But.. I'll love you endlessly {1D}

Valerie Birmingham er en ganske almindelig pige på 18 år. Hun lever et ganske normalt liv. Hun bor i et hus i London, hverken for moderne eller for gammeldags, men traditionelt. Hendes familie består af hendes mor, far, bror og hende selv, far, mor og børn. En kernefamilie. Hun går en normal skole, hun går i en normal klasse, får almindelige karakterer og fokuserer ret meget på sin uddannelse og fritidsarbejde. Mens alt dette foregår, har hun en kæreste. Devon. Han er kendt for at være hjerteknuser, men hun er helt sikker på at det har ændret sig.
I hvert fald ændrer hun sig. Hun møder nogle drenge, hun ved ikke engang rigtigt hvem de er, hun har set dem til en koncert engang, men den her gang skal det vise sig at ændre hendes liv. Problemerne med kæresten hober sig op, problemerne i familien bliver værre og hun føler sig forkert.
For første gang mærker hun de virkelige forandringer ved sig selv, sin krop, og sine følelser.
Følg Valerie gennem hendes livs følelsesmæssige rutschebane.

4Likes
5Kommentarer
830Visninger
AA

6. A different way..

 

Valeries synsvinkel

 

Jeg fik langsomt åbnet mine øjne og med det samme kom den mest voldsomme hovedpine. Herre gud da, hvor fuld var jeg? Mine hænder bevægede sig panisk ned af min krop for at bekræfte, at jeg stadig havde tøj på. Jeg havde altså IKKE haft sex med Devon, gudskelov. Nej, nu fik jeg mig selv til at lyde som den største nar.. Sagen er den, jeg vil ikke opleve min første gang - FULD. Og hvis det sker, så tilgiver jeg aldrig ham der gør det. Okay, medmindre han også var fuld.. Eh - Stop Val, du kører den langt ud nu.

Jeg smed det tøj jeg havde på, og skiftede til noget mere afslappende, som man alligevel kunne vise sig i. Mit blik ramte kort spejlet, og jeg sukkede over synet. Normalt, så jeg ikke mig selv som vildt lækker, men det spejlbillede var da noget af det grimmeste, jeg nogensinde havde set. Et svagt grin undslap mine læber, inden jeg pakkede mine ting sammen. Devon lå stadig og sov, så jeg kyssede ham på panden, hvilket fik ham til at åbne øjnene.

"Hey.. Jeg smutter hjem nu, okay?" sagde jeg blidt til ham, hvorefter han nikkede og jeg gik ud af hans lejlighed. Av, mit hoved.. Av, min krop.. Og mine fødder.. Herre gud, mine fødder..

Jeg tog min hvide hue på hovedet, og mine strikkede vanter på hænderne. Herre gud, hvor var det koldt. Jeg lynede min lange, blålige jakke og begyndte at gå hjem.

 

***

 

Jeg nåede ikke langt, for da jeg havde gået et par hundrede meter, trillede en bil op ved min side. Jeg sukkede, uden at vide hvem det var og troede med det samme, at det sikkert var en eller anden klam nar. Men, jeg tog fejl. Eller nej, egentligt ikke - Det var en klam nar, bare en velkendt, klam nar..

"Vil du have et lift?" lød det fra bilen, som nu var stoppet op ved min side fordi jeg stod og måbede.
"Hvis du giver mig et lift, ved du hvor jeg bor - Og så kan du stalke mig til evig tid. Glem det.." kom det koldt fra mig, men han grinte det væk - Hvordan kunne han ignorere mit had?

"Seriøst, det er fucking koldt Valerie, hop nu ind.." sagde han roligt og fortsatte, "og hvis du ikke hopper ind, følger jeg efter hele vejen.."

Det var dét som fik mig overtalt, hvis han alligevel ville følge efter mig, kunne jeg lige så godt sætte mig ind. Men ikke tale om, at jeg ville snakke med ham, næ nej.

Så jeg satte mig ind på passagersædet og mødte hans brune øjne og et bredt smil med det samme. Det fik mig til at sukke, og se lige frem for mig. Hvad bildte han sig ind.. Sådan at smile til mig? Herre gud.

"Hvor skal du hen?" spurgte han roligt, mens han så indtrængende på mig, hvilket fik mig til at bide mig i underlæben.

"Øh.. Du ved.. Nej, ehm.. Sådan, 1 kilometer lige ud og så drejer du til højre, så er du der.." svarede jeg fraværende, "altså, jeg skal nok sige til.."

Han nikkede til mig, og begyndte at køre fremad. Stilheden var akavet, der var ingen der sagde noget, han havde ikke engang tændt radioen - Jeg mener, hvem fuck tænder ikke radioen? Så det gjorde jeg. Hvilket fik ham til at se mærkeligt på mig, og mig til at se på ham, stadig fraværende.

 

"Oh hey, højre næste gang!" sagde jeg en smule højt for at overdøve musikken. Han drejede med det samme, og så holdt vi faktisk lige foran mit hjem.

"Så.. Tak fordi du kørte mig hjem.." sagde jeg stille, da han havde slukket radioen. Ærligtalt, det er sjældent jeg siger tak, medmindre jeg har fået en gave. Liam fortjente ikke det tak, men han havde trods alt reddet mig fra en kilometers gåtur i -104516321 grader.

"Skal jeg følge dig ind?" spurgte han pludseligt og jeg begyndte at grine, inden jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn.
"Søde, lille, kendte Liam, nej - Drop det. Ingen chance. Jeg kan gå selv.." sagde jeg blot og gik ud af bilen, "tak igen!"

Det sidste småråbte jeg, eftersom jeg stod udenfor bilen og var ved at lukke bildøren, hvor vi fik øjenkontakt gennem vinduet.
Jeg bed svagt i min underlæbe og drejede om på hælen, hvorfor var han pludseligt så irriterende venlig? Mærkelig fyr.

 

***

 

Liams synsvinkel

Hun var højst sandsynligt den mest forvirrende person, først var hun en kælling, så var hun genert, så var hun hård som helvede, så flirtede hun, så blev hun pludseligt flabet, så taknemmelig og så det hele én gang til. Jo, jeg kunne godt lide hendes attitude, jeg elskede at hun forvirrede mig, men hvorfor? Jeg havde set hendes kæreste, mit blik flakkede da hun gik ud af bilen, men mødte hendes næsten sorte øjne, da hun stod der ude. Mit blik hvilede på hende da hun gik op til døren og jeg mødte ryste på hovedet, for at komme tilbage til virkeligheden. Jeg hadede hende. Inderligt. Og hun hadede mig på ligevis.

 

Jeg lænede mig indover det sæde, hvor hun lige havde siddet, for at åbne det vindue hun havde siddet og kigget ud af.
"Hey, vi ses på fredag!" da hun vendte sig om for at se på mig, var hendes ansigt priceless, hele køreturen værd, alting. Hendes øjne var fyldt med had og jeg kunne tydeligt mærke, at det ville blive den bedste fredag, længe!
"Det kan du lige tro, Liam. Og så vil jeg nyde en lang juleferie uden at skulle se på dig!" sagde hun, med et flabet glimt i øjet og et falskt smil over sine læber.
"Præcis, Valerie." min stemme var kold da jeg lukkede vinduet og begyndte at køre. Hun fortjente det virkelig.. Meget!¨

 

Derhjemme var stemningen mærkelig, der var sket noget mærkeligt. Pludseligt havde pressen skrevet en kæmpe artikel om mig.. Og Valerie. Der stod vi, midt på dansegulvet, jeg med mine hænder om hendes håndled.. Og hun med et skævt smil på læben. Hvad mon hun sagde til det? Hvad mon hun tænkte når hun så det? Hvad ville hun få at vide? Pludseligt, kunne jeg ikke fokusere, kun tænke på hende. Min mobil ringede, det var Zayn.

"Hey.." min stemme var lav, men klar. Han var stille lidt og et stort suk lød så fra mobilen.
"De er for dumme, seriøst.. Det er bare for at skabe drama.. Især efter.." han tøvede og jeg forstod hvorfor, så jeg sagde intet til det, men sukkede blot.
"Yea.. Det er okay.. Jeg.. Smutter nu, vi ses senere!" sagde jeg med en mere glad stemme og lagde på. Gad vide om hun havde gjort det med vilje?

 

_______________________________________________

Heyheeeeey, endelig! Jeg har haft ualmindeligt travlt, igenigen - Men her er det næste kapitel og der skal nok komme flere i løbet af julen, det er et løfte!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...