Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5847Visninger
AA

23. Atrophy

 

Little porcelain figurines, glass bullets you

 shoot at the wall, threats of castration for crimes

 you imagine when I miss your call

 

Da vi endelig sidder i limousinen på vej hjem, er det svært at koncentrere sig om noget som helst. For det første holder jeg Niall i hånden – som om det ikke skulle være distraherende nok. Det bliver så absolut ikke bedre af Liams konstante blikke, Louis, der har det ustyrligt morsomt med at smide ost på os alle sammen, Zayn der råber af ham, imens han prøver ikke at grine, og Harry der for alt i verden undgår mit blik. Jeg har nu heller ikke lyst til at se på ham, så lige det passer mig fint. Han stirrer ned på sine hænder, og virker næsten skamfuld. Jeg forstår ham sådan set godt. Jeg ville også være bare en lille bitte smule flov, hvis jeg praktisk taget havde voldtaget en ’ven’. Okay, overdrivelse. Og ja, han var fuld, men det har jeg valgt at se bort fra, for det er faktisk ret rart at have endnu en grund til at være sur på ham.

Niall falder i søvn på turen, og ender med at læne sig så tungt op ad mig, at jeg praktisk taget sidder klinet op ad vinduet. Jeg får hævn, ved at lokke Louis til at tegne en diller på Niall’s pande. Yes yes, modenhed længe leve.

Da vi kører ind på gårdspladsen ved Simons hus, bliver jeg opmærksom på noget: Så snart Melissa åbner døren udefra, vil jeg vælte ud på jorden, og Niall vil falde med, og vil naturligvis lande på – gæt engang – mig. Åh, gud, Niall, Niall, din tykke banan.

Melissa lader ikke til at finde dette problematisk, for hun åbner døren uden at tænke over det. Jeg smadrer ned på brostenene, og Niall falder efter mig. Da han lander oven på mig, vågner han med et forskrækket grynt, og spjætter voldsomt. Det skal lige siges, at det ikke føles videre behageligt at ligge under en forskrækket Niall, der åbenbart ikke lader til at bekymre synderligt om små piger, der ligger mast under ham.

Drengene er ikke til særlig stor hjælp. Det er bare vidunderligt, hvor sjovt de lader til at finde det, simpelt hen vidunderligt! Men okay, Niall ser også lidt komisk ud, snotforvirret og med en tegnet tissemand i panden. Han lægger pludselig mærke til mig, og skynder sig op. Jeg kommer vaklende på benene, men ja, da min balancesans ikke ligefrem er noget at råbe hurra for, ender jeg på røven igen. Det lader drengene til at finde helt ustyrligt morsomt.

 

 

Da jeg endelig – under mange indædte bandeord og vredesudbrud – kommer op på mit værelse, går jeg direkte i bad. Jeg lugter af alkohol, sved og ja, sovende Niall. Jeg er ligeglad med isbjørnene lige nu, og lader kaskader af vand i 40 grader vælte ned over mig.

Efter ti minutter får jeg dårlig samvittighed, for det er jo ikke de stakkels isbjørnes skyld, at Niall har savlet på mig, og jeg slukker vandet. Jeg vikler et blødt håndklæde omkring mig, og går tilbage til mit værelse for at tage tøj på. Jeg lukker døren bag mig, og går forbi skabet hen til en iPod, som Melissa har proppet ned i en højtaler. Efter at have fiflet lidt med den får jeg sat et eller andet på, og musikken begynder at strømme. Jeg aner ikke, hvem der spiller, men det lyder ganske udmærket, så jeg står lidt og nikker til musikken.

   ”Jeg forstår godt, hvis du hader mig.”

Jeg skriger. Et rigtigt, gennemtrængende tøseskrig. I en hvirvlende bevægelse griber jeg en lille pyntefigur, snurrer rundt om mig selv, og kyler dimsen mod døren. En krølhåret person kaster sig bandende ned på jorden, men før han når at gøre noget, har jeg fat i endnu en pyntedims.

   ”Stop Scarlet, det er mig!” råber Harry desperat, og forsøger at dækker for sit hoved med armene.

   ”Det ved jeg sgu da godt, hvorfor tror du, jeg kaster?!” råber jeg tilbage, og kyler endnu en figur. Vi skriger begge to i vilden sky, indtil Harry springer på benene, og griber en pyntefigur. Han trækker armen tilbage for at kaste, og vi stirrer på hinanden med hver vores stykke nips parat til angreb. Sekunderne tikker forbi. Så fniser jeg. Jeg prøver at lade være, det gør jeg virkelig, men altså… I må forstå, at jeg aldrig før har været i en nips-kamp.

Harry fniser også lidt, og så ligger vi begge to på gulvet, imens vi griner som om vores liv afhænger af det. Jeg registrerer dårligt nok tårerne, der løber fra mine øjnene, for latteren er så voldsom, at jeg ikke kan fokusere på noget andet. Harry griner lige så meget som mig, og vores latter fylder rummet, så man må kunne høre det nedenunder. De må undre sig lidt – vores skrig og råb har uden tvivl været tydelige, og nu ligger vi så her på gulvet, og griner vores lunger ud. Vi er så modne og rationelle, ja vi er.

 

Harry er den første, der tager sig sammen. Med lattertårer i øjenkrogene, stadig hikkende, kæmper han sig op fra gulvet med assistance fra min kommode. Han rækker en skælvende hånd ned imod mig, og før jeg når at tænke over det, lader jeg ham hjælpe mig op. Vi står overfor hinanden, stadig fnisende og skælvende af eftervirkningerne af vores grineflip. Så vi står bare der i to minutter, og udkæmper blodige slag med vores indre for at undgå at grine igen. Det er først, da jeg er helt klar og frisk igen, det går op for mig, at vi ikke har sluppet hinandens hænder.

Jeg træder et skridt tilbage, og ser opmærksomt på Harry, holder øje med ham. Så snart mine fingre glider ud af hans lette greb, fordufter det halve smil på hans læber, og han bliver igen alvorlig.

   ”Hvad vil du?” spørger jeg mistænksomt, og han vrider sig en smule.

   ”Jeg ville bare, du ved… snakke… forklare mig… sige undskyld…” han tøver, og undgår mit blik. Jeg stirrer afventende på ham med armene over kors, og han sukker stille. Han bevæger sig med forsigtige bevægelser mod venstre, og sætter sig på sengen. Mit blik viger ikke fra ham, og han sukker igen. Han klapper på sengen, og jeg sætter mig tøvende ned, dog med en halv meter imellem os. Tavsheden ligger omkring os som en tyk dyne, og jeg retter lidt på håndklædet, som stadig er det eneste, jeg har på. Det er kommet i uorden af kampen + grineflippet, og det går op for mig, at man kan se halvdelen af mit venstre bryst. Havde jeg været mere blufærdig, ville jeg nok rødme, men Harry har allerede set mig nøgen, så det er ikke så slemt igen.

 

 

   ”Jeg ved godt, at det ikke er nogen rigtig undskyldning, men jeg var fuld… Jeg gør dumme ting, når jeg er fuld, og selvom det her var virkelig dumt, okay, direkte idiotisk, så… Jeg var fuld, Scarlet…”

   ”De sider folk viser af sig selv, når de er fulde, er dele af dem. Man ændrer ikke personlighed, bare fordi man har fået et par drinks,” siger jeg, imens jeg stirrer lige frem for mig.

    ”Kom nu Scar, jeg er jo ikke voldtægtsmand!” Jeg fnyser.

    ”Hør her, jeg fortryder det virkelig, okay? Det var vulgært og forkert, og jeg skulle have givet dig chancen for at sige nej, men det eneste jeg kunne tænkte på, var… ja, dig. Og så var du der, og du var smuk, og jeg var fuld, og så… Ja, du ved udmærket, hvad der skete, du var der jo.” True shit Sherlock.

   ”Beklager Harry, men intet af det der var nogen god grund til, hvorfor du gjorde, som du gjorde. Først det med Taylor, og nu… Det er for meget, og jeg orker det ikke.” Jeg ser ham endelig i øjnene, og bliver lidt chokeret, da jeg kan se, at han er på nippet til at græde.

   ”Scarlet,” siger han, hans stemme svag og skælvende. Han tager en dyb indånding, og prøver så igen: ”Scarlet, jeg ved det godt. Jeg ved godt, at jeg har ødelagt det hele flere gange. Jeg ved godt, at jeg ikke gør det nemt, men… Men hvis du bare vil give mig en chance til, hvis du vil lade mig bevise, at jeg kan gøre det… Vil du ikke nok tro på mig, vil du ikke nok lade mig klare dette? Jeg ved godt, det lyder åndssvagt, men jeg tror, der er noget mellem os, noget mere end bare sex. Og jeg tror også, at du ved det, selvom du måske ikke vil indrømme det, så please… Vil du ikke nok give mig en chance til?” Han ser på mig med sine store, grønne øjne, og en enkelt tåre undslipper. Den glider ensomt ned ad hans kind, og drypper til sidst fra hans hage. Jeg tøver med mit svar.

Hvis jeg siger nej, er døren lukker, højst sandsynligt for altid. Jeg vil have låst den og smidt nøglen væk, skyllet den ud i toilettet, og jeg vil ikke kunne få den tilbage. Hvis jeg først afviser ham, når han nu tigger mig sådan, vil han ikke acceptere det, hvis jeg kommer kravlende senere, og har fortrudt, det ved jeg bare. Denne beslutning er endelig.

Men hvis jeg siger ja, hvad så med Niall? Hvad med mit løfte til Liam? Jeg kan ikke bare opføre mig så selvisk. Og har jeg overhovedet lyst til at være sammen med Harry? Selvom jeg har svært ved at indrømme det, sårede han mig, da alt det med Taylor blev afsløret. Jeg troede, det kunne blive til noget, og han løj for mig.

Jeg følte mig forrådt og såret, men var det fordi jeg stolede på ham, eller… Jeg er sikker på, at jeg aldrig har været forelsket i Harry, men måske… måske var jeg ved at falde for ham, falde rigtigt, og måske er det derfor, dette valg er så svært. Fordi selvom det ville være nemmere bare at sige nej, at afvise ham, så.. så vil jeg gerne være sammen med ham, og selvom det er selvisk, så selvisk at jeg næsten får det dårligt over det, så har jeg lyst til at glemme alt om mit løfte til Liam, glemme Niall, bare for en stund, og have lov til at falde for Harry rigtigt.

Men det kan jeg ikke. Lige meget hvor flyvsk og tilsyneladende ligeglad jeg er, så holder jeg af disse latterlige drenge, og at såre dem sådan… Jeg ville splitte dem ad, og ville jeg virkelig kunne leve med det? Nej, nej jeg ville ikke. Jeg må finde på et kompromis, for begge valg er for altafgørende og dramatiske.

 

   ”Hør, Harry… Jeg ved godt, at der er sket en hel del ting mellem os på det seneste, men der er også sket andre ting. Jeg kan ikke bare tilsidesætte alting, for at vi kan få vores lykkelige slutning. Tro mig, jeg hader at være uvenner med dig, og selvom jeg måske ikke er klar til at tilgive dig fuldstændigt, så er jeg parat til et venskab. Det vil måske tage lidt tid, men jeg er sikker på, at det vil kunne lade sig gøre. Du må bare love mig en ting, okay? Jeg tror, der er noget imellem Niall og mig, og du må ikke blive sur på Niall, eller prøve at ødelægge noget som helst, er det forstået?” Harry nikker, men ser ikke helt tilfreds ud. Han tørrer hurtigt sine øjne med bagsiden af hånden, og ryster sine krøller, som for at blive frisket op.

   ”Det er forstået, miss!” siger Harry, og gør honnør. Jeg vrænger af ham, og smider en pude efter ham, men han dukker sig bare grinende, og da jeg prøver at daske ham i hovedet, får han fat i mit håndled, og holder det fast. Hans smil svinder ind til en mere alvorlig mine, og han ser mig i øjnene.

   ”Tak, Scar. Tusind, tusind tak.” Vi ser på hinanden i fem tavse sekunder, indtil jeg ikke længere kan tilbageholde mit smil. Jeg må ligne en jubelidiot, men jeg er ligeglad, for det er ikke før nu, hvor vi endelig har fundet ud af det, at det går op for mig, hvor meget hele Harry-situationen har fyldt mit hoved og ædt min energi. Harry gengælder mit smil, og uden at tænke over det rækker jeg ud efter ham, og vi holder hinanden tæt.

Okay, måske ikke lige den bedste måde at få min vi-skal-bare-være-venner plan sat i værk, men ved du hvad, fuck it. Lige nu er jeg bare lettet, og det føles som om det er år og dag siden, jeg sidst krammede Harry.

Vores lykkelige lille moment bliver brat afbrudt, da døren smækkes op, og Zayns stemme højlydt proklamerer: ”Scarlet er du død eller noget? Først skrig, så lat-” hans stemme dør ud, og han stivner, stadig med hånden på dørhåndtaget. Jeg trækker mig hastigt tilbage fra Harry, og bliver endnu engang opmærksom på mit manglende tøj.

 

Tavsheden fylder lokalet. Zayn stirrer fra mig til Harry, Harry stirrer på gulvtæppet, og jeg stirrer på Harrys fødder, og alting er bare slemt.

   ”Harry, må jeg gerne tale med Scarlet i et øjeblik?” Zayns tonefald er stramt og hårdt, og Harry nærmest styrter ud af lokalet. Så meget for heltemod.

Jeg nægter stædigt at se på Zayn, der lige så stædigt stirrer på mig. Sekunderne går, og mine fingre knuger om håndklædet, der efterhånden er blevet koldt og ubehageligt. Zayns blik gør det ikke bedre.

   ”Jeg har ikke tænkt mig at gå.”

   Pis og lort. Hans tonefald gør det klart, at han mener hvert et ord, og min kampgejst svinder gevaldigt ind.

   ”Så sig hvad det er, du brænder sådan for at sige.” Jeg prøver at efterligne hans tonefald, men det lykkes vist ikke helt. Zayn sukker dybt, og ser ud som om han forbereder sig på en atomkrig.

   ”Jeg ved, hvad dig og Liam snakkede om tidligere. Og jeg er enig i det.”

   ”Og?” siger jeg, og prøver at spille dum. Hvem ved, måske orker han ikke at skændes?

   ”Derfor er jeg nødt til at sige noget. Det ene øjeblik ruller du rundt med Niall og holder ham i hånden, for derefter at sidde og kramme Harry. Jeg kan super godt lide dig Scarlet, men du skal ikke splitte bandet. Det vil jeg ikke tillade. Hvis du ikke kan finde en måde at få det her løst på, uden at splitte os, må vi tage væk igen.”

Ouch. Den gjorde ondt. Men i det mindste er han ærlig, og det gør alting lidt lettere, at han ikke pakker tingene ind.

   ”Jeg har så absolut ikke planlagt at komme imellem dem. Imellem jer.”

   ”Så er du nødt til at gøre dine signaler helt klare, for lige nu er jeg tæt på at konkludere, at det vil blive et problem at have dig i huset.” Jeg stirrer på ham. Jeg må indrømme, at jeg ikke havde regnet med den.

   ”Hvad vil du så foreslå at jeg gør? Skal jeg droppe Harry? Eller Niall? Er det det, du vil have? Jeg kan ikke bare vælge en af dem, Zayn, og det ved du! Jeg aner ikke, hvad jeg gør, så hvis du har et forslag så sig endelig frem!” Jeg halv-råber nu, men Zayns blik ændrer sig ikke, på trods af desperationen i min stemme.

 

   ”Jeg ved det heller ikke Scar. Jeg vil bare råde dig til at finde ud af noget, for hvis Niall finder ud af at du render rundt med Harry, og - nå ja! – har kneppet har hele to gange, tror jeg ikke han tager så godt imod det!” Jeg skal lige til at, jeg ved det snart ikke, slå ham, da lyden af noget der smadrer, når mine ører. Jeg vender mig langsomt mod døren, og stivner så. Niall stirrer på mig. Hans øjne tåges af forskellige følelser: forvirring, fornægtelse, vrede, svigt, og til sidst bare.. tristhed. Jeg får lige et glimt af de forfærdelige tårer i hans øjne, før han vender sig, og flygter.

 

In your dreams I'm a criminal, horrible,

sleeping around While you're awake I'm impossible,

constantly letting you down

 

_______

Ohøj

Jeg er nødt til at sige det lige ud: Jeg aner ikke, hvor ofte jeg vil opdatere... Jeg er gået totalt i stå, og kan slet ikke få skrevet noget som helst. Derfor kan jeg ikke love, der kommer nyt kapitel meget oftere end en gang om måneden. Sorry!

Men udover de dystre nyheder, vil jeg selvfølgelig ønske alle god jul og godt nytår! Ved godt, jeg er lidt sent på den, men hey - hellere sent end aldrig! Jeg håber, alle har haft en hyggelig tid, og at jer, som har terminsprøver, lever endnu... Held og lykke til alle, og hav det godt!

 

Just Mee?:D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...