But.. I'll love you endlessly {1D}

Valerie Birmingham er en ganske almindelig pige på 18 år. Hun lever et ganske normalt liv. Hun bor i et hus i London, hverken for moderne eller for gammeldags, men traditionelt. Hendes familie består af hendes mor, far, bror og hende selv, far, mor og børn. En kernefamilie. Hun går en normal skole, hun går i en normal klasse, får almindelige karakterer og fokuserer ret meget på sin uddannelse og fritidsarbejde. Mens alt dette foregår, har hun en kæreste. Devon. Han er kendt for at være hjerteknuser, men hun er helt sikker på at det har ændret sig.
I hvert fald ændrer hun sig. Hun møder nogle drenge, hun ved ikke engang rigtigt hvem de er, hun har set dem til en koncert engang, men den her gang skal det vise sig at ændre hendes liv. Problemerne med kæresten hober sig op, problemerne i familien bliver værre og hun føler sig forkert.
For første gang mærker hun de virkelige forandringer ved sig selv, sin krop, og sine følelser.
Følg Valerie gennem hendes livs følelsesmæssige rutschebane.

4Likes
5Kommentarer
796Visninger
AA

4. This, means war.

Valeries synspunkt;

De brune øjne mødte mine, og det første jeg følte var vrede. Hvad fanden bildte han sig ind? Der stod han, som den fucking dumme, mega irriterende, egoistiske og fucked op kendis.. Åh, nej. Det er ikke bare en overdrivelse. Hvad var det nu han he.. Længere nåede jeg ikke i mine tanker før de blev afbrudt.

"Jeg hedder Liam, hvis i ikke allerede ved det..", ja - Det var så liiige det der bekræftede mine tanker. Han vinkede til pigerne, mens han smilede uskyldigt. Tro mig, jeg havde gennemskuet ham. Et smil bredte sig forsigtigt på mine læber, falskt var det, men nødvendigt.
"Så piger, det er jo så.." jeg tøvede, da jeg allerede havde glemt hans navn, "Liam.. Og han skal være hjælpelærer herinde.." Jeg håbede virkelig ikke, at de kunne høre skuffelsen i min stemme. Det her, betød krig.

På den halve time vi havde været i samme lokale, havde vi ikke udvekslet et ord til hinanden, men utroligt nok havde jeg fundet ud af vildt meget omkring ham.
Hans navn er Liam, Liam Payne. Han øjne er brune, alt for brune og alt for flotte til sådan en type. Hans hår er for kort og klæder ham slet ikke, men han fortalte om hvorfor til pigerne og for første gang fik HAN mig til at smile. Han var lige så selvoptaget og egoistisk som jeg troede, talte kun om ham selv. Han spiller alt for godt guitar. Pigerne elsker ham. Guys, i'm doomed..

Han sang mens vi spillede guitar, og jeg måtte indrømme, at jeg faldt i. Med lukkede øjne og alt muligt. For pludseligt, var han ikke den eneste der sang. Min stemme, lagde sig som en blid, men gennemtrængende overstemme på hans. Det overraskede udtryk i hans ansigt og øjne, gjorde at jeg vidste at han ikke havde regnet med det. Han sang bedre sådan her, hans stemme blev dyb og han kunne langt nemmere lege med den. Ikke på ét eneste tidspunkt, fik vi øjenkontakt. Jeg var fokuseret på børnene, og han det samme.


***


Liams synsvinkel;

 

Hendes stemme havde overrasket, mest af alt fordi jeg kun havde hørt hende med en hvis vrede i stemmen. Det her var noget helt andet. For første gang, så jeg det som jeg, og de andre for den sags skyld, havde set om fredagen. Hun åbnede helt op for mig, på en helt speciel måde.
Et smil havde fundet sted til mine læber, ind til hun stoppede med at synge og hun rejste sig op.
"Så piger, så er det vist ved at være tid til at pakke sammen. Jer der har lånt guitar, i ved hvad i skal. Vi ses i næste uge!" sagde hun med en blid stemme, og jeg kiggede over på hende. Pigerne var hurtigt ude af døren, så det kun var os tilbage i rummet. Den akavede stilhed fyldte hele rummet, mens jeg betragtede hende pakke sammen.
"Du sy.." jeg nåede ikke videre, da hun afbrød;
"Hør, Liam - Eller hvad du nu hedder, jeg har ikke brug for dig. Du spilder din tid ved at være her," kom det fra hende, hvorefter jeg så chokeret på hende. Hvorfor sådan der lige pludseligt?
"Jeg har ikke selv valgt det her," røg det ud af munden på mig, hvorefter jeg hurtigt fik rejst mig op og taget min taske over skulderen.
"Så synes jeg så sandelig, at du skal lade være med at komme og forstyrre mig i mit arbejde en anden gang," sagde hun, tydeligvis irriteret over min kommentar.

I tre hurtige skridt, stod jeg foran hende. Helt tæt på hende, så jeg kunne mærke hvordan hun holdt vejret.
"Jeg vil gerne vise dig noget en dag.." sagde jeg blidt, men det fik hende blot til at ryste på hovedet og gå forbi mig, "Hey! Du kan i det mindste fortælle mig dit navn?!" kaldte jeg efter hende, da hun styrtede ud af døren.
"Valerie, stop så med at snakke til mig, du spilder min tid, Liam." sagde hun med hård tone, som fik selv mig til at krympe. Led kælling egentligt, hvad havde hun lige gang i?


***


Valeries synspunkt;

Ude på parkeringspladsen holdte Devon, han havde lånt sine forældres bil. Episoden med Liam havde faktisk chokeret mig, hvad havde han ment med de ting han havde sagt? Og hvad med de ting, som jeg ikke lod ham sige?
"Mærkelig fyr.." mumlede jeg for mig selv, inden jeg åbnede bildøren og satte mig ind til Devon. Hvad mente han med, at han ikke havde valgt det selv? Betød det, at ingen af os.. Ville have ham til at være der. Et smil bredte sig på mine læber.
"Hey babe, du virker glad. Skete der noget fedt?" spurgte Devon interesseret, men jeg rystede på hovedet.
"Ikke udover, at du er her," sagde jeg flirtende, "men, nu må vi hjem til mig og hente mine ting."
Det fik ham til at smile, endnu mere end før, det kunne jeg se, selvom det ikke var det jeg fokuserede på. Mit fokus lå på det foran os. En virkelig fed bil, med tonede ruder, som Liam satte sig ind i. Og han kørte.
Igen, mine tanker fik ret, selvoptaget og rig.. Det var garanteret steget ham til hovedet..


***

Liams synsvinkel;

Det var helt klart en mærkelig oplevelse, men jeg var nødt til at fortælle den til drengene. Hun var helt klart ikke som de andre piger, hun skreg ikke op og gav mig hovedpine.. Eller.. Hovedpine fik jeg, men ikke tinnitus.. Min tanke fik mig til at trække på smilebåndet, mens jeg gik op mod indgangen til Hazzas og Louis' lejlighed. Jeg trak ned i håndtaget og åbnede døren.
"NÅÅÅRH, hvordan var det så!?" blev det råbt inde fra stuen, uden tvivl Nialls stemme der brød igennem, utydelig på grund maden i hans mund. Et svagt grin undslap mine læber, og jeg gik ind i stuen.
"Det var mærkeligt.. Jeg mødte hende der pigen.. Hende der fra koncerten. Hun er forresten en led kælling," grinede jeg til de andre, men de kiggede bare på mig.
"Wow, hvad er chancen lige.." kom det fra Zayn, som blidt begyndte at grine. Resten af gruppen fulgte trop, heriblandt mig selv. Der var nu noget ved hende, et eller andet irriterende og alligevel super tiltræ.. WOW, Liam. Det var nok bare Danielle der igen trængte sig på.. 

________________________________________________________________________________
JAJAJA, jeg ved det, jeg ved det. Et forholdsvist kort kapitel, in a way. Her fik i lige en kort præsentation af noget af det som kunne blive handlingen.
LÆG MÆRKE TIL, det er ikke sikkert, at det er sådan det hænder. Vi er trods alt først lige kommet i gang.
Og sorry, for at det springer lidt rundt, haha.

Smid et like, set som favorit - Gør hvad du vil <3.

Forresten; Så vil jeg være lykkelig, hvis i vil skrive hvad i forestiller jer, der kommer til at ske. Inspiration er det bedste. 

Tak <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...