Behind My Back - One Direction {11+}

De to piger, Lissa og Adelaide studere på samme universitet og er bedste venner.
Det er de i hvert fald indtil en hvis person ved navn Zayn Malik træder ind i billedet og ændrer alt.
Er venskabet stærkere end kærlighed? Og er hævnen altid sød i sidste ende?
De spørgsmål bliver de to piger stillet overfor når fyre, sex og følelser kommer på tværs af deres venskab.
*Advarsel, læsning på eget ansvar*

61Likes
87Kommentarer
3790Visninger
AA

10. Sorry not Sorry -

Adelaide's synsvinkel

"Er du sikker?" mumlede Zayn, og kærtegnede min hofte, jeg nikkede, og han smilede. Han kyssede min hals idet han trængte ind. Jeg klynkede en smule da smerten endnu engang skød op gennem mig. "Sig til hvis jeg skal stoppe" hviskede han, og kyssede mig på munden. Jeg rystede på hovedet. "Bare bliv ved!" stønnede jeg, og efter kort tid forvandlede smerten sig til nydelse.
Luften blev tyk, og en blanding af støn, bandeord og navne blev råbt da vi begge nåede vores klimaks. Han kyssede mig på munden.
"Godnat Addy!" hviskede han, og lagde sig ved siden af mig.
"Godnat Zaynie!" hviskede jeg tilbage, og vi fnes begge lidt. Han trak mig ind til sig i en varm omfavnelse, og det var ikke svært at falde i søvn i hans arme...


"Adelaide!! Adelaide!!" lød en stemme, og der blev rusket noget så hårdt i mig.
Jeg slog øjenene op, skreg, og rullede ud ad sengen da jeg så Zayn sidde over mig. Han gnubbede sine tindinger, og havde tydeligvis hovedpine.
Jeg kiggede rundt.
Det her er ikke mit værelse... Tænkte jeg, og lod pludselig mærke til en dunkende hovedpine.
Havde den hele tiden været der?
Jeg kiggede på Zayn, og pludselig kom gårsdagens handlinger brasende ind i mit hoved.
Jeg slog en hånd for munden.
"Fuck!!"
Han nikkede. 
"Seriøst, omg! Hvad FUCK er det vi har gjort, omg." jeg kunne mærke tårende vælte op i mine øjne. Tænk at jeg, tænk at vi, kunne gøre det mod Lissa. Hvad fuck var der i vejen med os. Hun var min bedste veninde, og jeg havde lige været i seng med hendes kæreste.
Men jeg fik da lært ham at kende...
Haha!
Dårligt tidspunkt Adelaide.
HOLY FUCKING SHIT!! Hvordan skulle jeg nogensinde finde en måde at fortælle det til Lissa på, så hun ikke ville hade mig for evigt.
Pludselig lod jeg mærke til at Zayn var i gang med at tage tøj på. 
Vi skulle åbenbart ikke diskutere det?
"Zayn, vi bliver nødt til at-" nåede jeg at sige, før han afbrød mig.
"Har ikke tid, skal skynde mig i studiet, er allerede sent på den, du ved, nyt album og sådan, bare... ikke sig noget til Lissa, okay?!" sagde han hurtigt, og var allerede henne ved døren.
Jeg hev dynen tættere omkring min nøgne krop. Jeg nikkede bare.
"Lover du det?"
"Jeg lover det." svarede jeg, og med det skyndte han sig ud.
Efter jeg havde siddet på gulvet i et stykke tid, fik jeg tøj på, og skyndte mig hjemad. 

Da jeg så kom hjem var jeg stadig i chok, Jeg forstod stadig intet, men alligevel fik jeg mig selv i bad, og fik noget rent tøj på. For derefter at gå ind på mit værelse igen
"Jeg burde virkelig fortælle det til Lissa, men jeg har jo lovet Zayn ikke at gøre det!" mumlede jeg for mig selv, kiggede min skuffe igennem efter... ja hvad ledte jeg egentlig efter?
Ikke rigtig noget tror jeg...
Jeg sukkede, men fik pludselig fat i noget interessant. 
Det var et billede af mig og Lissa der gik på stranden sammen. 
Altså, man kunne kun se vores silhuetter, men alligevel.
Jeg smilede svagt, og vendte billedet!

Kære Addy!

Jeg ved at du har været en smule nedtrykt her på det sidste, og jeg ved ærligtalt ikke hvorfor, men jeg vil bare have at du skal vide at jeg elsker dig overalt på jorden, og jeg altid vil være her for dig, du er den bedste! Elsker dig forevigt!!

- Din for altid, Lis!


Jeg kunne mærke tårerne presse sig på da jeg læste brevet.

Hvad havde jeg dog gjort?

That's it, jeg fortæller det til Lissa! Tænkte jeg, og rejste mig.
Nu.
Jeg gik ud af døren og hen mod Lissas værelse. Jeg tog en dyb indånding, hun var min bedste ven, hun fortjente at få det at vide, om det så skulle betyde at jeg brød mit løfte til Zayn.
Jeg tog mig sammen og bankede på.
Jeg kunne høre et bump, og en masse bandeord
"Fuck satan i fucking lorte helvede altså!"
Jeg smilede svagt, ved tanken om at hun måske var trillet ud af sengen eller sådan noget.
Det lød som om hun hinkede hen til døren for at åbne den, og ganske rigtigt stod hun på et ben da døren gik op. 
"Hvad skete der?" spurgte jeg, da hun lukkede mig ind. 
"Tabte en af Sokrates skrifter på min fod!" Jeg smilede lidt.
"Hey! Hvordan gik det med Zayn?" sagde hun og smilede.

"Fint, men der er noget jeg skal snakke med dig om..."

"Er det om din mor?" spurgte hun, og kiggede afventende på mig.

"Neeejj..." sagde jeg langsomt. Hun sukkede og dumpede ned på sengen, ved siden af mig, og begyndte at snakke.
"Helt ærligt Adelaide, du er nødt til at komme ud med det, dengang min mor døde gik jeg også rundt og lukkede det inde i mig selv, men så begyndte jeg at snakke om det, og jeg fik det meget bedre!"
"Lissa, det var ikk-" nåede jeg at sige, før hun afbrød mig.
"Adelaide! Du kan ikke gemme det for altid!" sagde hun.
"Lissa, min mor er irrelevant, okay?" sagde jeg, og sukkede. Hun havde prøvet at presse det ud af mig før, men jeg bukkede ikke under. Jeg bukkede aldrig under.
"Nej. Det er ikke okay Adelaide! Fortæl nu bare hvad der er med dig og din mor, jeg er træt af at du ikke fortæller noget!" blev hun ved.
"Du kan ikke tvinge mig til at snakke om min mor!"
"Adelaide jeg er TRÆT af at du holder, nærmest, halvdelen af dit LIV hemmeligt for mig!!" Halvdelen af mit liv?"
"Det rager fucking ikke dig!!" vrissede jeg.
"JO ADELAIDE! Det rager mig!! Vi har været venner i SÅ lang tid nu! Jeg vil bare gerne VIDE det!!!" Halvråbte hun, og af en eller anden grund, gjorde det mig virkelig fucking sur.
"Ikke en skid det rager dig Lissa, du ville ikke kunne forstå det alligevel!" råbte jeg.
"Så forklar det dog til mig Adelaide!"
"NEJ FOR DU VILLE IKKE KUNNE SÆTTE DIG IND I SITUATIONEN, FOR DIN MOR BEHANDLEDE IKKE DIG PÅ SAMME MÅDE!!"
Hun havde fortalt mig lidt om sin mor, og det hun havde fortalt var den totale modsætning til min mor, så jeg havde jo ret.
"Du aner ikke en skid om min mor Adelaide!"
"Så giv mig én god grund til at jeg skulle fortælle dig om min!!"
Ha! In your face bitch!
"Fordi du altid har haft røven fuld af hemmeligheder Adelaide, derfor!!"
"DET HAR DU SGU DA OGSÅ!!!"
"NÆVN EN!" sagde hun udfordrende.
"Skoleballet for tre år siden! Vincent var MIN kæreste!"

"Hvad fuck snakker du om Adelaide!?!?"
"Jeg så jer SNAVE Lissa!"
"Jeg kendte dig jo nærmest ikke, desuden, vidste jeg ikke i var kærester!!!"
Prøvede hun at forsvare sig selv.
"SELVFØLGELIG KENDTE DU MIG, VI HAVDE SKAB VED SIDEN AF HINANDEN, PLUS VI HAVDE FYSIK, BIOLOGI OG HISTORIE SAMMEN! OG ALLE VIDSTE AT VI HAVDE NOGET KØRENDE, LAD VÆRE MED AT SPILLE DUM!!"

"OKAY, DET KAN GODT VÆRE, MEN I DET MINDSTE VAR JEG IKKE BANGE FOR AT PRØVE NOGET NYT, LIGESOM DU ER! I MODSÆTNING TIL DIG, HAR JEG MOD TIL AT GØRE NOGET SPONTANT OG UVENTET, OG BEHØVES IKKE AT TÆNKE TINGENDE IGENNEM EN MILLION GANGE FØR JEG PRØVER AD!"
Den ramte lige der hvor hun ville have den til at ramme. Hun vidste at jeg var blevet kaldt for kedelig og fornuftig hele mig liv, og at jeg virkelig ikke havde det godt med det. Hun vidste lige præcis hvor hun skulle presse, så det gjorde ondt. 

Lidt for ondt...

"ER AT GÅ I SENG MED ZAYN SPONTANT OG UVENTET NOK FOR DIG?!" skreg jeg, og brød nærmest ud i gråd af vrede.

Hun stivnede. 

Lissa's synsvinkel

Jeg var lige pludselig forpustet.

Jeg havde ikke løbet eller noget, hoppet eller drejet.

Jeg kiggede bare, jeg tror faktisk jeg gloede.

Jeg vidste ikke egentlig hvordan jeg så ud, jeg var fuldstændig tom inden i.

Det var som om at hele min sjæl var fløjet ud af min krop, den var flygtet langt væk, og jeg ville formentlig aldrig finde den igen. 

Først troede jeg hun bare havde sagt det for at såre mig, men da jeg så hendes bange og sårede øjne var jeg ikke i tvivl om at det var sandt.

Jeg var splittet imellem at have lyst til at brække hendes næse, eller bare at storme ud. 

Og aldrig komme tilbage igen.

Jeg mærkede at jeg blinkede. Mine øjne var blevet helt tørre af bare at stå og stirre.

Imodsætning til Adelaide som var brudt sammen. Hendes tåre trillede ned af hendes kinder og hun hulkede  uhæmmet.

Normalt ville jeg føle sympati, og en trang til at trøste hende, men lige nu følte jeg intet.

Intet som helst.

Det eneste jeg kunne mærke var et voksende raseri der var ved at bryde løs inden i mig.

Jeg rømmede mig og sagde så med en rystende stemme,

"Hvad mener du?"

Det er flot Lissa, hvad mener du!? Hun mener selvfølgelig at hun har kneppet din kæreste din nar!

Jeg sank en klump.

I tænker nok at jeg burde føle mig såret, skuffet og forrådt.

Men det gjorde jeg ikke...

Det eneste jeg mærkede var en følelse af gnister der brændte mig nede i maven. Det var ubehageligt, og det udviklede sig snart til en sydende smerte.

"Undskyld Lissa! Virkelig... Du har ingen idé om hvor ked af det jeg er..." snøftede hun og kiggede forsigtigt på mig. Jeg stirrede bare på hende. Jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke sige noget. Lige pludselig var jeg målløs, jeg var stum. Jeg var forvirret og jeg var ude af den.

"Lissa, jeg ved at det jeg gjorde var forfærdeligt, men jeg var fuld, virkelig fuld og jeg.."

"Hold kæft." sagde jeg pludseligt. Ordene væltede ud af min mund uden jeg havde tænkt over dem, uden jeg vidste de ville komme. Men jeg vidste godt hvorfor de kom. Hun skulle virkelig holde kæft. Jeg kunne ikke engang holde ud at høre hendes stemme. Hun kiggede såret på mig. Hendes øjne var bedrøvet, røde og sorgmodige men jeg var fuldstændigt ligeglad. Det var som om at hun var en fremmed person. Som om jeg ikke kendte hende, som om hun var en af de der på TV der sad i retten og græd over en forbrydelse de havde begået. De græd fordi de havde forstået hvad de havde gjord. Og det havde Adelaide også. Men som altid, ligesom dem på TV, tænkte jeg bare at det havde de fortjent. De havde fortjent at sidde der alene, uden nogle ved deres side. 

"Jeg syntes du skal gå..." Hviskede jeg hæst og kiggede ned i gulvet.

"Lis, please, kan vi ikke snakke om det? Du er min bedste veninde og jeg..."

"Nej Adelaide.." Afbrød jeg hende. "Hvis jeg betød noget for dig havde du aldrig gjord det... Gå nu."

"Lissa, det er ikke sandt, du bliver nød til at forstå at jeg!"

"Hør hvis du ikke gider at gå, så bliver jeg nød til det!" Udbrød jeg vredt og stormede ud. Jeg smækkede døren hårdt efter mig og løb. Jeg løb ned af gangen og ignorerede min værelses nabo som stoppede op for at hilse på mig. Jeg var begyndt og græde, og det eneste jeg tænkte på lige nu var at komme væk herfra. Langt væk. 

Alle spørgsmålene svømmede rundt i mit hoved.

Jeg åbnede indgangen og løb ud i gårdhaven. Det var koldt og jeg havde ikke tøj med. Sne rester lå på græsset og jeg var lige ved at falde i noget sjap da jeg krydsede gården og satte i retning af bus stoppestedet.

Jeg hev min mobil frem og tastede automatisk Zayn's nummer ind.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke, jeg vidste ikke hvad jeg skulle tro. Måske ville Zayn benægte det?

Måske var det løgn?

Et lille håb blomstrede inde i mig da jeg hørte Zayn's stemme.

"Hallo?"

"Hej Zayn" sagde jeg rustent og rystende.

"Hey Lis! Hvad så, er der noget galt?"

"Er det sandt?" Sagde jeg kort, og prøvede ihærdigt på at holde tårene tilbage.

"Hvad er sandt?" sagde han lidt dumt.

"For helvede Zayn! Adelaide har fortalt mig det!" Udbrød jeg vredt og idet brød jeg sammen.

"Lissa, fald ned!" Sagde han og prøvede at virke beroligende.

"Så i gjorde det virkelig? Kneppede i fucking bag min ryg!?" 

Han tav og der var helt stille. Jeg stod forpustet og vendte på et svar. Jeg skulle lige til at råbe noget vredt til ham da han pludselig sagde,

"Ja..."

Jeg kunne svagt høre hans vejrtrækning i den anden ende, og jeg havde lyst til at få den til at stoppe. 

"Okay" sagde jeg bare og stod og stirrede tomt ud i luften. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller hvad jeg skulle gøre. Dagen var ellers startet så godt. Jeg huskede hvordan jeg havde vågnet og gået ud for at hente min post. Idet opdagede jeg at mine testresultater var kommet frem og jeg løb inden for. Jeg hoppede i sengen af glæde da jeg havde fået topscore! Jeg havde ringet til min far og han havde været så glad!

Derefter havde jeg fundet min ynglings morgenknas bagerst i mit skab. Knasende Krusty!

Jeg havde guffet og havde derefter afsluttet et maleri jeg havde arbejdet på i måneder.

Og det blev godt.

Derefter havde jeg haft lyst til at læse lidt i Sokrates skrifter, et helt nyt bind jeg lige havde fået af min far.

Efter et kvarter med fokuseret(nogenlunde) læsning bankede det så på døren. 

Og... Ja, så kender i historien derfra.

Jeg opdagede at Zayn kaldte på mig i den anden ende af røret men jeg havde ikke lyst til at tale med ham.

"Farvel Zayn" sagde jeg grådkvalt og smækkede røret på før han nåede at reagere.

Jeg stod nu alene på det tomme budstoppested uden at vide hvad jeg skulle gøre. Få biler kørte forbi mig, men jeg registrerede det ikke. Ikke indtil en bus kørte ind. Den kørte nord på. 

Jeg kunne ikke gå tilbage på værelset, skolen var lukket, og jeg kunne ikke tage hen til Zayn.

Jeg kom pludselig i tanke om et sted jeg kunne tage hen, et sted hvor jeg kunne gemme mig. 

Væk fra Zayn, væk fra Adelaide. Væk fra det hele.

Adelaide kendte ikke til det, og det gjorde Zayn i hvert fald heller ikke.

Uden at tænke videre over det, stadig i en såret choktilstand førte mine fødder mig vej hen til døren. De fik mig op i bussen og mine hænder fik trukket min pung frem fra min lomme. Lige nu var det mine krop der havde kontrollen over mig. Den gjorde det min underbevidsthed havde lyst til.

At flygte,

Mig selv, ja jeg var ikke til stede.

Jeg var langt væk, i en verden af vrede, raseri, skuffelse og forvirring. 

Jeg havde været der én gang før. Og det bragte ubehagelige minder frem. 

Min telefon vibrerende i min lomme. Det var enten Zayn eller Adelaide vidste jeg.

Men ingen af dem eksisterede ikke længere for mig. De var begge utydelige skikkelser der kun var ude på at såre mig. 

Og det havde lykkes dem.

Jeg rystede på hovedet og en tåre landede i mit skød idet bussen satte igang og kørte afsted.

Jeg måtte bare væk.

 

 

 

 

________________________________________

Det var så det kapitel? Hva' synes i? I må meget gerne skrive jeres meninger i kommentarene!! <3
- Laura & Hyme!:D<3

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...