Behind My Back - One Direction {11+}

De to piger, Lissa og Adelaide studere på samme universitet og er bedste venner.
Det er de i hvert fald indtil en hvis person ved navn Zayn Malik træder ind i billedet og ændrer alt.
Er venskabet stærkere end kærlighed? Og er hævnen altid sød i sidste ende?
De spørgsmål bliver de to piger stillet overfor når fyre, sex og følelser kommer på tværs af deres venskab.
*Advarsel, læsning på eget ansvar*

61Likes
87Kommentarer
3609Visninger
AA

8. I have a plan -

Adelaides synsvinkel

"Haha, jaja, anyways jeg er altså nødt til at smutte nu! Ses!!" sagde jeg, og sendte Lissa et stort smil, og gav hende et kram,
"See ya!" sagde Zayn, og gav mig et (AKAVET) kram. Jeg smilede bare, og vendte mig om og gik.
Det havde været svært at undgå Zayn, men jeg havde prøvet at holde fysisk kontakt på et minimum, og det samme med kommunikation.
Jeg havde fundet ud af at de begge havde lagt mærke til det, men jeg tog mig ikke af det.

Klik klak.


Det var mine hæle der klik-klakkede mod fortorvet hvis i var i tvivl. Jeg har altid godt kunne lide lyden.


Klik klak.


Den mindede mig om Althea, en gammel dame mig og min bror altid flygtede hen til når mor var høj, eller fuld, eller i dårligt humør i det hele taget. Hun var vores nabo, men så døde hun. Lige pludselig. Men hun havde altid hæl på. Ganske vist ikke stiletter, men bare en lille en. Jeg smilede lidt ved tanken, men mit humør dalede lidt igen da jeg ringede på hos Travis. Ikke fordi jeg skulle se Travis, men på grund af tanken om hvad vi skulle klokken 18:00!
Adr!
Jeg orkede ikke min mor, for at være ærlig. Magtede hende bare ikke... But you gotta do what you gotta do, ikk?
"Hallo?" lød en hæs stemme, jeg kiggede på dørtelefonen, og det gik op for mig at det var Travis.
"Ja, ja, det' mig!" svarede jeg, og en summende lyd indikerede at han åbnede for mig. Jeg gik op ad den velkendte trappe til 5 sal.
"Hey!!" sagde jeg, en lille smule forpustet, da jeg kunne se Travis stå i døren.
"Hej!" sagde han med et stort smil,
"Er du klar?" spurgte han overdramatisk, idet han gav mig et kram, jeg grinede bare lidt, velvidende om at han ikke forventede et svar. Jeg gik ud i køkkenet, hvor der allerede stod to flasker rosé vin. En til hver. Som vi plejede.
"Du skulle skifte tøj, ikke?" spurgte han, og kiggede afventende på mig. Jeg nikkede, og gik hen mod det som engang var mit værelse, men han havde ikke ommøbleret det endnu, så mine ting stod der stadig. I tænker sikkert:
Hvorfor står dine ting hos din bror?!
Og det skal jeg fortælle jer, mig og min bror har altid været meget tætte, selvom han er 4 år ældre end mig. Så da han blev 18, og flyttede hjemmefra, tog han mig med, og min mor kunne ikke sige noget.

Hun kunne have meldt ham til de sociale myndigheder, men der ville hun højst sandsynligt tabe forældremyndigheden, og det ville hun trods alt ikke, da hun stadig fik børnepenge... Så derfor har jeg boet hos min bror siden jeg var 14. 

Nedern for ham nu hvor jeg tænker over det, han kunne jo ikke så godt have piger og sådan med hjem!

Haha, ej, surt egentlig... Haha!!

Anyways! Jeg skiftede til min grålyserøde blondekjole, og skred ud i køkkenet igen. Jeg havde besluttet mig for et look, som både kunne være fint og casual, og det samme havde Travis. En enkel skjorte og et par bukser. Bum.

Jeg satte mig ned overfor ham, og hældte noget vin op i mit glas.
"Nå, hvorn' sker 'n!" sagde Travis, typisk ham at sige noget så lamt...

                                                                                 ~

"Og så ville han ikke sælge det til mig, fede svin!" sagde min mor, mens hun gestikulerede vildt med armene, hvilket resulterede i et smadret glas.
"... Skidt pyt, smøg?" spurgte hun, og rakte cigaretten over imod mig.
"Nej tak mor" sagde jeg, hun gentog sig selv, men rakte den over mod Travis i stedet, han sagde det samme som mig. "Nånå.." sagde min mor, og tog selv et langt sug, hvorefter hun skoddede den på kanten af sin tallerken. Hun påstod at hun selv havde lavet sushi, men hun havde vist bare være nede og købe den.
"Hvor har du fået din kjole skat?" sagde hun, i et forsøg på at være en smule moderlig,
"Delias... en netbutik, kan du lide den?"
"Egentlig ikke..."
"Okaayyy..."
"Denne der grå farve står slet ikke til dig, og hvad sker der for det der lyserøde indenunder, altså Adelaide, du plejer da at have sådan en okay stil, men den der kjole, altså skat dog! Du har bare aldrig rigtig været god til det med formelt tøj, kan du huske den jul hvor du var 13, åh den kjole der, den var SÅ grim, og så med de sko til, det var-" 
"- MOR! Hold kæft! Adelaide har en god stil!" forsvarede Travis mig.
"Undskyld mig?" sagde min mor, idet hun hamrede glasset ned i bordet.
"Travis, det er okay.." sagde jeg stille
"GU' ER DET EJ!" Råbte han "DU HAR ALTID RAKKET NED PÅ ADELAIDE OG MIG, ALTID MOR, STOP DET!!"
"JEG GØR HVAD FANDEN DER PASSER MIG TRAVIS, JEG ER JERES MOR FORHELVEDE!"
"VED DU HVAD-" Begyndte Travis.
"-Nej Anna..." afbrød jeg, "Rigtigt, du er den kvinde som fødte os, men du er ikke vores mor, det har du aldrig været, du har ikke engang prøvet..." sagde jeg roligt, jeg rejste mig op og kiggede på hende, hun var mundlam. Det samme var Travis.
Jeg begyndte at gå hen imod døren, "Kommer du Travis?" spurgte jeg, han nikkede, og gik hen og åbnede døren.
"Farvel mor..." sagde jeg, og gik.

Lissa's synsvinkel

Som vi sad der i min seng og så et random afsnit af Desperate Housewifes kunne jeg ikke undgå at tænke på Zayns's sårede blik da Adelaide afviste hans kram. Han var vist ikke vandt til at folk ikke brød sig om ham. Og det var jeg heller ikke. Zayn var en virkelig kærlig fyr, ja faktisk en som ville passe ret godt til Adelaide så jeg anede virkelig ikke hvad der var galt med hende. Han havde spurgte mig om der var sket noget med hende, eller om han havde gjort noget forkert. Jeg havde svaret at jeg heller ikke vidste hvad som gik hende på, men jeg nok skulle finde ud af det. 

Håbede jeg.

"Lis?"

"Ja?"

"Der står her, at livet er hvad man gør det til, så længe man kan handle på egen vis - Vil det sige at slaver og børn der ikke selv får lov til at tage beslutninger ikke har noget liv?"

Jeg grinede lidt idet jeg opdagede han sad og bladrede i en af mine gamle Platon skrifter.

"Tjaah, det kommer an på om du syntes det skulle være på den måde? Eller om det ikke er, så spørg du da universet!"

Han kiggede i lang tid på mig med et overvejende blik, men smed så til sidst bogen væk og kastede sig i armene på mig, imens han kildede min mave.

Da natten faldt på og Zayn var faldet i søvn på min seng, lå jeg og læste. Jeg var fordybet i de skrevne ord, men jeg blev revet ud af min egen verden da der pludselig var nogle der bankede på. 

"Jeg kommer!" Sagde jeg så personen ville holde op med at larme. 

Jeg tumlede ud af sengen og gled i mit gulvtæppe så jeg væltede, men heldigvis for mig nåede jeg lige at udtænke en ny måde at lave rullefald på, så jeg lavede et halvt baglæns hop blandet med et rullefald, hvilket resulterede i at jeg faldt lige ned på min røv.

Like a Boss.

Jeg ømmede mig og gik hen og åbnede døren.

"Hey Lissa!" Sagde Adelaide.

"Ahh, hey Adelaide, hordan gik det hos din mor?" Sagde jeg lidt udmattet, men smurte et smil på.

 Hendes ansigtsudtryk blev med det samme koldt og fjernt, men med det samme blødte hun op og sagde "Det gik.. Ja, det gik."

Jeg smilede medfølende til hende og sagde,

"Hvis du gerne vil snakke om det eller... - "

"Skal du i byen i aften!?" Afbrød hun mig, med et overdrevet smil og tonefald.

"Tjøhhm... Det ved jeg ikke, hvorfor?" Sagde jeg lidt chokeret. Adelaide var ikke en som gik i byen. Hun elskede at gå i biografen, shoppe eller gå på café. Hyggelige og rolige ting hun kunne gøre med sine nærmeste. I modsætning til mig som brugte min tid på demonstrationer nede i centrum, vilde aftner i byen og gade-koncerter. Men af en eller anden grund var vi stadig bedste venner.

"Jeg ville gerne med, hvis i altså gider at have mig med?" sagde hun og smilede.

Jeg kiggede på hende med åben mund. Normalt tog det mig en halv time at overtale Adelaide til at tage med på bar, så var hun der indtil midnat og så gik hun hjem igen. Nogle gange blev hun længere, men det var kun hvis hun mødte en fyr eller noget, som hun alligevel endte med ikke at tage hjem hos. Men et eller andet sted respekterede jeg hende også for det. Det var rart at have en rolig og kontrolleret ven, en hyggelig ven som man altid vidste hvor man havde. Hun havde nok selvkontrol til at tage sig af sig selv, på en måde jeg aldrig kunne.

"Selvfølgelig, men hvad er anledningen? Du plejer aldrig at tage med frivilligt? Jeg plejer at skulle mase dig ned i en fest kjole, og slæbe dig derhen, for så at kvæle dig i en drink?" Sagde jeg med et drillende grin.

Hun smilede, velvidende om at jeg havde ret og sagde så,

"Ingen anledning, jeg har bare virkelig brug for at få mine tanker ledt et andet sted hen i aften. Der er sket ret meget her på det sidste, og tjah, i aften føler jeg faktisk for at tage ud og feste med dig! Tro mig, jeg har virkelig brug for det. Jeg... kom kinda op og skændtes med min mor, og... Jeg har virkelig brug for at beskæftige mig med noget, så hvis du kan holde ud at have mig med så.."

"Adelaide! Jeg ville være beæret over at have dig ved min side når jeg drikker mig i hegnet!"

Hun grinede lettet og jeg grinede med.

"Fedt! Jamen, kommer du bare over til mig ved ti tiden eller noget så kan vi følges!" sagde hun.

"Ja men, jeg tror vi tager hjem til Zayn først vi skal lige hente nogle ting, men vi kan bare hente dig bagefter?"

"Ohh... Kommer Zayn også?" Spurgte hun. Hun prøvede at lyde casual, helt normal, men jeg kunne tydelig se på hende at hun overvejede hvad hun skulle gøre. Det var ikke noget hun havde regnet med.

"Øhm... ja, selvfølgelig. Er det et problem?" spurgte jeg og gik et skridt tættere på hende.

"Nejnejnej! Overhovedet ikke, det er bare... Det er bare ikke noget. Jeg glæder mig virkelig! Henter i mig ved titiden?" Spurgte hun og smilede.

Jeg kiggede på hende og nikkede langsomt. Hun smilede og løb ned af gangen. Jeg stod lidt og kiggede efter hende, men vendte mig så om og lukkede døren. Zayn sov stadig, men han ville sikkert vågne snart.

Jeg huskede Adelaides ansigtudtryk da hun hørte Zayns navn. Som om det mindede hende om noget hun havde gemt væk. Havde... det noget at gøre med hendes mor? Nej... Zayn, ved ikke engang hvem hun er. Måske var det ikke noget Zayn havde gjort, men noget han var relateret til. Jeg rystede forvirret på hovedet og gik ind og satte mig ved siden af Zayn. Hans mørke hår sad uglet på hans hoved og den lille lyse hårlok hang slapt på hans pande. Jeg smilede og lagde mig ved siden af ham. Hvis bare Adelaide forstod hvor skøn han var. Hvorfor forstod hun det ikke? Gjorde hun? Eller... har hun bare hadet ham fra starten? Hvis bare hun kunne se hvilken person han var, hvis bare hun kunne komme til at kende ham som jeg kendte ham.

Jeg sad og nulrede en løs tråd fra mit sengebetræk imellem mine fingre, men stivnede da jeg kom på en idé.

Hvad hvis hun nu kom til at kende ham som jeg gjorde?

Jeg mener, i aften, ud af en million, er Adelaide klar på at feste. Hun vil blive fuld, hun vil danse, hun vil glemme. Og det er Zayn sgu god til! Hvad hvis jeg fik Zayn til at fortælle Adelaide at... min mors... kusine!, Var blevet kørt over, og jeg... blev nød til at hjælpe min far med... At brænde hendes lig eller sådan noget.

Okay, det lød lidt crimerider, jeg mente lave hende til aske i ved!

Putte hende i en urne og sådan...

Det skulle nok fungere!

Ikke?

Adelaide ville sikkert ikke snakke om det der skete hos sin mor alligevel, hun ville gerne blive fuld, og det behøvede jeg jo ikke at være der for. Men hvis nu bare Zayn var der, og de snakkede, havde det sjovt så ville hun opdage hvor sød og dejlig han er!

HAPPY ENDING!

Jeg smilede lidt ved min fantastiske plan.

Det perfekte Set Up.

Jeg vendte mig om og ruskede blidt i Zayn. Han gabte og åbnede øjnene stille imens han kiggede på mig.

"Hvad er klokken?"

"Ikke meget, jeg skal fortælle dig noget!"

"Hvad?"

"Jo, Ser du..."

------------------------------------------------------------------------------------

Heey! Rigtig dejligt i læser med! I har ingen idé om hvor meget det betyder:)

Vil i være søde at lægge en kommentar? Fortælle os jeres mening?

Tusind tak!

Det betyder meget!

Peace - Hyme & Laura

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...