucination. Harry er sammen med Taylor. Og han løj for mig. Og jeg stolede på ham. Og jeg skal nok give ham den største fucking røvfuld nogensinde.

Så er der… Men det må have været en drøm eller en hallucination eller et eller andet, for det er simpelt hen for underligt til at være sandt. Altså selve det at kysse en fyr er ikke så specielt, men Niall. Niall er ikke bare ’en fyr’. Han er en af de eneste drenge, jeg nogensinde har mødt, der ikke har prøvet eller så meget som antydet noget som helst. Han er uskyldig, han er en ven, og jeg har aldrig, så længe jeg har kendt ham – ja okay, under en uge, whatever – tænkt på at kysse ham.

Men alligevel. Nu hvor jeg tænker over det, så, hvis det er sket, hvis det ikke er en drøm, så fortryder jeg det ikke. Altså, det komplicerer alting en hel del, men er der en, som jeg har lyst til at kysse, nu hvor Harry har vist sig at være en forræderisk skiderik, så er det Niall. Men måske bør jeg finde ud af, om det er en drøm eller om det virkelig er sket, før jeg begynder at drage konklusioner.

Jeg sætter mig op lidt for hurtigt, og har det omgående som om, jeg banker hovedet imod en mur. Hovedpinen kaster sig over mig i en flyvende tackling, og jeg falder tilbage på puden som en sten. Pis og lort. Tømmermænd er seriøst det værste i hele verden. Ever. Nogensinde.

Jeg venter et par minutter, men prøver så meget forsigtigt og langsomt sætte mig op. Kvalmen er langt fra så slem som før, og forsigtigt svinger jeg benene over sengekanten, og sætter fødderne på gulvet. Jeg tager en dyb indånding, bider tænderne sammen, og rejser mig.

Dumt. Dumt, dumt, dumt.

Jeg skvatter forover med det samme, og denne gang er der ikke nogen til at gribe mig. Da jeg rammer gulvet, lyder noget af et brag, der dog hurtigt bliver overgået af min hylen. Jeg er faldet lige ned i en temmelig stor tøjbunke, som jeg har formået at skabe, på de få dage jeg har været her, og på en eller anden måde er jeg blevet viklet fuldstændigt ind i en stor sweater. Jeg kæmper hylende imod den uldne fjende, men formår blot at få viklet mig endnu mere ind i den.

   ”Scarlet? Scarlet!” Jeg kan høre løbende fodtrin udenfor døren, og en dør der bliver åbnet. Et par sekunders tavshed. Og en, der vist nok falder om af grin.

   ”Ikke. Sjovt.” hvæser jeg, men Louis – jeg kan tydeligt høre, at det er Louis -, griner alt for meget til at kunne svare.

   ”Hvad sker der, Louis?” Spørger Liams stemme, og snart kan jeg høre ham komme op ad trappen. Da han stopper i døråbningen, er jeg fuldstændigt forsvundet under monsteret, og kan derfor ikke se hans ansigtsudtryk. Jeg kan dog sagtens forestille mig det. Det er nu også en lille biiiitte smule ynkeligt, at jeg er blevet nedlagt af en sweater. Scarlet De’lue, 17 år, dræbt af uldtrøje.

Da Liam har kommet sig over ’chokket’ – og Louis stadig ruller rundt på gulvet -, får han taget sig sammen til at hjælpe mig ud.

   ”Tak,” siger jeg, og stirrer surt på Louis. Mit dræberblik bliver dog en smule spoleret af det faktum, at jeg er nødt til at støtte mig til både Liam og væggen, for ikke at falde igen. Jeg stryger – øh, eller prøver – elegant (ish) forbi ham, og må nærmest voldtage gelænderet for at komme ned ad trappen uden at falde. Liam går lidt bekymret bag mig, parat til at gribe mig.

Da jeg når køkkenet, møder en fantastisk duft mig. Jeg trækker instinktivt vejret dybt ind gennem næsen. Mad.

Det er Niall, der står ved komfuret. Han har ikke andet end boxershorts og et forklæde på, og imens han vender bacon med den ene hånd, bruger han er paletkniv som mikrofon med den anden.

   ”And after AAAAAALLLLLLL – YOU’RE MY WONDERWAAAAAALL

Det værste er næsten, at han jo godt kan synge… Men stadig er i stand til at synge så forfærdelig hæsligt. Jeg kan ikke lade være med at grine højlydt, og han snurrer lynhurtigt rundt, og ser flovt på mig – og Liam – der også er knækket sammen af grin.

   ”Jaja, så er det ikke sjovere vel?” Da vi bare griner endnu mere, peger han truende på os med paletkniven. ”Pas I hellere på, ellers får I ikke noget bacon!” Mit grin forstummer, og mit ansigt må have været det perfekte udtryk for min gru over det, Niall har sagt. Det er jo grusomt! Nej, nej – det var ligefrem barbarisk!

   ”Tænkte jeg nok,” siger Niall, og nyder tydeligvis sin magt. Jeg udveksler et blik men Liam, og vi er begge lamslåede over hans ondskab. Det er jo ligefrem sygt at true med bacon.

Jeg stavrer hen til spisebordet, der er dækket op til seks, og sætter mig på en stol. Liam sætter sig ved siden af mig, og hælder noget vand op i mit glas.

   ”Drik lidt, det hjælper på tømmermændene.” Jeg smiler taknemmeligt, og tager et par store slurke.

   ”Hvor meget drak du egentlig i går?” spørger Louis, der kommer vaklende ned ad trappen, stadig med lattertårer i øjenkrogene. Jeg sender ham et ondt blik, men svarer alligevel: ”Jeg er ikke helt sikker… Der er en del fra den aften, som jeg ikke rigtigt kan huske… Og jeg tror, jeg måske har hallucineret eller drømt eller noget i den retning…” Jeg ser hurtigt op på Niall, og er det bare min fantasi, eller undgår han mit blik?

   ”Men jeg har altid fået ret voldsomme tømmermænd, selvom det her dog er udover det sædvanlige.”

   ”Skete der da noget i går? Jeg har lagt mærke til, at du ligesom, øhm, mangler et vedhæng…” Louis sender mig et sigende blik. Der går nogle sekunder, før jeg forstår. Harry.

   ”Ja, jeg var nødt til at smide dødvægt over bord.” Mere siger jeg ikke. Filosofisk, det er totalt, hvad jeg er. Oh hell yeah.

Louis ser overrasket ud, plus han kigger på mig, som om jeg er blevet en lille smule syg i hovedet. Måske er jeg også det. Men helt ærligt – Det kunne være værre. Meget, meget værre.

   ”Nåh øh… Siden jeg forstod det svar totalt, vil jeg lade emnet ligge lidt. Og se, der kommer Simon!” Vi kommer alle med små udbrud, da døren går op, og afslører en træt udseende men smilende Simon. Hilsner flyver fra os alle, og han løfter hænderne for at dæmpe os.

   ”Så så, rolig nu drenge,” - jeg fnyser højlydt, – ”og Scarlet.” Louis fniser

Da han ser maden, som Niall netop har sat på bordet, smider han sin taske, kaster sig ned på en stol, rager en kæmpe portion røræg over på tallerkenen, og propper det i sig, som var det hans sidste måltid. Vi andre begynder også at spise. Efter et par minutter spørger Liam Simon: ”Hvor er Melissa?”

   ”Hun er taget hen for at besøge sine sønner i Washington. Hun kommer tilbage om et par dage.” Vi nikker, og fortsætter så med at spise. Da alle er færdige, hjælper jeg Niall med at tage ud af bordet. Han begynder at vaske op, og jeg tørrer af. Der går et minut eller så, hvor igen af os siger noget, og for første gang siden vi mødtes, er tavsheden akavet. Så tager jeg mig sammen.

   ”Tak fordi du hentede mig i går.” Han stivner umærkeligt, og jeg lader som om, jeg ikke har lagt mærke til noget.

   ”Du kan altså huske det?”

   ”Jae, det vil jeg mene… Skete der da noget?”

   ”Njah, jeg hjalp dig op i seng, og så bad du mig om at blive lidt… Du var ked af det, så jeg tænkte, at du nok ikke skulle være alene… Du… græd.” Pis også. Jeg virker jo som en rigtig tudemarie.  

   ”Oh.”

   ”Hør,” siger han, og smiler det der søde smil. ”Lad os tale om noget andet, jeg skal nok lade være med at stille spørgsmål. Jeg kan godt fornemme, at du ikke har så meget lyst til at tale om det. Men hvis du får lyst til at snakke…” Jeg smiler glad til ham. Der skete altså ikke noget. Jeg ved ikke, om jeg skal være lettet eller skuffet. Jeg er nok mest lettet. For selvom det ville være ret fantastisk at kysse Niall, så ville det også bare blive al, al for kompliceret. Harry og Taylor drama + Niall drama. Pyh ha, fandeme nej.

   ”Tak Niall.” Vi smiler til hinanden, og fortsætter så med at vaske op.

 

†††

 

Det nærmer sig aften, og Harry har hverken ringet eller prøvet at komme i kontakt med mig på nogen anden måde. Hm, så meget for ’at ville lære mig at kende’. Bare ærgerligt, at han glemte at sige, at han har en kæreste. Upsi, det var vist lidt af en smutter. Og så tillader han sig, at belære mig om, at man ikke bare kan skride, at vi kommer til at se hinanden igen, at jeg ikke bare kan løbe fra det. Ja op i røven med det. Faktisk, op i røven med ham. Så langt op, at han ikke kan se lyset mere. En slags opgraderet udgave af The Human Centipede.

Det var lidt underligt.

Men lige nu vil jeg bare gøre alt, hvad jeg kan for at glemme Harry. Og jeg har de bedste midler i verden – Niall, Louis og Liam. Vi beslutter os for at tage ud og spise til aften. Simon vil gerne blive hjemme, da han er træt, og har en del arbejde at få ordnet. Da vi går ud igennem den store port, kommer en stor fyr hen til os. Drengene hilser på ham, og fortsætter så, fuldstændigt upåvirkede af, at han følger efter os med et par meters afstand.

   ”Øh Louis,” siger jeg, og skæver tilbage mod fyren, der sådan set er ret stor.

   ”Ja?”

   ”Hvem, øh… Hvem er..” jeg laver et lille kast med hovedet imod fyren, og Louis slår sig for panden – okay, ikke helt, men noget lignende.

   ”Gud ja, du ved selvfølgelig ikke noget om ham. Det er Paul, han er vores bodyguard.” Han ser mit blik, og fortsætter hurtigt: ”Altså vi regner ikke med at blive overfaldet eller noget, men man ved jo aldrig. Vi er ret kendte, så derfor er der selvfølgelig også nogle personer, der hader os, selvom de aldrig har mødt os.” Han ser trist ud.

   ”Hvordan kan de hade jer, når de aldrig har mødt jer?” spørger jeg forvirret, for det giver da ingen mening.

  ”Det er lige det… De tror, de ved, hvordan vi er, og så er de helt sikre på, at de har fået den rette opfattelse. Mange bryder sig ikke om vores musik, og det er helt fint, folk kan lide forskellige ting, heldigvis, men nogen synes åbenbart at alt det, de ikke kan lide, er ’forkert’. At deres mening er den eneste rigtige, og de derfor har ret til at fortælle os, at vi er dårlige, bøsser, en skændsel, opmærksomhedshungrende, arrogante, utaknemmelige, uægte musikere, osv. Jeg har aldrig rigtigt forstået, hvorfor man kan lide at gøre det, men det er jo bare noget vi må lære at leve med. Med berømmelse kommer hate, og sådan er det bare.” Han smiler trist, og jeg tager forsigtigt hans hånd, og giver den et klem. Så giver jeg hurtigt slip, da jeg kommer i tanke om, at han har en kæreste, og ikke vil give nogen den forkerte opfattelse. Han ler, og slår armen omkring mig.

   ”Så let slipper du ikke af med mig!”

 

Da vi kommer ind på restauranten, opstår der straks uro. Et par piger hyperventilerer skrigende, nogle unge fyre ser temmelig irriterede ud, og alle glor. Jeg går lidt bag ved drengene, og ser mig lidt forskrækket omkring. Drengene går over til de hysteriske piger, og da en af dem begynder at græde, krammer Liam hende – hvilket bare får hende til at græde endnu mere. Jeg stiller mig lidt væk fra dem, og håber, at ingen lægger mærke til mig. Hm ja, det går super.

   ”Undskyld, må jeg lige stille dig et par spørgsmål?” spørger en lidt slesk stemme til venstre for mig. Jeg vender mig, og ser en lille, grå mand udstyret med en blok og kuglepen.

   ”Øh ja,” svarer jeg bare, da jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg ellers skal svare.

   ”Glimrende,” siger han, og så, før jeg når at sige et eneste ord: ”Hvad er dit forhold til drengene?”

   ”Øhm, vi er venner…”

   ”Hvem kender du bedst?”

   ”Det ved jeg ikke, Niall måske…”

   ”Er jeres forhold romantisk?”

   ”Undskyld hvad?”

   Han sukker irriteret.

   ”Vil du sige, at I har en flirt?”

   Jeg bliver totalt overrumplet, og sikkert også lidt rød i kinderne.

   ”Nej, jeg vil da ikke kalde det en flirt, men…” Jeg tier stille, da han begynder at grifle løs på sin blok. Jeg rykker mig lidt til den ene side, så jeg kan se, hvad han skriver.

”… Indrømmer modstræbende sin flirt med Niall, og antyder, at deres forhold er ved at udvikle sig til noget mere end bare løs flirten…”

   ”Hey, det var overhovedet ikke det jeg sagde!” Min stemme er hævet, og da Niall hører mig, skynder han sig over til os. Han ser bekymret på mig, og vender derefter sit blik imod den lille mand.

   ”Vi vil værdsætte det, hvis du venligst lader være med at stille flere spørgsmål tak,” han ser fast på manden, der nikker selvfølgeligt. ”Er du okay?” spørger Niall mig så lidt bekymret, og da han stryger mig over armen, kan jeg se et ubehageligt smil spille på mandens læber. Før jeg når at sige mere, er han smuttet ud af restauranten.

   ”Vi er på forsiden i morgen darling.” Niall’s tonefald er tørt, og jeg ser uforstående på ham.

   ”Hvad mener du?”

   ”Det der var en journalist, Scarlet… Lige meget hvad du sagde, vil det sikkert være fordrejet til ukendelighed om et par timer.” Jeg ser nervøst på ham, men han trækker bare på skuldrene. ”Det går nok. Bladene finder altid på et eller andet lort at skrive om os. Vi er vant til det efterhånden.”

Vi går hen til vores bord, og sætter os. Det kan godt være, Niall ikke synes, det er noget særligt, men jeg er temmelig nervøs for, hvad der vil stå om Niall og mig i morgen. Men på den anden side… Måske vil Harry læse det, og på en måde, vil det være en ret så hævn.

Et smil spiller om mine læber, da Niall galant trækker stolen ud for mig. Ja, det vil blive sødt at lade ham smage sin egen medicin.

 

And please don’t hold me in your heart

Like a heavy stone

I am carrying my cold heart home

 


________________________

UNDSKYLD UNDSKYLD UNDSKYLD

Jeg ved godt, at det snart er to-tre uger siden jeg sidst har lagt kapitel ind, men ja, jeg har altså en undskylding: LEKTIER

Og vi taler stil, biografi, billedanalyse, en bog, geografi, test i fysik/kemi, fransk osv.

Jes jes

Og ja, så er jeg altså også gået ret meget i stå i historien... I kan måske fornemme det på mit ret så kedelige kapitel, men ja, jeg kan simpelthen bare ikke finde på noget, og det jeg skriver, kommer ikke så 'flydende' som normalt. Derfor vil det virkelig være en stor hjælp, hvis I kommer med nogle foreslag til, hvad der kan ske! PLEASE PEOPLE

Men fordi jeg er så sød som jeg er -ehehe-, har jeg besluttet, at jeg vil udgive to kapitler i dag (ved godt at klokken er 23:30, men det er stadig i dag)! Så I er nødt til at tilgive mig, ikke? 

 

- Just Mee?:D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...