Life is for Living|One Direction|13+

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 maj 2013
  • Opdateret: 9 jan. 2014
  • Status: Igang
Scarlet De'lue bliver som barn fanget i en storm i sin fødeby i Texas. Da stormen driver over, er hele byen samt dens indbyggere gået tabt. Alle, bortset fra Scarlet. Hun begiver sig videre, et ensomt barn, helt alene. Flere år senere bliver hun opdaget af politiet, som den pige hvis lig aldrig blev fundet. Eftersom hun stadig er mindreårig, bliver hun sendt hen til sin onkel, der bor i Los Angeles. Scarlet kender intet til sin onkel, men finder snart ud af, at han er kendt. Simon Cowell. Hun har i sin tid som hjemløst barn opbygget en facade, og vil for alt i verden opretholde den. Så da hun bliver tvunget til at opholde sig i hans hus, hvor fem specielle drenge har det med at komme og gå, bliver hendes plan om at holde sig på afstand af alle sat på vippen. For kan man ignorere sine impulser? Kan man vende sig bort fra, hvad der måske kan være ægte kærlighed? Kan man virkelig starte forfra? Eller kan man blot leve i fortiden, og glemme alt om et nyt liv?
CREDIT FOR COVER TIL GRETA TU.

58Likes
79Kommentarer
5876Visninger
AA

14. Angels on the moon

Don’t tell me if I’m dying, ‘cause I don’t

Want to know, if I can’t see the sun

Maybe I should go

 

Jeg stirrer på hende. Chokket har lammet mig fuldstændigt, så jeg kan ikke gøre så meget andet. Hun ser på mig lidt utålmodigt, og på samme tid ser det næsten ud som om, hun har ondt af mig. Stakkels tungnemme mig, der uden manerer glemmer at bukke for en smukke og adelige Taylor Swift. Fandeme nej.

En voldsom vrede buldrer ind over mig med styrke som en flodbølge. Den lille... Den lille… Ikke et eneste ord som jeg kan komme på, er slemt nok. Vreden får mig næsten til at se rødt, og jeg gør det eneste naturlige i denne situation. Det eneste naturlige for mig. Hvilket naturligvis er helt hen i vejret.

Et smil så kvalmende sødt at jeg næsten ikke kan klare det, breder sig over mine læber, og Taylor gengælder det venligt.

   ”Jeg vil gå ind og vække ham. De kan jo sætte dig ind i stuen imens, og hvis De er tørstig står der noget kaffe i køkkenet.” Jeg flytter mig fra døråbningen, og hun træder smilende indenfor. Imens hun går imod stuen forsøger jeg at tæmme mit raseri. Det er ikke helt let, da jeg mest af alt har lyst til at angribe hende med en flyvende tackling og et kampskrig, og tvinge Harry til at spise hende. Eller noget lignende.

Jeg tramper – ja, tramper – hen til Harrys soveværelse. Uden for døren tager jeg et par dybe vejrtrækninger. Rolig, siger jeg til mig selv. Prøv ikke at rive hovedet af ham. Lige med det samme, i hvert fald.

Da jeg smækker døren op, er han vågen. Han sidder med ryggen imod væggen, og smiler til mig da jeg træder ind. Som om intet glæder ham mere, end at se mig. Hans smil giver mig kvalme. Din falske lille… Da han ser mit ansigtsudtryk, blegner hans smil. Han ser næsten bekymret ud. Måske har han luret, det geni han er, at noget ikke er, som han gerne vil have det.

   ”Hvad sker der?”

   ”Du har besøg. Af Taylor. Den kæreste, du vist glemte at nævne i går.” Han ser forfærdet ud.

   ”Pis. Scarlet vent lidt!” Men jeg har allerede vendt ham ryggen til ham, og er med hurtige skridt på vej imod døren. Det rør mig ikke, at jeg dårligt nok har tøj på. Det er ikke som om, jeg er uvant med at ligne en luder. Det er ikke som om, det betyder det mindste.

Jeg kan høre ham vælte ud af soveværelset, men jeg gider ikke engang se tilbage. Jeg er bange for, at hvis jeg ser hans ansigt, vil jeg gøre noget overilet. Som for eksempel at smadre det ned i gulvet gentagende gange. Så da han råber mit navn, smækker jeg blot døren bag mig, og skynder mig ned af trappen. Han følger ikke efter mig. Eller, hvis han gør, så er han i hvert fald ikke hurtig nok. Jeg løber barfodet hen ad fortovet, ligeglad med hvordan jeg må se ud.

Faktisk er jeg ligeglad med det meste lige nu. Det eneste der betyder noget, er, at Harry forrådte mig. Han fik mig til at stole på ham, og nu viser det sig, at alt hvad han sagde, var en stor løgn. Jeg følte mig tryg og sikker, følte, at alt ville blive godt, at jeg ville lægge fortiden bag mig, og at denne dreng ville være grunden til det. Men nej. Harry er ikke anderledes end nogen af de andre svin, som jeg har suttet af eller kneppet. Eller jo, han er anderledes. Han er ti gange værre. De var i det mindste ærlige om, hvad de var. De var ærlige omkring, hvad de ville have fra mig. Harry… Han skulle absolut få mig til at tro, at han var speciel. At han ønskede andet end sex. Og jeg var dum nok til at falde for det.

†††

Jeg vader rundt på en temmelig befolket gade, uden rigtigt at vide hvad jeg laver. Klokken nærmer sig otte om aftenen, så jeg har gået hvileløst rundt i timer. Jeg ved det ikke. Min tidsfornemmelse er fuldstændig forsvundet. Alt hvad jeg ved, er, at jeg går. Jeg mærker asfalten under mine bare tær, mærker vinden imod mine bare arme, mærker de blikke flok sender mig. Men jeg er ligeglad. Intet betyder noget lige nu. Jeg ved det bliver bedre, men jeg ved ikke hvornår. Selv om jeg nødig vil indrømme det overfor mig selv, gik mit hjerte lidt i stykker, da jeg fandt ud af, at Harry løj. Men da jeg aldrig før har fået mit hjerte ’knust’, kan jeg ikke sige, om min opførsel er normal. Ej heller, hvornår jeg begynder at opføre mig normalt igen.

Jeg har ikke grædt endnu, hvilket overrasker mig lidt. Burde jeg ikke være ved at drukne i en sø af tårer? Burde jeg ikke sidde og sukke over fanblade? Burde jeg ikke æde chokolade i rå mængder, eller spise is på rekordtid? Nej? Okay.

Det giver et gip i mig, da en eller anden griber fat om min arm. Jeg ser forskrækket op, og bliver overrasket over at se en ret så attraktiv fyr, stå og smile til mig. Hans greb om min arm er blidt, og hans øjne er milde.

  ”Øh hej,” siger jeg begavet, og forsøger at gengælde hans smil. Det bliver dog ved forsøget.

  ”Hej der! Hør, mine venner og jeg lagde lige mærke til dig… Du ser ud som en, der godt kunne bruge en drink.” Jeg kan godt forestille mig, hvordan jeg må se ud. Det er ikke usandsynligt, at jeg ligner en total stener, med glasagtige øjne, og næsten intet tøj på. Plus, at jeg sikkert ligner en søvngænger med min planløse vandring. Det er ret sødt, at fyren her overhovedet gider snakke til mig, men jeg får straks en anelse om visse bagtanker. Et sekund før jeg afslår, går det op for mig, at det ikke ville være så slemt med et ubetydeligt knald. Måske, kun måske, kan det få mig til at tænke på noget andet. Så jeg smiler betagende – så betagende som jeg nu kan – til fyren, og nikker.

  ”Super!” siger han, og trækker mig nænsomt over imod en lille gruppe mennesker. ”Jeg hedder Dylan. Det er Spencer, Ree, Sam og Charlie.” Jeg smiler til dem. De to piger ser en anelse tvivlende ud, men det lader ikke til, at de ligefrem har noget imod mig. Alle fem smiler i hvert fald tilbage.

   ”Jeg hedder Scarlet. Jeg er ny i LA, så jeg er faret lidt vild,” jeg prøver at se flov ud, og griner lidt af mig selv. Det ser ud som om, de får lidt ondt af mig, og en af drengene – Simon tror jeg – klapper mig på skulderen.

   ”Bare rolig du. Så længe du er sammen med os, sker der dig ikke noget.” Jeg smiler taknemmeligt til ham, og beslutter mig for, at det ikke ville gøre mig noget at have sex med en af disse fyre – alle tre virker imødekommende og rare. Og hey, det kan jo være at de af uransaglige årsager, ikke er ude efter sex, og så kan jeg jo også have det lidt sjovt med pigerne, måske få mig nogle girlfriends. Like hell.

 

Omkring tyve minutter senere har Charlie fået os ind på et diskotek kaldet ’Blue Dragon’, og det lader til, at det er ret populært, for her er stopfyldt selv om klokken kun er lidt over otte. Der bliver spillet høj technomusik og kroppe maser imod hinanden på dansegulvet. En lang, selvlysende blå bar strækker sig over hele bagvæggen, og i det fjerneste hjørne fra dansegulvet er der placeret adskillige sofaer og stole i båse, og hernede er musikken ikke så høj. Vi slår os ned i en af de større båse, og da vi sætter os i sofaen, synker jeg nærmest ned i den. Jeg fniser, og Sam smiler lidt til mig.

   ”Første gang på diskotek?”

   ”Som om! Men første gang i LA.” 

   ”Det kan godt blive lidt vildt her.”

   ”Så skulle du se Vegas! Det her er ingenting, tro mig.” Ree læner sig frem imod mig, pludselig interesseret.

   ”Har du været i Vegas? Jeg vil viiiiildt gerne!” Jeg smiler til hende, og bliver glad, da hun gengælder det.

   ”Jeg har været lidt alle steder. Men Vegas er klart noget af det vildeste.”

   ”Rejser du meget?” spørger Sam, og jeg nikker.

   ”Hvad siger dine forældre til det? Eller er de med dig?”

   ”Mine forældre er lidt ligeglade… De har ikke kontaktet mig i lang tid nu, og jeg er for længst holdt op med at spørge dem om lov.” Det gør lidt ondt at lyve sådan om mine forældre, og jeg er glad, da Dylan kommer tilbage med drinks.

 

 

Efter nogle timer er jeg godt fuld. For øjeblikket sidder jeg i baren med Ree og Sam/Silas/Sander – kan ikke heeeelt huske, hvad han heeeelt præcis hedder - , meget opslugt af en lille leg som jeg er usædvanligt god til. Jeg knalder shotglasset i bordet et helt sekund før Sam/Silas/Sander. For ottende gang i træk.

   ”Og vi har en vinder!” snøvler jeg usammenhængende, og griner fjoget. Sam/ Silas/Sander, som heller ikke er helt upåvirket, kniber mig i kinder, og siger noget, jeg ikke helt får fat i. Ree ser på mig i et sekund, og knalder så hovedet i baren. Hun sover. Simon/ Silas/Sander og jeg stirrer på hende i nogle sekunder, og bryder så ud i hysterisk fnisen. Han er en ret fed fyr, Sam/ Silas/Sander, og tidligere på aftenen gav han mig sit telefon nummer, så det er nok ikke sidste gang, jeg ser ham.

   ”Scarlet?” spørger han, og han lyder mirakuløst nok en smule mere ædru.

   ”Mhm?” svarer jeg, og jeg kan desværre ikke sige det samme om mig selv. For hvert sekund der går, bliver jeg mere og mere påvirket. Men jeg skal ikke klage.

   ”Du er ret mega sej, ved du godt det?”

   ”Selvfølgelig!” Jeg fniser, og han griner.

   ”Noget sagde mig, at det ville være dit svar. Nå, hvad siger du til en omgang mere? Jeg tør vædde med, at jeg slår dig nu!”

   ”You wish sweetheart. Men hvis du virkelig er så ivrig efter at tabe så fint med mig!” Vores shotglas er blevet fyldt op, og vi skal lige til at løfte dem op til læberne, da en høj stemme skærer igennem musikken.

   ”Scarlet!” Jeg tømmer hurtigt glasset, og ser mig over skulderen. Niall stormer over imod mig, og mit fjogede smil bliver endnu større.

   ”Niall!” snøvler jeg, ”godt du kunne komme. Det her er… Silas?” Jeg ser spørgende på Sam/Silas/Sander.

   ”Næsten,” siger han, ”Sam.” jeg knipser, og nikker.

   ”Scarlet, vi tager hjem. Nu.” Niall griber fat i min arm, og trækker i mig.

   ”Lige nu? Ej Niall, nu har vi det lige så sjovt altså!” Men Niall ryster bare på hovedet. Sam ser en smule bekymret ud. Han rejser sig fra barstolen, og da han står over for Niall, bliver højdeforskellen tydelig.

   ”Hvem er du egentlig?” spørger han en smule aggressivt.

   ”Hendes kæreste,” sige Niall, og selvom han er den mindste af de to, er det som om, han vokser i karakter.

   ”Okay okay, jeg var jo nødt til at spørge,” siger Sam, og sætter sig igen. ”Jeg håber, vi snart ses igen, Scarlet.” Jeg smiler stort til ham, og hiver ham lidt i øret, da jeg følger med Niall forbi ham. Vi siger ikke noget til hinanden hele vejen ud til parkeringspladsen, heller ikke da Niall placerer mig på forsædet af hans bil, og spænder sikkerhedsselen for mig. Han sætter sig bag rettet, og begynder at køre.

   ”Kæreste huh?” spørger jeg sløret. Niall smiler lidt, og sender mig et kært blik.

   ”Jeg skulle jo sige noget, og det var det nemmeste. Det var da i hvert fald hurtigere end ’en fyr som hun mødte for nogle dage siden, og som hun nu nærmest bor sammen med, og som har ledt efter hende de sidste seks timer’.”

   ”Ja okay, rigtigt nok.” Vi kører videre i tavshed. Vinden gør mig lidt mere klar i hovedet, men jeg er stadig håbløst fuld. Da vil holder for rødt, læner jeg mig lidt over imod Niall.

   ”Ville det være så slemt, du ved, hvis vi var sammen?” Han ser på mig, og en svag rødmen breder sig under hans hud. Hans kinder får en let pink kulør, og han er helt absurd adorable lige nu.

   ”Scarlet, du er fuld. Sæt dig nu tilbage i sædet, så er du sød.”

   ”Du er så nuttet Niall,” siger jeg, og parerer ordre. Hans rødmen bliver endnu værre.

 

Vi siger ikke mere, før vi er ved Simons hus. Lyset er tændt, men der er ikke nogen, der flyver os i møde, da Niall åbner døren. Han støtter mig op ad trappen og ind på mit værelse, hvor han forsigtigt hjælper mig ned i sengen. Han lægger dynen op omkring mig, og putter den tæt til mig krop. Så rejser han sig. En pludselig panisk følelse farer igennem mig ved tanken om, at han går. Jeg vil ikke være alene. Min hånd skyder frem, og griber fat om hans fingre. Han stivner, og vender sig langsomt imod mig. Jeg studerer hans ansigt rigtigt for første gang i aften. Små rynker af bekymring har fundet plads på hans ellers glatte pande, rynker på grund af mig. Jeg ved udmærket, at jeg ikke er helt fair over for ham. Men jeg kan ikke bære det, hvis han går nu.

   ”Vil du ikke nok blive? Vil du ikke nok blive hos mig?” Min stemme er bedende, og mine fingre klemmer om hans. Han ser på mig i mindre end et sekund, før han sætter sig på sengekanten. Det er så lang tid det tager for ham at beslutte. Vi har nærmest lige mødt hinanden, og han tilsidesætter alligevel, hvad han nu havde tænkt sig at gøre, for at sidde ved siden af mig imens jeg falder i søvn.

Han aer mig blidt over håndryggen, og berøringen bringer det hele tilbage. Hele denne forfærdelige dag. Harry. Taylor. Alt det lort, som jeg kun kunne flygte fra i nogle få timer. Og endelig kan jeg græde. Tårerne pibler frem i mine øjne, og løber ned over mine kinder. Niall ved hvad han skal gøre. Uden at tænke nærmere over det, lægger han sig i sengen ved siden af mig, og omfavner mig. Hans fingre stryger mig over ryggen, og han kysser mig let på hovedet. Da jeg er holdt op med at græde, hvilket er overraskende hurtigt, trækker jeg mig lidt væk. Jeg ser ind i de betagende øjne, hvis farve jeg ikke helt kan placere, og det går op for mig, at han er andet og mere end nuttet. Han er smuk. Og før det går op for mig, hvad jeg gør, læner jeg mig frem og kysser ham.

 

Show me where you run to, When no one's

 left to take your side, But don't tell me where the

 rends, Cause I just don't wanna know, 

 


 

 

__________________________________

NYT SHIP I HAVET

I aner ikke, hvor længe jeg har ledt efter en undskylning for at at skrive det ^^

Nå men altså, nu sker der altså noget. Scarry - som nu officielt er deres navn - har fået en udfordrer, nemlig ScarletxNiall (Sciall, Narlet - AHAHA -, hvad ved jeg. Har du idéer til et navn til dem, så skriv det endelig nede i kommentarerne!) I må meget gerne udfolde jer om, hvem I bedst kan lide og hvorfor og sådan, for husk, jeg er altid åben for forslag! 

Men nu må vi jo også se, om det overhovedet bliver til noget med Scarlet og Niall, eller om det bare er en lille engangs-ting... LÆS MED NÆSTE GANG, NÅR SCARLET SPISER EN TUBA.

Undskyld people, jeg er ikke gammel nok til at være oppe efter klokken 8, jeg bliver sær.

- Just mee?:D

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...