Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5920Visninger
AA

5. Feather on the Clyde

 

Well I would swim but the river is so wide and I’m,
Scared I won’t make it to the other side 

 

Da jeg sidder i den sorte BMW på vej bort fra lufthavnen, må jeg kæmpe imod tårerne. Det er underligt, for jeg græder ellers aldrig. Men tanken om, at jeg snart vil blive berøvet min frihed, er nok det værste, jeg har tænkt på længe. Og min hjerne er ellers ikke et fantastisk roligt feriested. Næh nej du…

Det er første gang jeg har fløjet. Og jeg skal aldrig gøre det igen. Aldrig nogensinde. Jeg har det bedst med begge fødder plantet solidt på jorden, uden at den bevæger sig. Adam O’Connor forsøger ikke at tale med mig i flyet, han ved nok, at jeg nok ikke er i bedste humør til småsnakken lige nu.

Efter en halv times kørsel, holder bilen stille foran en mandshøj, hvidkalket mur. Fyren der kører bilen, ruller vinduet ned, og stikker hovedet ud. Han taler ind i en dørtelefon, lige netop så lavt, at jeg ikke kan høre et ord af, hvad han siger. Dørtelefonen er placeret på væggen ved siden af en stor, sort port, der har en palme på hver side. Min ’chauffør’ tager atter hovedet indenfor i bilen, og skæver til mig i bakspejlet. Jeg undgår hans blik. Efter nogle sekunder går porten langsomt op, og bilen kører frem.

Vi kører ind på en stor flisebelagt ’gårdsplads’. Jeg kan nu se huset som skal være mit hjem i de næste måneder. Huset er stort og afslører allerede ved første øjekast, at personen der bor der, er stinkende rig. Det er hvidt, og store gulv-til-loft vinduer giver udsyn til et sort, åbent rum. Jeg kan ikke se nogen derinde. Ikke et eneste menneske. Der er ingen der ser ud af vinduerne, ingen åbner døren, ingen kommer ud til bilen. Huset virker dødt, forladt. Men nogen må jo bo der. Betjent O’Connor sagde jo, at jeg skal bo hos min onkel. Så han må jo være derinde et sted.

Fyren der har kørt bilen, stiger ud, og åbner bildøren for mig. Jeg kravler ud, og holder godt fast i min taske, der er det eneste jeg har med. Jeg har ligesom ikke andet.

Jeg begynder langsomt at gå op imod hoveddøren, usikker på, om jeg bare skal gå ind. Mørket er faldet på, og det er begyndt at blive en smule køligt. Ikke koldt, bare… køligt. Kvarteret er stille, men jeg kan høre lyden af bølger der slår imod sand lidt væk. Der er en strand i nærheden…

 

Jeg går med tøvende skridt op mod døren, da jeg hører bilen blive startet. Jeg vender mig, og ser det, da bilen bakker ud af den lille ’gård’. Skønt! Det er jo bare super! Nu er jeg overladt til mig selv, et sted, der ser temmelig forladt ud. Lige et øjeblik. Jeg ser op mod huset, med håbet spirende i brystet. Vil det så sige, at jeg har hele dette hus for mig selv?

Med ivrige skridt går jeg op mod døren. Oh, frihed! Jeg standser lige foran døren. Er den mon låst? Skal jeg bare vade lige ind? Er det overhovedet min onkels hus? Jeg står lidt og overvejer det, men beslutter mig så for, at det ikke kan skade at gå indenfor. Jeg løfter derfor hånden, og lægger det imod dørhåndtaget. Jeg skal lige til at presse det i bund, da en anden gør det. Fra den anden side…

Jeg springer forskrækket et skridt tilbage, da døren går op, og afslører en mand. Han er klædt i en løs skjorte og et par neutrale grå bukser, har en smule blæverhage, og skarpe, brune øjne. Han ser på mig med et lidt vrissent, men på samme tid mildt blik, som ærligt talt forvirrer mig ret så meget.

   ”Så du besluttede altså, at du gad dukke op? Det var også på tide.” Mere siger han ikke. Han rykker sig bare, og lader mig komme ind. Jeg tøver lidt, men går så ind.

Huset er enormt og smukt. Gulvet er blankpoleret træ, der er højt til loftet, smukke malerier hænger på væggene, og møblerne ser både moderne og fandens dyre ud. De store panoramavinduer giver fra udsyn til ’gårdspladsen’, og jeg kan lige skimte kanten af en pool, og en fantastisk udsigt over havet gennem et vindue på den modsatte væg. Midt i det store rum er en vindeltrappe, selvom jeg ikke kan se, at man behøver mere plads end der er med blot en etage.

   ”Dit værelse er ovenpå… Jeg har sendt Melissa ud for at købe noget tøj til dig. Det vil være her når du vågner.” Og uden videre går han hen, og sætter sig i en sofa, og tænder for fjernsynet. Jeg står lidt, usikker på om jeg bare skal gå, men da han ikke henvender sig til mig igen, beslutter jeg mig for, at bestige trappen.

Første sal er ligeså luksuriøs som etagen under. Trappen fører en direkte op i et musiklokale. Her er et trommesæt, en guitar, et keyboard og en bas. Da jeg går forbi den, lader jeg fingrene løbe over guitarens strenge. Fra musiklokalet går jeg hen ad en gang. Der er kun to døre, placeret parallelt overfor hinanden. Gulvet er beklædt med et beige tæppe, væggene tapetseret i en matchende beige farve. Et par smukke malerier af strande, solnedgange og lykkelige stunder.

 

Jeg går ind ad døren til højre. Og det må være mit værelse. Her står en seng, et skrivebord, et skab, en reol, en sofa, et fjernsyn og et stort spejl dækker halvdelen af en af de fire vægge. Alt i alt er værelset… fantastisk.

Sengen står placeret langs en vinduesrække, og sengetøjet er i en dyb mørklilla kulør, der ligner himlen på en blid sommernat. På væggen over sengen hænger et maleri. Dets motiv er intet andet, end en mørklilla baggrund, bag et ur. Uret er i sølv, og ser gammelt, smukt og uvurderligt ud. Ved siden af døren er et stort, tomt skab, bygget ind i væggen. Dets låger er af falmet, glat, mørkebrunt træ, der ser ud som om det har været til i århundreder. Ved siden af skabet, i hjørnet, står et skrivebord af mørk eg. Ligesom skabslågerne, ser bordet ud til at have været her længe. Det er stort, og en stol i mørkegrønt, kunstfærdigt falmet læder er placeret ved det. Ved siden af, på væggen, hænger en fladskærm, og en sofa er placeret foran. Sofaens stof er brunt, og den ser både blød og behagelig ud.

 I modsatte side af rummet er en reol med tre parallelle hylder. På den nederste er der bøger, nogle bundet ind i falmet brunt læder, med titlen påtrykt i gulvskrift, andre nye, farverige og med titler der springer mig i øjnene. På midterste hylde står der et par fotoalbums, en neutral brun kasse, nogle enkelte nipsting og en tegneblok. På øverste hylde er der et stativ af en art, og adskillige smukke halskæder hænger der. Der er også en tom billedramme i sølv. En vinranke snor sig rundt om den tomme firkant, hvor der burde være et billede. Ved siden af reolen er et stort spejl, næsten dobbelt så højt som mig, og tre gange så så bredt.

Ved siden af vinduesrækken, der løber langs sengen, er en glasdør. Jeg går lidt overrasket hen til den, og presser håndtaget i bund. En mild brise slår imod mig, og det går op for mig, at jeg har min egen altan. Jeg har smuk udsigt over vejen nedenfor, og lidt længere borte stranden, og da altanen vender imod vest, vil jeg kunne se solnedgangen. Jeg træder helt ud på altanen, og læner mig imod rækværket der afholder mig fra at falde. Brisen leger blidt med mit hår, og jeg lukker øjnene, værdsætter den rare følelse. Det er underligt, men selvom jeg altid har sat min frihed højere end noget andet, føler jeg mig tryg her.

En bil kører forbi på vejen nedenfor, og den høje bas der lyder fra den, banker i takt med mit hjerte. Jeg vender mig for at gå ind igen, da jeg opdager en anden dør. Den er ikke af glas ligesom den ind til mit værelse, men er af træ, i en blød, sandfarvet kulør. Jeg træder lidt undrende hen til den, og åbner den.

Et badeværelse. Et overdådigt, luksuriøst badeværelse. Her er både karbad og brusebad, samt selvfølgelig toilet og håndvask. Alt er holdt i lyse, bløde farver, og da jeg trykker på en kontakt, tændes en række lys i loftet og på væggene, og kaster et blødt skær over rummet.

Jeg trækker mig tilbage til mit værelse. En pludselig træthed vælder ind over mig, da jeg sætter mig på sengen. Jeg strækker mig, smider den hættetrøje, jeg har på ud over min undertrøje på gulvet, og lægger mig ned. Dynen er varm, og sengetøjet er blødt og rart. Jeg lukker øjnene, og efter få sekunder sover jeg.

 

†††

 

Jeg vågner senere end jeg plejer at gøre. Der står et ur på bordet ved siden af sengen, og dets visere viser mig, at klokken er lidt over ni. Jeg sætter mig brat op, men husker så, at jeg ikke behøver at skynde mig væk. Jeg skal blive her. I et helt år. Suk.

Jeg får øjeblikkeligt øje på mit spejlbillede, da spejlet jo hænger på væggen direkte over for sengen. Mit hår sidder i en klump på mit hoved, mine øjne hænger, og jeg er alt andet end lækker. Jeg vender mig om på siden, irriteret over mit ikke særligt smukke udseende.

Så snart jeg vender mig, får jeg øje på skabet, der nu er proppet med tøj. Gule sommerkjoler, farverige T-shirts, korte shorts, stropløse toppe. Afskyeligt. Alt sammen, afskyeligt. Der burde være mere sort, men intet af det jeg kan se, er sort. Kun en masse pangfarver, poppet og grimt. Hende Melissa havde åbenbart troet, at jeg var en af de lalleglade, idiotiske finker. Hun havde taget fejl.

Jeg sætter mig op, og gnider mig i ansigtet. Jeg faldt i søvn i mine jeans, og mine ben føles stive og sammenkrummede. Hurtigt smider jeg bukserne på gulvet, og går hen til skabet for at finde noget, som jeg kan have på, uden at miste min værdighed.

Efter at have rodet godt og grundigt rundt i et stykke tid, finder jeg et par sorte, stramme jeans, samt en bodorød, langærmet, temmelig nedringet bluse. Jeg finder hurtigt et sæt sort undertøj, og skal lige til at tage det hele på, da jeg kommer i tanke om det overdådige karbad. Et lumsk smil breder sig på mine læber. Måske kan de tvinge mig til at blive her, men så må de også leve med, at jeg stjæler deres vand… MUHAHA!

Jeg lægger tøjet på sengen, og går så ud på det helt igennem fantastiske badeværelse. Et stort vindue, der selvfølgelig er af det der underlige glas, som man ikke kan se igennem udefra, lader sollyset trænge ind, og holder rummet oplyst. Jeg skynder mig over, og tænder for vandet, der omgående begynder at fosse ud af guldhanen, og ned i badekarret. Jeg smider min top på gulvet, og den får hurtigt selvskab af mit undertøj. Så lader jeg mig synke ned i det hede vand.

 

Omkring en time senere træder jeg atter op fra karret. Min hud er krøllet og rynket, og vandet er blevet koldere. Jeg lader vandet løbe ud, og svøber et håndklæde omkring kroppen. Efter at have overvejet det i et stykke tid, lader jeg tøjet ligge hvor jeg smed det. Når min onkel er så rig, som han lader til at være, må han vel have et par stuepiger. Så jeg lader det ligge, og går ind på mit værelse.

Det er sjovt, for jeg er allerede begyndt at tænke på det som ’mit’. Jeg havde ellers troet, at jeg ville have langt sværere ved at være bundet til et sted, men det er faktisk ret dejligt at være her. Min onkel lader til at være ret ligeglad med mig, jeg har et gigantisk hus at være i, og jeg kan gå i bad hver eneste dag. Desuden, så er det jo kun et år. Så vil jeg atter være fri til at smutte.

Efter at jeg har taget tøj på, forlader jeg atter værelset. Jeg fandt et glattejern i skabet, så nu er mit hår lige og glat. Sulten gnaver i min mave, så jeg tripper forsigtigt ned ad trappen. Min onkel er ingen steder at se, ej heller den ’Melissa’ han nævnte tidligere. Det gør mig faktisk ikke noget.

Jeg går lidt rundt, indtil jeg finder køkkenet, der ligesom alt andet, er gigantisk. Et mega enormt køleskab står placeret mellem en hel lille flåde af køkkenborde. Jeg åbner det, og ved, at jeg nu kan dø lykkeligt. Mad. Mad overalt. Køleskabet har to ’rum’, begge to både højere og bredere end mig, samt lågerne. Der er alt. Juice, sodavand, vand, mælk, vin, energidrikke, druesaft, gin, cognac, øl, whisky, rom, sherry, vodka, æblemost, citronsaft. Og det er kun drikkevarerne! Jeg smiler som en idiot, og begynder så at grine. Jeg står bare og glor ind i kølskabet og griner. Og så, spørg mig ikke hvorfor, begynder jeg at danse. En ikke særlig elegant dans, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg hopper rundt om køkkenbordet, og ligner… jeg ved ikke hvad jeg ligner… jeg har faktisk ikke lyst til at vide det.

 

Jeg bliver brat flået ud af min ekstase, da et lattergrynt bliver udstødt. Jeg snurrer forskrækket rundt, og ser en dreng. Eller, mand er nok mere passende. For han ligner en mand. Men samtidig, ligner han en dreng. Der er noget ungt, noget barnligt over ham, et skær af glæde, ungdom og latter. Han er ikke klædt i andet end et par røde bukser, der stumper lidt over hans ankler, og hans overkrop… Uf… Mums… Rauwr!

Vi står lidt i en akavet tavshed. Et smil ligger på hans læber, og hans øjne tindrer livligt. Jeg kan ikke placere øjnenes farve. Ved første øjekast er de blå. Men jo længere jeg kigger, jo flere farver dukker op. Der er noget grønt. Noget gråt. Selv et minimalt strejf af brunt. Han rømmer sig, og det går op for mig, at jeg står, og stirrer på ham, som om han er noget yderst fascinerende.

   ”Hej…” siger jeg, og prøver at glemme det faktum, at han netop har overværet mig gøre… hvad det nu end var, jeg gjorde.

   ”Hej…” svarer han, og lader til at være lige så bevidst om situationens awkwardness.

   ”Hvem…” siger vi begge, på præcis samme tid. Vi smiler, og det hele bliver en lille smule mere pinligt.

   ”Louis. Louis Tomlinson.” Han ser på mig, og forventer tydeligvis at se genkendelse i mit ansigt. Men jeg har aldrig hørt om ham. Jeg har ikke hørt meget om nogen.

   ”Scarlet. Scarlet De’lue. Jeg æh… bor her… midlertidigt.” Awkward silence.

   ”Bor her?” Louis smiler, men ser forvirret ud.

   ”Det er en lang historie… og jeg har ikke tid til at fortælle den lige nu… hej hej!” Jeg bakker hurtigt over mod trappen, og tænker kun på at komme væk fra drengens nysgerrighed.

  ”Louis, kommer du snart?” Spørger en stemme lige bag mig. Jeg får et chok, og snurrer rundt. Og står pludselig og stirrer direkte ind i et par meget grønne, meget velkendte øjne.

 

God knows I’ve failed but he knows that I’ve tried.
I long for something that’s safe and warm,
But all I have is all that is gone

 

____________________________________________

Jeg undskylder, hvis der er mange fejl i dette kapitel, det er ikke læst igennem :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...