Behind My Back - One Direction {11+}

De to piger, Lissa og Adelaide studere på samme universitet og er bedste venner.
Det er de i hvert fald indtil en hvis person ved navn Zayn Malik træder ind i billedet og ændrer alt.
Er venskabet stærkere end kærlighed? Og er hævnen altid sød i sidste ende?
De spørgsmål bliver de to piger stillet overfor når fyre, sex og følelser kommer på tværs af deres venskab.
*Advarsel, læsning på eget ansvar*

61Likes
87Kommentarer
3623Visninger
AA

15. Why are you still here? -

 

                                                                                            Lissa's synsvinkel

                                                                                            21. febuar - morgen

 

Vi ved intet. 

Vi ved ingenting.

Vi ved ikke hvorfor vi er her, hvad meningen er med det. 

Intet.

Der eksistere intet.

For det eneste vi kan være sikre på er at vi selv eksistere - alt andet kunne lige så godt være en drøm, indbildning.

Sådan havde jeg det da jeg var lille, jeg var paranoid, troede at jeg var den eneste som var ligesom mig. Og det var et eller andet sted jo også sandt. Der er ingen andre som mig - 

Eller dig.

Hvis du altså eksistere.

Himlen var grå og sørgelig. 

Hele morgnen var sørgelig.

Jeg lå stadig i min seng, klokken var lidt over otte om morgnen. 

Jeg prøvede at genkalde gårsdagens hændelser og de kom tilbage til mig lidt efter lidt. 

Jeg havde flygtet fra hele situationen lagt med ned og fortalt ham, Zayn, at han skulle gå.

Jeg havde flygtet, som jeg jo altid gør.

Jeg var øm i kroppen, havde sovet dårligt og uroligt.

Jeg gned mine øjne, strakte mig forsigtigt og satte mig op i sengen. Der var fugtigt og køligt inde på værelset. Jeg vred irriteret min nakke da den gjorde ondt.

Jeg skulle til at rejse mig, frigøre mig fra tæpperne da jeg pludselig fik øje på en fyr der sad i hjørnet.

Jeg veg forskrækket tilbage, gispede, men forstod dog hurtigt at det selvfølgelig var Zayn. 

Var han her stadig?

Jeg var sikker på at han var gået efter jeg var faldet i søvn, men han havde åbenbart været her hele natten.

Han sad op af min bogreol, på gulvet og sov. Hans hoved hvilede op af reolens tykke og rustikke træ. 

Jeg vidse egentlig ikke hvad jeg skulle gøre, skulle jeg vække ham, skulle jeg smide ham ud? Han havde været her hele natten, ventet på at jeg skulle vågne. han var ikke bare stukket af, taget tilbage fra der han jo kom. Jeg havde hørt at de skulle havde været til fest igår. I London centrum. Havde han forladt festen for at besøge mig? 

Han var blevet.

Det var egentlig en rar følelse at vide at efter jeg var faldet i søvn havde han sat sig på gulvet og bare siddet og ventet indtil nu.

Han var godt nok faldet i søvn, men det var nu meget forståeligt eftersom der var gået 8 timer.

Det trak lidt på smilebåndet da jeg gik over imod ham.

Han sov tungt.

Han var bleg, de nye og ru skægstubbe var kommet frem på hans ansigt, og hans hår var uldet og rodet.

Jeg satte mig på gulvet foran ham.

Hans rolige åndedrat beroligede hele situationen.

Jeg satte mig til rette og lænede mig oppe af sengen. Mine fødder var kun få centimeter fra hans sko.

Han blev.

Han blev virkelig.

Selvom jeg ikke brød mig om det, ændrede det situationen. 

Det her var bedre end et undskyld, et kram.

Jeg havde et eller andet sted regnet med, at efter jeg var faldet i søvn, ville han storme ud, vred og fornærmet over at jeg ikke ville tilgive ham,

ligesom Adelaide.

Men sådan var han ikke.

Han havde endelig forstået hvad det var han havde gjord, han forstod hvordan situationen havde ødelagt mig inden i, og at et undskyld ikke kunne lægge aret.

"Tak" hviskede jeg og strejfede hans knæ.

Han rykkede lidt på sig og åbnede øjnene. De var røde og han gned sig irriteret.

Han rømmede sig og satte sig op, men opadgede åbenbart at han havde meget ondt i ryggen.

Han holdt sig smertefyldt til lænden, men fik alligevel sat sig ordentligt op.

"Lissa..." hviskede han sløjt og kiggede mig i øjnene.

"Hey" mumlede jeg tilbage og hvilede hagen imod mine knæ.

Han kiggede intenst på mig og lænede sig lidt frem så vi kunne mærke hinandens åndedrat.

Vi var stille for en stund. Vi kiggede bare som om vi aldrig havde set hinanden før.

"Hvorfor blev du?" hviskede jeg endelig og lagde mit hoved let på skrå.

Han blev tavs, men fjernede ikke hans blik der lå på mig. Det var som om hans øjne var flove.

Han skammede sig.

Men han løftede hagen let og svarede hæst,

"Fordi jeg elsker dig..." og jeg kunne se hans øjne blev våde.

En varm følelse spredte sig inden i, en følelse jeg ikke havde mærket i lang tid. Men jeg elskede det og jeg prøvede at holde fast i den, ved at blive ved med at kigge ind i Zayns mørke øjne.

Jeg var ikke sikker på hvad jeg skulle svare ham.

For elskede jeg ham?

Ja.

Men ville jeg putte mig selv der ud Igen ?

Kunne jeg risikere endnu engang at blive såret?

Jeg nåede ikke at tænke videre over det, da Zayn lænede sig frem imod mig og trykkede hans læber imod mine.

Fyrværkeri begyndte at fyre af inden i mig, og min mave eksploderede i sommerfugle.

Jeg tænkte ikke da jeg lænede mig tættere imod ham og lagde mine hænder om hans nakke. Hans hænder sneg sig om bag min ryg og snart var hans arme hele vejen rundt om mig. 

Jeg opdagede at jeg havde savnet det.

At jeg faktisk havde savnet at have Zayn så tæt på mig. 

For i sidste ende, var han min første kærlighed.

Og uanset hvad han havde gjord, kunne det ikke ændre på at jeg var forelsket i ham.

Jeg elskede ham.

Vi sad i lang tid og nød hinandens læber og nærhed.

Jeg vidste ikke hvor lang tid det var, men jeg var også ligeglad.

Det vigtigste var at han var her, jeg var her,

og vi var sammen.

 

 

Adelaide's synsvinkel
 

Jeg stod udenfor og ventede på Liam og de andre.
Han havde inviteret mig med til en eller anden fest, jeg vidste ikke helt hvorfor der var fest.
Behøvede man egentlig have en grund?
Det gjorde man vel ikke, men jeg synes det var sjovest hvis man havde.
Jeg kom i tanke om en fest, som Lissa havde overtalt mig til at vi skulle holde.
Der havde ikke været nogen grund, bare en fest.
Men der kom ikke nogen.
Rimlig fail egentlig.
Pludselig kunne jeg høre mit navn blive råbt et eller andet sted fra, og så så jeg ham.
Liam.
Jeg sendte ham et smil, og gik hen til dem.
Så snart jeg var derhenne, var Liams stærke arme slået omkring mig, og jeg begravede mit ansigt ved hans skulder.
"Hey babe!" hviskede han,
"Hey" hviskede jeg tilbage, og fniste.
Jeg trak mig ud af hans greb, for at hilse på de andre.
Idet jeg trak mig væk fra ham, kunne jeg se en anden pige i gult, som kiggede meget ondt på mig.
Hvad fuck var hendes problem?
"Hey!" sagde Harry, og trak mig ind i et kram.
"Heeeeej!" svarede jeg, og smilede til ham.
Han kiggede ned ad mig, og hev ud i min grønne figursyede kjole.
"Du ser godt ud!" konkluderede han, og sendte mig et smil, der fremhævede hans smilehuller.
"Tak!" sagde jeg, og smilede, og så fik jeg øje på den lidt stille fyr bag ham.
Niall.
Jeg havde ikke set ham siden den dag på caféen.
Jeg havde på den anden side heller ikke set Harry, men altså... Shhh.
"Hej Niall.." prøvede jeg usikkert.
Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet at han skulle sige, men da han bare svared "Hey" blev jeg ærligt talt en smule skuffet.
Jeg smilede halvhjertet til ham inden jeg fik hilst på.... øhm..... L...Lewiiiis?
Louis?
Nej, Lewis.
Og Zayn.
Hvilket var akavet.

 

                                                                                                                 ~

Jeg vågnede til en ekstrem hovedpine.
Alt gjorde ondt.
Det gjorde ondt at tænke.
Hvilket jo egentlig er ret svært at lade være med.
Så det gjorde faktisk bare ondt konstant.
Jeg kiggede rundt, og indså at jeg ikke var hjemme.
Jeg drejede hovedet, og fattede at eftersom Liam lå og sov ved siden af mig, var jeg sgu nok hjemme hos Liam.
Det vidste jeg vel egentlig godt.
Det var jo ikke fordi jeg ikke havde været på Liams værelse før...
IF YOU KNOW WHAT I MEAN!
Jeg stirrede lidt på et billede der hang på væggen.
Det forestillede en kat og en hund der spillede kort om kødben og sardiner.
Jeg lagde hovedet tilbage og stirrede i stedet op i loftet.
Jeg tænkte.
Prøvede at huske på hvad der var sket efter vi var kommet ind på klubben, men jeg kunne ikke huske det. 
"Det kommer vel..." mumlede jeg og rejste mig op.
Jeg prøvede at strække mig, hvilket viste sig at være en pænt dårlig idé....
Jeg tog mig til hovedet, og nærmest kravlede ud på badeværelset, hvor jeg først kastede op, og derefter fandt en dåse med panodil, hvo jeg tog to.
Jeg sad op ad væggen indtil pillernes virkning begyndte at træde i kraft.
Jeg sukkede, og rejste mig fra gulvet, med en sygelig trang til bacon.
Bacon!
Jeg gik ned i køkkenet at åbnede køleskabet for at finde noget bacon.
Jeg rodede ALT igennem.
Løg.
Porre.
Sennep.
Skinke.
Mælk.
Fløde.
Alt mugligt lort der i hvert fald ikke var bacon!
"Fuck my life!" mumlede jeg, og tog i stedet nogle æg ud.
Jeg smed dem på en pande og besluttede mig for at lave, hvad end der nu kom ud af æg på en pande.
Mig hjerne fungerede virkelig ikke før jeg havde fået mad...
"Adelaide?" lød det oppe fra Liams værelse.
"Er i køkkenet" råbte jeg modstræbende tilbage, kun for at modtage en tsunami af smerte.
Jeg var i gang med at vende den underlige hvidgule masse på panden, da et par arme pludselig kravlede rundt om mit liv. Jeg smilede.
"Hey Liam" sagde jeg stille.
"Morgen babe!" svarede han mindst lige så stille. 
Jeg smilede, og kiggede ned.
Mit blik faldt på hans hænder, der var fyldt med små rifter, sår og størknet blod. 
Pludselig kom det hele tilbage til mig, de havde været oppe at slås.
Liam og Niall.
Jeg vendte mig om for at se hvor slemt det stod til med Liam.
Han havde et blåt øje, og en blå kind.
Men det jeg lod mest mærke til, var hvordan hans øjne pludselig udvidede sig.
"Adelaide?" sagde han, og aede mig over kinden, hvilket gjorde fucking ondt.
Hvorfor gjor- oh.
Pludselig kunne jeg huske, at jeg havde fået Liams albue lige i ansigtet.
Nu kunne jeg huske det.
Jeg havde det som om der var sket noget efter det, men jeg kunne ikke helt sætte fingeren på det, jeg kunne bare huske at jeg havde været ked af at jeg havde gjort det.
"Hvad er der sket?" hviskede han, i det han nær studerede mit ansigt.
"Din albue ramte mig.." svarede jeg stille, og smilede halvhjertet til ham, da jeg bare ikke orkede.
Jeg så frygten i hans øjne.
"Liam, det er ok-"
"Undskyld.. "
"Liam... Det er okay!"
"Nej det er ej!"
"Jo?"
"Jeg er en forfærdelig kæreste.." sagde han. Det var første gang han sagde at vi var kærester. Jeg ved godt at det måske var en smule barnligt, men jeg blev helt sådan... varm indeni. 
"Nej du er ej!" sagde jeg blidt, og løftede hans ansigt.
"Jo je-" jeg afbrød ham med et blidt kys.
"Nej du er ej..." hviskede jeg, og kyssede ham igen.
Han smilede.
"Tak.." hviskede han, og kyssede mig.
Jeg smilede til ham, og trak mig tilbage.
Han kiggede meget underligt på mig, da jeg skubbede ham tilbage mod en stol, og satte ham på den.
"Nå, hvad var det så der skete?" spurgte jeg, mens jeg nær studerede hans ansigt. 
"Hva... Hva mener du?" spurgte han, og vidste udemærket godt hvad jeg snakkede om.
"Liam..." hviskede jeg, mens jeg studerede hans blå øje.
Det var mere mørkelillat end blåt faktisk...
Han sukkede før han forklarede, "det var bare... Niall sagde bare noget om.... ja, og så blev jeg sur, og så slog han mig, og så slog jeg igen..." sagde han. Jeg sukkede, hvorfor ville han ikke fortælle mig det?
"Hvad sagde han?" spurgte jeg, idet jeg gik over til fryseren for at finde noget koldt. 
Måske havde han mere lyst til at sige det, hvis han ikke sagde det til mit ansigt.
"Hvorfor fortalte du mig ikke at Niall havde såret dig på... den... måde?"
Jeg stivnede.
Hvordan vidste han det?
WHAT THE FUCK?!
"Hvad snakker du om?" spurgte jeg usikkert, idet jeg lagde en pakke frosne ærter over Liams øje og kind.
2 i 1! SEJR!
"Adelaide.." sagde han, og trak mig ned så jeg sad i hans skød.
"Jeg... Det... Jeg ved det ikke..."
Jeg troede virkelig at han ville blive sur, men til min overraskelse trak han mig ind i sine arme.
"Jeg ville aldrig gøre sådan noget mod dig, det ved du godt, ikke?" sagde han.
Jeg nikkede. Det var nu meget rart sådan at være "forsikret" om det.
Han kyssede mig lidenskabeligt, så posen med ærter faldt ned.
Det udviklede sig hurtigt til et snav, og det var der det slog mig.
Zayn.
Jeg havde snavet med Zayn.
I går.
På et toilet.
På en klub.
Mens jeg var sammen med Liam.
Flot Adelaide, rigtig flot.

- Det var vist snarere mig der var den forfærdelige kæreste ... 
______________________________________________________________________________________
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...