Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
75Kommentarer
6050Visninger
AA

13. Brave

Say what you want to say, and let the words fall out,

Honestly, I want to see you be brave

 

Vi sidder på en bænk med fronten mod en lille sø. Vi var kørt – Harry sad bag rattet – ind til centrum af byen, hvor Harry havde vist mig lidt rundt. Der havde været en hel masse mennesker, og jeg genkendte et par stykker fra film, jeg havde set engang.

Harry viste mig det center, jeg havde været i med Niall og Louis, og nogle af de store shopping-gader. Så var vi gået hen til en isbutik, havde købt os nogle ret gigantiske isvafler, og var gået hen i denne lille, fine park. Her er ikke lige så mange mennesker, som der var ved butikkerne, og lige netop i det hjørne vi sidder i, er der ingen. Det er som et skjulested, som ingen andre kender til. Harry er allerede færdig med sin is, og har nu sat sig helt ned til vandet, og har stukket sine fødder i. Han klukker let, da nogle af de små fisk kommer over for at se, hvad han er for en.

Da jeg endelig får nedlagt isen, sætter jeg mig ned ved siden af Harry. Han ser kort op på mig, og smiler, hvorefter han atter koncentrerer sig om fiskene, der er begyndt at nippe til hans fødder. Han fniser, og rækker hånden ned i vandet, for at vifte dem væk. Da han atter tager den op, kommer han til at lægge den oven på min. Vi ser lidt på hinanden, begge vores kroppe sitrer af elektriciteten ved nærkontakt. Så, da jeg føler mig lidt modig, lægger jeg forsigtigt hovedet på hans skulder. Han fjerner sin hånd fra min, men før jeg når at blive bekymret, lægger han den i stedet omkring mine skuldre. Jeg sukker let imod hans hals, idet han trækker mig lidt tættere på sig.  

Sådan sidder vi lidt. Ingen af os siger noget, og netop det gør øjeblikket perfekt. Harrys fingre stryger over min hud, og sender små elektriske signaler igennem min krop. Jeg trækker vejret langsomt, men mit hjerte hamrer af sted i mit bryst. Hvad er det, Harry gør ved mig? Jeg har aldrig følt det, som jeg føler nu. Ikke engang da jeg var sammen med Niall, følte jeg mig så… tryg. Harry giver mig en følelse af, at intet ondt kan nå mig her i vores lille lysning imellem træerne. Som om, at så længe jeg er sammen med ham, vil jeg være i sikkerhed.

   ”Den nat… Jeg kunne ligesom fornemme, at du var… anderledes. Jeg kunne ikke sige, om det var godt eller skidt, men… Jeg kunne bare mærke at… Du var speciel. Da jeg så dig, vidste jeg bare, at du ikke var ligesom alle de andre. Jeg tænkte ”Den her pige… wow. Hvis jeg får lov til at nyde hendes selskab, er jeg den heldigste mand i verden.”

   ”Jeg troede, vi var enige om, at det ikke skete?”

   ”Men det ville jo aldrig fungere, ville det? Vi kan vel lige så godt se tingene i øjnene og komme videre derfra. Det, der skete den nat… Det giver mig bare endnu mere lyst til at lære dig at kende.”

   ”Det var faktisk din idé, at du ved det.”

   Han griner lidt, og ser kærligt på mig.

   ”Ja okay, rigtigt nok, men… Ja, det var ikke en særligt god idé.”

   ”Jeg synes nu, det fungerer meget godt.”

   ”Mhm, det synes jeg ikke.”

   ”Du er rigtigt irriterende, det ved du godt ikke?”

   ”Naturligvis. Det er mit job!” Vi griner lidt.

   ”Kan vi ikke snakke om det på et andet tidspunkt? Lige nu vil jeg bare gerne… Nyde øjeblikket imens det varer.” Jeg lægger mig ned på græsset, og efter nogle sekunder lægger Harry sig ned ved siden af mig.

   ”Okay, det kan vi godt sige.”

 

Minutterne bliver til timer, som vi ligger der. Jeg stirrer op i himlen, imens Harrys fingre langsomt stryger over min håndryg. Han nynner stille, en melodi jeg ikke kender, men det føles beroligende. Det er som om, fuglene er holdt op med at synge, og kun Harrys stille sang kan høres. Bladene rasler stille i træerne over os. Det er ikke før nu, det går rigtigt op for mig, hvor meget jeg har savnet andre menneskers nærvær. Niall gav mig en forsmag på, hvor dejligt det kan være at være sammen med nogen, men det her… Det er anderledes. Helt, helt anderledes. Harry ved min side. Hans stemme der skaber de fantastiske melodier og ord. Hans fingre, der med deres afslappede strygen beroliger mig helt ind i sjælen. Hans øjne, der hviler på mit ansigt. Hans smukke, smukke øjne, så grønne og dybe, og som ikke ser på andet end mig.

Jeg vender mig imod ham. Da vores blikke mødes, kan jeg mærke, hvordan hver en afkrog af min krop bliver elektrisk. I nogle sekunder ser vi bare på hinanden. Så bryder et smil frem på Harrys læber.

   ”Hvad siger du til, at vi smutter tilbage til lejligheden?”

 

 Vi holder stadig hinanden i hånden, da døren til Harrys lejlighed lukker bag os. Der er ganske stille, og kun den svage lyd fra trafikken udenfor, trænger igennem. Vores halvtømte kopper står stadig på stuebordet, med de kolde sjatter kaffe i bunden. Hele min krop summer af glæde og nervøsitet og noget, som jeg mener, må være kærlighed. Jeg vender mig langsomt mod Harry. Vores øjne møder hinanden i brøkdelen af et sekund, og så skrider vi begge til handling. Han griber mig om hofterne, i samme øjeblik som jeg tager fat omkring hans nakke. Vi trækker hinanden nærmere, og da vores læber mødes, mærker jeg atter den sensation af lykke, som brusede indover mig sidste gang. Harry løfter mig op, og jeg fletter mine ben sammen omkring hans hofter. Jeg ved impulsivt, at vi snart vil være i hans seng endnu en gang.

Dette er helt forskelligt fra, hvad jeg nogensinde har oplevet før. Normalt er sex bare sex – ikke, at det ikke er godt, men det plejer ikke rigtigt at betyde noget. Dette er første gang nogensinde, at jeg rent faktisk har mærket mine følelser vælte rundt i mig. Dette er ikke dyrisk, vildt eller voldsomt som sidste gang. Det er som om, alting tager mere tid, og på den måde bliver det hele ti gange mere lidenskabeligt. Harrys hænder på min mave, hans læber på min hals, hans fingre, der forsigtigt aer mig over mine kinden. Det er uden tvivl det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet.

Efter at været blevet - *host host* - færdig, lægger Harry sig ned ved siden af mig i sengen. Han trækker vejret tungt, og et lille smil spiller om hans læber. Han ser helt og aldeles tilfreds ud. Jeg kryber lidt ind til ham, og han lægger beskyttende armen omkring mig. Mit hoved hviler ved hans kraveben, og mine fingre tegner små cirkler på hans brystkasse. Han begynder at nynne, og ligesom nede i parken, gør det mig øjeblikkeligt helt afslappet. Der går ikke mange minutter, før jeg falder i en dyb, drømmeløs, men fuldkommen lykkelig søvn.

 

†††

 

Da jeg vågner, er det morgen. Jeg ligger stadig i Harrys favn, og han trækker vejret dybt og tungt. Det er ret så åbenlyst, at han sover. Solens stråler skinner ind igennem et vindue, og bader hans ansigt i et gyldent skær. Hans lange øjenvipper stryger imod hans kindben, hans læber er let adskilte, hans krøllede hår ligger pjusket spredt ud over puden. Jeg er fyldt med undren over hans skønhed, og kan slet ikke tage øjnene fra ham. Han er andet end bare lækker. Han er jo ligefrem smuk.

Jeg er en smule forundret over, hvor længe jeg har sovet. Det var eftermiddag da vi gik tilbage til lejligheden, og klokken kan ikke have været mere end tre. Enten har vores ’aktiviteter’ taget længere tid, end jeg troede, eller også har jeg sovet uhørt længe. I over tolv timer. Omglikewow.

I nogle minutter – eller timer? – ligger jeg blot og ser på ham. Så stiger jeg langsomt og forsigtigt ud af sengen. Mit tøj ligger i en lille bunke på gulvet, men da jeg ikke orker at tage det på, ender jeg i en af Harrys store T-shirts, som føles langt mere behagelig end mit eget tøj.

Da jeg er klædt på, og skal til at forlade værelset, kan jeg høre en telefon vibrere. Jeg ser mig omkring, og kan se, at det er Harrys. Jeg tager den forsigtigt op, og kigger på displayet. Louis. Jeg kaster et blik på Harry, men han sover sødt i sin seng. Så trækker jeg på skuldrene, og besvarer.

   ”Harry?”

Jeg tøver lidt, og i de få sekunder, bliver Louis helt hysterisk.

   ”Harry! Harry, det her er en nødsituation!”

Jeg rømmer mig let, men det lader ikke til, at Louis bemærker, at min stemme er meget lysere end Harrys.

   ”Harry, vi kan altså ikke finde Scarlet nogen steder. Hun har ingen telefon, vi kan ringe til, hun har ikke fortalt os, hvor hun er gået hen, og vi har ikke set hende siden i går morges. Vi er bange for, at hun har gjort noget dumt… Jeg mener, det virker som om hun er stukket af, og vi er nødt til at finde hende! Niall ville ikke sige hvorfor, han sagde bare, at hun var nødt til at komme hjem igen! Harry for fanden, sig noget!”

Oh shit. This is not quite good.

   ”Øh Louis… Det er Scarlet… Harry sover…”

   ”Scarlet! For fucks sake, hvor har du været?! Vi har ledt efter dig overalt!” Jeg kan høre ham lægge hånden over røret og råbe: ”Liam, jeg har fundet hende! Giver du beskeden videre til Niall og Zayn? Super!” Han vender tilbage til telefonen, lidt roligere end før.

   ”Scarlet vi har været så bekymrede for dig. Hvorfor har du ikke fortalt nogen, hvor du tog hen? Niall er ved at gå ud af sit gode skind af bekymring!”

   ”Øhm, det tænkte jeg ikke lige over… Jeg havde nu heller ikke planlagt, at jeg ville sove her…”

Der er stille i den anden ende. Så siger Louis med drillende tonefald: ”Jeg har en fornemmelse af, at du gjorde mere end blot at sove, am I right?”

   ”Klap i,” hvæser jeg, men kan ikke lade være med at grine.

   ”Nå, men jeg går ud fra, at I begge har haft en vunderskøn at og aften,” og sekundet før han lægger på, ”ogjegsatserdapåatduhargivethamnoglegodeblowjobs.” (Ingen oversættelse).

Så lyder klikket fra telefonen, og mit ”LOUIS DIN SKANK” bliver kun hørt af mig selv.

Da jeg et par minutter senere træder ud i køkkenet, og åbner køleskabet, bliver jeg chokeret over, hvor tomt det er. Der er ikke andet end nogle æg, noget ketchup, en pakke med bacon og en mælk, der er for gammel. Selvom jeg egentlig ikke kan lave mad, beslutter jeg mig for at tage kampen op. Æg og bacon kan da umuligt være så svært.

 

Ti minutter senere bander jeg over mig selv. Jeg kan huske at have lavet røræg før stormen, men mit elleveårige jeg var betydeligt bedre til det, end jeg er nu. Baconen er i det mindste ikke brændt på – endnu, altså. Men hey – Harry kan da kun være glad, ikke? Spiser drenge ikke alt? Det må vi så sandelig håbe.

Jeg har lige fået lagt de halv-brændte skiver bacon over på en tallerken, og skal lige til at gøre det samme med røræggen, da det ringer på døren. Jeg sukker irriteret, stiller tallerknen fra mig, og går ud for at lukke op. På vejen bliver jeg meget bevidst om, at jeg jo egentlig ikke rigtigt har noget tøj på. Hm whatever.

Da jeg åbner døren, står der en meget køn høj pige, med langt blond hår, en slank figur og et smukt ansigt. Et par store solbriller dækker hendes øjne. Da hun ser mig skilles hendes læber og afslører et perfekt tandsmil. Mit eget smil bliver ikke helt så overbevisende.

   ”Godmorgen! Undskyld jeg er her så tidligt, men ja.” Hun lader til at være fuldstændigt blind for, at der står en nærmest halvnøgen, hallo, temmelig attraktiv pige, og ser ret så gnaven ud. Hun snuser ind da duften af bacon når os.

   ”Nå, så han har endelig fået sig en stuepige! Det glæder mig, jeg har sagt til ham 1000 gange, at det gør alting meget nemmere.”

Excuse me? Mig, stuepige? Hold the fuck up!

Jeg skal lige til at sætte hende ordentligt på plads, da hun løfter solbrillerne op i panden, og afslører et par betagende blå øjne.

   ”For resten, siden du ikke lader til at kunne genkende mig, må jeg hellere præsentere mig selv. Mit navn er Taylor Swift.” Og da hun ikke ser nogen genkendelse i mit ansigt, tilføjer hun:

   ”Jeg er Harrys kæreste.”

 

You can be the outcast

You can be the backlash of somebodys lack of love

 


 

 

___________________

Jeg ved, at nogen af jer er fans a Taylor, og derfor er jeg nødt til at advare: Hun vil blive udstillet i et temmelig dårligt lys senere hen. Det er ikke fordi jeg selv har noget imod hende, men det er nødvendigt for historien. Jeg håber ikke, dette vil stoppe jer i at læse videre.

- KOMMENTER GERNE 

 

Just mee?:D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...