Behind My Back - One Direction {11+}

De to piger, Lissa og Adelaide studere på samme universitet og er bedste venner.
Det er de i hvert fald indtil en hvis person ved navn Zayn Malik træder ind i billedet og ændrer alt.
Er venskabet stærkere end kærlighed? Og er hævnen altid sød i sidste ende?
De spørgsmål bliver de to piger stillet overfor når fyre, sex og følelser kommer på tværs af deres venskab.
*Advarsel, læsning på eget ansvar*

61Likes
87Kommentarer
4073Visninger
AA

11. Let's talk this out... -

Adelaide's synsvinkel:

Jeg havde ikke længere styr på tiden.
Jeg havde siddet og grædt på Lissa's seng i evigheder nu, i starten havde jeg fortrudt at jeg ikke var fulgt efter hende, men jeg var på en måde også lidt lettet.
Lettet over at hun var væk og jeg kunne tænke i fred.
Jeg forstod ikke selv hvorfor jeg havde gjort det, men sket er sket.
Fortrød jeg det?
Selvfølgelig. 
Det meste altså. 
Selvom det havde været forkert, havde det faktisk været meget rart.
I må ikke misforstå mig, jeg fortrød det hele, men det havde bare været en afveksling fra alt det andet, en ny ting at tænke på. Selvom det havde fået en dårlig slutning, ligesom med Niall, var det anderledes.
For jeg vidste jo selv at det ville få en dårlig slutning.
Jeg blev revet ud af min tankegang da min telefon ringede.
Niall.
sagde displayet, jeg sukkede. Jeg måtte jo svare ham på et eller andet tidspunkt.
Jeg trykkede på besvar knappen, og tog nervøst telefonen op til øret.
"Hallo?"
"Adelaide?" Lød en alt for velkendt stemme.
"Zayn?!" Hva fanden?
"ADELAIDE! Vi skal altså have snakket om det her, mød mig på Bookshelf om en halvtime?" sagde han, mere som et spørgsmål..
"O-okay" fremstammede jeg, og før nogen nåede at sige mere, havde han lagt på.
WEIRD.
Jeg skyndte mig at tørre mine øjne, og rette på min make-up og skyndte mig hen mod Bookshelf. Det var en lille hyggelig café der lå midt i London.

Da jeg kom derhen faldt mit blik først på Zayn, han sad sammen med en fyr med krøllet hår, han hed vist nok Harold eller sådan noget, og ved siden af ham sad..
"Hey, Adelaide!" sagde Zayn, og vinkede mig over. Jeg tøvede, men gik derover alligevel.
"Hey." sagde jeg stille, og satte mig på den ledige stol, med blikket rettet mod Zayn.
Han rømmede sig, og skulle til at sige noget, men så lød en mørk, blid stemme fra den anden side af bordet.
"Jeg er Harry, du må være Adelaide? Hyggeligt at møde dig!" sagde han, og smilede så man kunne se smilehullerne.
"Hej..." sagde jeg forlegent.
Han grinede lidt, "Og det her er Niall!" sagde han,
NO SHIT SHERLOCK!
"Adelaide jeg.." sagde han, men jeg afbrød ham.
"Hej Niall, rart at møde dig."
De kiggede alle underligt på mig, eller Nialls blik var mere såret, men altså.
"Kender i to hinanden?" spurgte Harry.
Tankerne fløj rundt inde i mit hovede, skulle jeg sig ja, så det blev pinligt for Niall, eller skulle jeg sige nej, så jeg slap for den lange forklaring?
"Nej." endte jeg med at sige, og tilføjede så lige et falsk smil, der fik Niall til at se ekstra såret ud.
"Nå, Adelaide..." begyndte Zayn, og jeg rettede min opmærksomhed mod ham. 
De andre to begyndte på deres egen samtale.
"Har du sagt det til hende?!" udbrød han, og hans blik var en blandig af vrede, sorg og forvirring.
Jeg tog mig sammen.
"Ja." svarede jeg bare, og så til da hans kæbe nærmest faldt af.
"Hvorfor?!" halvråbte han.
Jeg tyssede på ham, og svarede så "Fordi hun er min bedste veninde, og hun fortjener at vide det Zayn, derfor." Svarede jeg koldt, jeg jeg kunne se at han et eller andet sted var enig i det jeg sagde.
Han begyndte da også langsomt at nikke.
"Men, hvordan skete det?"
Jeg tog en dyb indånding, og fortalte alt fra da jeg var gået fra hans lejlighed, til at hun var gået.
Han nikkede, han forstod hvorfor jeg havde reageret som jeg gjorde.
"Hvor er hun så taget hen??" spurgte han. Hans stemme skælvede en anelse.
"Jeg har ingen anelse." Jeg kunne se tårerne vælte op i hans øjne. Det var mig der var den stærke nu.
"To sekunder.." mumlede han, og gik ud mod herretoilettet. Han ville tydeligvis ikke have at jeg så ham græde.
Jeg sukkede og vendte mig mod de andre, der stoppede deres samtale.
"Hvor gik Zayn hen?" spurgte Harry, og kiggede forvirret på mig.
"Toilettet" svarede jeg, og formåede at smile lidt.
"Ahh" sagde han, og smilede.
Vi sad lidt i en akavet stilhed. Begge deres blikke hvilede på mig, og ventede tydeligvis på at jeg sagde noget. Nialls blik var såret, hvor Harrys derimod var lidt mere positivt. 
Jeg rømmede mig, "Er i begge i band med Zayn?" 
Harry nikkede, og Niall kiggede stadig på mig. 
"Nå, jeg går opog henter noget kaffe, vil i have noget med?"
Niall skyndte sig at sige et eller andet som jeg ikke helt fik fat i, og jeg bad om en latte..
"Adelaide.." begyndte Niall, da Harry var uden for hørevidde.
"Niall, jeg har ikk-"
"- Bar hør på mig, okay?"
"Okay,"
"Hør, jeg er virkelig ked af det jeg gjorde, okay? Og jeg slog op med min kæreste den samme dag, fordi at jeg opførte mig som et svin over jer begge, men du bliver nødt til at tro på mig når jeg siger, at den aften virkelig betød noget for mig... Det var ikke bare sex for mig..!" Han mumlede det sidste,
"Det er... ugh... Niall, du må prøve at forstå at jeg ikke bare sådan kan tilgive dig for det du gjorde mod mig, okay?"
Han nikkede, og jeg kunne se at hans øjne blev en smule blanke. 
"Så, en sort kaffe til Nialler og en latte til Adelaide!" sagde Harry muntert da han kom tilbage.
"Tak!!" sagde jeg, og sendte ham et smil.
Vi begyndte at smalltalke lidt, og Harry var faktisk en fin fyr, med søde smilehuller!
Jeg kunne høre en svag knirken fra en dør, og da jeg kiggede op kunne jeg se Zayn komme ud.
Jeg fik en underlig følelse i maven.
What the fuck?

                                                          Lissa's synsvinkel
 

                                                       - EN UGE SENERE
 

"Tak" mumlede jeg og snuppede min billet som blev printet ud. Jeg tog min jakke og vandrede ned igennem bussen, var lige ved at falde, men nåede at svinge ind på et tomt sæde, ved siden af en hjemløs mand.

Jeg vidste ærligt talt ikke om jeg var klar til at tage tilbage til kollegiumet. Bare tanken om at komme til at rande ind i nogle af de andre, eller Adelaide, fik tårene til at vælte frem i øjnene på mig.

 Okay.

 Jeg var hvist ikke 100 procent klar.

 Men jeg blev nød til det, skolen startede imorgen og mit gennemsnit kunne ikke tåle mere fravær. Så jeg blev nød til at tage tilbage. Bussen bumled afsted. Det havde jeg altid elsket.

 At køre i bus.

 Den rolige vuggen og de bløde sæder.

 Busser var så meget bedre end toge eller biler.

 Og så var det også hyldende morsomt når folk væltede frem og tilbage, ned på gulvet og ind i hinanden, når bussen startede eller bremsede hårdt op.

 Haha -

 Medmindre det skete for en selv. Det var godt nok ikke det sjoveste.

 "Undskyld" mumlede den hjemløse mand og rejste sig for at komme forbi mig. Jeg rejste mig hurtigt op og han smøj sig forbi. Jeg kiggede hurtigt på hans skilt der hang på hans jakke. Det skilt der gav ham lov til at sælge blade.

 Han hed Peter, Peter Pedersen.

 Jeg smilede til ham, og han steg ud af bussen. Han nåede lige at smile igen før han atter forsvandt. Mon han er vandt til at folk overhovedet ligger mærke til ham? Det må være ubehageligt at blive ignoreret, bare fordi man har lidt beskidt tøj på.

 Jeg satte mig til rette igen og hvilede mit hoved imod den kølige rude. En kuldegysning rislede igennem mig, og den mindede om den følelse jeg fik da Adelaide råbte at hun havde været sammen med Zayn. Mit blik blev mørkt og fjernt idet jeg fremkaldte mindet.

 Rettere maridtet.

 Jeg opdagede pludseligt at bussen standsede et lidt for velkendt sted. Jeg sukkede, rejste mig og steg ud af bussen. Jeg stod på fortovet foran den store bygning, og kigegde magtesløst på den.

 Jeg havde lyst til at løbe efter bussen, bede, trygle den om at åbne døren, og lade mig kære langt, langt væk. Jeg ved ikke om det havde hjulpet mig, eller havde gjord det værre at besøge Richard.

Han var min halvfætter, han boede op nord på, i udkanten af London. Det tog ca. en time at tage derop, ikke så lang tid i forhold til mine andre familiemedlemmer. Min far og søster boede mindst 4 timer væk, øst på, ved havet. Det var min beslutning at flytte så langt væk, min beslutning at flytte hele vejen til London. Resten af min familie var ellers spredt ud over hele England, og også Irland. Richard var den eneste som boede nogenlunde tæt på. Han var også flyttet til London, væk fra sin familie der boede helt syd på. Det var ikke fordi jeg snakkede med ham særligt tit, men da jeg lige pludselig stod foran hans hoveddør, tudbrølende, kunne han ligesom ikke gøre andet end at tage imod mig. Jeg anede ikke selv hvorfor jeg var taget op til ham, jeg husker bare jeg stod ved busstoppestedet, proppet med gråd, sorg og skuffelse. Jeg så at bussen kørte nord på og Richard var den førte der poppede op i mit hoved. Siden Adelaide aldrig talte om hendes familie, snakkede jeg heller ikke så meget om min, undtagen min mor. Derfor vidste jeg at Adelaide eller Zayn ikke vidste hvem fanden Richard var.

 Det havde været rart at komme langt væk fra det hele, virkelig rart, men sammentidig var det også underligt at være så langt hjemmefra. Det mindede mig bare hele tiden om, hvorfor jeg var så langt væk.

Wierd, jeg ved det godt.

Jeg vaklede langsomt ind i gårdhaven. Den var rimelig tom, siden det satdig var vinter, og der var dækket af tøsne. Jeg åbnede døren og kom ind i den lune gennem gang. Jeg fandt min dør.

Min dør.

Det var godt at være hjemme, men på samme tid kunne det heller ikke gå for langsomt med at få nøglerne frem og komme ind, så muligheden for at rande ind i Adelaide ikke var muligt. Jeg fik endelig åbnet døren, men idet jeg skulle til at træde ind, mærkede jeg pludselig en hånd på min skulder. Jeg vendte mig forskrækket om, og mødte et par grå øjne der smilede til mig.

"Hey Lissa, hvor helvede har du været!?"

Det var Greg, fra min dramaklasse. Hans høje og ranglede krop stod tæt ved mig, og han havde et stort og overrakset smil på læberne.

"Hej Greg, jeg har bare ...  været lidt på ferie." mumlede jeg og tvang et lille smil frem.

"Nice! Nå, men crasher du med os andre senere?"

"Øhm.. det tror jeg ikke... Jeg er vist ikke helt rask!" sagde jeg og kiggede ned på mine sko.

Han stod lidt og kiggede på mig, og så gav han mig en stor knuser.

"Såså Lissa... det skal nok gå. Uanset hvad der for dit humør til at dale, så husk at dine medmennesker er med dig! Du er ikke alene!" sagde han og agede mig på ryggen.

Jeg grinede lidt hæst og sagde,

"Haha, tak Greg, det skal jeg nok huske"...

Han smilede og gik ned af gangen.

Det var typsik Greg, men han var en fin fyr, og havde et godt hjerte. jeg skulle til at gå ind på mit værelse idet jeg opdagede der var en som havde kigget på os. Jeg vendte mig om og kigegde på Adelaide der stod lidt længere nede af gangen. Vi havde øjenkontakt et kort øjeblik  før jeg vendte mig om og skyndte mig ind på mit værelse.

Hun satte i løb efter mig og nåede lige at tage fra inden jeg smækkede døren.

"Lissa! Åben døren!"  råbte hun og prøvede at mase døren op.

"Fandme nej!" skreg jeg og pressede hårdere.

"Helt ærligt, hvor har du vææret!? Jeg har været syg af bekymring, du forsvandt bare, vi troede der var sket dig noget!? Hvrodan kan du bare forsvinde på den måde?" sagde hun fortvivlet.

"På samme måde, som i knaldede hinanden bag min ryg!" Skreg jeg, og gav så til sidst slip på døren.

Hun væltede ind på værelset, men jeg var ligeglad.

"Hvor har du været?" sagde hun forpustet og kiggede på mig.

Jeg overvejede grundigt mit svar men sagde så til sidst,

"Det rager ikke dig!"

Jeg vendte mig vredt om og sad og stirrede ind i væggen. Jeg kunne høre hun sukkede opgivende. Hendes fodtrin lød, da hun kom nærmere.

"Lissa... Jeg har tænkt hele ugen over hvad jeg skal sige... Men. Det jeg gjorde var forkert. Så forkert. Tror du nogensinde du kan tilgive mig?" sage hun så roligt som hun nu kunne. Tårene væltede op i mine øjne. Jeg havde lyst til at tilgive hende. For jeg var så dårlig til at være sure på nogle. Jeg hadede det. men jeg kunne ikke, jeg kunne ikke tilgive hende.

"Betød det noget?" sagde jeg med en rystende stemme.

"Det... Nej, det tror jeg ikke... Lisssa, du bliver nød til at fortæller Zayn at du er i god behold! Han har været syg af bekymring!"

Jeg vendte mig om. Rystende af vrede.

"HAR I SNAKKET SAMMEN!?" Råbte jeg vredt.

Hun kiggede forskrækekt på mig, med åben mund.

"Jamen... ja, kun fordi.. - "

"SÅ DU SIGER AT DET IKKE BETØD NOGET; AT DET KUN VAR SEX, MEN LIGE PLUDSELIG SNAKKER I OGSÅ SAMMEN, BAG MIN RYG, SOM OM I VAR SÅDAN NOGLE BEST FRIENDS MED FORDELE!" Jeg havde rjest mig op i rygende vrede og kig truende hen imod Adelaide.

Jeg var endnu mere såret end før.

Jeg var chokeret.

Ikke nok med at Zayn havde været mig utro, og Adelaide havde forrådt mig. Så havde de snakket sammen bag min ryg.

Det lyder måske ikke så katastrofalt, men at vide at imens jeg sad og tudbrølede ned i en pude over ved Richard, langt langt væk, så sad de og hyggesnakked sammen sikkert over en kop Earl Grey te, eller et eller andet lort Adelaide havde budt ham.

EFTER DE HAVDE HAFT SEX!

Jeg var målløs.

 

 



__________________________
WUIIIII!!!! GODT FUCKING NYTÅR! Hei!:D
-Lots of Love!!!<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...