Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
75Kommentarer
5973Visninger
AA

6. Curse

 

He was just a city, she’s just a dirt road

But that never meant a thing

 

Jeg gisper. For jeg kender de øjne. Vi stirrer på hinanden, og de følelser jeg kan se i hans ansigt, er præcis de samme, som jeg føler rase i mig. Chok. Forvirring. Mere chok. For fanden, jeg mødte ham i Overton! Hvad fanden laver han så i Los Angeles? Han lader til at tænke det samme. Vi stirrer på hinanden et par sekunder mere. Så hviner jeg, vender mig om, og spæner op ad trappen så hurtigt mine ben kan bære mig.

Da jeg smækker døren til mit værelse bag mig, gisper jeg stadig. Men ikke fordi jeg er i dårlig form, selvom jeg heller ikke ligefrem er det allermest aktive menneske i verden. Nej, jeg gisper, fordi han er her. Jeg lader mig glide ned langs døren, og gemmer ansigtet i hænderne. I et kort øjeblik havde jeg troet, at jeg kunne lægge fortiden bag mig. At jeg aldrig mere behøvede gøre det for penge. At jeg ikke længere behøvede flirte og svinge med hofterne konstant. Men hvordan er det muligt, når han er her?

Jeg kan høre dem snakke nedenunder. Den første dreng, Louis, spørger Krøltop om noget, og Krøltop svarer, med en dyb, sexet stemme. Men nej. Den er overhovedet ikke sexet. Slet ikke. Nej da. Det lyder kun som… som en sexguds røst. For fanden da.

Jeg er af en eller anden grund ikke sulten mere. Jeg kører en hånd igennem håret, og sukker. Det her går ikke ligefrem godt. Men jeg kan da lige så godt få det bedste ud af det!

Jeg får lyst til at begå selvmord, da jeg tænker tanken. Hvilken latterlig del af mig kan dog tænke sådan noget lort? Hvad hvis jeg er ved at blive skizofren? Mit normale jeg ville aldrig tænke sådan nogle irriterende optimistiske tanker. 

Jeg slår mig selv hårdt i hovedet. Mine tanker kører af sporet, som de har for vane, når tingene bliver en smule for messed up. Og så skal der som regel sættes en stopper for det, før de kører for langt ud.

Jeg rejser mig op. Svinger lidt med armene. Ser rundt i værelset. Hvad i alverden skal jeg lave? Jeg kan under ingen omstændigheder gå nedenunder, for der er drengene. Drengen. Så jeg må finde på noget at lave heroppe. Måske skal jeg ’udforske’ de andre rum? Der er en gang modsat den mit værelse er på, og nogle af rummene må da indeholde noget spændende?

 

Jeg træder forsigtigt ud på gangen. Der er ingen i syne. Jeg lister forsigtigt af sted, sørger for ikke at lave en eneste lyd. Jeg har heldigvis haft masser af øvelse i det der med at være lydløs. Musikinstrumenterne står som de gjorde i går, ingen af dem er blevet flyttet på. Jeg er fristet til at tage guitaren op og se nærmere på den, men husker så min plan om at være lydløs. Det vil ligesom ødelægge effekten lidt, hvis jeg sætter mig ned og spiller guitar midt i det hele. Så i stedet lister jeg blot videre.

Den modsatte gang ligner ’min gang’ på en prik, bortset fra at her er fire døre i stedet for to. Den første fører ind til et studie af en art. En glasvæg skiller et rum, hvor der ikke er andet end en mikrofon, og et rum hvor et kontrolpanel af en art med en milliard knapper og taster tager det meste af pladsen. Jeg har ikke forstand på teknik, så dette rum siger mig intet.

Den næste dør fører mig ud på en gigantisk veranda. Taget over mig skygger for omkring halvdelen af verandaen, så jeg står hengemt i skyggerne, imens solens stråler oplyser det yderste af verandaen. Op mod væggen står forskellige træningsmaskiner, samt, til min undren, et bord med et skakspil. Brikkerne står hulter til bulter, og lader ikke til at have været brugt i et stykke tid. Udsigten viser, hvad der må være husets baghave. En swimmingpool, en masse palmer, og et par lækre fyre der ligger i liggestole, og soler sig. Jeg bider mig i læben. De har ingen trøjer på… En temmelig høj mur omkranser haven, og beskytter drengene fra andres blikke. Altså, det vil sige, bortset fra mit. Men pludselig ser en af drengene, den eneste blonde, op, og jeg skynder mig tilbage til gangen.

Det tredje rum er et arbejdsværelse af en art. Et stort skrivebord dækket med regnskabspapirer, regninger, ting og sager. Vægge dækket af reoler, belæsset med alverdens lort. Dette rum er absolut ikke interessant.

Det fjerde rum er… hvide, nøgne vægge. Lyse gulvbrædder. Tomt, bortset fra et stort, sort flygel. Det er som om, en usynlig tiltrækningskraft trækker mig imod det. Jeg lader prøvende fingrene løbe over tangenterne. Presser en af dem i bund. Tonen lyder højt og klart. Uden at tænke over det, sætter jeg mig i klaverstolen. Og så begynder jeg at spille.

†††

 

Da jeg forlader rummet, er mørket begyndt at falde på. Huset er stille, de eneste lyder jeg kan høre, kommer udefra. Biler der kører på vejen, bølger der slår imod strand, folk der griner, råber. Jeg ignorerer lydene, og går hen til trappen. Det lader ikke til, at der er nogen dernede. Langsomt går jeg ned ad trappen.

I mit hoved hører jeg stadig ekkoer af klaverets smukke sang. Det undrer mig lidt, at jeg havde været i stand til at huske, hvordan man spiller. Jeg har ikke haft mulighed for at øve mig i flere år. De eneste tidspunkter jeg har kunnet spille, var de gange, hvor der var klaverer der stod ubevogtede hen. Men alligevel, jeg havde ikke troet, at jeg stadig ville være i stand til at spille. Men så snart jeg havde sat mig, bevægede mine fingre sig automatisk. Nu er jeg lidt øm i dem, for det er så længe siden, jeg sidst spillede, og at dømme efter hvor meget mørkere det er blevet udenfor, har jeg mindst spillet i tre-fire timer. 

Der er ingen nedenunder. Min mave knurrer igen, og jeg går uden tøven hen imod køleskabet. Da jeg åbner det, kan jeg atter mærke den spontane nydelse ved synet af al den mad. Og jeg er altså ikke så fed! Jeg er bare i stand til at værdsætte det forunderlige…

   ”Jeg begynder at lave mad nu, hvis du kan holde ud at vente lidt tid.”

Jeg vender mig brat, og ser en kvinde stå bag mig. Hun ser ud til at være nogen og tredive, har kort, lysebrunt hår og et kønt ansigt. Hun er lidt buttet, men det klæder hende. Hun smiler til mig, og jeg får straks en følelse af, at jeg kan stole på hende.

 

   ”Jeg er Melissa, jeg arbejder her. Du må være Scarlet. Hyggeligt at møde dig.” Jeg nikker spidst til hende. Hun rækker en hånd frem, og jeg går lidt tøvende hen imod hende. Hendes hånd er varm, håndtrykket fast. Hendes øjne er brune, og udstråler en varme og glæde, der giver mig en fornemmelse af, at lige meget hvor ligeglad jeg prøver at se ud, kan hun fornemme følelserne under min facade. Lortetis.

   ”Jeg laver aubergine lasagne,” siger hun, og går forbi mig og hen i køkkenet. Aubergine lasagne? Interessant…

 Jeg står lidt, og er akavet i nogle sekunder, uden rigtigt at vide, hvad jeg skal gøre. Skal jeg sætte mig ved det store, sorte spisebord? Sætte mig i sofaen? Gå min vej? Dække bord? Jeg ved det ikke. Så jeg bliver bare stående. Melissa ser på mig med et skævt blik, og lader til at forstå min situation.

   ”Maden bliver først serveret når Simon kommer hjem, og der kan godt gå en times tid. Hvis du har lyst, kan du jo gå en tur i området og se dig lidt omkring. Stranden ligger lige i nærheden.” Jeg nikker, og går hen imod hoveddøren. På vejen overvejer jeg, om jeg skal tage en jakke på. Men for det første, så har jeg ikke nogen, og for det andet, så tror jeg ikke, at det behøves. Vejret er varmt, så det går nok.

En blid brise leger med mit hår, men varmen er til at tage og føle på. Det er ikke overhedt, men alligevel… for min skyld kan temperaturen godt falde et par grader.

Jeg går med resolutte skridt ned imod stranden. Det er intet problem at finde hen til den, der er masser af mennesker der, og ærligt talt, den er hundrede meter fra huset. Lige foran porten, der er den eneste vej ’forbi’ muren, er en stor vej. Lige på den anden side af den er der en parkeringsplads proppet med biler, og derfra fører en temmelig bred sti resten af vejen ned til stranden. 

Jeg krydser vejen, og følger stien fra parkeringspladsen. Det tager ikke meget mere end et minut, før jorden bliver erstattet af sand. Der er masser af mennesker; Børn der bygger sandslotte eller leger i vandet, piger der soler sig, unge der spiller volley, fædre der griller, mødre der pylrer om småbørn. Jeg passerer dem alle, og nogle sender mig blikke, sikkert på grund af min påklædning. Jeg må jo næsten ligne eskimo, for her går jeg i lange bukser og en langærmet bluse, mens de render rundt i bikinier og badebukser.

 

Jeg går langs vandet, men sørger omhyggeligt for, at bølgerne ikke kan nå mig. Jeg gider ikke have våde fødder!

Solen synker hurtigt ned bag horisonten. Den står næsten i et med havet, og det ser næsten ud som om, at vandet står i flammer. Det er faktisk ret smukt. Og jeg er altså ikke helt nem at imponere. Når det ikke kommer til køleskabe og badeværelser, så er det faktisk ret svært…

Stranden er lang, og da jeg når til et sted med noget der minder om klipper, der starter på stranden og fortsætter ud i vandet, som man kan klatre på, beslutter jeg mig for at vende om. Jeg skal jo være hjemme til aftensmaden. Det er helt uvant for mig, det med, at have et hjem at vende hjem til. At vide, at der vil stå mad på bordet, når jeg kommer. At nogen venter på mig. Venter på at jeg skal komme… Hjem.

Turen tilbage går hurtigt. Jeg går i mit normale tempo, hvilket er noget hurtigere, end hvad folk normalt vil kalde normalt. Det er så småt begyndt at tynde ud i menneskerne på stranden. Familierne går hjem, så det til sidst kun er de unge, der er tilbage. Nogle af drengene ser efter mig, og jeg smiler flirtende til dem, da jeg går forbi. Ikke fordi jeg er nødt til det som før i tiden, men fordi jeg gerne vil. Jeg kan lide at flirte.

Da jeg kommer til huset, er den store port lukket. Jeg går lidt tøvende hen til dørtelefonen, og trykker på en grøn knap.

   ”Hvem der?” Spørger en stemme… Hvem der? Seriøst? Jamen okay da…

   ”Øh… Scarlet… De-” Porten åbner sig, før jeg når at færdiggøre sætningen. Jeg går ind, og ser to biler holde i ’gården’. En knaldrød Porsche uden tag, samt en anonymt udseende sort BMW. Jeg går op til huset, og går lige ind, uden at spekulere på om jeg bør banke på. Det ville være for akavet…

Så snart jeg kommer ind, kan jeg høre latteren, der kommer fra køkkenet. Men det er hverken Melissa eller min onkel… Simon, hed han vist. Jeg træder tøvende et par skridt ind, og da jeg rundet et hjørne, der giver mig udsyn til køkkenet, kan jeg se, at der er temmelig mange mennesker derinde. Fire drenge, så vidst jeg kan se, Melissa, der er i færd med at sætte maden på bordet, og min onkel, der sidder i en af barstolene ved køkkenbordet, og ser på drengene med et sjovt blik.

 

Jeg træder lidt længere hen imod dem, og Melissa ser mig.

   ”Scarlet! Perfekt timing, maden er lige færdig. I kan bare sætte jer alle sammen.” Drengene myldrer hen til bordet, og sender mig nysgerrige blikke undervejs. Mit sind sukker – og ja, det kan det godt! – da jeg genkender krøltop. Ud over ham, er der en blond fyr med strålende blå øjne og et kært ansigt, en brunette, der ærligt talt er lidt af en hottie, og Louis, som jeg stødte på tidligere. Jeg går over imod bordet, og da Louis klapper på stolen vid siden af sig, sætter jeg mig der. Det er også så langt væk fra Krøltop jeg kan komme.

  ”Scarlet!” Udbryder Louis, som om vi er gamle venner. ”Hvor er det godt at se dig!” Jeg nikker til ham, og smiler lidt. Han virker meget sjov… Lidt sær, men sjov.

   ”Scarlet, dette er mine med-bandister!” Jeg udstøder en sjov lyd, en blanding imellem et grin og et fnys, ved hans selvopdigtede ord.

   ”Det er Niall,” han peger på den blonde, der smiler og vinker lidt genert, ”Liam” den hotte brunette nikker smilende, ”og Harry.” Krøltop stirrer. Jeg smiler til Liam og Niall, og ignorerer Krøltop… Harry…

   ”Hej.” Mit tonefald er selvsikkert som det altid er, når jeg møder nye mennesker. Eller, bare som det altid er. Jeg er altid selvsikker. I hvert fald udenpå.

 

En dør går op, og en fyr, som jeg hurtigt genkender som den mørkglødede, gudesmukke dreng som Krøltop, nej Harry, havde været sammen med på klubben. Fyren når at tage et par skridt hen mod bordet, før han ser mig, og da han gør, stivner han, og rynker brynene.

   ”Hey… Er det ikke dig fra –”

   ”Jeg hedder Scarlet! Ny her. Goddag. Jeg er sikker på, at vi aldrig har mødt hinanden før.” Jeg ser indtrængende på ham, og beder til, at han spiller med på den. Jeg har ikke lyst til at alle andre ved dette bord, skal vide hvad der skete den nat. Uha, det lyder vel nok dramatisk!

Fyren står lidt og ser på mig, men så bliver hans ansigt glat, og han fortsætter fremad. Han sætter ned på den sidste frie stol, og siger: ”Undskyld, jeg må have forvekslet dig med en anden. Jeg hedder Zayn.” De andre ved bordet, ja, bortset fra Krøltop, hvilket fra nu af er hans rigtige navn, ser forvirrede frem og tilbage imellem os. Men da ingen af os viser tegn på at ville fortsætte samtalen, trækker de på skuldrene, og lader det ligge.

Melissa skærer mig, som den første, et stykke af lasagnen. Jeg bemærker, at Niall ser sultent på maden, da Melissa lægger den på min tallerken. Da hun skærer endnu et stykke, er han den første til at række sin tallerken frem. Da alle har fået noget, går der et par minutter i tavshed, hvor vi alle bare spiser.

   ”Hvad har du lavet i dag, Scarlet?” Spørger Simon, og ser på mig med sine gennemborende brune øjne.

   ”Jeg opdagede dit klaver. Og så har jeg gået en tur på stranden.”

   ”Ikke mere? Du må enten have sovet meget længe, eller være faret vild.”

   ”Faktisk så…”

   ”Hun spillede i timevis,” siger Melissa, da hun kan se, at jeg ikke ved, hvordan jeg skal fortsætte. ”Det lød vidunderligt! Jeg er ked af det Louis, men hun er bedre end dig. Et naturtalent!” Jeg bider mig i læben, og forsøger at skjule en rødmen. Det havde jeg ikke forventet, at hun ville sige. Men jeg har en fornemmelse af, at Melissa er i stand til at vide, præcis hvordan hun skal få folk til at føle sig mere sikre. Og på samme tid virker det ikke som om, hun lyver. Jeg tror, at hun mener det, hun sagde, selvom det er lidt usandsynligt.

 

   ”Virkelig?” Siger Louis, og ser på mig med et udfordrende blik. ”Det må jo komme an på en prøve!”

Under resten af ’middagen’, snakker drengene om nogle ting, som jeg ærligt talt ikke gider lytte til. I stedet koncentrerer jeg mig om min aubergine lasagne, som smager fantastisk. Jeg tager mig også tid til at studere de forskellige personers ansigter, i skjul naturligvis.

De er alle briter, det er tydeligt på deres accenter. De er alle meget kønne, nogle af dem smukke, andre nuttede, og så er der de hotte. Den smukkeste af dem alle må være Zayn. De store, mandelformede, brune øjne, den glatte hud med skægstubbene på hagen, det glansfulde sorte hår, smilet, det hele. Han er lækker som ind i helvede. Den kæreste er helt klart Niall. Hans tænder er en smule skæve, men det er ikke noget jeg lægger så meget mærke til. Han har mellemstore øjne, hvis blå farve er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set. Well, overdrivelse, men de er altså bare sygt flotte! Han har stadig lidt barnlige proportioner her og der; hans kæbe er stadig en smule rund i det, hans skuldre er endnu ikke så brede, hans kinder er en lille smule buttede. Alt sammen noget, der bare gør ham endnu sødere at se på.

Selvom det irriterer mig at indrømme, er Krøltop den lækreste. De andre er alle lækre som guder, men Krøltop er bare lige en tak mere. De vilde krøller, de tindrende grønne øjne, musklerne, der er tydelige under den stramme, hvide T-shirt, den markerede kæbe. Jeg kan ikke benægte, at han er noget af det lækreste, der nogensinde har betrådt denne jord. Men det irriterer mig, at jeg lægger så meget mærke til ham. Jeg burde ikke beundre de grønne øjne, mit blik burde ikke konstant hvile på hans brystkasse. Lort.

 

†††

 

Da måltidet er overstået, begynder Melissa at tage af bordet. Drengene strækker sig, men det lader hun dem ikke gøre længe. Hun får dem på benene, og kommanderer rundt med dem, til de er i fuld gang med at rydde op. Jeg overvejer at rejse mig, men så går det op for mig, at det egentlig er meget rart at sidde her og se dem vaske op og tørre borde af. Jeg smiler lidt for mig selv.

Da de er færdige, begynder de at trække frakker over deres T-shirts. De snakker alle muntert sammen, og jeg kan tydeligt se venskabsbåndene imellem dem. De råber et farvel til Simon og Melissa, og begynder så at gå ud. Lige før han følger efter de andre, vender Niall sig om. Han står i døråbningen, og ser en smule tøvende på mig.

   ”Vi er på vej ned til en fest på stranden… Vil du med?” Jeg bliver glad for tilbuddet, og rejser mig op. Niall venter på mig, da jeg bærer min tallerken hen til vasken. Jeg skal til at vaske den op, da Melissa ryster på hovedet og smiler. Jeg gengælder smilet, og går så hen til Niall, der stadig venter.

Da vi kommer udenfor, er de andre allerede ude af syne. Vi går lidt i tavshed. Det er blevet køligere, men er stadig varmt nok.

Et stort bål oplyser stranden. Niall sukker glad, og tager en flaske fra en kasse. Han ser rundt, smilende, og efter at have taget en slurk af flasken, ser han på mig.

   ”Velkommen til Los Angeles, Scarlet!” Jeg smiler til ham, og tager også en flaske. Vi begynder at gå ned ad stranden, og Niall råber hilsner til alle sider. Han lader til at kende alle. Flere piger kommer over, og krammer ham, nogle kysser ham endda, andre klapper ham på ryggen, giver ham highfive, kalder på ham, og jeg fniser, da en fyr, der tydeligvis er bøsse, kommer over, og smækker ham bagi. Niall griner bare, og krammer drengen.

   ”Hey Dan! Hvordan går det?” Bøsse-Dan svarer, men jeg hører ikke efter. For helt ærligt, det er en skam, at han er bøsse. Han er lækker. Sådan, meget lækker. Gyldenbrun hud, bølget, blond hår, skinnende havblå øjne. Og han har desuden smidt blusen, og den mave… Mums… ER ALLE I LA LÆKRE?!

Jeg bliver atter nærværende, da jeg opdager, at begge drenge ser på mig. Jeg ser spørgende på Niall, der griner, og klapper mig på skulderen.

   ”Min yderst nærværende veninde her hedder Scarlet. Hun kom hertil, hvornår var det, i går?” Jeg nikker, og bliver glad for, at Niall kalder mig sin veninde. Det er underligt, for jeg har en følelse af, at han er… en ven. En rigtig ven. En som lytter, som hjælper, interesserer sig, og forstår. Jeg har aldrig haft en sådan ven før. Selv før stormen, havde jeg ikke mange venner. Faktisk, så havde jeg ikke nogen. Ikke rigtigt. Ingen jeg stolede fuldt og helt på. Ingen. Jeg har en fornemmelse af, at Niall meget vel kan blive en sådan ven.

 

Curse these nights that speak your name

I gotta leave this town and come to you

 

___________________________

Guysss

Jeg ved  godt, det er ret lang tid siden, jeg sidst udgav et kapitel... Sorry.

For fremtiden vil jeg prøve at udgive hver weekend, selvom det måske godt kan gå hen og blive mandag eller tirsdag en gang imellem... På næste onsdag (10/7) tager jeg til Paris (omfg det stort okay), og i uge 32 er jeg på Orø, hvor jeg ikke kan regne med at have internetforbindelse... Hvis jeg overlever dette, vil alt fortsætte som normalt efter det. 

I må altså meget gerne kommentere, bare så jeg ved, at der er nogen, der rent faktisk læser, og ikke bare sætter på favoritlisten for derefter at glemme alt om den. Nogle af jer har været flinke at kommentere, men det ville være fedt, hvis lidt flere af jeg gad, det tager ikke så lang tid igen :3

Er der noget I er utilfredse med mht. handling, personer osv., så lad mig det vide! Jeg er åben for idéer og konstruktiv kritik. c:

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...